Knud Anker

Byvandring 9.

I det næste hus boede Margrethe Ringe, som var gift med Kroket Christian. Der foresvæver mig noget om, at deres efternavn var Johansen, eller måske Hansen, men øgenavnene fortæller mere om dem. For eksempel at Margrethe kom fra Ringe (på Bornholm), men også navnet Sjærping havde tilknytning til hende, og det stammede muligvis fra hendes bedstefar, som sammen med Margrethes forældre også boede i huset   Tilsvarende viser navnet Kroket foran Christian, at han ofte var at finde på Kroketbanen ude på Fælleden, men meget andet ved jeg ikke om ham. Men Margrethe kan jeg fortælle mere om. Blandt andet var hun en af de ”skuder”, der sejlede rundt med mig og andre unge knægte til folkedans i ”Gamle Danses Værn”. På et tidspunkt efter Kroket Christians død tog hun sig af en fisker, som ikke altid var ædruelig. Hvordan det gik til, kan jeg ikke vide, men han blev totalt afvænnet, og jeg har ladet mig fortælle, at han begyndte at interessere sig for trædrejning og derfor søgte råd hos min svoger, som har dyrket denne hobby i mange år.

I det næste hus er det, jeg mindes mange beboere, som afløste hinanden. De første, jeg kan huske, er familien Peter Pedersen, der, som jeg tidligere har fortalt, flyttede ned i Sandløkkegade.

Da de flyttede, det må have været omkring 1938, rykkede vores mormor og morfar ind i huset. Mormor hed Kirsten Laura Sophie Holm, og Morfar hed Hans Mathias Tofte Holm, men da de indgår i familien, må beretningen om dem springes over her. Dog kunne jeg godt fortælle lidt om min kusine Grace, som besøgte mormor og morfar sammen med sin mor og søster i sommeren 1939. De kom fra USA, og da min tante var svensk, havde de først besøgt hendes familie i Sverige, inden de kom til Bornholm, hvorefter de skulle tilbage til USA.

Men Grace havde allerede, inden de rejste hjemmefra, fået lov til at blive hos mormor og morfar, hvis hun selv ville, når hendes mor og søster rejste hjem. Det ville hun gerne, og det var meget heldigt for mormor, som var meget gangbesværet og derfor havde god brug for hjælp til indkøb. Da morfar døde i oktober 1941, var Grace der stadig, og hun var nu en uvurderlig hjælp for mormor, som dog var meget bekymret for, om Grace overhovedet kunne komme hjem til USA på grund af verdenskrigen. Denne bekymring voksede, da Tyskland erklærede krig mod USA i december 1941. Der gik lang tid før, der viste sig en mulighed, men omkring 1. maj 1942, få dage før mormor døde, lykkedes det at få Grace med en flyver til Lissabon og derfra videre til USA.

Efter mormor og morfars død overtog Hedvig og Henrik Kjær huset, hvor de boede, indtil Henriks forældre, Anna og smedemester Jens Kjær, var døde, hvorefter de flyttede ned i beboelsen, der var bygget sammen med smedjen i Nygade, som Henrik overtog sammen med sin bror, Knud. Efter Knud Kjærs død blev smedjen og beboelsen solgt, og Hedvig og Henrik flyttede til et hus i Julegade. Da Hedvig og Henrik Kjær flyttede fra Østergade, overtog Thorvald Krøjer Hansen huset, hvorfra han kørte taxakørsel, indtil han døde for få år siden.

I det næste hus boede Hans Riis og fru Riis sammen med deres voksne søn, Svend, som var mejerist. En anden søn var Johannes Riis, som var gårdejer på Nygård. Ellers kan jeg ikke med sikkerhed huske meget om Hans Riis og fru Riis, men der foresvæver mig noget om, at de også var forældre til Kirsten Schou, som var gift med avlsbruger Thorvald Schou, hvis stuehus havde facade mod Storegade. Jeg kan forestille mig, at Hans Riis i sin tid selv havde været avlsbruger og på sine gamle dage havde overdraget sin ejendom til datteren og svigersønnen, mens han selv og fru Riis flyttede hen i Storegade nr. 6, hvor jeg mener, at de også har boet, inden de flyttede til Østergade.

