Fabrikkens tilblivelse skete ved, at der blev købt en halv tønde land jord, beliggende ved Østergade i Hasle. Nærmere betegnet ved den vej eller gade, der forbinder Rønnevejen og Allingevejen øst om byen. Færdselsåren, der forbinder fabrikken med det mere centrale del af byen, hedder Sandløkkegade, hvilket er meget betegnende, idet det areal, hvorpå fabrikken blev lagt, nærmest var en sandmark, der som avlsjord på den tid ikke var i særlig fin kultur.

Arealet kostede 1000 kr. for hvilket der gaves den tidligere ejer panteret i ejendommen.

På dette stykke jord blev bygget et værksted eller smedje, som efter forholdene i Hasle var ret stort, nemlig 110m² eller, som det hed dengang 277 kvadratalen.

Det var gamle Jens Anker, der var bygmesteren og som byggede til sine sønner. Disse, der på det tidspunkt begge opholdt sig udenfor Bornholm, havde kun opgivet den omtrentlige størrelse af værkstedet, hvorefter faderen rettede sig.

Jens Hansen Anker havde jo tidligere været formand i Hasle Kulværk, og det vides også, at han på et senere tidspunkt nedsatte sig som bagermester i byen. Ligeledes ved man, at han har opført flere af de pænere bygninger i Hasle, men om han er blevet oplært i murerfaget, vides ikke, men en god og dygtig håndværker har han absolut været.

Efter at bygningen var påbegyndt, og byens folk kom for at se det nye foretagende, kom selvfølgelig kritikken. De gamle håndværkere i byen, der altid havde kunnet nøjes med mindre plads, kunne ikke forstå, at det kunne betale sig at bygge så kolossalt stort og dyrt. De kunne ikke tænke sig, at der i Hasle kunne blive brug for sådan et værksted, og efter deres mening var det dødsdømt med det samme.

Gamle Jens Anker, der hver dag hørte på disse skeptikere, havde nær fået skrupler over at have begyndt på foretagendet, men alligevel, værkstedet blev bygget og færdigt i løbet af sommeren. Et stort dejligt rum med dobbelt esse og skorsten, mange og store vinduer og en stor port.

Brødrene Anker 1949

Den 20. juli 1885 blev der løst borgerskab og anmeldt firma under firmanavn:

Brødrene Ankers Smede- og Maskinfabrik

Dette blev også forkyndt for offentligheden, bl. a. på den måde, at der på værkstedets vestre gavl med meget store bogstaver blev malet:

Brødrene Ankers Smede- & Maskinværksted.

Dette med maskinværksted var vel nok lige straks lidt storpralende, men hvad det ikke var, kunne det jo blive, og det blev det.

Til en begyndelse var det vel lidt trist at tage fat, med ét stort værksted med fire nøgne vægge og en smedeesse, men så blev der indkøbt stål og jern – vistnok på kredit – og hos de andre smedemestre i byen blev der lånt noget værktøj, således at man kunne få lavet sit eget smedeværktøj.

Ret længe kunne man jo ikke undvære en drejebænk. Der var rigtignok en gammel snedkermester i Hasle, som tilbød en, han havde stående og aldrig benyttede. Det var sikkert i fuldt alvor, han tilbød den, for han havde ikke bedre forstand, men det viste sig at være et gammelt drejelad, som snedkere og trædrejere brugte dem i den tid. Det var jo ikke sådan en drejebænk, der var brug for her. Men det kneb jo med ”moneterne”, og der, hvor de solgte drejebænke, var det ikke at vente, at der kunne fås kredit, navnlig til et par unge mennesker, som ingen rigtig vidste, hvad de duede til.

En på den tid i Hasle boende storkøbmand havde dog nogen tiltro til fabrikkens fremtid – og måske øjnede han nogen forretning med tiden, hvilket han for resten heller ikke blev snydt for. Han stillede sig som garant for 1000 kr. og drejebænken blev indkøbt hos firmaet Nielsen & Winter, København.

