En tankevækkende dag.

Af Bjarne H. Kirkegaard, Bornholms Tidende.

Markeringen af 350 året for bornholmernes oprør mod svenskerne, mandag d. 8. december, blev indledt kl. 15, med kransenedlæggelse ved mindestenen på torvet i Hasle. Kransen blev lagt af borgmester Bjarne Kristiansen.

Kaj Erik Mortensen fra arrangementsgruppen bød velkommen på Hasle Torv, hvor Jørgen Korp Jensen stod for en trompetfanfare, men også for den musikalske trompetledsagelse til ”Altid frejdig når du går”.

Borgmester Bjarne Kristiansen talte til en skare på torvet på knap 200 mennesker.

”Det er tankevækkende og meget specielt at stå i Hasle i dag og tænke på, at det lige præcis i dag er 350 år siden, at Bornholm ”befriede” sig selv fra svensk besættelse ved på dramatisk vis at skyde den svenske kommandant Johan Printzensköld og narre de svenske støttegrupper, der blev sendt med skib til øen”, indledte Bjarne Kristiansen.

Han mindede om, at det netop var i Hasle, at Printzensköld gjorde holdt, da han var på vej til Rønne for at forberede afhentning af forstærkning fra Rønne.

Her opstod skænderi mellem kommandanten og min tidligere borgmesterkollega – borgmester i Hasle, Peder Olsen. Det drejede sig om manglende skattebetaling, og så kender vi jo resten af historien.

I hvert fald noget af den, sagde Bjarne Kristiansen og omtalte kort episoden, hvor Printzensköld blev skudt i Rønne.

Borgmesteren fremhævede, at vi siden har været danske, og vi selv valgte det på dramatisk vis. Det er vigtigt for os aldrig at tage det, at vi er danske, at vi lever i et fredeligt land, for givet. Det skal man kæmpe for. Man skal tage vare på det og aldrig tage det for givet.

Bjarne Kristiansen nævnede, at bornholmerne i 1945 – 46 levede under trussel af Rusland, blev noget glemt af det øvrige Danmark, men at vi stadig er danske – og stadig vil være danske, også når og hvis der skal kæmpes for det.

Danske, herunder bornholmske, soldater er hver eneste dag udstationeret rundt omkring i verden for at sikre vigtigste værdier i en fri verden. Det skal vi bakke op om. Det fortjener de, sagde borgmesteren.

Historien om ”dengang vi var svenskere” er meget speciel, fordi den rører ved enhver bornholmer. Måske især hvis man er vokset op her på øen og har fået den fortalt af sine forældre, som måske har fået den fortalt af sine forældre. Det er vores historie, sagde Bjarne Kristiansen om arven fra forældrene.

Vi skal værne om den historie, så derfor vil jeg meget gerne takke jer, som har gjort det muligt i dag, at vi værner om denne vigtige historie. Tusind tak skal I have, lød det i Bjarne Kristiansens tale.

 

200 på byvandring.

Af Bjarne H. Kirkegaard

Det kunne man da for alvor kalde byvandring – 200 mennesker gennem Hasles gader ”I hovedmændenes fodspor”. Først fra Torvet og ind i Karetmagergården.

Fører for byvandringen var Jens Ole Fassel, som begyndte at tale på Torvet i Hasle. Her fik man noget at vide om de fire mindesten, der findes på Bornholm i forbindelse med befrielsen af Bornholm 1658.

Den mest kendte sten er stenen i Storegade i Rønne, neden for Gymnasiet, som fortæller om stedet, hvor Printzensköld blev skudt.

En anden sten for Jens Kofoed med indskriften ”Bornholms befrier” er rejst af Bornholms Officersforening i 1928. den står nord for Sandvig ved Østersøbadet, oplyste Jens Ole Fassel.

Tredje mindesten er frihedsstøtten ved Hammershus. Den blev planlagt i 1908 og indviet ved en stor fest i 1912 med deltagelse af 2.000 bornholmere.

Den fjerde er frihedsstenen i Hasle, rejst den 8. december 1908 på 250 års dagen. Stenen nævner ti af de 22 oprørere, som har relationer til Hasle.

Efter at Jens Ole Fassel havde fortalt om Roskilde freden, hvor Danmark afgav Skåne, Halland og Blekinge foruden Hven, Saltholm og Bornholm, begav selskabet sig afsted på byvandring.

Første stop var Karetmagergården, hvor Niels Gumløse boede. Han var købmand, byfoged, dommer og politimester – og var oprindelig fra Skåne. Han var en af de ledende oprørere, som andre havde tillid til, blev det oplyst.

Byvandringen fortsatte til Peder Olsens borgmestergård i Vestergade. Peder Olsen var både borgmester og tingskriver, men det er ikke hans oprindelige gård, der ligger der i dag. Den nuværende bygning er fra ca. 1755.

Her kom der pludselig en rytter ned over Sildetorvet med råb. Det var Printzensköld, som kom ridende – og Fassel var pludselig selveste Peder Olsen. De to mænd kom i skænderi om skat, og det sluttede med, at den svenske kommandant sporede sin hest og red mod Rønne. Optrinet vakte stor tilfredshed blandt byvandrerne.

