Børnene fra Frigaard

I årene omkring 1900 fik otte børn deres opvækst på Frigaard, senere Søndregaard, i Rutsker. Forældrene var Frida, født Lind, og Niels Andersen. Som voksne fik disse søskende bopæl forskellige steder i Danmark. Men de holdt fremdeles en god kontakt med hinanden, og gjorde alt for at kunne mødes med så mange søskende som muligt om sommeren. Med hensyn til indkvartering blev de udenøs søskende og deres familier fordelt mellem tre søstre i Hasle.

Frigaardsbørnene var følgende i denne rækkefølge: Dora blev gift med sadelmager og møbelpolstrer Christian Christoffer Petersen i Hasle. Ville blev uddannet som smed, bosat i Ikast og var maskinmand på et uldspinderi i Herning. Delia, der senere tog navneforandring til Ellen, blev sygeplejerske og gift med maskinmester Ove Jørgensen. Ægteparret tog i 1942 initiativ til stiftelsen af Bornholms Hjemstavnsforening i København.

Derefter kom tvillingerne Alfred og Kristian. Alfred, murer, fik bopæl i Hvidovre og blev ovnbygger på Porcelænsfabrikken Norden. Kristian, mejerist, blev mejeriingeniør ved Statens Forsøgsmejeri ved Hillerød. Min mor, Sara, blev gift med murer og organist Henry Ipsen, Hasle. Carl, bager, havde i mange år en bagerforretning i Aarhus. Alice blev gift med Niels Christian Jensen, uddannet som bager, men i mange år gasværksarbejder i Hasle.

De otte søskende var vidtforskellige og havde hver deres meninger om samfundsspørgsmål. Diskussionerne kunne være ret så livlige. Men humoren fornægtede sig ikke, og der var altid en vilje til fællesskab. Ofte blev der sunget glade danske sange omkring min fars klaver.

 

Familien på Frigaard i 1916. Første række fra venstre: Frida Lind, Sara gift Ipsen, Alice gift Jensen, Niels og Carl. Bagerste række fra venstre: Dora gift Petersen, Alfred, Ville, Kristian, Ellen gift Jørgensen, og hunden “Stella”. (privatfoto).

Vi spoler tilbage i tiden, og først skal Frigaards historie fortælles i store træk. Denne Rutskers 1. vornedgård lå ved Trekanten, hvor Frigaard nævnes i 1500-tallet og med sine ca. 145 tønder land var sognets største gård. Den var desuden skiftested for fribefordring i kongelig tjeneste mellem Rønne og Allinge-Sandvig.

Gården var ejet af danske konger i tre generationer, begyndende med Frederik II fra 1577. Efter kong Frederik III’s død i 1670 blev gården solgt til prins Jørgens sølvkammermester, Mads Olsen. I 1846 købte Hans Michael Ancher, far til Skagensmaleren Michael Ancher, født i 1849, den nu 137 tønder land store gård. Men han måtte lade gården gå på tvangsauktion.

Ejendommen blev derefter udstykket i ni parceller i Trekantområdet, og en del af stuehuset blev genopført ved Halledalsvej. Her hed gården Frigaard indtil 1918, hvor navnet blev overdraget til en gård ved navn Piberhuset efter en musiker i borgervæbningen. Den gamle Frigaard fik derefter navnet Søndregaard.

Fra Halledalsvej fører en smal markvej op til Søndregaard. Fra dette højdedrag kan man i klart vejr se helt til Rønne, ca. 10 km mod syd. Gården har været forladt i flere år og er i stærkt forfald. Men markerne bliver dyrket, og familiemedlemmer har sikret minder om gården.

I 1902 blev en pige af Lindeslægten bondekone på Frigaard. Det var Frida, datter af Dorothea, født Bidstrup, og Hans Lind, smed ved Trekanten. I 1884, da Frida var syv år, rejste hendes 18-årige bror Jens Kristian til Amerika. Her døde han tre uger efter ankomsten, efter en uges sygdom. Men han nåede at skrive to lange breve til sine forældre. Det første brev beskriver rejsen levende og omtales i bogen ”Et nyt liv”, ved Anne Lisbeth Olsen og Niels Peter Stilling og udgivet i 1985. Jens Kristian efterlod sig også en stilebog fra 1881, hvor han var elev på Klemens Vestre Skole. Bogen rummer velskrevne historier om Bornholm, Hammershus, en cirkusoplevelse i Hasle m.m.

Frida blev i 1983 som kun 16-årig gift med den 17 år ældre Niels Andersson, som var svensker og havde tilbragt 12-13 år i Amerika. Efter hjemkomsten udvandrede han atter, denne gang til Bornholm sammen med en bror og to søstre. Han købte landejendommen Lershøj, en af Frigaards parceller. Her boede Frida og Niels indtil 1902, hvor de købte Frigaard for 17.000 kr., og gården var deres hjem indtil 1918. Børnene skulle ifølge lovgivningen have faderens efternavn fordansket til ”Andersen”. En pige døde som lille, men de otte søskende fulgte hinanden gennem årtier.

Børnene bevægede sig i og omkring en firlænget gård. Stuehuset havde stråtag indtil omkring 1950, hvor der kom eternittag på bygningen. De tre udlænger er blevet gradvis fornyet, og i 1950’erne blev der opført et lille hus til malkemaskiner. Vandpumpen i gården blev stående.

Gården havde mellem 25 og 30 tønder land jord. Der var to heste og 10 køer, foruden grise, ænder, høns og hunden ”Stella”. Om morgenen blev køerne trukket hen til en dam. De havde efter bornholmsk sædvane bomsternavne: ”Viola”, ”Rosa”, ”Tulipana” m.m.

