Sneen lå til midt på taget i Hasle – men jordemoderen kom alligevel frem i tide.

Den strenge vinter i fjor mindes endnu med gru på Bornholm, ikke mindst fordi den som den første vinter i umindelige tider brød alvorligt ind i folks private økonomi på grund af de høje oliepriser.

I år frygter man endnu mere, at vinteren skal blive streng, efter at olien flere gange siden i fjor har fået en tak i vejret. I gamle dage peb folk ikke så meget på grund af en streng vinter, og man fyrede kun op i de allernødvendigste stuer. Brændslet skaffede mange sig ved selv at hente det eller fælde det på deres grund. I dette århundrede mindes de lidt ældre strenge vintre i 1924, 1939, 1940 og 1941 og mange kan huske 1955 og 1962. men drejer vi kalenderskiven et hundrede år tilbage, ser vi, at der også den gang var lange, kolde og snefyldte vintre.

Den strengeste i mands minde.

Således fortæller Rutsker forfatteren Otto J. Lund, at i 1867 var det en frygtelig hård vinter, ja, så streng, at selv gamle Pær Koffed, som nu var over de 80 år, og som kunne huske 70 år tilbage, sagde, at han aldrig kunne mindes nogen vinter med så megen sne. Det begyndte Helligtrekongers dag at sne og fyge. En Helligtrekongers vinter bliver langvarig, sagde de gamle, og det kom altså til at passe. Det sneede og føg hver eneste dag en hel uge. Så tog det lidt af i nogle dage, for derefter at begynde på ny – og sådan blev det ved. Sidst i januar havde Hans Koffed på Marva været en tur i Hasle. Da lå sneen næsten ”tagfæstehøjt” i hele byen. Han havde købt sig et anker brændevin og to-tre pund Melange tobak og forskellige ting til anvendelse i husholdningen. Det var beregnet til, at man kunne klare sig nogen tid, hvis vinteren fortsatte.

Svært for mændene.

Det værste ved den strenge vinter var dog, at mandfolkene intet havde at foretage sig. Allerede i begyndelsen af februar var man færdig med tærskningen, og komme ud at fælde træer kunne man heller ikke, fordi marker og skove var dækket med et meterhøjt snelag. Jep Jørn mødte hver morgen som altid og hjalp til med at strigle hestene og skære hakkelse og skovle sne. Den vestre portindgang skulle under alle omstændigheder holdes ryddelig, så man altid kunne komme ud af den, havde Hans Koffed givet besked om. Alle forstod godt, hvad han dermed tænkte på, når han gav denne ordre. Sagen var nemlig, at Stina Jep Jørns skulle have et barn, og det kunne ske når som helst, og så skulle Hans Koffed hente jordemoderen. Jæp var ikke særlig glad ved den megen sne, for hvordan skulle han dog få ”madammen” hentet? Dette gik han og spekulerede på både dag og nat, for efter hvad folk sagde, var Hasle by nu helt indesneet. Pilegårdsbonden havde forsøgt at køre derud for nogle dage siden, men da han var kommet på den anden side af ”Tassen”, måtte han vende om. Der var intet af Hasle at se. Den var helt begravet i sne, og om byens folk var døde eller levende, vidste man intet om. Og her skulle jordemoderen hentes? Udsigterne var mørke!

Markløst.

Og så skulle madammen hentes. Hans Koffed og Anders var nået til skoven. Her lå sneen jævnt over det hele. Man måtte køre langsomt og forsigtigt, for hestene gik i sne til midt på siderne. Da de var fri af vejen, der gik fra gården, og var kommet ud på landevejen, blev man klar over, at det ikke kunne nytte noget at følge den. Det var bare om at holde kursen mod Hasle og køre markløst. Det gik også meget godt, selv om kanen væltede en gang, men man fik den hurtigt på ret køl igen og kunne så fortsætte. Nogle steder var markerne næsten uden sne og andre steder lå der driver i flere meters højde, men hestene arbejdede sig gennem sneen. Det var aften og månelyst, så man behøvede ikke at være bange for at køre forkert.

Sne til midt på taget.

