Underholdningen i Hasle kirke 2012.

 

Jesper Larsens foredrag i 2012.

Du prude vikingmø..

Undren

Efter at have læst historien igennem igen omkring det Bornholmske oprør i 1658 har jeg faldet nogle ting der undrer mig. Bl.a. undrer det mig at det tilsyneladende er en selvfølge for alle at det er folk fra Hasle der leder oprøret, og det undrer mig med hvilken fuldstændig accept resten af Bornholm lader sig lede. Hasle er en lille undseelig by, og alt tyder på at Hasle i 1658 var et sted man ikke regnede for noget. Desuden, de 2 vigtigste personer i ledelsen af oprøret, Peder Olsen og Jens Koefod er ikke ubetinget kendt for noget godt hidtil på Bornholm, og alligevel er det dem der med den største selvfølge leder begivenhederne, ikke bare den 8. december, mens det  var handlekraft og mod der skulle udvises, men også ved planlægningen før, og  i indviklede situationer efter den 8. december .

Hvor var de ledende folk fra resten af Bornholm henne? Vi ved fra kilder at de var til stede i nogen grad, f.eks.  ved Hammerhus den 10. og i København sidst i december. Alligevel er det Haslefolkene der er ledere af alle handlingerne og faktisk ledere af Bornholm. Der var tilsyneladende ikke bare brug for handlekraft, men i høj grad også lederskab, og resten af Bornholm var øjensynlig klar til at lade sig lede. Det får mig til at kigge på folkeånden på Bornholm i 1658 i dette lys.

Den 8. december, den helt rigtige dato

I den forbindelse er der endnu en ting der undrer mig. Hvorfor er det egentlig d. 8. december at vi fejrer Bornholms Befrielse. Man kunne have valgt andre datoer som f.eks. starten af november hvor Frederiks d. 3’s brev til Bornholm  ændrer folkestemningen og Bornholm begynder at røre på sig. Her bliver ideen til oprøret reelt  skabt. Lidt senere i november gentager en dansk ambassadør opfordringen fra Frederik og forstærker oprørsviljen, hvilken får oprørets mænd til at beslutte at nu skal det være. Hammershus’s fald den 9. er en spektakulær vigtig begivenhed og kunne egentlig også havde været en kandidat til en dato. Det samme kunne stænderforsamlingen d. 10. november hvor man endelig beslutter hvad Bornholm egentlig er og hvad man vil med øen. Den 10. november kan man faktisk sige at Bornholm ikke er underlagt nogen magt overhovedet og er kortvarigt blevet et selvstændigt område. Her gælder virkelig slagordene ”Bornholm frit” eller ”Bornholm igen med egen konge”. Man kunne også have valgt en dato sidst i december hvor en delegation fra Bornholm ankommer til KBH, og hvor Bornholms genindtræden i det danske rige bliver stadfæstet. Man kunne også vælge øjeblikket da Hammerhus igen er bemandet med egentlige danske styrker, eller når den sidste svenske soldat forlader øen. Alle disse ceremonielle eller teoretisk prægede datoer vælger man fra. Man vælger den 8. fordi begivenheden her drejer sig om helt unikke menneskelige egenskaber; handlekraft, evne til at holde ved og gennemføre trods modgang og ikke henfalde til tvivl midt i forehavenet, sammenhold…

Den nyeste forskning i begivenhederne i 1658 afdækker faktisk en række meget spændende forhold omkring Hasle i kontrast til resten af Bornholm, og denne forskning har givet et overraskende resultat. Jeg skulle måske huske at sige at forskningen er så ny at den først blev færdiggjort i går, og at det er mig selv der har gennemført den gennem den sidste uges tid i mit køkken. Ikke desto mindre …

Et andet Bornholm

I kontrast til handlekraften fra folkene fra Hasle synes resten af Bornholm generelt at virke uvirksom og de mennesker fra resten af øen der medvirker i begivenhederne lader sig forbavsende nemt lede. Det Bornholm jeg kender fra et liv på øen ville ikke lade sig lede i den grad det bliver beskrevet i de historiske kilder. Tanken om at hele Bornholm skulle følge en gruppe der pludselig har slået sig op som selvbestaltede ledere virker mig fremmed. Ikke desto mindre er det det, der sker i forbindelse med begivenhederne i 1658.  Bornholm må have været noget andet end det Bornholm vi kender i dag. Jeg vil forsøge at kaste lys over dette og komme med en teori om hvordan dette kan hænge sammen.

