Engang havde Hasle en flok minearbejdere.

En Hasle-dreng, Holger Christiansen, er vendt hjem til fødebyen efter 35 år i København, og fortæller nu om et minde om kulbrydning lige efter krigen.

En streng og krævende arbejdsperiode kan være god at have på afstand. Så står den måske lidt lysere, i minderne. Men hasle-drengen Holger Christiansen, som for nogle få måneder siden vendte hjem til fødebyen efter 34 år i København, har dog et særligt forhold til efterkrigstidens kulbrydning i skoven ved Hasle. Vist var det strengt arbejde, men det havde sine lyse sider, lønnen var god, kammeratskabet udmærket, og alle vidste, arbejdet var midlertidigt.

Holger Christiansen, søn af Sara og Emil Christiansen, som boede i Søndergade, Hasle, var med på det såkaldte oprydningshold, der hakkede kul i skakterne, hvor vi nu har Rubinsøen, syd for Hasle. 60 kr. ugentlig i faretillæg var gode penge i 1946 -48, foruden den udmærkede ugeløn. Og Holger kunne lægge så mange penge op, at han snart efter giftermålet kunne købe en byggegrund i Kastrup. Her har Holger Christiansen og fru Nora (datter af fisker og røgeriejer H. P. Holm, Teglkås) boet i alle de nævnte 34 københavnerår. Holger havde fast og stabilt arbejde som lagerarbejder i en virksomhed, der i starten forhandlede frø og kemikalier. Senere lavede den udstyr og legeredskaber til børneinstitutioner. Holger Christiansen fik selvstændige arbejdsmuligheder og havde bl.a. til opgave at tage ud til børnehaverne og forhandle etablering af de populære klatreredskaber og andre sager. Et interessant arbejde, siger Holger. Men også ansvarsfuldt, det kunne godt give spekulationer, også om natten.

I eftersommeren 1983 gik Holger Christiansen, som nu er omkring 60 år, på efterløn, og sammen med sin kone købte han hus på Toftemarken i skovbrynet nær vandhullet ”Flo-Dam”. Når ægteparret møder folk på indkøbsture i Hasle, giver de ofte udtryk for glæden ved at være kommet hjem til fødeøen.

For nylig havde Holger hørt om et par menneskers indsamling af gamle haslebilleder med henblik på oprettelse af lokalhistorisk arkiv og permanent billedudstilling. Han kunne bidrage med kulværksbilleder, og da han havde sat sig til rette for at snakke fotografier, fulgte der selvfølgelig en interessant historie med.

Kulbrydningens store verden.

Allerførst lidt kulværkshistorie. Vi skal langt tilbage i tiden, når vi noterer de første aktiviteter for kulbrydning på hasleegnen. Det læser vi ud af spredte beretninger. Bornholm har jo faktisk en vis form for råstoffer. Og leret, kaolinen og kullene forekommer i en stribe langs havet i en længde af godt 10 km fra sydøst for Rønne til lidt nord for Hasle. Men i begyndelsen var det kun kullene, der havde interesse.

I 1571 gav kong Frederik II Melchior Huscher tilladelse til at bryde kul i Helsingborgs omegn, og det menes, at de første bornholmske forsøg foregik på samme tid. Men vi skal nok alligevel flere år frem i tiden. For bornholmerne slap først fri af lybækkernes herredømme i 1576, efter 50 års pantsætning. I de første tider af kulbrydningens æra blev kullene først og fremmest brudt på de steder, hvor ”fløtsene” kunne findes ikke langt under jordoverfladen, især tæt ved kysten. Arbejderne gravede brede kuler og hyggede derefter kullene løs, ret så primitivt. Senere begyndte kulbryderne at bore skakter, hvorfra gangene, eller ovnene, kunne føres ud til siderne. Kullene fandtes hovedsageligt i den nordlige del af Sandflugten, d. v. s. strandarealet mellem Rønne og Hasle, eller Klemensker og Nyker Strandmark. Sandflugten tilhørte kongen, og efterhånden gav regeringen koncession på kulbrydning til enhver, som ønskede det – inden for et afgrænset område. Det var dog hovedsagelig interessentskaber bestående af mindrebemidlede folk, der benyttede sig af denne mulighed. Resultaterne var gennemgående små, men et selskab på 11 mand kunne dog i årene 1809 15 i en skakt bryde 2400 tønder kul årligt. – I årene 1832 – 42 blev der i den nordre og søndre del af Sorthat optaget i alt 94.768 tønder kul

