Den 1. juni 1882, altså for 75 år siden, var nogle af Hasle bys gode mænd samlede i skænkestuen i den beværtning nede ved havnen, som senere blev det bekendte Hotel Erna. Ved en snaps og et glas øl gik snakken livligt, thi det var en særlig begivenhed, der havde sammenkaldt mændene hernede i skænkestuen. Gennem lange tider havde man fra Hasle henvendt sig flere gange til ministerier om at få oprettet en redningsstation i byen, og man havde henvist til de mange strandinger på kysten, hvor der også mere end én gang var gået menneskeliv tabt; den sidste stranding var skonnerten ”Vivian” af Oscarshamn, der strandede ved Levka den 27. september 1881, og hvor det kneb for fiskerne at få mandskabet bjerget. Nu var der ved at ske en ændring i forholdene; thi under 10.maj havde Indenrigsministeriet, under hvem redningsvæsenet dengang sorterede, resolveret, at fra den 1. juni skulle der oprettes en redningsstation i Hasle.
Som opsynsmand havde ministeriet antaget toldassistent Andersen, og det var ham, der havde sammenkaldt mændene for med dem at drøfte, om nogen af dem var interesseret i at blive antaget som fast mand i redningsvæsenet. Toldassistenten forelagde sagen for de mødte, og der blev snakket om den i lang tid, for det var jo ikke alene det, at man da var pligtig at give møde, når der kaldtes, enten det var ved stranding eller for at gå strandvagt i stygt vejr, men der var jo også betalingen, og den var ikke stor, men da toldassistenten havde forklaret mændene, at pengene kom hvert kvartal samlet, og så havde de i virkeligheden dobbelt værdi, så lod det til, at nogle af dem gerne ville gå med.
Inden man gik over til at underskrive det papir, hvorpå hver mand indgik på de af ministeriet fastsatte bestemmelser for at blive fast mand i redningsvæsenet, sagde skipper L.P.Munch til toldassistenten, at han syntes, at denne skulle gå udenfor et øjeblik, da der var noget, han gerne ville tale med de andre om. Toldassistenten gik ind til værten og fik en sopken sammen med ham, og imens forklarede skipper Munch for de andre, at de måtte være klare over, at for dem, der blev ansatte i redningsvæsenet, ville det i fremtiden blive svært at redde sig noget ekstra, om det sker, at der bliver stranding på kysten, for nu bliver det redningsmandskabets pligt at påse, at intet forsvinder fra stedet, hvor det er bragt i land.
”Javel, det er vi klare over”, sagde fisker L.Jørgensen, ”men skulle det ske, at der driver et anker brændevin eller andre gode og søde sager i land, så er der vel ingen som siger, at vi skal lade det ligge og slå sig itu på stenene, men på gammeldags manér bjerge det ind, og hvor det siden så bliver af, det kan vi ikke have noget ansvar for, vel, og hvad synes I andre?”
”Vi synes som du, og det er der ingen, som bliver fattig af”, lød det i kor fra de andre. Skipper Munch gryntede forstående, og dermed var sagen klaret.
Nu var redningsstationen i Hasle en kendsgerning, og toldassistent Andersen nedskrev følgende navne på de fast ansatte befalingsmænd, som det hed dengang: Lods M.C. Hansen, skipper L.P. Munch, tømmermand I.P. Jensen, fiskerne L. A. P. Jørgensen og H. C. Jørgensen.
Som reservemænd antoges de to fiskere Kr. Finne og L. Thorsen.
Man splejsede til en flaske svensk banco, og da den var tømt til ære for Hasle nye redningsstation, gik man ned på havnen, thi her foregik nemlig også noget den dag udover det sædvanlige.
De hårde storme i efteråret og i vinteren havde beskadiget hovedet på havnens vestre mole, og nu var byens borgere gået i gang med at få skaderne udbedret ved at bygge en stor tømmerkiste, 24 alen lang og 16 alen bred, og når den blev sat på plads og fyldt med sten, ville molen blive forlænget med16 alen, og samtidig mente man, at indsejlingsforholdene ville blive betydeligt forbedrede. For at sikre sig, at havet ikke så let kan gøre skade på molen som tidligere under svær storm og pålandsvind, skal tømmerkistens dæklag udføres af tildannede granitblokke, både løbere og bindere.
Dybdeforholdene var dengang 14 fod i indløbet, i yderhavnen 11 fod og i inderhavnen 12 fod ved dagligt vande. De nyudnævnte redningsmænd beså med kendermine den nye tømmerkiste, der netop den dag sattes i vandet og slæbtes ud på sin fremtidige plads. I håb om, at vejret ville holde sig til Sankt Hans, som det var den dag, fejrede man på gammeldags og god bornholmsk skippervis de for den lille by så store begivenheder, og da sildebådene vendte hjem fra natlig fangst hen mod morgen, blev de hilst af glade både redningsmænd og tømmermænd.
Længe varede det ikke, før den nye redningsstation og dens mandskab måtte i virksomhed, thi allerede den 10.oktober året efter strandede briggen ”Anna Mathilde” af Dragør kl.4 om morgenen i tæt tåge ud for Bæla, nord for Hasle.