Stenhuggerne i Vang i årene fra 1896 til 1967.

Denne artikel er afskrevet efter Ancher Hansens håndskrevne beretning.

Jeg blev for 1 uge siden ringet op af lærer Jens Peter Jensen og spurgt om to ting. Om jeg ville og kunne klare at hugge en lille inskription i en af disse sten. Det var jeg slet ikke betænkelig ved at sige ja til for det var jeg klar over at det kunne jeg nok klare på en tilfredsstillende måde, – både for Bygherrerne her og mig selv.

Meget mere betænkelig var jeg ved at sige ja, da Jensen også bad mig fortælle lidt om Vang Stenhuggeris historie og stenhuggerne. Det skulle helst ikke vare længere end 10 minutter. Jeg lovede at tænke over det, men sagde, at meget af det jeg igennem årene har fået fortalt af mine ældre kollegaer om tiden fra starten af stenværket og op til 1919 hvor jeg kom i lære – er for største delen gået i glemmebogen.

Med god hjælp fra stifterens sønnedatter – Sigrid Jørgensen – Arne Ipsen, Humlebæk og min nevø Jørn Uffe Hansen har jeg fået en del oplysninger i hænde som er pålidelige og som jeg vil referere for Dem nu.

Der er 3 brave mænd som vi ved denne lejlighed har al mulig grund til at omtale og som Vangeboerne og mange andre har meget at sige dem tak for, for de startede og videreførte en virksomhed som kom til at betyde meget for mange mennesker igennem mange år. Den mand som jeg havde mest lyst til at nævne først var Oluf Olsen, som var med helt fra starten i 1896 til sin død i 1937.

De første 10 år som formand og kalkulator og senere som bestyrer eller driftsleder. – Olsen var født oppe i landejendommen som nu hedder Lyngholdt Camping den 20-04-1873. Var udlært som det man på den tid kaldte strækstenshugger, altså stenhugger, det har nok været i Allinge eller på Hammerværket. Inden Jacob Mogensen i 1896 startede var Olsen som ungkarl flyttet til Vang og bygget et pænt 4 fags hus hvor han boede sammen med sin mor, som var enke, han blev senere gift med sin 10 år yngre Magdalene. Her boede Olsen til sin død. Nu bor lærer Jens Peter Jensen i dette nydelige hjem ”Sølyst”. Olsen var en meget dygtig mand på mange områder, og ikke mindst på alt hvad der galt stenhugning og stenvirksomhed. Oluf Olsen var elsket og agtet af både store og små for sin dygtighed og sin joviale og hyggelige måde at være på. Han fik det ærefulde tilnavn Kongen af Vang og han var en fryd for denne stand.

Nu har jeg givet Kongen min ærbødige reverens, – og så må jeg gøre stifteren af Stenværket hr. Jacob Mogensen min undskyldning, at jeg syntes, jeg skyldte Oluf Olsen min første hyldest.

Hvem var så denne Jacob Mogensen? Han var født 13.november 1858 i et lille 2 hestes landbrug på Arnager lyng. Der var 6 børn i det lille hjem. Forældrene sled bravt i det, men kunne ikke klare sig og måtte flytte til et mindre hjem. Slægten stammede fra faders side fra Klintegård i Vestermarie (200 år). moderen fra Kjempegård i Klemensker. Allerede som 7 årig vogtede Jacob Mogensen køer på Søndregård. Efter konfirmationen var Jacob Mogensen 2 år hos konsul Marker i Rønne. Var derefter en kortere tid til søs. Havde derefter pladser på landet og prøvede også postbud jobbet.

Stenarbejde var hans største interesse. Lærte stenhuggerfaget grundigt i Rønne og Allinge. Startede så et lille stenhuggeri ved hjemmet i Nylars, hvor han lavede gravsten m.m. Det blev for småt for Jacob Mogensen. Startede så et større stenhuggeri på Ole Mortensens have, mellem Svanekevej og Pingelsallé. Han byggede dampsliberi og smedje. Til tider beskæftigede Jacob Mogensen her op til 100 mand.

Oprettede en 5 årig kontrakt for brydning af granit på en løkke ved Smørbygård. Da kontraktens løbetid var ved at være udløbet – gik gården over på andre hænder. Jacob Mogensen blev betænkelig herved. Solgte sit stenhuggeri til A/S De forenede Granitbrud for 70.000 kr. Flyttede så til Vang. Købte matr. nr. 107a (Boligen med kontor senere) af Peter Holm (Andreas Stub Holms far) og skødet var dateret 20-04-1896. han købte efterhånden i alt ca. 170 tl. Skov og klippearealer på Ringe og på Borrelyngen, så han var sikret råmaterialer i rigelig mængder af både den gråblå Vanggranit og den røde Hammergranit.