I 1843 fik industrien format. Da blev der nemlig dannet et stort og pengestærkt interessentskab bestående af 20 hasleborgere og en rønneborger. På Sorthat-stykket mellem Blykobbe og Bagåen begyndte industrieventyret. Her, hvor man havde kendt en naturhavn og seks-syv skanser ved kysten. Betydelige kulværker har haft deres plads mellem de to åløb, og i nogle år var der teglværksvirksomhed samme sted. I 1889 blev Hasle Klinker og Chamottestensfabrik anlagt. Men ikke lige dér, længere mod nord. I dag er der smuk og frodig skovbevoksning på de steder, hvor kulværkerne var i aktivitet. I de næste årtier koncentrerede Hasle klinker virksomheden om klinker, ildfaste sten og kaolin, som var gode eksportvarer. I 1919 anlagde datterselskabet A/S Bornholms Kulværker et større kulværk med muret skakt for at kunne udnytte de kul, der lå dybt nede i jorden. Arbejdet mislykkedes, da store vandmængder fra undergrunden standsede opbygning af skakten. Så gik det bedre for Brødrene Ankers Maskinfabrik i Hasle, som i 1918-20 brød kul i skakter ved Levka og hentede næsten 43.000 hektoliter kul for 170.000 kr. op af skakterne.

Holger og makkere i 3-4 skakter.

Derefter skal vi frem til 2.vrdenskrig for at notere nyeste – hidtil sidste – organiserede kulbrydning. På statens foranledning blev der brudt i alt ca.30.000 tons kul i Hasle Lystskov sydøst for Hasle. Og vi giver nu ordet til Holger Christiansen: – Der blev lavet udgravning i et seks tønder land stort område, og man skulle 10-15 meter ned, før der begyndte at være kulforekomster. Jeg fik arbejde på ”oprydningsholdet”, som virkede i to år, jeg har den nøjagtige periode: fra 12.september 1946 til 27. oktober 1948. og vi var i alt 27-28 mand, der arbejdede i tre-holdsdrift. – Vi var en 10-12 stykker, der hakkede kul i skakterne. Desuden var der ”ismidere”, altså folk, der læssede kul på vognene, en pumpemand, en kranmand og en tømrer, som var på dagvagt og havde ansvaret for afstivning inde i skakterne og udenfor. Og entreprenør Aage Thorsen, Hasle, var leder. To mand arbejdede i hver skakt, og vi havde tre-fire skakter eller minegange. En hakkede inde i skakten, en anden trillede ud med børen, og udenfor arbejdede ismideren. En mand på dagholdet læssede kul på ophejsningen. Skakterne gik indtil 100 meter ind, og i gangene gik vi ligesom sidelæns mod hinanden. Vi havde to lette hakker og en stor hakke, som vi skiftedes til at bruge. Sandet nede i kulværkshullet var hårdt som ben, så vi skulle tage hårdt fat. Vi gik vel en ca. 80 cm frem pr. arbejdsvagt, og vi skulle passe på med at hakke ”opad”. Hvis vi tog lidt af loftet, som altså var kullag, plejede vi at tænde et stearinlys, og hvis det gik ud, så kneb det med luften i minegangen. – Temperaturen i skakten? Spørger du. Den var konstant 14 grader. Sommer og vinter, dag og nat – nattevagten gik for resten fra kl. 22 til 6 morgen. 14 grader er jo en god forårstemperatur, og meget af tiden, også på ellers kolde årstider, kunne vi arbejde med bar overkrop inde i skakten.

Der var ingen alvorlige eller særlig faretruende episoder i de to år, jeg arbejdede i kulværket. Og jeg syntes, vi ”makre” arbejdede godt sammen. Om sommeren fik vi fornøjelig snak med turisterne, som kom og så på os. For resten havde vi somme tider lidt morskab med dem. Når turisterne var kommet ind i skakten, kunne en af arbejderne finde på at slukke lyset, samtidig med at trillebørens indhold blev tømt i en vogn med et voldsomt brag. – Så troede turisterne, jorden gik under eller sådan noget. Det var måske lidt skarpt, men turisterne kom hurtigt over forskrækkelsen, og vi kunne grine befriet sammen. – Var der rift om arbejdspladserne i kulværket?  Både og. Alle vidste, arbejdet var midlertidigt. På sin vis var der rift om det, men ikke så meget blandt de gifte folk og familieforsørgerne. Hvis de havde familieforpligtelser og havde deres faste job i Klinkerfabrikken, så holdt de fast ved det. Jeg var selv ansat på fabrikken, og her fik jeg da også job igen, da kulbrydningen var overstået. I august 1949 rejste Nora og jeg med vore to drenge til København.

Holger Christiansen har nu sit hjem ved Lystskoven, og skal kun gå et kort stykke vej ad skovstierne for at komme til sin gamle, specielle arbejdsplads, den ca. 35 meter dybe kulgrav, som i dag er vandfyldt og kendt som Rubinsøen – i et naturskønt område. Her havde han et hårdt, men dog mindeværdigt job – som også skal have sin historiske plads i en kommende byhistorisk samling.

Denne artikel skrev Arne Ipsen i Bornholmeren den 21. januar 1984.