Det er den omhandlede drejebænk, som står i det gamle værksteds nordvestlige hjørne, og som vi gamle lærlinge kender så godt, idet vi alle har begyndt ved den, når vi skulle sættes ind i maskindrejerens kunst. Nogle af os lærte det godt og andre mindre godt, men var der enkelte af os, der ikke blev eksperter, så var det ikke drejebænkens skyld

Jeg husker udmærket godt omtalte drejebænk, for da jeg kom i lære i 1946, var den der stadig på samme plads. Man må sige, at der er blevet passet godt på tingene. Det varede dog ikke længe, før drejebænken blev skrottet.

Den første trækkraft på fabrikken var hverken elektro- gas- eller petroleumsmotor, ej heller dampmaskine, men så vidt det erindres, havde han det fine navn Christian Facundus Pedersen. Han var i enkelte retninger en original, som ikke sattes højt i folkets almindelige bevidsthed, og ikke mange tænkte over at han hed Pedersen, for betegnelsen på hans person til daglig var altid ”Forkundius”.

Efterhånden begyndte værkstedet at blive maskinværksted, og der blev af og til sat nyt drev på en hestegangsaksel og lign.. Støbegodset fik man fra Wichmanns støberi i Rønne, det der senere er kaldt Nordre Støberi.

Den første gang, man kom i berøring med en dampmaskine, var på Hasle Brænderi. Der stod en gammel dampmaskine – vistnok af årgangen lige efter James Watts tid. Brænderiejeren, der havde opdaget, at han ikke kørte videre økonomisk, forespurgte fabrikken om de kunne sætte nye stempelringe i maskinen, og det blev selvfølgelig besvaret bekræftende.

Da man kom til brænderiet og skulle tage stemplet ud, opdagede man, at det havde en god ottendedel tomme plads, hvorfor man foreslog brænderiejeren også at få et nyt stempel. Han kunne godt indse, at det ville være gavnligt, hvorfor han gik med til det, stadig med den forespørgsel, om de mente, de kunne lave det.

Dette spørgsmål er for resten ofte stillet af kunderne på fabrikken: ”Kan De lave det?” Og når spørgsmålet er stillet i Julius Ankers nærværelse, så kan man være sikker på, at svaret har kommet til at lyde noget lignende som: ”Det skulle være F—– til ting, man ikke kan lave”.

Det er meget betegnende for den måde, fabrikken og dens ledere har set på tingene. Ikke gå af vejen for noget, og mange ting er også blevet lavet der, som man på forhånd havde tvivlet på kunne lade sig gøre.

Fabrikken havde ikke gået ret længe før man blev klar over, at man ikke kunne undvære grejer til metalstøberi. Det var galt, når man skulle levere et sæt metallejepander ell. lign., at man så skulle have bud til Rønne først efter sådanne ting.

Det var navnlig Jens Anker, der tog sig af den sag. Han lavede formekasserne og modellerne, formede tingene og støbte dem. Til at begynde med smeltede man metal på den måde, at man satte smeltediglen på essen, men det var en besværlig måde at skaffe varme nok på, og ret snart fik man lavet en metalsmelteovn. Formesandet blev hentet ude i lerbakkerne på teglværkets grund. Det var ikke godt, men det kunne bruges.

En historie fra metalstøberiets første tid mangler heller ikke. Det skete nemlig, at en karruselejer kom til Hasle med sin karrusel for at forlyste ungdommen, men så var der sket det, at hans store klokke – en gammel skibsklokke- var revnet, og den var ikke skøn at høre på. Han indfandt sig på fabrikken med det spørgsmål, om de kunne støbe ham en ny. Som sædvanlig blev dette besvaret bekræftende, og Jens Anker gik i lag med opgaven som klokkestøber. Det foregik på den måde, at han brugte den gamle klokke som model, og når den så var formet, gik klokken i smeltediglen. Støbningen forløb normalt, hvilket for så vidt var et held, for skulle den være støbt om igen, havde modellen jo manglet.

Klokken blev renset, pudset og afdrejet på kanten som en klokke skal og klar til aflevering.

Da karruselejeren kom for at hente sin nye klokke, syntes han imidlertid ikke at klangen var således, som han havde tænkt sig og kom med nedsættende bemærkninger herom. Hertil svarede Jens Anker, at det var en fejl fra karruselejerens side, for han havde ikke med et eneste ord nævnt noget om, hvad dur den skulle slå i. Karruselejeren kunne ikke stå for denne bemærkning, betalte klokken og gik sin vej.