Rest fra Vikingetiden

Jeg vil igen fremdrage de ord jeg før satte som karakteriske for dem der ledede oprøret i de hektiske timer d. 8. december: Handlekraft, vovemod eller nærmest dumdristighed, sammenhold i handlingen, evne til at gennemføre trods modgang. Disse beskrivelser ligner meget de beskrivelser der ofte blev brugt om vikingerne. For 1000 år siden var norden befolket af et handlekraftigt, dumdristigt og effektivt folkefærd hvor forskerne, altså andre end mig selv, mener at sammenhængskraften i vikingekulturen var tillid, og denne tillid hjalp dem til at udføre de farefulde og fantastiske togter de er blevet så kendt for. Faktisk er der forskere der mener at den tillid der eksisterer danskere imellem i dag,  blev grundlagt i vikingetiden og at denne tillid er en vigtig forudsætning for hele den danske samfundsstruktur og økonomi. Måske kan vi blive klogere på begivenhederne i 1658 ved at følge sporet herfra.

 

Udviklingen på Bornholm fra år 1000

Danmark var en vikingenation år 1000, og på det tidspunkt var Bornholm klart det også. Vi ved at hele Danmark gennemgår et kulturskifte fra 1100 tallet og fremefter under middelalder hvor en effektiv monopoldannelse på tænkning fra kirken skaber et samfund der er meget anderledes end vikingetidens selvstændighedstrang. Bornholm synes ligeledes at være underlagt denne udvikling, og har sandsynligvis følt ”statsmagten” tæt på, da det mest af alt var igennem Skåne at man var dansk. Bornholm synes at have været tættere knyttet til Skåne i middelalderen end Bornholm efter 1658 er knyttet til det øvrige Danmark. Faktisk kan der være grunde til at påvirkningen af tænkningen fra kirken kan have været endnu højere på Bornholm end i det øvrige Danmark, da øen i 1300 tallet bliver underlagt Ærkebispesædet direkte.

Det er i hvert fald tankevækkende at de heroiske historier om handlekraftige bornholmske indsatser i en form for vikingeånd som beskrevet i bornholmske sagaer, aftager fra 1100 tallet og op til 1600 tallet. Opstande som f.eks. i Lübeckertiden synes mere at være den form for opstande som man ser fæstebønder foretager i en form for overlevelseskamp mod et undertrykkende feudalstyre. Den bornholmske indsats i 1645 er et andet eksempel der bærer præg af denne indstilling, og der tales om at forhandle med svenskerne, mens der tydeligvis er forvirring og rådvildhed blandt de bornholmske tropper.

Frifødt æt i Hasle

Meget tyder på at situationen generelt ikke er meget anderledes i 1658 hos resten af øen. Resten af Bornholm  anerkender og underlægger sig både den umiddelbare handlekraft fra Hasle boerne, og også ledelsen af hele processen.  Sætninger taget fra den Bornholmske nationalsang  som hylder den ”frifødte æt” som bornholmerne er, synes ikke at være gældende i 1658, og sætningen ”Bornholm du Prude Vikingmø” gjaldt kun i Hasle. I Bornholms Tidende for i dag er der skrevet om frihedstøtten ved Hammershus hvor inskriptionen lyder:

Folket brød sit fremmeaag, her hvor bølge bryder sø

Frifødt æt har fædres sprog- End Bornholm er Danmarks ø

Denne tekst forudsætter at hele Bornholm i 1658 agerede som en såkaldt ”frifødt æt”, hvilke jeg synes at have argumenteret for at de ikke gjorde. Derfor synes teksten at skulle læses på en lidt anden måde end hidtil. Den ”frifødte æt” der henvises til kan i 1658 således kun dække Hasleboer, og ”fædres sprog” er ikke en generel altid-eksisterende Bornholmsk selvfølelse, men ånden fra vikingetiden, der på et tidspunkt i den Bornholmske historie kun havde overlevet i Hasle. Den udvikling resten af øen gennemgik op igennem middelalderen og som transformerede det bornholmske samfund gik simpelthen udenom Hasle, som det er sket så ofte ifm. Hasle. Hasle er derfor ikke påvirket mere end at  vikingetidens handlekraft har været bevaret. Samtidig med at resten af øen har haft brug den frifødte æts lederskab, har Hasle været klar til at levere den, som det eneste sted med vikingetidens ånd intakt.

Tiden efter 1658

I tiden efter flytter Bornholm længere ud i Østersøen og Krongodset sælges i stor udstrækning til Bornholmer. Det er i tidsrummet efter 1658 at resten af øen udvikler den kultur vi alle kender i dag, og som beskriver os på øen som ”udpræget insulære”, egne, og meget selvstændige for ikke at sige stædige. Det er efterfølgende at resten af Bornholm kan synge med på ”Bornholm du prude Vikingmø”. I 1658 var det kun knap og nap at resten af øen ville kunne synge noget lignende og i så fald kun fordi heltene fra Hasle sang for.

Man kan nok sige at Jens Koefod og faktisk også Peder Olsen simpelt hen født 600 år for sent til at indtage deres rette plads hos Jomsvikingerne fra Borgundaland i de Bornholmske sagnfortællinger med navne som Veset eller blod Egil. Til gengæld har de begge sørget for at få en ligeså fremtrædende plads i den Bornholmske historie med den slags handlinger der skaber eventyr og sagaer, med Hasle som Jomsborg.

Jesper Lindstrøm Larsen.