Det var selve den højhellige juleaften i året 1790. Dagen var begyndt med stille frost og let snefald, det tegnede til, at det skulle blive en jul med slædeføre, hvilket af mange imødesås med megen glæde, thi det var ensbetydende med, at julegilderne ville blive mange og gode. Ofte var der år imellem, at slægt og familie fra land og by kom sammen. Befordringsmidlerne var dengang kun små og dårlige, højst en skumplende vogn uden fjerde og kun med ringe plads, og det var ikke alle gårde i byen, der kunne tillade sig den luksus at have et sådant køretøj. Helt anderledes stillede sagen sig, når jorden lå dækket med sne, thi en slæde eller kane fandtes hvert sted, hvor man havde heste.
Derfor hilste såvel gamle som unge sneen, der lagde sig jævnt over by og land, med glade forventninger. Mændene mindedes i al stilhed sidste gang, de havde været med til julegilde, enten det nu var hjemme hos dem selv eller ude hos en af familien. Der var blevet snakket, spist, drukket og spillet kort til den lyse morgen. Kan hænde det var gået lovligt hårdt til enkelte steder, men herregud, juledagene er jo kun til for det samme! Og konerne gik rundt og blev i godt humør ved at se den hvide sne falde. Det kunne nok blive artigt at komme på besøg i juledagene og få nyt at vide om slægt og venner. Kun ved bryllup og begravelse gik der bud til alle familiens medlemmer, alle de andre begivenheder, såsom forlovelser og barsel, fik man kun noget at vide om, når man kom sammen Sankthansaften i Almindingen, eller, som det nu tegnede til i år, ved julegilderne.
Men hvem der glædede sig mest, var de unge og så børnene. For dem stod glansen af forældrenes og bedsteforældrenes fortællinger om svundne tiders julegilder som glorier fra en helligdom, akkurat som det står for os nutidsmennesker, når vore forældre og bedsteforældre fortæller os om de julegilder, de deltog i, da de var unge. Og noget er der derom, rigtige gilder med al den sunde glæde, som slægtskab, venskab og god mad skabte, er for evigt tabt for menneskene!
Og på anden måde tegnede denne juleaften til at blive noget anderledes end sædvanlig. Præsten, den udi teologien lærde Mads Kofoed, havde efter sidste søndags gudstjeneste ladet forkynde fra prædikestolen, at han agtede at afholde prædiken i kirken på selve juleaftensdag klokken fire slet. Dette var noget nyt, og derfor herskede der travlhed rundt i borgerhjemmene, ikke alene hos dem, der hørte med til de faste kirkegængere, men også hos alle dem, der kun kom i kirken ved de mere højtidelige lejligheder. I dag skulle alle, som ejede stadsklæder at trække i, naturligvis i kirke. Og dertil kom, at præsten ved kirkestævnet havde ladet kundgøre, at alle, som havde evne og vilje, burde skænke lys til at anbringe i rækkernes og væggenes stager. Borgermadammerne havde allerede fra tidlig morgen ladet deres piger bringe lys af både voks og tælle op til kirken. Vokslysene blev anbragt i stagerne på de bænke, som tilhørte de mere fornemme borgerslægter, medens tællelysene med deres osende og spruttende flammer kom til at pryde fristolene. Dertil var de også gode nok, thi vel næsten ingen af de gemene kirkegængere kunne læse eller ejede nogen salme eller bønnebog at læse i.
Op ad dagen forandrede vejret, og vinden trak sig mere og mere om i nordøst, og da juleaftenens skumring lagde sig over den lille by, og folk vandrede op mod den gamle kirke, fra hvis små ruder et festligt lysskær strålede dem i møde, tudede en begyndende storm allerede omkring hushjørnerne og gennem smøger og gænger. Sneen der havde lagt sig blødt og jævnt, hvirvledes nu rundt om benene på kirkefolket og lagde sig i driver op ad længer og gærder. Kvinderne trak sjaler og tørklæder tættere for ansigtet, og mændene vekslede ord sammen om vejret. Man var klar over, at natten ville blive hård, og en vis uro gjorde sig gældende hos mange, for at døre og luger ikke skulle være forsvarligt stængede, men der kunne vel ikke ske noget i den tid, gudstjenesten stod på.