Med hensyn til metalstøberiet skal samtidig bemærkes, at fabrikken altid har været anerkendt for sit gode metal, navnlig til de ting, der skal slides på. De fleste skibs – og bådebyggere får stadig deres metalbeslag fra Brødrene Ankers fabrik. Det er blandingsforholdene, der gør sig gældende, enten det skal bruges til stærke lejer, beslag til skibsror, eller eventuelt en skibsskrue. I sidste tilfælde stilles der store krav fra Lloyds for at skibet, hvortil den skal leveres, kan klassificeres. Man har heller ikke gået udenom det, der kan kaldes kunst, idet den bronzeplatte, eller relief, der er anbragt i lærer Siersteds monument i Hasle lystskov, er forarbejdet på Brødrene Ankers fabrik.

Fabrikken, der begyndte med den enkelte værkstedsbygning, er i årenes løb stadig blevet udvidet, og det er mange gange, der er bygget til og udvidet, så til det ene brug og så til det andet.

I 1886 blev stuehuset bygget, med facade til og beliggende ved Østergade. Det blev bygget med to lejligheder, som var ret rummelige.

Allerede i efteråret 1887 blev det første jernstøberi bygget til fabrikken. Det imponerede ikke ved sin størrelse, men der blev i årenes løb støbt mange tons støbegods her, inden det nye formeri blev bygget i 1902.

Formesandet blev hentet fra St. Kannikegård i Bodilsker og blev transporteret ad søvejen til Hasle, med indladning i Nexø havn. Det var det ”store” skib, jagten ”Willemoes”, med føreren Per Didriksen Holm, der klarede den situation. Det viste sig at være heldigt, at det blev sejlet hjem, for sandet var så fugtigt, at der skulle meget tætte vogne til at transportere det i, og skulle det være kørt pr. vogn fra Bodilsker, havde man næppe haft meget på vognen, når den nåede Hasle.

Den første formersvend hed Nils Terkelsen. Han var svensker og havde arbejdet på støberierne i Rønne. Han var en meget dygtig mand til sit arbejde, navnlig de sidste fem dage i ugen. Mandagen har ofte været en dårlig arbejdsdag for mange, og det kunne også ske for ham.

Som nævnt blev der bygget et nyt støberi i 1902. Årsagen hertil var, at efterspørgslen efter større støbegods efterhånden steg, og disse ting kunne man ikke med nogenlunde sikkerhed støbe med de krangrejer, der var til rådighed, og desuden var smelteovnen for lille.

Blandt andet var der støbningen af godset til spaltemaskinerne, eller som de mere populært kaldes, faldhamrene, der fra først af blev bestilt af Hammerens Granitværk.

Efterhånden som Chaussebrostenen er blevet en stor udførselsartikel for Bornholm, er der fabrikeret mange af disse faldhamre, og flere af dem er solgt til udlandet.

Det er ikke længe siden, at jeg så, at modellen til faldhammeren stadig fandtes oppe på støberiloftet, og man må vel sige, at den er en god del af firmaets historie.

Støberiet blev opført med en meget stærk betonmur og med ca. 100 m² gulvflade.

Efter at det nye støberi blev til virkelighed – med en god løbekran, der har virkefelt over hele gulvfladen – går man ikke af vejen for at støbe genstande op til tre tons vægt.

I øvrigt er det efterhånden gået ind i folks bevidsthed, at hvis man skal have et ordentligt stykke støbegods, så skal det leveres fra Brødrene Ankers støberi.

I 1887 fik fabrikken sin første rigtig store chance som maskinfabrik, og det var ved leverancen af dampmaskinen til mejeriet ”Hammersdal” i Rutsker, og kort efter leverancen af både kedler og maskiner til mejerierne ”Bjørnedal” og ”Svalhøj”, begge i Klemensker.

Støbegodset til disse maskiner blev leveret fra firmaet Møller & Jochumsen i Horsens, et firma, som tidligere nævnt, Jens Anker havde arbejdet for i sin svendetid. Typen på de tre maskiner var den samme, men de var forskellige i størrelse, vistnok efter den tids beregning fire, seks og otte HK. Efter mejeriernes størrelse.

