Bornholms Tidende den 9.december 2013.

Af Jens Stubkjær.

Flere og flere tilslutter sig det bornholmske oprør i Hasle.

Nå ja, det er ikke selve oprøret, men markeringen af årsdagen for det bornholmske oprør i 1658, som flere og flere tilslutter sig. En markering som søndag samlede op mod 100 mennesker i Hasle. Her havde oprøret sit grundfæste, og søndag var der en række aktiviteter i Hasle, hvor deltagerne både blev klogere på de afgørende historiske begivenheder og nød noget af den bornholmske kultur, der også er en slags resultat af den særlige geografi, der blev afgjort af oprøret i 1658 mod den svenske besættelse på Bornholm.

Der er flere og flere bornholmere, der vælger at deltage i markeringen af oprøret den 8. december, en markering som i år fandt sted for femte gang, fortæller Jesper L. Larsen, der selv bidrog til arrangementet med et foredrag om de vigtige begivenheder i tiden op til 1657 og 1658, der synes at have været med til at skabe en tidsmæssig og geografisk ramme om begivenhederne på Bornholm.

Der var omkring 50, som overværede foredraget i byrådssalen på det gamle Rådhus i Hasle. Den efterfølgende byvandring i Hasle, hvor Torsten Sletskov skulle føre deltagerne rundt i byen ”I hovedmændenes fodspor”, blev tvunget af vejret til en beretning om byen, som foregik inden døre på Rådhuset.

Det viste sig faktisk at være en form, hvor man bedre kunne fortælle og tale om tingene, end når man går rundt ude i kulden og mørket.

I kirken.

Op mod 100 deltog i den spændende ceremoni i Hasle kirke, hvor man blandt andet kunne opleve visen om den svenske kommandant Printzensköld reciteret – og dermed fornemme, hvordan bornholmerne for 355 år siden fik formidlet nyheden om oprøret. Her var også sang og musik til historien fra en række kompetente bornholmere.

Hasle-Egnens Lokalhistoriske forening samler trådene omkring arrangementet, og der bidrages til det i en fælles ånd fra mange sider i Hasle.

Markeringen i Hasle af det bornholmske oprør i 1658 synes at udvikle sig i positiv retning såvel med hensyn til deltagerantal som i kvaliteten af de historiske og kulturelle elementer, der – stadig – samler bornholmerne om denne begivenhed. Det er Jesper L. Larsens vurdering, og han er ikke i tvivl om, at 1658 også vil blive markeret i 2014, 356 år efter oprøret.

Et oprør, hvor de gode bornholmere – ifølge historikeren Ebbe Gert Rasmussens udtalelser søndag til DR P4 Bornholm, gjorde det rigtige, men fik det forkerte resultat ud af det. Nemlig at Bornholm blev adskilt fra sit naturlige opland i Skåne.

Og Danmark vendte ryggen til det tidligere danske land øst for Øresund – uanset om det blev svensk – eller som Bornholm forblev dansk. En holdning, som bornholmerne ikke har svært ved at se eksempler på 356 år efter, at Bornholm blev en ø provins fjernt fra fædrelandet og hovedstaden.

 

 

Jesper Larsens foredrag 2013.

Pointe i foredraget: Vigtige begivenheder i tiden op til 1657 og 1658 synes at være med til at skabe en tidsmæssig og geografisk ”ramme” om begivenhederne på Bornholm. Især synes begivenhederne at understøtte en forståelse af centrale personers grundlag for beslutninger. Hvordan er Danmark havnet i den situationen man er i, i 1657? Hvorfor starter Frederik d. 3 en krig mod en tilsyneladende overlegen modstander, Sverige? Hvilken personlig situation er f.eks. Peder Olsen og Jens Koefod i når de tager deres vigtige og farlige beslutninger. Begivenhederne i 1645 synes vigtige at forstå, men også begivenheder fra starten af 1600 tallet, og omkring 30 årskrigen synes vigtige.