Inde i kirken satte de velhavende af byens borgere sig mageligt til rette i de øverste stolerækker, medens de, der ikke havde råd til at bringe det offer, en hel eller halv stol kostede årligt, tog plads nede i kirken. Kvindfolkene til venstre for midtergangen, mændene til højre. Herinde var der, som der skal være i et gudshus, tyst og lunt for storm og uvejr, og sindet stemtes til andagt!
Kirkeklokkernes højtidelige kimen tav, og efter en lille pause hørtes bedeslagene som et sitrende ekko fra tårnet ned gennem kirkerummet, julen var begyndt! Hænderne foldedes og hoveder bøjedes og i andagtsfuld lytten fulgte man ordene, der fra alteret bares af provstens klangfulde, bornholmske røst ned til hver enkelt, og fra mange gik der en stille bøn op til Vorherre for dem, der i julenatten færdedes ude på det hav, hvorover snestormen nu rasede med stedse tiltagende styrke. Præsten, hr. Mads Kofoed, var ikke alene en højlærd mand, der fra stillingen som rektor for den latinske skole i Rønne, havde søgt provstekaldet her, men også en mand, der havde vundet sig agtelse og anseelse både i byen og i sognet. Han var ikke af dem, der gjorde forskel på rig og fattig, hans gang gik lige såvel til den fattiges hus som til de store købmandsgårde eller de store avlsbrugergårde, som byen dengang havde ikke så få af. Og ofte hændte det, når han kom på besøg et eller andet sted, hvor velstand var til huse, og de bød ham på fortæring, at han sagde: Til en bid brød siger en fattig præst aldrig nej, men jeg kender et sted, hvor man trænger hårdere, end jeg gør i øjeblikket, og det ville være en god gerning at sende det, I havde tiltænkt mig, derhen. Resultatet blev som regel altid, at præsten fik sin bøn opfyldt og i tilgift et godt måltid. Denne frie og joviale måde at være på tiltalte de gæve Hasleborgere, som altid selv satte en ære i at tilhøre de gamle bornholmske slægter, der i sin tid stod som de førende i bornholmernes frihedskamp.
Da præsten stod på prædikestolen, forstod de alle, at hans tanker fangedes af stormen og snefoget udenfor, hans prædiken var en skønhedsfyldt skildring af hin store begivenhed julenat i Betlehem, jesusbarnets fødsel. Dette lille jesusbarn havde gennem århundreder været det ledefyr, der selv i den mørkeste nat sendte sin lysende stråle ud og forkyndte: Sæt kun trygt din kurs efter mig, så når du i havn. Også i denne nat, gennem den tætteste snetykning lyser fyret, og vi ved, at dem, der er derude på havet i nat, når i havn, hvis de styrer efter dette fyr, skal end farten først gå gennem dødens port.
Et mægtigt vindsus gik gennem kirkerummet og ligesom vækkede alle op af andagten. Præsten holdt inde med sin prædiken og rettede sit blik mod den store dør under tårnet, der var blevet åbnet af en tilsneet person, som ærbødigt og på hosesokker gik op ad kirkegulvet seende sig til alle sider, som søgte han nogen! Præsten stod stadig tavs, og alles blikke rettedes mod den indkommende, en mand som boede i et lille hus på bakken mellem ”Brobækken” og ”Løkkeodden”. Da han var kommet op til en af de øverste stole, hvori strandfogden, Kristian Mårkj, sad, gjorde han tegn til denne. Strandfogden rejste sig, og manden hviskede noget til ham. Så lød Kristian Mårkjs stemme gennem kirken: Et fartøj er løvet på ver Lykkeudijn. Dær e alt drevet fira dø i lan, å de anra råver om jælp. Han rettede sit blik mod præsten, denne hævede sine hænder og lyste velsignelse over sin menighed, og medens alle rejste sig fra deres pladser, bad præsten: Herre, din vilje ske i denne nat. Han sluttede med at sige: så går vi at bringe hjælp i Herrens navn.
