Eyvind L. Lind skrev i Bornholmeren, lørdag den 14. oktober 1978.
Kirsebærtræets forbudne frugt.
I skolegården stod et stort kirsebærtræ, der næsten hvert år bar en ukristelig masse frugter. Når blomstringstiden satte ind, lignede dette ensomme træ midt i skolegården ”enj Tranbærahatt”. Medens børnene holdt ferie, og skolegården var delvis lukket, satte træets blomster sig til frugter, der begyndte med en lang grøn stilk med en utiltalende usmagelig klunke i den ene ende, men i den stille sommerferie fik disse grønne mulighed for at udvikle sig til store blodrøde, saftige enheder, der virkede uhyre fristende på skolebørnenes umættelige øjne og ganer.
Hvem kirsebærrene tilhørte, var der vel ingen, der rigtig vidste, men efter sigende var det skolens pedel, der havde ret til disse lækre tingester.
Pedellen, der havde bolig i den nordlige ende af skolegården i flugt med institutionens gymnastiksal, kunne herfra døgnet igennem holde øje med, om der var nogen særlig horraknajtana – der ranede bær fra hans majestætiske helligdom. Opdagede han eller hans kone, at der var nogen fra skoleklasserne, der i forbifarten fra kirkegården ned ad kirkebakken nappede af den forbudne frugt klagede man straks til skolens lærere. Pågældende, der således var blevet ledet i fristelsen, blev straks kaldt til reprimande og afstraffet, enten med en ”velsmagende” ørefigen eller i værste fald et par rap over ”ænnanj” med lærer Jørnsens spanskrør.
Tjiveknajta.
For at holde justits med eventuelle ”Tjivaknajta” blev der derfor straks ved skolens begyndelse efter sommerferien pålagt børnene, at hvis man lod sig friste af den forbudne frugt fra pedellens kjyssebæratræ, var man egnet til en korporlig afstraffelse.
Uheldigvis havde kjyssebæratræd plads netop på det område, hvor man dyrkede udendørs motion, som f. eks. når man spillede langbold med lærer Jørgensen. Men da der ikke var andre steder at foretage de lovpligtige gymnastiske øvelser – det var ikke altid, at lærer Jørgensen gad køre ud til Fælleden – så måtte man altså affinde sig med at blive fristet ”å pedællinjs kjyssebær”.
Det var derfor fristende i et ubelejligt øjeblik at snuppe et bær fra de nedadhængende tæt besatte grene. Men det skete kun en gang, men vi vovede det, og gik det godt, triumferede vi, mænj pedællakjællinjen var straks der. Så bankede hun på ruden, eller hun stillede op uden for i sit ternede forklæde og højlydt gjorde os opmærksom på, at ”kjyssebærn va dorra å kunje vi ønte næra voss”, så vidste hun en metode til at lære os det. Dermed hentydede hun til lærer Jørgensens spanskrør, der nok havde en anden smag end kjyssebærn.
Og så grinede hun ondskabsfuld og underfundigt og luskede ind.
Vi havde lærer Jørgensen i gymnastik. Han boede på skolen og var derfor altid i nærheden. Om det ligefrem huede ham at være vagthund for ”pedællinjs kjyssebær”, skal være usagt, for han elskede sine drenge, når han sammen med dem kunne rende rundt i skolegården, så sveden drev ned ad kinderne på ham.
Han forstod at aktivere os, og han morede sig kongeligt, når han kunne snøre os. Han var lige så ivrig som os. Han tog gerne boldtræet, og med sine usandsynlige kræfter kunne han næsten slå bolden helt ned til Colbergs ejendom i Vestergade.
Når bolden derfor kom rigtigt langt ned, kunne han med sine lune jyske smil glæde sig over os drenge, der i bare fødder eller med lette lærredssko pilede af sted for at hente bolden. Selv pustede han ud, og løb sammen med os, og så fortalte han overbevisende, at så langt kunne man slå bolden, hvis man ramte rigtigt med boldtræet. Dette gjorde han kun for at opmuntre, for han vidste udmærket, at så langt kunne vi ikke slå bolden med det ret tunge og klodsede boldtræ.
