I Klippeøen december 1957,skrev Ellen Jørgensen.

Juleminder.

Fynboerne siger: De to vigtigste ord, der hører julen til, staves med tre bogstaver: Fre’ og glæ’.  Lad os tage ét til, som der ganske vist skal bruges nogle flere bogstaver til: Forventning.

Julen i min tidligste barndom var meget forskellig fra den jul, vi fejrer nu, men forventningens glæde var den samme. Vi børn hjemme på gården blev i det daglige ikke sparet for legemligt arbejde, det var ensformigt og ”kjedelijt”, men alt det, der havde tilknytning til julen, var ”ârtijt” og gled ligesom lidt lettere. Vinteren var mere vinter dengang, der kunne ligge snedriver helt op til tâgfæstan, alle vandhuller var tilfrosne – både mosen og ”sijden” nede på marken, hvor vandet samlede sig i lavningerne. Her var de dejligste skøjte – og glidebaner; skøjter kostede jo penge, så de var sjældne, men så ”skrijde” vi på de flade træskobunde, og det var mindst lige så morsomt. Eller vi kælkede ned ad bakkerne, alle kælke var hjemmelavede, klodsede og primitive, men når der er otte børn, der gerne vil have en kælk hver, som er ”min egen”, måtte det jo uvægerlig gå ud over udseendet; kvaliteten var vist god nok. Men alt det var helligdags – og aftenfornøjelser, vel at mærke, hvis det var måneskin; var det bælgmørkt, holdt man sig jo helst indendørs.

Optakten til julen var drikka– brygningen. En af de store skoleunger skulle gå indenfor på Pær Boe’sa Mølla og hente en skæppe malt på vejen fra skolen. Murgryden blev fyldt med vand til brygget, hvortil krævedes specielle baljer eller kar, og vi børn skyllede flasker, der blev stillet på et underlag bestående af et kasseret lagen eller lignende, så var de parat, når drikkad skulle ”tvilnas” og bæres ind på bordet i ”kammarijn”, hvor alle flaskerne stod som et kompagni soldater.

Så kom slagtningen. Man måtte bestille slagteren i god tid; han havde ”strænjt” i december måned. I det daglig liv var han murer og hed Kure. Grisen var i ordets rette betydning et fedesvin, med flæsk på 12 – 15 cm tykkelse, somme tider mere, og en fedtflomme, der kunne fylde adskillige solide stenkrukker, der blev stillet med bunden i vejret på stenboret i kammarijn, velsagtens for at værne fedtet mod musenes efterstræbelser. Disse små skadedyr var der ingen mangel på trods en rigelig besætning af katte, så alle madvarer blev lukket inde for at kunne være i fred. Allerede klokken halv tre om morgenen på slagtedagen var mor oppe og fyre under ”skojlevanned”. Grisen havde sultet den sidste dag, for at mave og tarme kunne være nogenlunde tomme, så den var urolig og forlangte ædelse, så snart den hørte mor rumstere. Hun tændte lygten og gik ud og snakkede lidt med den, rev den lidt bag ørene og fortalte den, at der var nu ikke noget at stille op, den måtte sulte lidt endnu!

Kl. 4 kom Kure og fik en kop kaffe at varme sig på. En nabo eller to kom også for at hjælpe med at holde på grisen, der havde kræfter som en bjørn af bare angst. Et af de ældste børn skulle ”røra i bloijnj”. Så snart grisen begyndte at hyle op, var ungerne vågne og dukkede frem en for en; alle ville jo gerne hjælpe. Ude i portrummet stod slajtarastokkijn parat med skojlekâred, en træbalje på størrelse med et badekar, ved siden af, og tovværk og taljeblok hængt på plads. Når grisen så var behørig aflivet, blev den dyppet i det kogende vand, og så skrabede vi! Kure forbeholdt sig dog den ene side af slajtarastokkijn; alle vi unger måtte finde os en plads, som vi bedst kunne, og når Kure meldte færdig, var der næppe én eneste svinebørste tilbage på grisen. Så blev den hejst op i tværbjælken og var klar til at skæres op. Mor kom med det store dejgtrug, dræwentrâued, det havde været bedstemors og kunne rumme alle indvoldene. Desuden var der et utal af trækar eller baljer med ”øra” til at bære i, til hovedet, leveren, lunger osv., alt hver for sig. Så var Kure færdig, han fik sig en spegesild og en varm kartoffel, en kop kaffe med hvedebrød bagt til denne specielle anledning – samt sin betaling: én krone! Nu skulle han det næste sted hen.