I det næste hus, Østergade nr. 58, boede en familie, som efter min bedste overbevisning hed Svensson, men stavemåden kan være forkert. Hr. og fru Svensson kan jeg slet ikke se for mig i dag, men sønnen John (eller Jon) husker jeg godt. Det skyldes nok blandt andet, at han var meget høj og derfor blev kaldt Lange John. Vores kusine, Grace, plejede at kalde ham Seks Fod, for hun var også fascineret af hans højde.Beklageligvis kan jeg ikke huske, hvad Lange John lavede. Men han så ud til at være en godmodig fyr, som altid viste et lidt genert smil, når man mødte ham.

Nu skulle jeg efter min mening være nået til sydøstre hjørne af Østergade og Storegade, men da det hele er baseret på min hukommelse, kan jeg godt have glemt noget. I huset på det hjørne boede i min barndom malermester Hansen og frue. Jeg mener, det var ham og hans malersvend, der malede og tapetserede vores stue (Østergade 30). Maler Hansen havde også et andet job, idet han var sygekassekasserer, så i den egenskab var han kendt af alle i byen. Den gang betalte man kontingent for at være medlem af en sygekasse, man var altså ikke omfattet af en offentlig sygesikring, som man betalte til via skatten.

Far har fortalt, at der engang ved det hjørne skete en ulykke, som i høj grad berørte vores familie. Der skete nemlig det, at min farmors stedfar havde fået et lift (man vidste nok ikke dengang, at det hedder sådan) med bager Drejers (naturligvis hestetrukne) brødvogn og uheldigvis faldt af og slog sig ihjel. Jeg har aldrig hørt, hvad der var årsagen til, at han faldt af. Men fra maler Hansen blev der ringet til Brødrene Anker, hvor bogholderen Claudius Koefoed, bad far tage hen for at se, hvad der var sket.

Farmors stedfar hed Niels Christian Herman Hansen, hvilket fremgår af et testamente, som er skrevet i 1911. Ifølge det testamenterede han hele sit bo til min farmor, bortset fra 150,00 kr. kontant til Anna Anker, en aktie i Det Østbornholmske Dampskibsselskab til Margrethe Anker og alle sine gangklæder til sin stedsøn, Christian Petersen. Min farmor arvede dermed den daværende avlsbrugerejendom, hvor stuehuset lå og endnu ligger ved siden af det gamle rådhus ved torvet. Farmor beholdt køerne, som blev flyttet til en nybygget stald på Brødrene Ankers område, hvori der også var en svinesti med plads til et par grise. Den oprindelige stald ved torvet, men ud mod Krummevej, blev ombygget til garage, vaskehus og udhus. Ejendommen blev overtaget af min faster, Johanne Anker og hendes mand, Theodor Kreutzberg.

Det var jo nogle sidespring, som jeg nok også har omtalt tidligere eller vil komme ind på senere, men på en måde hører det med her. Nu må jeg hellere gå videre ad Østergade og springe over Storegade til det nordøstre hjørne, til Nørre Mølle. Ja, den lå der i min barndom, men brændte ned på et tidspunkt. Mølleren hed Lind, og om ham gik der en lille historie, som er beskrevet i følgende vers:

En møller lå og drømte at,  han var en edderkop en nat.

Han spandt et edderkoppenet, og det er ellers ikke let.

Han trykkede så hårdt og sled, og mærked´ ikke, at han sked.

Men da han vågnede, så fandt han, at det var en lort, han spandt.

Afledt af denne historie blev en edderkop kaldt en Møller Lind i mange år, blandt alle som kendte til episoden, og hvis nogen ikke havde hørt om den, var alle villige til at fortælle om baggrunden for betegnelsen.

Fortsættelsen af Østergade går derefter over i Nørregade, og her kommer jeg til Kønrøgsfabrikken, som ophørte en gang i 1940erne, hvorefter brødrene Max og Bue Jensen rykkede ind og indrettede bilværksted i lokalerne. Det gik vist udmærket for dem, og efterhånden udvidede de forretningen til også at omfatte salg af nye og vist også brugte biler. Bue Jensen gik ud af makkerskabet, men Max Jensen fortsatte, indtil han blev syg. Det hører med til beretningen, at han (eller de) var eneforhandlere på Bornholm af et enkelt bilmærke, Lloyd. Nu var det jo en lille spand og jeg kan ikke helt huske, hvordan den lød, når den kom kørende, men den har nok lydt som en knallert, for i folkemunde hed den aldrig andet end en Hasleknallert.

Knud Anker.