Men morsomt var det for begge parter!
Det var gerne overlærer Larsen, der havde opsynet i skolegården i frikvartererne. Med et vågent øje fulgte han os drenge. Var der tegn til ”Narrastrajer”, som f. eks. at lægge ”hunnjaproppa” under dækslerne til den store skarnkasse i skolegårdens sydlige hjørne, så var han der straks og afværgede yderligere ballade.
Nærmede drengene sig ”Kjyssebæratræd” kom overlærer Larsen. Drengene havde nemlig udtrykkeligt fået besked på kun at gå til den fiktive linje, der delte skolegården fra bygningens nordlige gavl og op til ”Kjærregåragjared”.
Kom drengene for mange meter på den gale side, så var han der, og med sin håndstok tjattede han os nogle svidende rap over vore bare ben. Vi havde jo fået besked på at holde os væk fra pedællinjs kjyssebær.
”I skal selvfølgelig hen og stjæle af den forbudne frugt, inte sant,” sagde han let ophidset og formanende.
Området omkring ”pedællinjs kjyssebæratræ” var i øvrigt forbeholdt pigerne, og der havde vi drenge intet at gøre. Og det skulle vi nok nære os for.
Men i drengehjerner fostres jævnlig en prøven på at vise sig for de andre, og så indsneg der sig vel også den tanke, at vi drenge ligeså godt kunne ”kjiva nonna bær i stann forr a di ble ådena å starrana”.
For en del år siden bugnede ”pedællinjs kjyssebærtræ” med en masse af disse vidunderlige, blodrøde frugter. Vi var begyndt i skolen efter sommerferien, og der blev skelet til træet, når vi var på vej ind i skolegården. Og det var nemt ”å kjiva et par kjyssebær” for nogle af grenene hængte så langt nede, at man let kunne rane nogle kjyssebær. Men så var det bare, at så skulle man over i fjendens lejr?
Men så hændte det alligevel, at en dreng uforvarende og i et belejligt øjeblik så sit snit til at stjæle et par bær, og det blev set af pedællakjællinjen, som såd på vajt inja i hænjes staua.
Hun lod straks tilflyde lærer Jørgensen en melding herom, og det blev så ham, der skulle afgøre dommen.
I sin lejlighed havde han sine strafferedskaber stående, nemlig spanskrør i alle størrelser, længder og tykkelser. Det var kun yderst sjældent, de kom til anvendelse, og det var kun i særlig grelle tilfælde, hvor man for ordenens skyld måtte statuere et eksempel på overholdelse og respekt for skolens givne reglement.
Kjiva pedællinj kjyssebær var noget af det groveste, der kunne ske, for det tangerede ligefrem tyveri. Det kunne skolens renommé ikke tolerere!
Kjyssebærn va pedællinj æjle hans konnas, – æjle starrana, -men drengene? Nej! For hvis en enkelt fik lov, ja, så ville jo hele træet i løbet af et frikvarter været plyndret af skolens vederstyjgjelia horraknajta!
Siddende Rap.
Nu var som sagt klagen indløbet, og den formastelige havde uomtvistelig gjort sig fortjent til et par svidende rap på ænjaballerna. Blandt lærer Jørgensens afstraffelsesredskaber var der et ganske specielt spanskrør, som meget, meget sjældent kom i brug. Det var et meterlangt rør, tyndt og meget bevægeligt og med en knop i den ene ende. Det kunne således godt ligne en gammeldags kvindehåndstok, blot lidt længere. Det havde sin plads inde i hjørnet, men det var let kendeligt, for det ragede et temmelig stykke op over den øvrige samling af tugtredskaber.
Anledningen var der altså nu! Pedellens klage over, at en af drengene havde stjålet fra hans kjyssebæratræ, skulle nu eksekveres, og det skulle være hurtigt og resolut til skræk og advarsel for skolens øvrige elever, der måske også gik med skumle tanker om at rane nogle, inden fuglene plyndrede træet.
Da det skete.
Synderen af det infame tyveri var Edvard fra fjerde klasse.