Da de endelig nåede tæt mod byen, blev Hans Koffed ilde til mode, for der var ikke meget at se af Hasle by. Selv på de højeste huse lå der sne til midt op på taget, og på de lave, kunne man knapt nok se skorstenspiberne. Da de nåede ind til torvet, var der ikke så meget sne, og man havde nu muligheder for at raste en stund. Rodemesteren var om morgenen sprunget ud ad gavlvinduet på sit hus og var derpå vadet hen til trommeslageren og havde fået ham til at sammenkalde byens mandfolk til møde på Hasle torv. De fleste var undskyldte, at de ikke kunne møde, for de kunne simpelthen ikke komme ud. Ved middagstid var der alligevel samlet en snes mand, der så begyndte at skovle sne. At Hans Koffed, jordemoderen og Anders nåede helskindet hjem efter mange genvordigheder, er jo fortællingens pointe. Men det var en streng vinter med megen sne og kulde, fortæller Otto J. Lund.

1924 vinteren oplevede jeg som dreng. Jeg opholdt mig hos mine bedsteforældre uden for Hasle. I ugevis frøs det, og der lå meterhøj sne. Den hårde og langvarige frost bevirkede, at havet begyndte at fryse til. Da det tilligemed var vindstille, gik der ikke lang tid, før havet frøs til, og man kunne se milevidt ud over Østersøen, der var dækket med fast is. Fra bakkekanten kunne man nu og da se røgen fra en damper, der langt ude i horisonten kæmpede sig langsomt gennem ismasserne. En morgen, da man kom ned til stranden, havde der pludselig 10-20 meter ude rejst sig en isbræmme flere meter høj og dannede en barriere mellem kysten og den isbelagte havflade. For at komme ud på selve havisen, skulle man derfor kravle over isforhindringen, og så lå vidderne åbne. Ud fra ismasserne kunne vi høre, hvor det knagede og bragede. Det var isen, der arbejdede.

Gram i hu.

Vi havde selvfølgelig fået strenge instrukser om ikke at gå ud på isen. Alligevel forsøgte vi en dag at kravle over bræmmen, hvorefter vi stolt tog kursen udefter. I horisonten kunne vi se en mistænkelig sort stribe. Det var sejlrenden, hvor de stærke dampskibe sejlede. Ellers lignede det kun et stort, hvidt tæppe, så langt øjet rakte. Men vi var ikke kommet ret langt ud, før vi oppe fra bakkekanten hørte råb fra bedstefar. Han havde opdaget, at vi letsindige sjæle nu satte livet på spil. Vi vendte hurtigt hjemad, selv om det fristede at vandre udad. På stranden stod bedstefar og tog imod os. Vi slap ikke med en reprimande. Der vankede berettiget et par øretæver, og så skyndte vi os hjem til bedstemor, som havde stået i vinduet og se på vores farlige forehavende. Hun havde alarmeret bedstefar, der gram i hu hurtigt kom i de opklampede skaftestøvler. Det var også vovede narrestreger, tør man sige. Pludselig kunne isen briste, og der kunne opstå en bred rende, som ville afskære os fra at vende tilbage. Det prøvede vi kun den ene gang.

Glattaswerran.

I stedet blev vi opmuntret til at gå hen til ”Tårredamminj” og more os sammen med andre børn med Kattasnorran eller Glattaswerran, som bedstemor kaldte iskarusellen for. ”Tårredamminj” var et mindre vandområde, hvis vanddybde ikke var synderlig stor. Så snart vinterfrosten vedvarede satte ind, frøs området til, og her var ingen fare for, at man kunne komme galt af sted. Her morede kvarterets børn og unge mennesker sig med at løbe på skøjter eller svinge med Glattaswerran. Hvem der satte legeværk i stand er jeg ikke klar over, men formodes må det, at det var naboen – Andersen, hed han vist nok – til dammen, der etablerede denne karrusel. Den bestod af en tyk pæl, der var nedrammet gennem isen og langt ned i bunden af dammen. I øverste ende af denne pæl var der en jernindretning, hvori øjet fra en lang stang kunne føjes i. for enden af stangen var der anbragt en kælk, og så svingede man den rundt ved at skubbe til stangen. Dette var til stor og meget morsomt tidsfordriv, og her kunne man more sig sammen med kammerater i timevis. De mindste fik gerne plads på kælken, og de større skubbede så stangen foran sig. Var det store stærke drenge, der ”førte” stangen, kunne der komme stærk fart på, hvilket ofte bevirkede, at de små faldt af kælken. Men man syntes, det var morsomt. Kinderne var røde og friske, og der var ingen frygt for, at der var nogen, der skulle falde gennem isen. For ”Tårredamminj” var bundfrossen. På trappen til Andersens hus stod han selv med hænderne dybt begravet i lommen og den dampende pibe i munden. Sammen med konen, der nu og da kiggede ud over skuldrene på manden, glædede disse to ældre mennesker sig over børnenes frigjorte og uskyldige leg.

