Et lille udpluk af 43 år bag disken i årene 1941-1984, og lidt om det at være nygift med rationeringsmærker i pengepungen.

Jeg kom i lære 1. februar 1941 hos Andreas Thomsen i Hasle. Dengang var læretiden 4 år, med aftenskole fra 18.30- 20.30 i 3 dage om ugen; men kun i vintermånederne. På skolen var vi blandet med smede, snedkere, butikslærlinge m.m. Vi lærte dansk, regning, bogføring og skilteskrift.

I forretningen åbnede vi hver dag kl. 08.00. Jeg mødte kl. 07.30 for det var mit job som lærling, at fyre op i de 2 kakkelovne. Om lørdagen havde vi åbent til kl.21.00. Sommerferien varede 1 uge, og jeg kan ikke huske, hvornår vi fik indført 2 ugers ferie.

Da jeg kom i lære, var der nogle gode varer tilbage; men det begyndte snart at knibe med det mest almindelige som strømper, undertøj og børnetøj. Sytråd var også en mangelvare. Strømper – der kan jeg huske, at de bedste var af merceriseret bomuld. Det vil sige, at de var lidt blanke med søm, prisen pr. par var kr.4.50, det syntes jeg var dyrt, for min løn var kun på kr. 20.00 om måneden.

Jeg skulle også have en ny frakke, den kostede kr. 68.00, så den fik jeg på afbetaling. Jeg betalte med kr. 15.00 om måneden, og jeg skulle jo også have til et par strømper eller bukser, tilbage havde jeg så kr. 1.00 til en biografbillet, og så var den månedsløn væk. Kost og logi fik man gratis, for man boede hjemme til man var udlært. Senere steg jeg til kr. 35.00 om måneden og min slutløn som lærling var kr. 135.00 det 4. år.

Som tiden gik, forsvandt de gængse varer. Der kom tildelinger af lagener og dynebetræk af rayon og celluld, med andre ord af syntetisk fremstillede varer. Der kom bl.a. maksimalhabitter, der var blandet kradsuld imellem. Kradsuld var uldne ting der var vasket og klippet i stykker. Det købte vi for, jeg tror det var kr.1.50 pr. Kg., og det var mit arbejde, at modtage og veje dem. Vi samlede dem i store sække og sendte dem over. Der blev det så kradset op og blandet med celluld. Det var løst stof, så når man skulle have pressefolder i bukserne, så var man nødt til at sy dem, for ellers kunne de ikke holde.

Vi købte også fåreuld, både vasket og uvasket. Den uvaskede var frygtelig at pakke, og jeg lugtede af får flere dage efter, selvom jeg vaskede og skrubbede mig grundigt. Noget af det blev solgt til garnfabrikken og noget fik vi tilbage, spundet til dejligt garn til tykke trøjer og sokker. Det var godt, for det var der hårdt brug for. Vi havde jo isvintre dengang.

Efterhånden kneb det så meget med varer, at vi nu solgte sivsko, bronzesmykker, kalveskinds dyr af rester. Kalveskinds resterne som blev til overs når de syede kalveskinds kåber, som jo var så moderne i 40èrne.

Sytråd fik vi nu kun tildelt et par æsker om måneden. Så havde vi en lille maskine, som jeg spolede om på, således at der blev 2 ruller af 1 rulle. Vi havde jo kunder, der ventede på garn. Man syede nye flipper på skjorterne, de tog det nederste af skjorten til en ny flip, og så blev der syet et andet stykke til forneden. Det var det samme med stoppegarn. Til sokker, var det ikke altid, at farverne passede, men det gjorde ikke noget, bare de fik noget at stoppe med. Elastik var også en stor mangelvare, og det var jo ikke til at undvære. Man brugte det især til børnetøj og damebukser, kunderne var glade når de fik 2 meter tildelt. Der var nogle, der tog elastikken ud af tøjet, før de vaskede det, for så holdt det meget længere.

Så nåede vi til januar 1945, og så skulle jeg giftes. Min forlovede havde fået arbejde ved De bornholmske Jernbaner, og vi var heldige, at få en lille lejlighed oven på i en villa på Haslevej. Det var ellers meget svært. Der fyrede vi med Haslekul og tørv i kakkelovnen. Så var der det med kjole til sådan et bryllup, det var jo et problem, men jeg var heldig. Vi fik tildelt 2 stk. stof til hvide kjoler, så jeg sagde til min chef, at jeg skulle have den ene, så jeg kunne blive hvid brud. Endvidere havde vores førstedame gemt det sidste slør, der var i forretningen. Det var 3 år gammelt og sådan et kunne man ellers ikke få mere; men det fik jeg så også. Det var 2,5m langt og kostede kr. 19.00. Så jeg blev noget så flot. Erik, min tilkommende, skulle jo også have tøj, der passede lidt til mig, han var heldig, at kunne købe et brugt kjolesæt, så det blev et rigtigt flot bryllup i de tider.

