-Også kaldt Torvet 2.
Min oldefar på fars side hed Niels Peter Pedersen var åbenbart både landmand, skibsfører og fisker. Han druknede mellem Rønne og Hasle under fiskeri. Hans enke hed Ane Christine Pedersen. Folketællingen i 1870 fortæller, at hun da er 44 år og gift med Christian Herman Hansen 35 år. Hun var født 26/11-1825 på 35.slg. i Rutsker, Aahalsegård. Hun var datter af Peter Jensen og Ane Mortensdatter, hun var ældste barn på gården, derefter kom der 3 yngre brødre, samt en lillesøster. Deres mor Ane Mortensdatter var født på 27.slg. i Rutsker, Krusegård som ejedes af Morten Jensen Kruse fra 1782.
Oldefar og oldemor havde det lille avlsbrug ved torvet, Storegade 62, som Chr. Herman Hansen ved giftermålet kom til at overtage. Ane Christine døde 10. okt. 1911. Dagen efter, den 11. okt. 1911 oprettede hendes mand Niels Chr. Hansen et testamente, hvori han gjorde min bedstemor, Caroline Dorothea Petersen f. 6.januar 1860, (der var hans steddatter) til universalarving. Derfra stammer altså de fire køer, som jeg ofte i min barndom var med til at trække op til de fire tønder land (lige vest for Julehøjen oppe ved Kumlehøjvej mod Rutsker), som hun også havde arvet. Køerne blev bundet til hver sit tøjr, der endte i en tørjpæl slået i jorden, så koen havde et vist stykke græs at æde af.
Jorden købte Elwood Keller nogle år senere.
En amerikaner, John Hansen, der var en meget ivrig slægtsforsker, havde fundet ud af, at han havde en afdød farbror på Bornholm. Han henvendte sig til Bornholms Slægtsforskningsforening for at få oplysninger om onklen. Efter noget arbejde fandt man der ud af at min bedstemor havde arvet og at jeg var barnebarn af hende. Derfor blev jeg pudset på ham. Det endte da også med at John Hansen troppede op på Bornholm, hvor jeg måtte stå på Torvet i Hasle og udpege stedet, hvor hans onkel havde sin ”lille bitte farm”. Jeg vidste jo ikke, hvad et avlsbrug hed på engelsk, så det fik vi meget morskab ud af. Nå, vi var da nogle, som fik en god frokost på Hotel Fredensborg.
Niels Christian Hermansen Hansen døde 18 dec. 1914 og blev begravet på Hasle gl. kirkegård, hvor også hans kone var blevet begravet.
I Lokalhistorien er der flere fotografier af selve facaden på huset. Et, hvor man næsten ikke ser huset på grund af meget store træer. Et andet, hvor man ser det bygget sammen med Rådhuset, og flere med afstand til Rådhuset, hvor man har fjernet noget af stuehuset.
I øvrigt er huset blevet beboet af min faster Johanne og onkel Theodor Kreutzberg indtil Kyhns købte det. Da min faster og onkel blev gift i 1919 er det sandsynligt, at huset også indgik i arven og at der sandsynligvis skulle ske en del ændringer inden indflytning.
Erik Anker