Dyre skøjter.

Sjældent var der nogen, der løb på skøjter, for det var jo kun for de mere velhavende og ikke for sådanne ”unger” som os. Det var derfor ligefrem en sensation, hvis en af pigerne fra nabogårdene stillede op med blanke skøjter og smidigt og nonchalant svingede let og elegant forbi os. Hvem der bare ejede sådanne fine skøjter? Så kunne man imponere alle de andre. Nogle var dygtige. De kunne lave otte – taller og stå på næsespidsen. Men der var charme over vinterpigen, når hun efter endt løb hvilede sig ved ”Glattaswerran”s tykke pæl. Senere, da jeg kom til Rønne, var der mange, der løb på skøjter, f.eks. på isen ved Kastellet. Ofte hørte jeg om, da man i mine forældres tid løb på skøjter på Colbergdammen. Men det skete også under strenge vintre, at der dannede sig is i havnebassinerne, og det hændte, at hele havbugten fra den gamle fiskerihavn og ud til bølgebryderen blev benyttes til skøjteløb.

Tallerkenis.

Bortset fra kælkning ad Korsgade og Havnebakken i Hasle, så dristedes vi også til en anden vinterlig sport, nemlig at springe på isvåger. Under hårde frostgrader dannede der sig ”tallerkenis” i havnebassinerne, men det skete ofte pludseligt, at havet sønderdelte isen i større og mindre flager. Så begyndte en spændende, men yderst farlig leg for os børn, ja, selv de voksne kunne såmænd også tage del i denne, og det er passeret, at folk er drevet til søs på sådanne flager og måtte bjærges i land. I bugten syd for fiskerihavnen var der forholdsvis grundt vand med mange store sten. Det blev kaldt for ”Røjarinj”. Her ved ”Røjarinj” lå der ofte en sammenpakket masse af gyngende isflager i alle størrelser, og så fik byens drenge gang i støvlerne. Man sprang fra flage til flage over bugten, medens der blev råbt: -” Så entra vi, så entra, så røja vi idi”. Jo farligere, det var, jo mere spændende. Ikke alle flager kunne bære os, men det betød mindre, for det drejede sig kun om sekunder, før benet var borte og ovre på en ny flage. Med et hurtigt og sikkert blik fremover udvalgte man de sikreste flager, og dermed vejen til ”entring”. En og anden fik vel en våd trøje i det iskolde vand, men ulykker i den forstand skete der heldigvis aldrig. Jeg tror nok, at de gamle fiskeres advarsler og skælden ud forhindrede, at man vovede sig for langt ud, hvor der var dybere vand, og hvor et muligt fejltrin kunne betyde krampe og død i det kolde vand.

Vinterdagbog.