Allerede i 1898 – fik han fiskerne til at gå med til en udvidelse af Vang havn. Købte 3 mindre sejlskibe Nordland, – Fjældstauning, – Stenbjørnen. Byggede banespor langs kysten helt ned til Klondyke, – forbi Krageduren. Her måtte bygges et bremseanlæg så de kunne få transporteret de udkløvede blokke fra det højere beliggende brud – ned til sporet langs kysten og derefter køres med 1 hest ned til huggeriet ved havnen. Også fra Ringe og på Lyngen anlagdes stenbrud.

Jacob Mogensen havde et meget nært samarbejde med ”Københavns mek. Stenhuggerier” Frederiksholms Kanal. Som ejedes af T.M. Wienberg. Dette firma skaffede Jacob Mogensen store bestillinger, – bl.a. til Privatbanken ved Børsgade – og Københavns Rådhus som blev indviet i 1905 ved en stor fest – hvortil Jacob Mogensen og fru Magdalene var deltagere.

Jacob Mogensen havde det største besvær med at klare sine forpligtigelser overfor sin bank, havde jo taget store lån. Wienberg havde også ydet Jacob Mogensen forskud på leverancer. Ifølge udskrift af Tingbøger ser vi at Jacob Mogensen allerede den 05-07-1901 har måttet give Wienberg sikkerhed for de ydede lån og forskud ved at give Wienberg skøde på ejendommen mat.nr.107a. Så Jacob Mogensen ejede derefter ikke huset. Han arbejdede dog ihærdigt videre.

I 1904 ødelagde en kraftig stormflod sporet ud til Klondyke, en stor udgift med at få det repareret. Stod som ene entreprenør for en yderligere tilbygning og uddybning af Vang havn. havde været med til at starte brugsen allerede i 1898 vis jeg husker ret. Han tabte mange penge på forbindelser og kompanioner, måtte indfri veksler på over 30.000 kr.

I 1906 måtte Jacob Mogensen på bankens forlangende give op og sælge virksomheden til førnævnte C. Wienberg for 80.000 kr. selv om virksomheden repræsenterede en værdi på ca. 140.000 kr.

Købte derefter den meget forfaldne Enesgård, som Jacob Mogensen og hans hustru fik bygget om til hotel Jons Kapel. I september 1932 døde Jacob Mogensen. Dagbladene skrev meget smukke nekrologer om ham og roste ham for hans store energi, og banebrydende arbejde.

Den 06-04-1911 har Wienbergs Stenhuggerier i likvidation givet firmaet Holm og Strøjberg skøde på 107a. der er mange steder omtalt at det var i 1910 de begyndte, men skødet er altså fra 1911.   I årene fra 1906 – 1911 bestyrer Oluf Olsen altså Stenhuggeriet for Wienberg.  Det var en blomstrende periode med store stenhuggerarbejder – to store ordrer til Riget borg (Christiansborg). Det var sokkelsten, vinduesudfatning, – sten med store profiler. Slotsarkitekten hed Thorvald Jørgensen, han var en streng herre og tolererede ikke at der var fejl eller mangler ved de leverede sten. Fandt han en fejl, selv ved en sten sat på plads, skulle den fjernes. Stenen skulle passe til skabeloner og hugges efter stikmål. Fik stenhuggeren ved et uheld en større fordybning i flader eller profiler, eller længden den ikke passede til stikmålet som den skulle så havnede stenen i strandkanten, og det er årsagen til at alle disse sten nu efter over 70 års forløb nu ligger her. Oprindeligt så skulle de have haft deres rette plads i Christiansborg – Privatbanken – Københavns Rådhus og andre steder. Efter den tid var Vangestenhuggerne velansete overalt i landet for de fik lært at hugge efter stikmål og at profilskabeloner skulle passe så det var næsten vandtæt.

Oluf Olsen fortsatte som bestyrer for de nye ejere Holm og Strøjberg med god beskæftigelse til 1. verdenskrig – i de 4 år den varede fra 14 til 18 var der god gang i fiskeriet til gode priser. – Tyskerne manglede madvarer og silden var efterspurgt. Olsen var i denne tid opkøber af sild som han fik saltet ned og lagt i store tønder, og eksporterede til Tyskland. Da krigen standsede, havde de et stort lager som ikke blev afsat. De blev dårlige og måtte til sidst kasseres. Oluf Olsen stod også for bygning af et silderøgeri (om det var fra egen regning eller i kompagni med H+S ved jeg ikke).