En stund efter var kirken tom. Skarp og bidende strøg nordøststormen fra landet ned over havbakkerne ved Løkkeodden. Sneen sad som en tæt mur mellem hav og land. En skare af vejr bidte og stærke mænd fra det nærliggende fiskerleje var samlet nede på stranden, hvor strandingen var sket. Man kunne intet se, men en gang imellem hørtes nødråb udefra. På båden, som var drevet ind på stranden, kunne man se, at det måtte være et stort skib. Det var åbenbart, at nogle af besætningen havde gjort forsøg på i skibets båd at nå indtil land, men ukendte med forholdene her på kysten, var forsøget mislykkedes for dem. Nordøstenstormene driver vandet i mægtige fyldinger langs landet, og en af disse havde kæntret båden. Nu lå båden knust i havstokken, og fire af dens besætning var skyllet op på stranden som lig. Under anførsel af Kristian Mårkj, strandfogden i Hasle, kom en skare af byens mænd trækkende med en båd, der var sat op på et par plovslæder. Det var hensigten at prøve at nå ud til skibet ved at sætte båden ud fra stranden et stykke nord for selve strandingsstedet, og så lænse for vinden ned til det sted, hvor skibet stod. Man mente, det nok kunne lade sig gøre. De fleste af redningsmandskabet var jo folk, som kendte hver sten og hvert rev på kysten. Flere og flere strømmede til, også kvindfolk var der imellem. Det havde knebet for mange at komme af sted, risengrøden og saltfisken skulle jo passes og være klar til at sætte på bordet, når kirkefolkene kom hjem, men så var der kommet kludder i det hele ved denne stranding og ved gudstjenestens bratte afslutning. Nå, det gik naturligvis her som det altid gør. Nysgerrigheden tog magten. Risengrød og saltfisk blev svøbt ind i tæpper og sat ned under dynen i den store seng, der kunne den holde sig varm til man kom hjem igen, og så gik det af sted til strandingsstedet. Det kneb for de modige mænd at få båden halet ned ad de stejle bakker og over de store rullesten på stranden, men det gik. Man fandt et sted, hvor vandet var smult bag nogle vældige sten i havstokken. Her var man i færd med at sætte båden ud, flere af mændene stod allerede ude i det kolde vand til midt på livet, klar til at springe om bord, når båden flød. Så lød der en rungende røst gennem stormen og havbrølet: Bi lidt, manne. Det var præsten, der banede sig vej gennem mængden: Bi lidt, gentog han, jeg synes, vi skulle tage Vorherre med på redningsfærden. Mens de tavse, alvorlige mænd blottede hovederne, bad præsten en kort bøn og lyste velsignelse over dem.
Og så – sådan fortæller gulnede papirer, hvorfra denne historie er taget, skete det vidunderlige. Det var, som om stormen løjede af en stund, og fyldningerne kom med mindre styrke. Båden kom klar af kystens sten, og før klokken var otte på den højhellige juleaften, var de skibbrudne bragt frelst i land. Det var en tysk bark på rejse til en af de tyske nordkysthavne, der havde forsøgt at komme i læ af landet, men på grund af snestormen var den kommet for nær kysten, og nu fandt den sin skæbne her sammen med fire af dens bedste mænd.
Den julenat sad der i flere af byens borgerhjem en fremmed gæst ved det festligt dækkede julebord!
Fra bogen Bornholmerhistorier og Noveller, skrevet af Carl J. E. Aakerlund 1942.
På Gornitzkas Forlag, Allinge.