De to dampkedler blev lavet af to kedelsmedesvende, der for tilfældet var indforskrevet fra København. Deres navne var Friis og Jensen, hvoraf førstnævnte var mesteren. De var et par dygtige folk i deres fag, og navnlig var Friis en dygtighed på sit område. Få noget bestilt kunne de også, men for begges vedkommende led de af den skavank, at de havde kronisk tørre pletter i halsen, og den første, der fik andel af deres ugeløn, var ølmanden, der mødte hver lørdag aften, når ugelønnen blev udbetalt.

Leverancen af disse maskiner og monteringen af mejerierne gjorde sit til, at man rundt om på Bornholm blev klar over, at der var en maskinfabrik i Hasle, og mejerierne, der var bygget omtrent i hvert sogn, vidste også at henvende sig til Brødrene Ankers fabrik, når der var noget, der skulle repareres.

Først i halvfemserne blev alle de bornholmske mejerier besøgt af en mejerikonsulent ved navn Dencker. Til disse besøg havde han ønsket Jens Anker med som maskinkyndig mand. Dette resulterede i, at der for en lang tid blev meget arbejde på samtlige mejerier, hvor konsulenten havde beordret alle damprør og lign. isoleret, samt forskellige andre arbejder af praktisk betydning. Disse arbejder blev overalt udført fra fabrikken og gjorde til, at omtrent alt mejeriarbejde på maskinvæsenets område i mange år blev udført på Brødrene Ankers fabrik.

Da fabrikken udviklede sig hurtigt, er det en selvfølge, at den før omtalte trækkraft blev for svag. Efterhånden som der omkring i sognene blev bygget andelsmejerier, blev der en del maskinkraft tilovers på de store gårde, og fabrikken fik et sådant privatmejeri – på Skrubbegård i Klemensker – En dampmaskine, som blev opstillet i værkstedet. Det var en opretstående kedel med maskinen anbragt på den ene side. Vi ældre lærlinge husker den jo godt, da det i den tid var almindeligt, at vi skiftedes til at være maskinpassere en uge ad gangen. Enkelte af os nåede ikke altid at få det højest tilladte damptryk på kedlen, før der skulle fløjte fyraften, men så var det der også.

I 1891 blev der bygget et stykke til værkstedsbygningen mod vest.. Man kunne ikke længere undvære et kontor, og det var også nødvendigt at få et rum til lager. Der blev bygget 6,3 m til i længden i samme bredde som værkstedet. Det er det rum, som senere er betegnet som ”magasinet”. Samtidig blev snedkerværkstedet flyttet op på loftet over magasinet. Det havde tidligere været oppe over værkstedsbygningens østre ende.

I min tidligste barndom eksisterede ”magasinet” stadigvæk, nemlig, hvor Lars har sit kontor i dag, plus næste kontor og nuværende indgangsparti, hvorimod det daværende kontor, netop er, hvor lageret for finværktøj er i dag.

I 1895 fandt man det igen nødvendigt at udvide, idet man byggede 10 m. mod øst. Denne tilbygning blev benyttet til smedje og maskinhus samt til opførelse af en ny metalsmelteovn. Efter denne tilbygning blev den gamle smedeesse revet ned og dampmaskinen fjernet fra det først bebyggede, så der nu blev plads til et par drejebænke og et par høvlemaskiner mere. Den gamle dampmaskine blev erstattet af en ny og mere økonomisk. Senere er også denne kasseret, og fabrikkens drift er nu i mange år besørget af en sugegasmotor.