Stuehuset med 10 vinduesfag havde lillestue, storstue, sal, mellemsal, sovekammer, gæsteværelse og pigekammer. Desuden to entréer og køkken med spisekammer. Det var ikke mulighed at give det store hus fuld opvarmning, så familien måtte klumpe sig sammen. Nogle af børnene måtte, som i mange andre børnerige familier, dele dyne med en eller to af deres søskende.

Børnene gik i skole hver anden dag. De travede fire-fem kilometer over markerne, og i skolen måtte de stille træskoene uden for klasseværelset. Træskoen var iskolde, når børnene skulle hjem.  Aftnerne i Frigaards dagligstue var aldrig lange, alle skulle jo tidligt op om morgenen. Men børnene fik ofte mor Frida til at fortælle overtrohistorier, eller far Niels fandt harmonikaen frem og spillede og sang, især amerikanske folkesange.

Min mor, Sara, efterlod sig dagbøger fra 1916 og 1917. De fortæller om hverdagsarbejdet, om folk, der kom på besøg, og om faderen og brødrene, der hjalp med høsten på Ellehøj. Det var almindeligt, at folk i Rutsker gav naboerne en hjælpende hånd. Dagens menuer var: Snitbønner, kalladanjs, oppluk, sylte og andesteg – på en dag i august! Gården var jo selvforsynende. Når familien spiste sagosuppe, var børnene spændt på, hvem af dem der fandt ”Månen”.

Frida var en bred kone og et sammensat menneske. Jeg sammenligner hende med den russiske Babusjka (Bedstemor), som Maxim Gorki skildrer i sin erindringsbog ”Min barndom”: På én gang religiøs og overtroisk. Og hun morede sig hjerteligt, når børnene fandt på fantasihistorier.

Børnene lånte bøger i skolebiblioteket. Faderen var imod det, børn skulle ikke læse hvad som helst. Hans kristne livssyn var nok lidt strengt. Mor Frida havde et lysere sind, hun støttede børnene, så de kunne læse de gode gamle børneklassikere. Efterhånden gav faderen da også efter. Det blev for øvrigt sagt, at Niels Andersen var god til at sætte ”hæs” (stakke) under høstarbejdet. Og han var en munter mand, når han mødtes med de andre landmænd på Kirkemøllen.

Frigaardsbørnene arvede en stor fortællelyst efter deres mor. Man kan sige, at genet i flere tilfælde førte til ”skrivekløe”. Sara skrev foruden dagbøger også fortællinger og digte og efterlod sig dagbøger fra 1916 og 1917 om hverdagslivet. Under et højskoleophold ved Hillerød i 1925 skulle hun for første gang skrive en fristil. Sara skrev så levende om Bornholm, at hendes stil blev læst højt for eleverne.

Ellen skrev bornholmske komedier. En af dem, ”Ojlefârsa Bællabælla”, blev opført på Rønne Theater, og hun skrev causerier på bornholmsk, ”Søddan e dær så majed”, i dagbladet Bornholmeren. Alice var også skrivende og kunne holde foredrag. Carl skrev erindringsartikler, der blev bragt i de bornholmske dagblade og kom med i bornholmshistoriske bøger. En del af beretningerne blev sendt til Nationalmuseet. Kristian skrev causerende artikler om sin fødeegn.

I øvrigt skal det fremhæves, at Kristian udformede Lindenes slægtstavle – efter arkitekt Karl Thorsens forarbejde. Kristians søn, nu afdøde landinspektør Hans Andersen Lind, Hillerød, videreførte og opdaterede slægtstavlen. Han var en sand Rutskerven, lige fra barndommen. Når han var på sommerferie hos mine forældre, skulle han altid ud på traveture i Rutsker. Så kom han hjem og fortalte, at nu havde han opdaget en ny vej i landsognet.

Hans sørgede for, at vores bedsteforældres gravsten blev bevaret, efter at gravstedet i Hasle var blevet sløjfet. Og han erhvervede en trappesten fra slægtsgården i Rutsker. Stenen ligger foran indgangsdøren til sommerhuset ”Snajlahuzed” ved Løkken i Hasle.

I 1917 skrev den 13-årige Sara et fortællende digt om den omvandrende Skrædder Pihl, der efter sigende havde fast bopæl i Helligpeder. I det følgende udvalgte vers fra digtet:

 

En dag kom Skrædder Pihl herhid,

saamænd en Mandag, hvad jeg husker,

og det var netop paa den Tid,

hvor Ræven efter Bytte lusker.

Den Skrædder skulle os lidt sy,

en Trøje, Bukser, Fodpose ny.

Vi tænkte ogsaa, at maaske

han kunne blive færdig til Paaske.

 

En Aften sagde han til Mor og Far:

Vil I høre et Vers eller ogsaa et Par?”

”Saamænd,” de svared, og vi samty’de, 

og Pihl begyndte, alt mens han sy’de.

 

Han sang om baade Sol og Maane, 

om Krigen, der hidtil har os villet skaane.

Han sang om Nyt og Gammelt,  

om nye Cykler og andet Skrammel.

 

Om Tirsdagen tog han sin Krykke og Kæp

og gik fra Frigaardens Mure væk.

Han skulle nemlig op efter et Kort

paa Brød og Sukker, før det blev sort.

Og dermed vil jeg tage min Hat

og sige alle et venligt Godnat!

                                                                                                                   Arne Ipsen.