Vores møbler var helt nye af lyst træ med egetræsfiner. Der var en skænk og et skab med et poleret mørkt stykke træ i midten. Det var vist den model, der blev lavet på Nexø møbelfabrik, for der var flere som vi kendte, som havde mage til. Desuden var der bord med 6 stole, 2 klubstole og en ottoman, der var betrukket med mørkebrunt stof med blomster på. Det var vævet af papir og hør. Vi havde også gulvtæppe, det var sildebensvævet af papirsejlgarn i flere farver. Det var faktisk pænt, og det holdt til vi fik tæppe af uld. Nye senge fik vi også, og de var købt hos Sillehoved. Men dyner havde vi hver vores med hjemmefra. Så fik vi 4 dynebetræk, 4 lagener og 4 hovedpudebetræk af svigermor. Hun havde lidt på lager, og det var godt for man kunne jo ikke købe noget i den tid, og det man så kunne købe, var af rayon. Der var rationering på faktisk alt, da vi blev gift, så det var om at spare på mange ting. Så fik vi nogle mærker på noget vi ikke havde brug for, så byttede vi.

Vi flyttede altså til Rønne den 4.januar 1945, og jeg flyttede fra Andreas Thomsen i Hasle. Men jeg kom så i gang med lidt kontorarbejde for konsulent K.A. Jensen. Det var hos ham vi lejede en lejlighed, og han mente sagtens, at jeg kunne hjælpe ham med, at skrive lidt for ham. Det gik også ganske fint; men så en dag kom der en herre og spurgte mig, om jeg var interesseret i ferieafløsning hos Simon Madsen. Det var hr. Kaj Madsen selv, jeg kendte ham ikke den gang, men jeg startede 1.juni 1945. det var spændende, at begynde der. Der var mange damer, og det var en stor forretning, selv om det var før der blev lavet om. Endvidere var her mange flere varer og tildelingerne var større.

Kaj Madsen var en meget dygtig forretningsmand, han rejste meget over og fandt altid noget, der kunne sælges, for selv om krigen var slut, var der alligevel mangel på varer. Vi havde kunder skrevet op til forskellige ting, så når vi fik varer hjem var det meste af det solgt på forhånd. Jeg kan huske at af kjolestoffer fik vi nogle stykker en gang i mellem, så havde vi en bog med bestillinger og så startede vi fra en ende af. F.eks. Fru Hansen – lille, tyk og mørkhåret, hun kan få grønt. 2 længder 2,50m a140cm bredde sendt op med en kvitteret regning, og kunderne var altid glade. Nogle havde ønsket en bestemt farve, men var farven der ikke, så var det lige meget, man var glad for, hvad man kunne få. Da der begyndte at komme varer igen, blev der indført købekort med rationeringsmærker.

Vi havde også fjerrenseri hos Simon Madsen, for man kunne jo ikke købe nye dyner(tildelingerne var meget små). Der blev renset dyner en gang om ugen, og det lugtede forfærdeligt. Der var en dame, der hed Fru Jørgensen, hun var god til det. Der var mange fra gårdene der havde virkelig gode dun og fjer, når de havde slagtet ænder og gæs til jul. En del havde olmerdugsdyner i nogle flotte vår, de var meget gamle og hjemmevævede – de blev brugt til møbelbetræk, når vi begyndte at få dynetwill i metermål. Så fik vi også syet vår med kanaler. Men efterhånden kom der jo dyner igen, og så kunne arbejdet ikke betale sig.

Endvidere mindes jeg, at vi havde en stor flot pengekasse, vist nok lavet af malm og så var den cecileret, der var 4 eller 6 pengeskuffer, jeg husker det ikke helt, men i hvert fald var vi nogle stykker om hver skuffe, som vi så selv skulle gøre op hver aften. Vi skrev jo notater på alt, hvad vi solgte dengang, ligesom man i dag får en bon. Alt i bånd og lign. Var i metermål, så man blev trænet i at regne. Senere fik vi en kasse – midt i forretningen, hvor Fru Steffensen sad, og så gik kunderne så hen til hende og betalte, medens vi som ekspedienter pakkede varerne ind. Det var en stor lettelse for os, men når det var udsalg, var det ved at brænde på, for så var der lang kø ved kassen, og dengang var kunderne jo ikke vant til at vente! Kassen i midten af forretningen kom i forbindelse med, at forretningen blev udvidet. Før forretningen blev lavet om, var al plads godt udnyttet, der var reoler fra gulv til loft, alt lå på hylder eller i skuffer, så når en kunde skulle købe f. eks strik, duge, kitler eller undertøj, så skulle det ned på disken, og der var disk, faktisk hele vejen rundt. I disken var der så skuffer til alle småting, der var jo ikke noget der hed selvbetjening.