Sugegasmotoren har jeg aldrig oplevet, men derimod en encylindret ”Hein” glødehovedmotor, der stod østligst i smedjen og var forbundet med en fladrem til akselledningen, der gik gennem hele værkstedet, hvorved den var drivkraften til alle værktøsmaskinerne. Når der skulle støbes jern, blev akselledningen frakoblet, og en højtryksblæser, som stod på den anden side af væggen tilkoblet og der kom blæseluft til støberiovnen. (Gennem en muret kanal i jorden mellem blæser og ovn). Under anden verdenskrig fra ca. 1940 blev trækkraften erstattet med en elektromotor, der blev anbragt lige over indgangsdøren til værkstedet (den gamle dør med loddet), og som kunne trække akselledningen. Øst for og sammenbygget medsmedjegavlen lå der en træbygning, der blandt andet indeholdt en stor vandbeholder, der blev brugt som køletank for motoren. Kølerummet blev derefter brugt som vaskerum, idet man havde indrettet det, således at man kunne vaske sig der. Vandet i køletanken blev passende varmt i løbet af en arbejdsdag, så det var ren luksus, der forsvandt, da man måtte stoppe motoren på grund af brændstofmangel under sidste verdenskrig.

En søndag formiddag, den 9. august 1896, blev der alarmeret ildløs, og det viste sig, at det var oppe på fabrikkens snedkerværksted, det brændte. Sprøjterne kom ret hurtigt, og ilden blev begrænset til snedkerværkstedet, dog blev der ødelagt en del modeller, men i øvrigt skete der ikke større skade, end at fabrikkens drift fortsattes uden afbrydelse.

Ved opførelsen efter branden, blev der bygget en etage mere på den del af bygningen, der blev betegnet som magasinet, og snedkerværkstedet blev nu lysere og i det hele taget behageligere.

I øvrigt er der sket så mange tilbygninger og omlavninger i de forløbne år, at det er vanskeligt at holde rede på, men når man tager i betragtning, hvordan begyndelsen var, og hvordan det efterhånden er blevet, så må man regne det for et stort kompleks. Selvfølgelig må man stadig huske på, at det er på Bornholm, vi er, og at fabrikken ligger i Hasle.

Bortset fra de tidligere omtalte faldhamre, som ikke laves noget andet sted, kan vi vel ikke sige, at fabrikken har haft noget speciale, men det væsentligste af fabrikkens arbejde er vel nok gået til landet.

Det er enormt, hvad de to brødre opnåede i løbet af 50 år. De startede firmaet da de var henholdsvis 26 og 24 år gamle. Jeg har fået fortalt, at de begge anlagde skæg, for at se lidt ældre ud, men man må indrømme, at de har været meget forudseende og modige i al deres foretagsomhed, helt uden store pengemuligheder. Deres byggerier har givetvis foregået ganske spontant, når behovet var der, og sikkert uden at sende ansøgning ind til lokale myndigheder for at få tilladelse, så på den måde har det nok været lettere end det ville være i dag.

Det har været interessant at lægge mærke til, hvad der i årenes løb har været fremme, og som har haft en tidsperiode, men som så er forsvundet igen, når andre ting er dukket frem.

Vi lærlinge fra den gamle tid, vi øvede os altid i planbænksdrejning med at udbore hestegangshjul og bundplader til hestegange. Det var en vare, som altid var på lager i den tid. – Nukan man vel dårlig tænke sig, at der nogensinde bliver solgt en hestegang mere.

Tærskemaskiner til hestekraft var ligeledes en ting, som altid var på lager, men heller ikke de bruges mere som i den tid.

En tid havde landboerne den ide, at de skulle knuse deres sæd til kreaturfoder, og det var en forbavsende mængde knuseværker, der blev leveret en del år, heller ikke det sker mere.

Så kom håndtærskemaskinerne på mode. Det var husmændenes tærskeværker, og der blev lavet en masse af dem en kort tid. De var sikkert bedre at benytte end plejlen, – men alligevel, det var sikkert et hårdt arbejde for dem, der skulle trække dem.

En tid blev der lavet en del hesteriver, og det var en særlig fidus at lave hesterivehjul

Pumper blev der også lavet en masse af, og det bliver der vel endnu, skønt nogle af dem har forandret udseende. – en tid blev der også lavet vingepumper til suge – og tryk. Det var dejlige pumper, så længe de var nye, men når de blev slidt, var de ikke meget værd, og slidt blev de desværre hurtig.

