Sangeren ville ikke skrive erindringer.
Dr.phil. Robert Neiiendam om Hasles berømte søn.
Teaterhistorikeren, dr. Phil. Robert Neiiendam, fortalte 1.juledag i fjernsynet om kendte operasangere og skuespillere, og det gjorde han fornøjeligt, interessant og malende.
Neiiendams viden om teatrets verden er enestående, og gennem en række udsendelser, der har været med ham, fastholdes indtrykket af mange og for de flestes vedkommende nu afdøde de skrå brædders personligheder.
Det er en kendt sag, at Herold ikke var meget forskellig fra andre af scenens børn, når det gjaldt offentligheden. Han, som levede af og hvis kunst næredes af offentligheden, var også sky overfor den. – Jeg opfordrede ham tit til at skrive sine erindringer, fortalte Robert Neiiendam. Men han ville ikke. Selv da jeg kom med pen og blæk og tilbød at skrive ned, hvis han ville fortælle, nægtede han. Der var noget, han ikke ønskede skulle frem. – Men De kan da fortælle mig om Deres største aften? – Det kan jeg, svarede Herold.
Og så berettede han om den aften i London, da han sammen med berømthederne madam Melba og tenoren Caruso underholdt ved festen efter kong Alfons den 13.’ Bryllup med en Mountbatten.
Her stod så, fortalte han, Melba fra Australien, Caruso fra Italien og Herold fra Bornholm. På tilhørerpladsen sad blomsten af Europas kongefamilier. Melba kendte de. Hendes stemme var ved at blive lidt slidt. Caruso kendte de fra et utal af grammofonplader. Men Herold fra Hasle kendte de ikke, og han sang sig til den største succes, bl.a. med ”Det var en lørdag aften”. Tilhørerne tiljublede ham. Kejser Wilhelm af Tyskland rejste sig, gik hen til tribunen og spurgte: – Hvorfor har De aldrig været i Berlin? Hvornår kommer De? – Det afhænger af Dem, Deres Majestæt, svarede Herold. Kort efter kom invitationen, og Herold tog til Berlin.
Man kan dele Robert Neiiendams beklagelse af, at Vilhelm Herold ikke ville skrive sine erindringer. Hans tid som den store sanger er stort set kendt. Men om årene på Bornholm og kamptiden inden gennembrudet foreligger ikke så forfærdelig meget.
Denne artikel stod i Bornholms Tidende den 27-12-1965.