Hans Peter Mørk har gjort følgende vinterdagbognotater: Kalenderen et hundrede år tilbage fortæller videre om strenge vintre med megen sne og isfyldte farvande. De 2. februar 1867 var søen fuld af drivis, der blev liggende i ti dage. Den 13. maj 1867 var det et skrækkeligt uvejr med frost og sne. Der kom så megen sne, at flere huse blev underlagt, og der måtte skovles i flere dage. Om den langvarige vinterperiode kan desuden det berømte Knarragårdsrogg, som går et hundrede år tilbage, bevidne. Det skete den 12.marts. det var en stille morgendag, der oprandt. På Knarragård i Ibsker var man i fuld gang med at lave til til bryllup. Ved 2-tiden om eftermiddagen begyndte det at sne så tæt, som man aldrig tidligere havde set i mands minde. Så brød en orkan løs fra nordøst og satte himmel og jord i et, så det var med største besvær, at bryllupsgæsterne nåede frem til kirken sammen med brudeparret. De kirkelige handlinger blev overstået, og man skulle tilbage til festlighederne. Men havde turen til kirken været slem, blev hjemturen endnu værre. Man kunne hverken se vej eller sti, og man undgik heller ikke at køre i grøfterne. De fire piger, der skulle gøre kirken i stand til gudstjenesten dagen efter, måtte på grund af det frygtelige snevejr indlogeres hos pastor Brix, da det var håbløst at komme hjem.

Dagen efter var der faldet så megen sne, at der flere steder lå mandshøje driver. Snevejret forårsagede også en alvorlig ulykke samme dag, idet to sømænd fra Nexø, der havde købt en båd i Rønne og skulle sejle båden til Nexø, kom ud i den voldsomme snestorm. De sejlede fra Rønne lidt før middag og forsvandt sporløst på rejsen hjem. Den 16. februar 1897 stødte ”Erna” i Øresund sammen med 66-rutebåden ”Thor”. Det var streng isvinter, og skibene måtte for at komme frem, hjælpe hinanden. Undervejs til København holdt ”Erna” sig lige efter ”Thor”, der var den stærkeste og bedre kunne bane sig vej gennem isen. Men pludselig kunne ”Thor” ikke komme videre og blev holdende stille i isskruningen. Man forsøgte at advare ”Erna”, der sejlede umiddelbart efter, ved at tude i sirenen, ligesom man råbte for at gøre opmærksom på eventuel fare, men ”Erna”s besætning reagerede ikke, hvilket medførte, at det løb lige op i 66-bådens hæk. Den 23.januar 1907 noteredes hård frost. I Bæla frøs det 11-12 grader, ved Klemensker og i Almindingen 16 grader. Den 24. januar var det stille vejr med 10 graders frost. Den 21. januar 1912 strandede ”Black Head” syd for Tejn. Forfatteren Aage Seidenfaden fortæller herom, at da han var færdig med strandingsforhøret og om eftermiddagen skulle hjem, blæste det op med en voldsom snestorm. ”Da vi skulle passere en dal midt i landet, kørte vognen fast og kunne ikke rokkes af stedet. 1912, Helligtrekongers dag begyndte det at fryse 6-8 grader, og frosten tiltog til 14-16 grader, og enkelte dage helt op til 20 grader. Vinteren 1916-17 var meget mild til Helligtrekongers dag. Så satte det ind med streng frost, og damperne var ofte stoppet af is og her lå flere meter høje snedriver. Juleaften 1917, var det en forrygende storm fra nordvest. Sneen væltede ned, og det var næsten umuligt at se en hånd for sig. På grund af snestormen løb S/S ”Skandia” på grund ud for Galløkken. Helligtrekongers dag 1922 satte det ind med streng frost, og havet blev hurtigt fuld af is, der holdt sig langt hen på foråret. Og i sin bagside-rubrik fortæller herværende blad, at et muntert folkeliv udfoldede sig i går (mandag den 26.februar 1929) i eftermiddagstimerne på Sydhavnen i Rønne, hvor havisen var taget i brug som kommunal skøjtebane, en meget billig foranstaltning fra kommunens side. Man havde dog åbnet for badeanstaltens døre, således at skøjteløberne kunne spænde skøjterne på ved at sidde på bænkene. Selv om solen nu og da trænger frem og virker opmuntrende, og tødrøp danner lange, spidse istapper under tagrenden, så er det vinter. Havisen ligger bastant og massivt, snedriverne er høje og træge i deres vandring, men: – Tit enj kåjler vinterda –  lætter på homøred. – Udan staj å udan tra – blæzer vi ad føred. – Sne’nj hanj fajler tæt å tyst, – Noranrogged brommar.- Mæn når soln ijæn gjort lyst, – lanjta vi mod sommar.

Denne artikel skrev Eyvind L. Lind i Bornholmeren den 29.december 1979.