Efter krigen kom der igen god gang i stenhuggeriet. Da jeg kom i lære 1919 var der ca. 20 faglærte stenhuggere og kløvere, kuske, smede, snedker og arbejdsmænd. Det var en stor ordre hugget i Nexø sandsten til – vistnok Andelsbanken i København. Granittrappesten – sokler – sålbænke og lyskassesten var ganske ordinære arbejder.

De runde lygtepæle af Paradisgranit som står uden for Christiansborg blev lavet i 1920. De nye ejere Holm og Strøjberg så vi meget sjældent noget til. Oluf Olsen styrede, for os at se, det hele som det var hans egen virksomhed. I 1920 skete der dog noget som fik os til at se, at der stod ejere bag Olsen. I firmaet var indtrådt en lille rask og ivrig ingeniør Bechgård, som i mange år havde drevet en stor skærvefabrik i Dalby i Skåne. Holm og Strøjberg havde købt mange skærver af ham og leveret til D.S.B. til sporballast. Han solgte denne fabrik og rejste til Afrika og startede en kaffeplantage. Vistnok på grund af tørke – eller andet – slog dette eksperiment fejl for Bechgård. Han kom hjem, dog med 50.000 kr. i behold og for disse penge blev han aktionær i firmaet Holm og Strøjberg. Han var en foretagsom mand og nu skulle der ske noget. Sin gamle dygtige formand fik han til at forestå bygningen af skærvefabrikken og det gik i et forceret tempo (også stenhuggerne var med til at støbe bygningen). Der blev installeret en stenknuse, 4 faldhamre og en Tuxhamsmotor til at trække det og sortertromle optræk af tipvogne og en lille kompressor som leverede komprimeret luft til borene.

Det gav arbejde til, efter vore forhold, stor forøgelse af mandskabsstyrken. Det var spændende for os tre lærlinge da de første læs skærver blev tippet ned fra skærvebroen, – knap så spændende var det, – når det kneb med mandskab til at læsse skærverne med stengrebe og skovle op i kassevognene, når skærverne skulle afskibes, – det var et umenneskeligt slid. Skibstrafikken blev stærkt forøget, ca. 100 ton om dagen blev der produceret af skærver og Chaussesten. Der var år – helt op til i fyrrerne hvor der afskibedes op til 300 skibslaster på i gennemsnit ca. 100 ton pr. last.

I årene i tyverne og trediverne var Vang stor opkøber af rå landevejskantsten fra mange små – og større stenbrud her på Nordbornholm. Konkurrence fra Sverige og Portugal, – bevirkede at denne produktion ikke længere kunne svare sig. Under krigsårene var import af råblok fra Sverige forbudt og vi havde stort salg af disse røde granit til stenhuggerne i det øvrige land.

Da jeg kom hjem fra Esbjerg, hvor jeg havde arbejdet som monumenthugger i 9 år – og blev ansat som formand i stenhuggeriet var der 21 faglærte stenhuggere i arbejde – i alt beskæftigedes ca. 70 mand, – heraf ca. 20 som rå Kantstenshuggere. De fleste af mine kollegaer var da ældre mennesker og forlod faget og der var næsten ingen tilgang af unge.

Beton var billigere end granit og de unge arkitekter fandt på at støbe kantsten til brug i byernes gader, – hvor vi stenhuggere før havde stor beskæftigelse med at tilhugge de pæne 1 sorterings kantsten med rund forkant.

Det faldt i min lod at være med i det gamle gode fag og håndværksmodgang og nedgangsperiode. Jeg skylder at nævne min gode chef direktør K.V.Holm, som jeg satte meget stor pris på, og kunne fortælle meget om, men tiden tillader det ikke. Han var Vang Stenhuggeri en god mand. Han blev 87 år og døde i 1962. Hans søn Mogens Holm overtog hans plads, – også et prægtigt menneske, men ikke af samme format som sin far.

Få har som stenhuggere efterladt sig så mange varige minder her på øen og vort ganske land. Ved vore kirker, – slotte og borge, monumenter og mindesmærker. Det at bearbejde sten er, tror jeg, et af de allerældste håndværk. Jeg har været stolt og glad for at være stenhugger i nu snart 64 år, og jeg skulle ikke være ked af at ende min tilværelse med en klaphammer og spidsmejsel i hænderne.

Der kunne siges meget mere og på en bedre måde end jeg her har forsøgt, – det må De tilgive mig. TAK, vil jeg sluttelig sige til alle dem som fik ideen til dette smukke minde om Stenhuggerne her i Vang i årene fra 1896 til 1967. jeg håber De ikke har noget imod at modtage inskriptionen som mit lille bidrag til dette smukt udførte mindesmærke.

Ancher Hansen.