Christian d. 4 ekspansionslyst forandrer Danmark. Kalmarkrigen viste at svenskerne var Danmarks jævnbyrdige, og Christian fatter i stedet interesse for de voldsomme udviklinger i Europa i 30 årskrigen. Danmark bliver hvirvlet ind i disse begivenheder, og kommer kun med nød og næppe ud af dette med skindet på næsen. (Link til bla. Christians nederlag som fyrste af Holsten her) Svenskerne er anderledes heldige og dygtige, og udvikler sin ”krigsmaskine” ved hjælp af kaosset på fastlandet, mens Danmark må nøjes med at slikke sår efter Christians nederlag og Jyllands besættelse i 1627.

I 1645 er Danmark igen med i europæiske begivenheder, denne gang lidt mere uforskyldt, selvom kongen af Danmark stadig hedder Christian d. 4. Magtbalancen tipper i stadig større grad i retningen af at Sverige er den førende magtfaktor i Østersøen, og i perioder også på fastlandet syd for Danmark. Sverige angriber Danmark og Jylland bliver igen besat.  Krigen i 1645 var en magtdemonstration fra svensk side, der gav Danmark store tab.

Lokalt på Bornholm fik Torstenssonnskrigene til følge at en række mennesker stod til at miste liv, gods og/eller ære. De vigtigste at nævne i denne sammenhæng er frihedshelten Jens Koefoeds slægtning, hans far og onkler og Jakob Kofoed, der begge blev landsforvist. Også Peder Olsen, senere Borgmester i Hasle stod til en dødsdom men fik omstødt denne. Årsagerne til disse konsekvenser for de omtalte skal findes i deres handlinger under svenskernes angreb på Bornholm i 1645, hvor de optrådte uheldigt på flere måder (link til begivenhederne her). De hårde domme over hans far Peder og hans onkler Mads og Jakob, bliver i diskuteret i historien. Det er bemærkelsesværdigt hvor meget ansvar Holger Rosenkrantz formår at ”sende videre” nedad i systemet, hvor det lander på hans underordnede. Måske kan Holgers ”frifindelse” ses i lyset af det ”adelsvælde” Danmark er præget af, hvilket igen er en følge af Christian d. 4 og den adels-dominerede administration der udviklede sig i Danmark under hans styre. Taler vi her om et justitsmord på Jens Kofoeds slægtninge?

I 1657 hedder Kongen Frederik d. 3. Danmark er i dyb krise. Svenskerne har et stykke tid været en konstant trussel, og meget tyder på et angreb før eller senere. Selvom det er Danmark der åbner ballet til endnu et opgør med svenskerne i 1657 er der meget der tyder på at dette angreb anses som præventivt. Vi har nu tabt ”våbenkapløber” med svenskerne. Meget havde været anderledes hvis ikke Christian havde lidt det forsmædelige nederlag ved Lutter am Baren Berge i 27.

Det der tydeligvis ”tages med” i krigen 1658 fra tiden op til dette opgør, er den klemme Frederik er i. Danmark er en underlegen stat i forhold til Sverige, men med en befolkning og evt. også et rigsråd, der enten forsøger at gøre noget drastisk og tage en chance, eller bar endnu ikke har forstået denne ændring i magtbalancen. Derfor krigen, selvom man ikke er klar. Det har da altid været Danmark der var storebror??

Desuden synes det meget store æretab for Jens Koefod og Peder Olsen nemt at kunne forklare hvorfor de på denne usædvanlige måde går ”all in” i opgøret på Bornholm. For det første vil de ikke gentage de fejl der tydeligvis blev begået i 1645, og desuden er dette en kærkommen lejlighed for at få personlig oprejsning eller på slægtens vegne. Måske med vægt på det sidste.

Dette er et uddrag af Jesper Larsens foredrag som blev holdt på Rådhuset i Hasle og varede 1 time.