Men har landboerne været store aftagere fra fabrikken, så har de store virksomheder på vest – og nordlandet heller ikke været dårlige, og der tænkes her særlig på Hasle klinker- og chamottestensfabrik, både Hasleværket, Rabække- og Torneværket, Hammerens Granitværk og alle stenhuggerierne på Nordlandet. Til stenhuggerierne er der bl.a. lavet et utal af kraner, større og mindre, men altid solidt og godt kram.

Endvidere er Hasle jo en søkøbstad, og som sådan har der også været lejlighed til arbejde om bord i skibene, navnlig i den tid , hvor der var store skibe hjemmehørende i Hasle. Dette er desværre snart en saga blot, men måske det kommer igen. Under alle omstændigheder kommer der skibe i havnen, og det sker da også, at de har brug for fabrikken.

Der kunne sikkert fremdrages meget endnu fra fabrikkens historie, men en historie kan også blive for lang, og navnlig hvis den bliver fortalt i en kedelig form, hvilket kan være svært for skribenten selv at bedømme.

Inden man afslutter dette afsnit, som specielt omhandler fabrikken, skal man dog kort omtale arbejdernes forhold.

Fabrikken har altid holdt på, – så vidt muligt – at skaffe arbejde til sine arbejdere hele året rundt. Det er ikke almindeligt, at nogen bliver fyret. Måske har der været enkelte vinterperioder, hvor arbejdstiden er blevet afkortet lidt, men det har ikke været ofte. Arbejderne her går ikke med den skræk i livet for at blive arbejdsløse, som i vore dage ellers er så almindeligt. Det har hidtil ikke været kendt på Brødrene Ankers fabrik. Den dag, en mand får sin afsked her, er gerne den dag, han ikke ser sig i stand til at gå op til fabrikken mere, men den dag har han gerne holdt et eller flere jubilæer forinden. At de unge mennesker, som får udlært, rejser bort, er ikke fordi de bliver fyret, men for at komme andre steder hen og lære noget mere. men det almindelige er vel alligevel, at de arbejder på fabrikken et års tid eller mere efter læretidens udløb. Mange er også rejst, fordi de skulle videreuddannes på en eller anden skole.

Da forholdene har været sådan, har arbejderne ikke fundet anledning til at indmelde sig i fagforeninger eller arbejdsløshedskasser. De regner selv med, at de er sikrede, når de arbejder på den fabrik, og hvad lønningerne angår, er de der på fabrikken ikke dårligere end andre steder.

Jeg kan ikke lade være med at fortælle, hvad jeg senere har fundet ud af, nemlig:

Sagen mellem forbund og Brødrene Anker

December 1936 modtager man en skrivelse fra Dansk smede- og Maskinarbejderforbund hvori der står:

Gennem vore afdelinger i Rønne og gennem Fællesorganisationen, dersteds er undertegnede organisationer gjort opmærksomme på, at der fortsat løber blokade overfor Deres ærede firma. Vi er derfor anmodet om at sætte os i forbindelse med Dem, for om muligt at bringe afslutning på denne blokade. Man gør os opmærksomme på, at Deres firma beskæftiger 7 smede og maskinarbejdere, 2 formere, 2 snedkere, og 3 arbejdsmænd, som alle er uorganiserede. Denne meddelelse har vi modtaget med stor forundring, idet der ikke er mange steder i vort land, i den ny tid vi er gået ind i, findes virksomheder, som beskæftiger udelukkende uorganiserede folk. Vi tillader os derfor at anmode om en forhandling, dels for at få arbejderne organiserede, og dels for at få oprettet aftaler, eventuelt overenskomst, mellem firmaet og de underskrevne organisationer.

Da vi i anden anledning i nær fremtid skal til Bornholm, anmoder vi Dem om at stille en dag til rådighed for en sådan forhandling, og repræsentanter fra nedennævnte organisationer vil da tillade sig at aflægge Dem et besøg. Vi hører gerne fra Dem inden længe, og tegner

Med Højagtelse

For Dansk Tømrerforbund

Dansk Arbejdsmandsforbund

Dansk Former- og Støberiarbejderforbund

Dansk Smede-og Maskinarbejderforbund

Signeret

Hans Rasmussen

Svaret på ovennævnte henvendelse foreligger kun i kladdeform, skrevet af min far Karl Anker. Jeg ved ikke, hvilken adresse, det er sendt til, men det er stilet til

Hr. H.Rasmussen

Folketingets formand

Som svar på det af Dem undertegnede skrivelse til os af 17. ds., hvori er udtalt forundring over at vor virksomhed udelukkende beskæftiger uorganiserede folk, kan vi meddele, at skylden herfor absolut ikke kan være vor. Vi har aldrig villet tvinge vore folk til at være hverken i eller udenfor nogen organisation, men har altid ladet dem selv gøre, hvad de ville i det spørgsmål, så vi forstår ikke, hvad man vil forhandle med os om.