Så fortsatte man til et hjørne ved Grønbechs Gård, hvor vi fik historien om Jens Kofoed. Egentlig en drabelig historie.

Jens Kofoed havde i 1653 overtaget sin svigermors købmandsgård, da hendes mand, Sander Pedersen, var død – forgængeren til Peder Olsen. Jens Kofoed havde nemlig dræbt en mand i Rønne – Mogens Hansen – i 1655 i slagsmål om kvindfolk. Han havde så fået et frihedsbrev mod at stille med to udrustede heste i 1657 ved Knud Urnes kompagni i Skåne.

Den 21. december var han kommet hjem på orlov. Kraftig isvinter gjorde, at han ikke kom afsted, før svensken kom til Bornholm. Ikke mange havde hørt om freden i Roskilde, før svensken stod på øen, fortalte Jens Ole Fassel.

Jens Kofoed passede sin købmandsforretning og dukkede sig. Nu var han jo ikke mere dansk soldat, men nu lå hans drabssag hos den svenske kommandant på Hammershus. Så Jens Kofoed var interesseret i at komme af med den svenske kommandant, blev det understreget.

Herefter fortsatte byvandringen lige op til kirken i Hasle. Den tog blot en halv time. Derfor havde arrangørerne et problem. Der var tre kvarter til næste programpunkt, så man var meget foran tidsplanen.

Arrangementskommitèen bød på at strække ben og på, at man kunne få lov til at kigge ind på Lokalhistorisk arkiv. De der blev i kirken fik hørt trompetist Frank Nielsen spille ”Nobody knows the trouble I’ve seen” og When the saints”. Det havde ikke meget med 1658 at gøre, men det udfyldte fint en pause. Sognepræst Jens Jørgen Rasmussen, der også var en del af arrangements- komitéen, fortalte lidt om Hasle kirkes døbefont, altertavle og ikke mindst prædikestolen, som kom fra Hammershus, hvor den havde stået i Slotskirken i 1658.

Der blev delt salmebøger ud og præsten foreslog at man sang ”Dejlig er jorden”, hvor der blandt andet står, at ”tider skal komme, tider skal henrulle”. Og så blev det tid til foredrag.

 

Foredrag i Hasle kirke.

Af Bjarne H. Kirkegaard, Bornholms Tidende.

Kaj Erik Mortensen bød velkommen til ”en af Hasles store sønner”, da han bød velkommen i Hasle kirke til Ebbe Gert Rasmussen.

Her holdt han foredrag i godt 20 minutter, hvor han fortalte om, hvad der skete dengang mænd fra Hasle red til Rønne for at arrestere Printzensköld.

En tur, der fik det resultat, at den svenske kommandant blev skudt, men den historie er velkendt for Bornholms Tidendes læsere, for den fortalte Ebbe Gert Rasmussen for kort tid siden i spalterne.

Blot skal her nævnes, at historien denne gang blev lidt mere dramatisk fortalt. Blandt andet, at ”blodet piblede ud af baghovedet og af venstre øje. Kuglen var gået lige igennem”.

Han fik to skod mere, og så var han ”stang død”, den svenske løjtnant, fortæller Ebbe Gert Rasmussen.

Oprørerne havde så et problem. Det var højforræderi mod den svenske konge. Så man havde begyndt en opstand. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte.

Bondemilitsen mødes i Ruts kirke. I Nyker, Vestermarie og Klemensker ringede man folk sammen med kirkeklokkerne, fortalte Ebbe Gert Rasmussen og sluttede så sin fortælling i Hasle kirke.

Uden for kirken var der flagermuslygter, så alle kunne finde vej ud til gaden og videre ned mod Hotel Herold.

 

Skæbnenatten.

Den nat vidste ingen, hvordan det ville falde ud.

Skæbnenatten, hvor ”Bondehæren samles i Ruts kirke” 350 års fejring. Det var et oprørspil, der var indbudt til i Ruts kirke.

Vi vil prøve at leve os ind i stemningen hin vinternat den 8. og 9. december 1658, da oprøret var begyndt og den bornholmske milits samledes i kirken i løbet af natten.

Den nat vidste ingen, hvordan det ville falde ud. – Kun at det var med livet som indsats, hvis det gik galt. Sådan blev det beskrevet i et programark. Og programmet kom lidt for sent i gang, fordi TV2 skulle sende direkte fra starten. Men bortset fra det, så blev det en fantastisk aften.

Det begyndte med strengespil ved Herluf Skjerning Larsen – også kendt som Luffe – og med sangen ”Befal du dine veje” udsat for orgel med vibrato og trompetledsagelse.

 

Så var aftenen ligesom i gang.

Anker, Kofoed og Olsen.

Præsten Poul Anker bød velkommen i kirken og bad borgmester Peder Olsen op på Ruts kirkes prædikestol. Man forestillede sig nemt, at det var natten mellem 8. og 9. december 1658 – vi var jo på stedet i Ruts kirke.