Så blev der en lille pause. Børnene skulle hjælpe med at ”syzla” og malke, inden de skulle i skole, de skulle spise og have madpakke med: et par skiver rugbrød af et lispundsbrød med margarine og mørkt puddersukker. Der blev ikke kræset op med skolefrokost og sødmælk dengang; enhver måtte forsyne sig med kalk og vitaminer efter egen evne, det var ingen kommunal opgave. De af børnene, der var hjemme fra skole – vi gik jo kun hver anden dag – måtte så hjælpe med det lettere arbejde. Alt fedtet skulle pilles af tarmene, før de skulle vendes, et ualmindelig ulækkert arbejde; de tynde tarme blev vendt over et langt stykke spanskrør, der så blev skoldet og vasket og hængt hen til næste gang. Efter endeløs vasken og skraben var tarmene rene og blev klippet i passende stykker, og så blev der syet for den ene ende; den anden ende lukkedes efter fyldningen med en pølsepind, der sammen med alle fjælahorn var stillet parat til sortepølsen, der kogtes dagen efter. Det var en højtidsdag. Først var der smâgepølsan, der blev lagt ned, så snart den var færdig; den var så kogt, når alle de øvrige var færdige ved middagstid og skulle lægges i murgryden på én gang. Så var der krokkepølsan. Da der også skulle laves hvidepølsa, blev der ikke tarme nok, og resten af pølsegrøden kom i små krukker, der blev overbundet med rene, linnede klude, pølselappa. Alle krukker blev sænket ned på bunden af murgryden allerførst; de skulle jo koge længere end de andre pølser. Om aftenen var der så pølsegilde for familie og venner, og der blev gjort et mægtigt indhug i beholdningen.

Den nærmeste tid efter slagtningen levede man af ren ”gjijlesmâd”; alt var fersk – men alt for snart var man igen i gang med det ijlenes salta flæsk. Mens vi havde ijlara, åben skorsten, røgede mor selv sine pølser og flæsk i skorstenen; senere blev det bragt ud til Abrahamsen og røget i et rigtigt røgeri, men mors eget var nu det bedste!

Julebagningen var snart overstået: et par mægtige store hvedebrød, som der i anledning af julen kom rosiner i, samt klejnekogning. Alle vi børn var samlet omkring det lange bord om aftenen, når mor kogte klejnerne. Alle de mislykkede fik vi lov at spise med det samme. Så skete det engang, at mor vel syntes, vi skulle mærke, det for alvor var klejne-aften. Vi fik lov at spise lige så mange af de varme klejner, vi kunne proppe i os! Om der blev nogen tilovers til julen, kan jeg ikke huske, men jeg har i hvert fald aldrig spist klejner siden!

Et par dage før jul blev et par af børnene sendt ned til Ingemarsgård og købte et juletræ til 15 øre; de måtte selv finde et i skoven på et nærmere angivet sted og efter opgivet mål. Og de snød ikke på målet! Dette træ blev lillejuleaften pyntet efter alle kunstens regler af otte par villige barnehænder. Der var kræmmerhuse, engle, grankogler, flag og lys, så det arme, lille træ var ved at segne, og aldrig har otte par barneøjne strålet varmere af glæde og forventning end de, der fantes i stuen den aften. Juleaften skulle der så yderligere hænges sukkerfigurer og kâgemanjna på.

