Når jeg mindes min barndoms jul i årene omkring 1950, så klinger musikken i mit sind. Corellis Julekoncert, disse dejlige baroktoner med stigende og faldende sekvenser, og ”Jeg kommer til din krybbe her”, kormotet med fine harmonier. Disse værker blev ikke blot hørt i radioen (det var jo før fjernsynets tid), nej, de blev også udført af to spillevende grupper af strygere og korsangere. Først i mine forældres stuer, senere ved koncerter i Hasle og Rutsker kirker.
Familiehyggen: fremstilling af julepynt og havregrynskonfekt og samværene i juledagene, blev ikke forsømt. Men forberedelsen af årets julekoncerter står ligesom stærkere i erindringen. Måske fordi det var en forunderlig blanding af noget ophøjet lokalkulturelle aktiviteter. Og så disse rene toner, der fyldte kirkerummet! De udøvende havde virkelig slidt med tingene, og kirkerne kunne stort set altid notere fuldt hus.
Mine forældre startede Hasle Sangkor i 1950. Min far var organist ved Hasle kirke, senere også ved Rutsker kirke. En stor opgave ved siden af det daglige arbejde som murer. Men musikken var en uundværlig del af hans tilværelse. Min mor var også musikalsk, ejede en stor sangglæde og havde sans for at organisere og hverve medlemmer. Historien om Hasle Sangkor fra starten over tre – fire årtier indtil sidst i 1980èrne, hvor det sluttede som et lille pensionistkor, er dokumenteret. Jeg opbevarer en stor kuvert, der bugner af bestyrelsesberetninger, programmer, udklip m.m.
Materiale til en hel lille bog, og måske bliver den skrevet engang, når en tilfredsstillende form er fundet. Foreløbig følgende fortælling.
Det begyndte med en lille annonce i et bornholmsk blad: ”Sangglade herrer og damer modtages med jubel. Nodekendskab kræves ikke. HASLE – RUTSKER SANGKOR, telefon Hasle 154.” Telefonnumret var mine forældres. Jeg husker ikke, om de blev kimet ned. Enkelte kom og meldte sig, og ellers blev der agiteret fra mund til mund. Koret startede den 8. marts 1950 under navnet Hasle kirkekor, og det var fire – stemmigt fra begyndelsen. Ensemblet kom op på omkring 15 -20 sangere, og et antal på omkring en snes var stabilt i mange år. Der blev dannet en bestyrelse, og i de første år var kontingentet 1 kr. pr. måned.
De begyndte med salmer og folkesange, eller fædrelandssange, som de blev kaldt. Og gradvis blev det til større opgaver: kantater og store korværker. Påskens præstation var ”Roskildepassionen”, i en påske blev et af solopartierne sunget af den nu så kendte folkesanger Henning Larsen (gift med Ann-Cathrin). Fra begyndelsen af 60èrne var turistkoncerterne i Hasle kirke om sommeren en mangeårig tradition. En professionel blokfløjtenist, Else Pileborg, kom ofte fra sommerhuset i Helligpeder og medvirkede ved disse koncerter.
Prøverne foregik i mit barndomshjem. Det var ikke stort, men det lykkedes altid at skaffe plads til alle sangerne i de to små stuer, somme tider også til musikerne, der medbragte både cello og kontrabas. Tonerne fyldte hele huset, og efter at jeg på et tidspunkt var kravlet i seng på loftet, hørte jeg fortsat hver en tone, og lærte alle de fire stemmer til en sang eller kantate.
Og så alle de herlige mennesker. Her skal blot nævnes de faste solister. Politiassistent Thor Gaalaas- Hansen havde en stærk barytonstemme, som der var bud efter, ikke blot i Hasle, men også til utallige arrangementer rundt om på øen. Han havde været i tysk koncentrationslejr, og fik det aldrig helt godt derefter, men han havde et storslået humør og fik trods alt mange gode år med sin familie i Hasle. Malermester Andrè Schou var begavet med en fyldig basstemme og var desuden alsidigt interesseret, altid interessant at tale med. Sopranen Karen Vejdiksen kunne hele sit lange liv (hun blev 97 år) både synge med kraftig røst og fortælle farverigt om sin barndom på landet.
Jeg blev imponeret over den indlevede interesse, altsangeren Mary Schou viste gamle komponisters værker, men i øvrigt værdsatte min far alle sine kære sangere og musikere. Propagandaugerne for den levende musik i 1950èrne blev en stor sag for Hasle Sangkor, som også deltog i større arrangementer sammen med andre kor om på øen.
Men nærmiljøet havde brug for koret, f.eks. ved sommerfester i Hasle Idrætsforening og ikke mindst ved Sankt Hansfesterne på Hasle Fælled. Efter en sangpræstation her råbte en begejstret mand tværs hen over festpladsen: ”Klap, for hundan! Ded hær e bære enj radjoen!”
En kvindelig sanger, der havde job i Hasle Klinker, blev engang råbt an af en arbejder, der ellers var kendt som et undseligt menneske: ”Nej, vår I song pent i kjærkan!”
Sådanne tilkendegivelser fra almindelige mennesker kan ofte lune mere end nok så anerkendende bladkritik. Måske var det ikke den store sangkunst, men jeg mindes en ægte sangglæde og inderlig interesse hos disse forskellige mennesker fra hverdagsmiljøet. De nåede flotte resultater, og de havde det godt sammen. En af korsangerne sagde engang til mine forældre: ”Man har forskelligt at gå til, og vi har vores kortspilaften og sådan… men sangen torsdag aften hos jer er nu alligevel det bedste!”
Det skrev Arne Ipsen i Klippeøen december 2001.