Når ingen af vore folk i øjeblikket er medlem af nogen organisation, må grunden absolut være den med et mildt udtryk dumme fremgangsmåde, de pågældende organisationer har benyttet overfor vore folk.

Som eksempel herpå kan nævnes, at januar1933 havde vi som sædvanlig hele vort mandskab i arbejde, medens ingen anden virksomhed her i byen på det tidspunkt beskæftigede nogen organiseret håndværkssvend. Blandt vore folk var der en mand, der i nogen tid havde været medlem af smede- og maskinarbejderforbundet. Han fik fra afdelingen i Rønne besked om at fra 1. februar måtte han ikke arbejde hos os. Da det var umuligt for ham på det tidspunkt at finde andet arbejde, og forbundet trods hans henvendelse til dem fastholdt, at han ikke måtte arbejde hos os, meldte han sig ud af forbundet.

Smede- og maskinarbejderforbundet har således æren af at være skyld i, at ingen organiseret håndværkssvend havde arbejde her i Hasle på det tidspunkt.

Ligeledes er det vor mening, at de repræsentanter, der tidligere har været her for at forhandle med vore folk, har gjort sig umulige til det hverv, så de næppe har noget her at gøre oftere i den anledning.

Vi sender Dem vedlagt et lille skrift fra firmaets 50- års jubilæum og beder Dem læse på side 24, hvad en af vore tidligere lærlinge har skrevet om forholdene på vor virksomhed, og skulle De ved lejlighed komme en tur til Hasle, er De når som helst velkommen hos os. Dog må vi meddele, at Julius Ankers helbred næppe tillader ham at deltage i særlige forhandlinger, hvorimod vi yngre gerne vil være til tjeneste.

Med Højagtelse

(Underskrift kendes ikke)

Herefter er der 18 breve frem og tilbage om sagen før der kommer en ende på den, der selvfølgelig kun kan ende på en måde: nemlig at forbundet fik krammet på firmaet. Det er dog ganske interessant læsning at følge hele sagen. Jeg forventer at alle sagens akter ender i Lokalhistorisk arkiv. Det er blot for meget at tage med her.

I øvrigt er de faste arbejdere på fabrikken ligesom èn stor familie, og er der en enkelt gang et job, hvor der skal bruges stort mandskab, så samles de gerne til dette uden hensyn til, om de hedder smede, maskinarbejdere snedkere eller formere. Man betragter det bare som noget, der hører sig til. Den dag, der skal støbes, har man brug for det meste af fabrikkens mandskab, som kan tage et rask tag – uden hensyn til, om han er smed snedker eller arbejdsmand..

Vi maskinlærlinge havde også vort arbejde i støberiet, den dag der skulle støbes, og selv om det gik varmt til, så var det alligevel en slags højtidsdag, for da vankede der gratis øl. Det har nemlig været almindeligt på fabrikken lige siden tidernes morgen, og så vidt vides bruges det endnu, at den dag der skulle støbes, blev der sendt bud til bryggeriet efter et anker af det bedste øl, og det fandt man sig forpligtet til at drikke, enten man trængte til det eller ej.

Men dette, at man kom til andet arbejde, satte ofte sin kolorit på det daglige liv, og desuden blev man sat ind i og kendt med noget mere, end hvis det kun var filebænken, boremaskinen eller drejebænken alene, man stod ved.

Det viser sig også, at de lærlinge, der er gået ud fra Brødrene Ankers fabrik, har fået så alsidig en uddannelse, som overhovedet kan fås, hvilket for de flestes vedkommende har haft den største betydning i deres senere liv og virke.