Lederne var lidt rådville, da der kom en mand fra Rønne med Rønne militsen. Det var byens yngste borgmester, som havde Printzenskölds tøj og hat med. Alle syntes godt om ideen med at tage Hammershus med list og at en af bornholmerne skulle klæde sig ud i Printzenskölds tøj. Og sådan blev det.

Svenskernes arteleriløjtnant fik man fat på og spærrede inde i Ruts kirkes klokketårn. Så kunne de ikke skyde på Hammershus.

Vi så ikke oprøret, men hørte historien fortalt. Ebbe Gert Rasmussen fortalte også, at to personer mere blev skudt i Allinge – Sandvig på vejen mod Hammershus.

Da folkene var ankommet, var der 500- 600 mand på den bornholmske side uden for Hammershus. Man fik forhandlet overgivelse, svenskerne nedlagde våbnene og afleverede nøglerne. Så tog bornholmerne over – og Ebbe Gert Rasmussen kunne rigtig fortælle, hvordan der så blev fest.

Lige til sidst fik vi lidt at vide om, at de danske myndigheder ikke ønskede 300 året markeret specielt. Den danske kronprins var blevet svensk gift, og efter 2. verdenskrig havde svenskerne stillet en række svenskehuse op på Bornholm. Man skulle ikke tirre broderfolket, men være venlige. Derfor blev der ikke nogen speciel fejring i 1958.

Det gik bedre her 50 år senere.

Fejringen i Hasle kirke bød blandt andet på helt vidunderligt føjtespil af ChrisTina Gornitzka. Fortryllende formidabelt blokfløjtespil – både på sopran og alt- på skift.

Inden folk nåede at klappe, snuppede ChrisTina Gornitzka bare den næste fløjte og fortsatte. Sopranblokfløjtespillet hævede sig til Michaela Petri niveau.

De imponerende triller og toner bølgede op og ned sammen med de flittige fingre – rappe og dristige løb op og ned – skiftevis på fløjtens høje og dybe skala. Simpelthen bare imponerende. Godt gået, om man så må sige.

Og så var der præstens tale. Den var et kapitel for sig.

 

Tilbage til nutiden.

Sognepræsten i Rutsker og Hasle, Jens Jørgen Rasmussen holdt mandag aften en tale om ”Tilbage til nutiden” som slutning på 1658 – markeringen.

Det var ham, der oplyste, at Bornholm i 1958 ikke fik lov at fejre 300 året for befrielsen, fordi vi ikke skulle fornærme de venlige svenskere.

Præsten er ikke selv bornholmer, og han fortalte om at komme til Bornholm på skolerejse i 7. klasse, om at sove på dæk på ”Kongedybet” eller på ”Hammershus”, om indkvartering på pensionat i nord eller øst og om diskotek med søde piger og drenge.

Og når så nogle af os kom igen – i knap så umoden alder – blev vi slået af øens skønhed og lækre sild – røgede sild – og glas og kunst og kultur og venlige mennesker. Se, om det ved man udmærket besked i det øvrige land, sagde Jens Jørgen Rasmussen blandt andet.

Kun ni måneder svensk.

Men Bornholm, du svigtede aldrig! Kun ni små måneder i 1658 lod du dig baste i fjendens lænker. Så rejste du dig modigt og kastede dig atter i favnen på din første kærlighed, Danmark. Troskab til evig tid, hed det videre i talen.

De kunne ikke binde dig, de mægtige fjender. Du var dem for snedig og stærk, konstaterede Jens Jørgen Rasmussen. Og lod blikket hvile ved fortiden. Og nu er de blå og gule ikke så meget fjender mere. De er vore frænder og venner, de svenske. Vi sang gemensamt til toner af Bellman og Anfeldt. Nu kommer de ikke mere med krudt og kanoner, men kun med kajak og koner – og campingvogn. På ”Villum, der nu kun skyder en rasende fart.

Og vi gør turen den anden vej – til Skåne og skove og allemandsret i det mægtige venlige Sverige. Vi svælger i elge og sover på stugar og køber billig benzin for en krone, der ikke er så dyr som den danske. Men spritten og druernes dyre dråber, dem tager vi med hjemmefra, for dem har de svenske sat for hårdt i system.

Nej, vi har intet at frygte for dem, derovre, sagde Jens Jørgen Rasmussen blandt andet i talen. Han sluttede med at pointere, at vi har brug for at huske de begivenheder, der har enorm betydning for alle bornholmeres liv, identitet og tro på sig selv.

Hvad vil du nu Bornholm? Vil du give op? Bare vente og svælge i selvmedlidenhed? Det er måske den værste fjende i dag? Nederlagsstemning og opgivenhed. Er det det, du vil?

Eller vil du rejse dig og tale og handle selv? Bornholm, du ved, hvad du vil! Du smukke og stolte ø, sluttede præsten sin tale.

Og så var der musik af ChrisTina Gornitzka. Dagens sidste salme var i øvrigt: ”Vor Gud, han er så fast en borg”.