Det var sket efter skoletid!
Edvard havde været et ærinde hos gartneren, der boede på den anden side af kirkegården og for at spare tid – vi måtte nemlig heller ikke rende over kirkegården – var han gået over kirkegården og videre gennem pigernes skolegård, hvor det famøse kjyssebærtræ dominerede.
Så skete det!
Edvard havde – under sin forbifart af kjyssebæratræd – set sit snit til at hugge et par kirsebær, og det havde pedællinj kjællinj set. Da så lærer Jørgensen kort efter skulle hjem i sin lejlighed, havde hun beklaget sig til ham og fortalt, hvem synderen var.
Den slubbert skal jeg nok ordne, havde lærer Jørgensen sagt på sit brede jyske, og så var han gået ind til sig selv.
Det var nemlig Edvard, en kvik solbrændt dreng på 12 – 13 år. Han havde ladet sig friste af skolens forbudne frugt, ligesom det jo skete med Adam og Eva.
Edvard havde ellers orienteret sig grundigt, inden hånden nåede et par bær på den laveste gren, for der hængte nemlig en hel masse store, lækre bær.
Sadist – grin.
Men intet kunne ske i et ubelejligt øjeblik, for pedellens kone var altid på vagt. Intet, absolut intet, undgik hendes opmærksomhed!
Et sadistisk – grin gik over hendes ansigt, da hun havde fået fremført sin klage, og lærer Jørgensen lovede, at skolens reglement, specielt det for ”pedællinjs kjyssebæratræ”, blev nøje overholdt.
Han traskede foroverbøjet ind i sin lejlighed, satte sig i sin gamle gyngestol og grundede over, hvad dom, han skulle udøve. Han var lidt ked af det, for han holdt såmænd meget af Edvard.
Pedellens kone gik ind i sit køkken og fortalte harmdirrende det passerede, og hvad hun i yderste konsekvens havde foretaget sig.
Han nikkede og tilføjede: Vi ska læra seddena knajta å kjiva våra bær, ja vi ska, moer!
Hun tilføjede alvorligt: Kjivaknajta, vill ja bara saja!
De satte sig så igen ind ved vinduet med gadespejlet, og hvor intet forbigik deres nysgerrighed og provinsielle smålighed.
Skolen havde holdt det obligate frikvarter mellem kl. 12 og 13. Edvards klasse skulle have regning i stueetagen i det klasseværelse, der lå op til lærer Jørgensens tjenestebolig. Kun en gang skilte lokalerne ad.
Skoleklokken ringede ind, og alle drengene sad på deres pladser, da lærer Jørgensen som sædvanlig kom rask ind i klassen.
Spanskrøret.
Alle eleverne rejste sig op. Han lukkede døren hårdt efter sig, og det lød som en efterklang af Ossian. Han stod derefter en stund og kiggede sig søgende rundt om i lokalet for umiddelbart at vurdere, hvad han skulle. Klassen var klar over, der var noget under opsejling, men hvad det var, kunne ingen gætte.
Edvard havde sin plads i rækken ved vinduet ud til gården.
Lærer Jørgensen rettede et fast og koldt blik mod ham, så gik han resolut hen til ham og slog ham irriteret over nakken, en vane, som lærer Jørgensen altid havde, når der skulle straffes blidt for et eller andet.
Er det dig, din slubbert, der har stjålet pedellens kirsebær, sagde han harmdirrende. Edvard så blot ned i bordpladsen og indrømmede ikke noget.
Hele klassens øjne hvilede på ham.
Jeg skal lære dig at holde fingrene fra folks sager! Jeg skal!
Så rystede han ham lidt i skjortekraven.
Edvard var tavs, men forsøgte at dukke sig for eventuelle slag.
Så slap lærer Jørgensen ham og gik nærmest med løbende skridt hen mod døren, åbnede den, og lod den stå på klem. Så gik han ind til sig selv for at hente spanskrøret, for det skulle minsandten Edvard smage, og så kunne han jo for eftertiden selv afgøre, hvad der smagte bedst, pedellens kirsebær eller hans udsøgte tugtredskab?