I 1971 købte vi hus i Storegade i Hasle. Huset var et dødsbo, og vi startede straks med at modernisere det. Medens jeg gik og arbejde omkring huset kom Poul Johansen ofte ind og talte med mig. Poul boede sammen med sin mor, Paula, i Vestergade og var lidt af en særling.
Navnet Fløjte-Poul havde han fået, fordi han fløjtede medens han iført smækhue, bare fødder i lærredssko, blåt arbejdstøj og med blottet bringe marcherede frisk ud ad landevejen. Ofte snuppede han Bornholm rundt, når han nu alligevel var i gang. Hvad motion angik, så var Poul langt foran sin tid. Han dyrkede kropskultur længe før, det blev moderne. Hjemme havde han håndvægte, ekspandere og andet motionsudstyr. Til gengæld havde arbejde ikke hans store interesse.

Poul havde fået den opfattelse, at jeg var interesseret i vægtløftning. Han kunne for eksempel spørge: ”Så du ham russeren i fjernsynet forleden dag, han løftede 250 kilo – Hvordan kan ryggen holde til det?”. ”Åh”, svarede jeg: ”Han har nok fået opereret et jernrør ind i ryggen”. Det slog Poul sig til tåls med, men da han var gået, så sagde vor ældste dreng, som var ganske lille dengang: ”Hvorfor siger du altid det samme til den mand”. ”Det er fordi han altid spørger om det samme”, svarede jeg, og det kunne drengen godt forstå.

En anden gang fortalte Poul: ”Forleden dag sad jeg henne ved Grønbechs gavl (der var en bænk dengang), og jeg havde vel ikke drukket mere end 17 FF’ere (guldøl). Pludselig vågnede jeg op hjemme i gården hos Paula. Hun stod og sparkede til mig og sagde: Ka’ du komma op horra, hva’ ligger du der efter – Hvorfor er det sådan?”, afsluttede Poul.

En nat samlede jeg orm til fiskeri under hækken ved Vendelbogård. Pludselig var der en der talte til mig i mørket. Det var Poul. Han var ret utilfreds. Han havde han været i Svaneke og købt for 4-500 kroner Ga-Jol. Hvis man kunne danne ordet Ga-Jol af bogstaverne på fligene fra Ga-Jol-æskerne, så kunne man vinde et farvefjernsyn. Poul manglede blot et bogstav, og havde fået den ide, at det nok kunne erhverves på Østbornholm. Hjemkommet manglede Poul stadig sit bogstav, og han var blevet en del fattigere, men havde til gengæld masser af Ga-Jol.
Jeg sagde så til ham, at chancerne måske var større for at vinde en æske Ga-Jol, hvis han indsendte et farvefjernsyn. Pouls humoristiske sans var imidlertid ikke særlig udviklet, så min morsomhed faldt noget til jorden.

Poul arbejdede i Klinkerfabrikken. På et tidspunkt blev der indført stempelure. Man skulle stemple ind, når man kom og stemple ud, når man gik hjem. Pouls arbejdskort viste, at han som regel kom for sent om morgenen. Formanden formanede derfor Poul: ”Du skal stemple noget tidligere om morgenen”. ”Hvordan skal jeg det”, sagde Poul:” Jeg kommer jo ikke før”. – Poul fik aldrig stress.

Klinkerfabrikken og Poul gik derfor ikke, og han blev fyret. En søndag gik jeg tur på havnen sammen med min far. Poul kom hen til os. Han forklarede, at fagforeningen havde sendt ham på slagteriet mandag morgen. ”Hvordan skal det gå”, sagde han: ”Jeg har jo aldrig slagtet nogen gris”. I Pouls verden fik hver mand en kniv og en flok grise om morgenen, og så var det bare om at få dem slagtet i løbet af dagen.

I de år cyklede jeg på arbejde i Rønne. Jeg mødte klokken syv om morgenen og traf ofte Poul i skoven, når han var på vej til slagteriet på sin hvide minicykel. Medens han fløjtede og kikkede rundt i skoven, så bevægede pedalerne sig ganske langsomt rundt. Det skete, at jeg slog følgeskab med ham, og så spurgte han, hvad klokken var. Som regel var det langt over slagteriets mødetid, og enkelte gange kunne dette få ham til at tage et par hurtige omdrejninger med pedalerne, men snart faldt han tilbage til sin gamle rytme, hvorefter jeg accelererede for at komme rettidigt til mit arbejde.

I disse tider, hvor selv børnehavebørn har stress, og der forlanges krisepsykolog til snart hvad som helst, så mindes jeg ”Fløjte-Poul” med glæde. Sådanne originaler, der ikke generede andre mennesker, var en berigelse af lokalsamfundet.

Ivar Holm