Arne Ipsen skrev i Bornholms Tidende den 9.-10.marts 1996.
Søren Kierkegaard og Hasle – præsten:
Der var en hæslig lyd i soveværelset.
Nu i Københavns Kulturbyår ’96 spiller syv københavnske børneteatre stykker om vore to store landsmænd: H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. I året før kulturbyåret blev der udsendt bøger om Søren Kierkegaard. Altså stof, der synes mindre tilgængeligt end teaterstykkerne. Men dog opsigtsvækkende, og den ene af bøgerne har relationer til Hasle-egnen.
Adolph Peter Adler, Hasle og Rutskers omstridte præst 1841 – 45, er central figur i Leif Bork Hansens bog med den lange titel ”Søren Kierkegaards Hemmelighed og eksistensdialektik”.
Kierkegaard kredsede konstant om denne Adler, som blev afsat, fordi de kirkelige myndigheder mente, han var sindssyg.
A.P. Adler kom ikke tilbage til sit embede, men ikke desto mindre modtog de kirkelige myndigheder en protestskrivelse underskrevet af 116 af Adlers sognebørn, som ønskede at beholde ham. Biskop Mynster var ubøjelig. Adler blev afskediget i 1845, men blev boende i Hasle til 1853, hvor han flyttede med kone og to børn til sin fødeby København.
Ubændig skrivetrang.
I mange år har Leif Bork Hansen, sognepræst i Kgs. Lyngby ved København, og hans kone Heidi Hansen, overlæge i psykiatri, ved anstalten i Herstedvester, foretaget omfattende studier af hemmeligheden bag Kierkegaards usædvanlige skriveaktivitet.
Ægteparret mener, at de nærmest ved et tilfælde i kraft af en kombination af teologiske og psykiatriske studier, er stødt på den ”maskineriets intrigante hemmelighed”, Kierkegaard kaldte sit eget liv – og som han forudså, at eftertiden ville søge at udforske.
Heidi og Leif Bork Hansen opdagede gennem deres studier, at Kierkegaard og Adler led af samme slags epilepsi. En form, der kunne udløse en ubændig skrivetrang, et fænomen, der inden for psykiatrien kaldes hypergrafi.
De lærde dem nær læse Adlers skrifter, studsede over hans mange besynderlige ideer. Men blandt hans jævne sognebørn vakte det opmærksomhed, at deres præst kunne møde op med en lejlighedssang i en festlig anledning.
Han havde således forfattet to sange, da Hasle Kulværk modtog Bornholms første dampmaskine 4. juli 1844.
Søren Kierkegaard nærede ikke noget ønske om at møde den mærkelige præst. Men han havde så stor interesse for ham, at han skrev en hel bog om Adler. Skriftet findes i ikke mindre end fire værker, det første på 337 sider, men Kierkegaard ville ikke udgive tekste.
Åbenbaring i præstegården.
Ifølge Leif Bork Hansens bog skriver Søren Kierkegaard i et brev, dateret 29. juni 1843, til sin bror Peter Christian: ”Du véd, der er en magister Adler her i byen, som blev præst på Bornholm, en ivrig Hegelianer. Han er kommen herover, vil udgive nogle prædikener, hvori han nok vil gøre en bevægelse i retning af ortodoksien. Han er et godt hoved, temmelig forsøgt i adskillige livets casibus, men i dette øjeblik lidt eksalteret. Imidlertid er det dog altid muligt, at det er et fænomen, der er værd at agte på.”
Netop i sommeren 1843 oplyser Adler i forordet til sin bog, ”Nogle Prædikener”, at han i december 1842 havde fået en åbenbaring i Hasle præstegård.
Her skal indskydes en lokalhistorisk oplysning. Den gamle præstegård i Hasle var en oprindelig avlsbrugerejendom på hjørnet af Storegade og Præstegade. Ejendommen havde stuelænge med 10 – 15 bindingsværk langs den bakkede gade, senere Præstegade. Mod Storegade lå der en bygning med port og mod øst konfirmand og havestue.
Præsteboligen blev nedlagt, da Hasle i 1906 fik sin nye præstegård på den næste parcel mod nord ved Storegade. Og derefter var der i mange år blikkenslagerforretning på hjørnet af Storegade og Præstegade.
Om åbenbaringen fortæller pastor Adler, at da han næsten havde fuldført et arbejde, som han ville have kaldt ”populære foredrag over den subjektive logik, indså han som ved et lysglimt, at alt kom an på ånden og ikke på tanken. Og samme nat fo’r en hæslig lyd ned i hans soveværelse. Frelseren bød ham stå op og nedskrive nogle ord. Derefter skulle Adler brænde sine egne skrifter og kun holde sig til Bibelen.
I de følgende år udgav A. P. Adler dog en hel del skrifter. Bl.a. redegørelsen for sagsforløbet i det man kan kalde hans tjenestemandssag: ”Skrivelser min Suspension og Entledigelse vedkommende” af 1845. Kierkegaard var en flittig køber og læser af Adlers skrifter. Leif Bork Hansen har gennem sin forskning også klarlagt, at da ikke færre end fire bøger af Adler udkom på samme dag, 12. juni 1846, var Kierkegaard køber af værkerne – samme dag.
Med syv af Adlers bøger som grundlag skrev Søren Kierkegaard sin bog om den ejendommelige præst i Hasle – Rutsker. Bogen forelå i januar 1847, men Kierkegaard omredigerede den flere gange og arbejdede med manuskriptet frem til året før sin død i 1855.
Kierkegaard har gjort opmærksom på, hvordan Adlers forhold til åbenbaringen skiftede. En sådan distraktion er omtrent identisk med forvirring, fandt Kierkegaard, og skrev et sted!
”At en mand kan glemme sin stok etsteds i byen, er en uskyldig sag, at en mand glemmer sit navn eller vel endog at han er gift og går hen og forlover sig, er galt nok; men at glemme, at man har haft en åbenbaring – det er en art blasfemi.”
Søren Kierkegaard sad, formentlig hovedrystende, og talte de utroligt mange gentagelser i Adlers skrifter. Man kan altså fastslå, at Kierkegaard har haft et forkætret og vildt optaget forhold til Adlers skriverier. Adlers navn forekommer ikke i Kierkegaards officielle forfattervirksomhed, men han har altså haft svært ved at frigøre sig fra ham. Og Leif Bork Hansen arbejder i sin bog med tanken om Adler som Kierkegaards spejl.
For øvrigt er epilepsien konstateret hos mange verdenskunstnere, f. eks. Dostojevskij, Flaubert og Vincent van Gogh.
Der findes ingen direkte vej til Kierkegaards hemmelighed. Kun den fremgangsmåde, han selv har anvist: at se den i det skrevne – at tyde forfatterskabet. Bork Hansen bevæger sig på tværs af fagene og inddrager ud over psykologi og psykiatri også den neurologiske forskning. Men først og fremmest er den teologiske synsvinkel afgørende i kortlægningen af sammenhængen mellem Kierkegaards hemmelighed og eksistensdialektik.
Leif Bork Hansen må betragtes som en af landets fremmeste Kierkegaardforskere. Han står i spidsen for spændende foredragsaftener i sit sogn om Kierkegaard, hvor han både selv fortæller og får danske og herboende udlændinge, senest en iraker, til at give nye synsvinkler på vor verdensberømte filosof. Desuden har Leif Bork Hansen udgivet egne prædikener og salmer, og for øvrigt har han folkelig appel gennem sine spændende og fornøjelige arrangementer for både børn og ældre mennesker.