Juleaftens dag kom hele familien i baljen om formiddagen og blev skuret, så de hvide hårtoppe blev næsten ukendelige, og vi fik rent på frå bonn å op. Der blev syzlad tidligt – og endelig var det juleaften. Den aften blev grøden serveret på hver sin dybe tallerken; fælles-grødfadet var forfremmet til at være base for denne ene gang, og vi fik sødt øl af hver sin kop. Mandelgave kendte man ikke dengang. Klipfisken og den jemma-ronkada sennep var vi ikke så særlig henrykte for, men grøden havde jo også lagt en god bund. Så blev der vasket op, og vi samledes igen rundt om bordet, nu skulle jule-evangeliet læses. Det tog sin tid, og vi blev vel efterhånden lidt urolige, for vi blev med mellemrum kaldt til orden og fik besked om at sidde stille. Endelig blev juletræet tændt og stillet op på bordet, for at vi rigtig kunne se det. Mor kom med en stor pose med kâgemanja, og vi fik en hver. Rationen til næste dag blev hængt på træet. Ligesom med sukkergodterne, ure, dukker, dyr o. l. med et lille glansbillede klistret på, det var herligheder! Så var der figner, et par stykker til hver, og et dejligt, stort æble til hver. Vi havde et lille træ med æbler, der kunne gemmes – de store, gamle træer i haven var enten sommeræbler eller sure som skov-skradder, fårasnuder, kaldte vi dem. Havens største træ, et pæretræ, leverede hvert år flere tønder – trokhalzer. Så kan man forstå, at et helt æble til hver var meget velkomment. Prikken over i’et var dog pebernødderne, der blev købt pottevis og ikke måtte spises, før julen var færdig; vi skulle først gjædda nødder med dem. Beholdningen svandt mærkbart efterhånden, så der var ikke mange at dele, når helligdagene var forbi. Vi gik et par gange rundt om træet, der var flyttet ned på gulvet igen, og sang alle de julesalmer, vi kendte, og så fik vi kaffe og hvedebrød – dermed var juleaften forbi. Julemorgen fik vi kakao i stedet for søvva, når vi var færdige med staldarbejdet, og far og flest mulige børn gik til ”forsamling” i missionshuset, mens mor lavede den grønsaltede flæskesteg med surkål og rødbeder til middag, og som vi børn kunne spise! Jeg tror næsten, den bekendte tærsker ville have skammet sig over sin smule appetit ved siden af det, vi kunne sætte til livs! Derefter havde vi en dejlig eftermiddag, hvor vi kunne lege på ”sâlijn” eller ude i sæ-golled. Ved 4-tiden var det syzletid igen, og efter den holdt vi mørkning. Kun gløderne i kakkelovnen lyste lidt op i stuens mørke, hvor vi sad på skamler eller på gulvet, mens mor sang for os; for det meste sang hun svenske sange, velsagtens lært af de svenske prædikanter, der sang og spillede guitar i missionshuset. Særlig andægtige var vi, når hun sang: Där vokste en blomma vid grânernas fod – eller: Blott en dâg -.  Det kunne også ske, at far tog harmonikaen og gav et par numre, disse mørkningstimer hører til mine kæreste barndomsminder.

Selskabelighed dyrkede vi aldrig i julen; hvem kunne invitere et ægtepar med otte børn til juleselskab? Særlig ikke, når de fleste familier havde et lignende antal selv. Der var kun søndagsskolens juletræ at se hen til, men det var i vore barneøjne også virkelig en oplevelse. Tænke sig, træet nåede helt op til loftet! Vi fik kaffe og lige så mange snegle, vi kunne spise; vi fik godter i lange, krøllede juletræs-kræmmerhuse med hank, og så fik vi hver en rigtig julegave, altid nyttegenstande som strømper, undertøj eller et forklæde, og for os børn fra landet, der blev opdraget uhyre spartansk og fik indprentet nøjsomhed dagen lang, var denne dag af ubetalelig værdi og blev drøftet i ugevis bagefter. Vi var sammen med bysbørnene; det følte vi i vor barnlige beskedenhed som en ære, og vi fandt os stiltiende og bange i at blive tituleret med kælenavne som bondejokker og møgspredere. Trods vore landlige mindreværdskomplekser nød vi dog juletræsfesten i fuldeste mål.

Når helligdagene var forbi, var julen også færdig; dog blev det egentlige arbejde som tærskning af korn o. l. ikke påbegyndt før efter nytår; man holdt en nogenlunde stille uge, der var jo dyrene at passe, og store og små slappede af i den stille tid.

Trods de beskedne former, vi dengang fejrede julen under, var der stemning og forventning, fre’ og glæ’ på en måde, vi dengang var tilfredse med, men som nutidens børn jo nok ville rynke på næsen ad. Nu skal der være bjerge af gaver under det loftshøje træ, der skal være gåsesteg og dessert og mandelgave; man leger med gaverne de første par uger, så bliver de skilt ad i småstykker. ”Søren er jo så interesseret i at skille alting ad for at se, hvordan det er lavet – ”. Og så får han noget nyt. Mon ikke vi dengang var mere tilfredse og taknemmelige end nutidens børn? Jeg ved kun, at jeg gerne gav afkald på alle nutidens juleglæder for bare én eneste gang endnu at kunne sidde på skamlen hjemme på gården i en lille, tarvelig stue og høre mor synge: Där vokste en blomma -, mens de kogte kartofler lå på kakkelovnsringene og blev gennemvarmet til aftensmaden. Mon børnene af i dag vil sige det samme om 50 år? Udviklingen går måske derhen, at julemaden bliver en lille pille eller to, og julegaven en rumtur til månen! Og så vil de måske også sidde og henfalde i betragtninger om de gode, gamle dage. Man ved jo ingen ting!