Så kom russerne! Til at begynde med var vi bange for dem, fordi de kom sådan 4-5 stk. ad gangen og pegede på, hvad de ville have. Det var jo ikke alt, vi havde lyst til at sælge til dem, men jeg husker, at vi havde et stort stykke stivlærred. Det var af papir, men det lignede lærred godt nok. Det købte de – hele stykket – så det var vi glade for, at blive af med. De havde jo damer med hjemmefra der syede til dem. Jeg husker engang, der kom et par damer i uniform, de havde pelskraver på af ræv, så sagde jeg til mine kolleger, at de ræve har de købt hos Thomsen i Hasle, for dem har jeg børstet 2 gange om året i 4 år. De var jo blevet umoderne, men hos Thomsen havde de fået dem alle solgt til russerne. Russerne havde jo masser af penge, nye fine sedler – løse i lommerne. Når de betalte med sedler, ville de ikke have småpenge tilbage, dem fik vi i drikkepenge, og dem holdt vi gilde for; men til sidst blev de dog klar over, at mønter også kunne bruges.

Tiden gik, og jeg blev hos Simon Madsen; men så blev jeg gravid, og dengang sagde man op og flyttede, der var ikke noget der hed barselsorlov og vuggestuer m.m. Nej – det var efter princippet tæring efter næring. Men jeg havde samlet et godt babyudstyr alt i gammeldags trøjer, bleer, vat, sikkerhedsnåle, lagener og dynebetræk m. m. Det var vores førstedame Ellen Holm, der havde det liggende på loftet, hun havde syntes, det var synd, at sælge det helt ud, så der var jeg heldig.

Jeg kan huske Jordemoderen, hun sagde da hun så alt det på hylderne med håndklæder og babytøj: ”Må jeg fråse?”. De fleste steder, havde de ikke ret meget. Vi fik tildelt kort til en babytøj pakke, dem fik jordemoderen, så der var andre, der kunne få glæde af dem.

Da der var gået nogle år, havde vi fået 2 drenge, jeg hjalp kun til hos Simon Madsen enkelte dage til udsalg, jul eller hvis der var en travl fredag. Børnene skulle jo passes, men vi havde en flink nabo, der passede børnene så længe. Hun fik 2kr. for en eftermiddag, og jeg fik 2.25kr.i timen.

Da den yngste begyndte i skole, tog jeg fat hos Simon Madsen igen – i begyndelsen på halv tid. Så blev det sjovt, for der begyndte at komme varer. Der var altid meget travlt, for folk manglede jo alt efter krigstiden. Forretningen blev udvidet og vi fik endnu flere varer. Jeg kan huske, at vores chef og førstedame rejste over og købte varer ind. Der blev jo også dannet indkøbsforeninger, og det første var vist med hvidevarer. Så skal jeg ellers love for, at det væltede ind med varer, og det var altid spændende. Men når varerne skulle mærkes, blev alle prismærker skrevet i hånden, og nogle gange kneb det med at nå det hele. Der lå altid varer der skulle mærkes. Det værste var dog, når der kom hundredvis af dynebetræk, lagener og håndklæder, for det var tungt, og det skulle bæres over i en kælder på den anden side af Lille Torv. Mærkeligt at ryggene kunne holde til det. Vi var jo ikke alle lige stærke, men når vi var færdige, fik vi en sodavand for det ekstra slid. Typisk kom disse hvidevarer altid hjem på de varmeste sommerdage! Nogle gange fik vi så en time ekstra fri så vi kunne gå ned og bade.

Så blev der udvidet igen i 1960. Det blev en meget stor forretning, hvor vi solgte gulvtæpper, dyner, gardiner. Vi havde en stor herreafdeling, damekonfektion, metervarer, ja kort sagt alt, hvad der fandtes i en velassorteret forretning.

Så flyttede vores førstedame og Kaj Madsen spurgte mig, om jeg ville lede manufakturafdelingen. Jeg sagde ja til, at det ville jeg godt prøve, og med chefens hjælp kom jeg ind i det. Jeg må sige, at det blev til mange gode og utroligt spændende år, hvor vi rejste over og købte ind i indkøbsforeninger, på store fabrikker med hvidevarer m.m. Frem for alt, havde jeg også mange gode kolleger, de begyndte som lærlinge, blev udlærte, blev gift og fik børn og kom så tilbage til Simon Madsen igen – præcis som jeg selv. Det blev til lange og gode venskaber.

Men jeg vil nu alligevel tillade mig, at sige, at det er nu lettere i dag, at arbejde i forretning end det var for 50 år tilbage. Arbejdstiden er kortere, ferierne længere, skole klares om dagen, barselsorlov, vuggestuer og børnehaver er en selvfølge og i hjemmet er der tekniske hjælpemidler.

Det tænker vi ældre nok mere over, når vi ser tilbage på, at vi havde kakkelovn i stuen og kogte tøj i en gruekedel og skrubbede tøjet på et vaskebræt.

Se det var så det vi brugte søndagene til.

Enis Funch.

2005