Københavns Politiorkester på Hasle Torv

Københavns Politiorkester spiller på Hasle Torv, billedet tilhører Rie Arnoldus.

Politikoncert i Hasle den 8.juni 1959.

I anledning af Dansk politiforbunds store ombudsmøde i Rønne i disse dage gæster Københavns 42 mand store politiorkester øen. Naturligvis spiller det dygtige orkester ved ombudsmødets arrangementer, men derud over tager orkesteret også ud på øen og giver koncerter under direktion af Poul Akerø. I går eftermiddag var der således en koncert i Hasle, hvorfra dette billede stammer. Der bliver også en koncert på Store Torv i Rønne og i Brændesgårdshaven.

 

Københavns Politiorkester besøger Hasle i 1938.

Bornholms Tidende d. 17.08.1938.

Politiorkestret kommer i morgen.

Der mangler endnu logi til nogle af musikerne.

Københavns Politiorkester ankommer til Hasle med Østbornholmeren i morgen tidlig. Under indsejlingen og efter, at der er lagt til, gives et par musiknumre. Derefter er der modtagelse med fælles kaffebord på Hasle Afholdshotel kl. 7; her deltager såvel orkestrets medlemmer som deres kvarterværter.

Der mangler endnu logi til nogle af musikerne, så hvis der i Hasle eller nærmeste omegn endnu er nogle, som vil tage en politimusiker i logi, bedes de snarest henvende sig til politibetjent Arnoldus.

Orkestret består af 44 musikere, hvis formand er Politikommissær Reindel, dirigent Kaj Nielsen, officiant i Livgarden, en repræsentant for Københavns Politiforening og 6 damer.

Politiorkestret, der er i fuld uniform, giver i morgen eftermiddag koncert på Hasle Fælled fra kl. 15 til 17 og på Hotel Fredensborg fra kl. 19 – 21.

Det henstilles til byens beboere, at de i morgen tidlig hejser flagene, for på festligt mulig måde at modtage de fremmede politifolk, og ligeledes anbefales det alle, der har lejlighed dertil, at gå hen og høre de populære politimusikere.

 

 

Bornholms Tidende d, 18.08.1938

Ændringer i Politiorkestrets program.

Politiorkesterets ankomst til Hasle i dag kom ikke til at foregå helt efter programmet. På grund af den orkanagtige storm kunne ”Østbornholm” ikke anløbe Hasle havn, hvorfor orkestret måtte gå i land i Allinge og derfra fortsætte med biler hertil. Udsigterne for at kunne gennemføre de friluftskoncerter, der er planlagt forskellige steder i de kommende dage, synes for tiden ikke særlig gunstige.

Ved 8 – tiden ankom orkesteret hertil, og den officielle modtagelse foregik på Afholdshotellet ved et fælleskaffebord, hvor de fleste af orkestrets værter for de kommende dage havde givet møde for at modtage deres gæster. Turen herover havde jo været en slem vippetur, men deltagerne var enige om at tage denne oplevelse med et godt humør.

På grund af vejrforholdene er der sket en ændring i programmet, således at koncerten i Fredensborg i aften er aflyst. I stedet finder der en koncert sted i Hasle kl.20 i Forsamlingshuset.

Københavns Politiorkester på Hasle Torv i 1938.

 

Bornholms Tidende d. 19.08.1938

Vellykket politiorkesterkoncert.

Københavns Politiorkesters koncert i aftes havde samlet stuvende fuldt hus, og koncerten blev sikkert en oplevelse af rang for de fleste af tilhørerne. Det er vist aldrig før hent, at vor lille by har fået besøg af et så stort og vel sammenspillet orkester.

Programmet indledes med Riberhusmarchen og sluttede med Champagnegaloppen og omfattede bl.a. ”Hjemstavnsminder” af Hjorth – Ipsen, og dette musikstykke sammen med Bornholms Tappenstreg, der blev givet som ekstranummer, var vel nok for os bornholmere en oplevelse at høre udført på en så teknisk fuldendt måde, som tilfældet var her ved denne lejlighed, men for øvrigt rystede huset af klapsalver efter hvert musiknummer, hvoraf flere måtte gives da capo.

Ved koncertens afslutning udtalte Borgmester Johannes Hansen en tak til orkestret for den dejlige musikaften og udbragte et leve for Københavns Politiorkester, og vistnok aldrig tidligere er der i Hasle Forsamlingshus hørt så kraftige hurraråb som dette leve.

Der blev ved koncerten taget en lille, beskeden entré, men dette havde ikke afskrækket publikum fra i stort tal at møde op. Det skulle jo for øvrigt heller ikke kunne forlanges, at arrangørerne selv skulle betale de med koncerterne de forskellige steder forbundne udgifter af deres egen lomme.

 

Bornholms Tidende d. 20.08.1938.

Politiorkestrets koncert.

Mange mennesker samlet i Villa Nova i aftes.

Københavns Politiorkester vovede i aftes trøjen og gav en frilandskoncert i Villa Nova, hvor der havde samlet sig en mængde mennesker. Men heldigvis blev vejret stadig ved at være godt.

Orkestret arbejdede jo ikke under de bedste forhold i aftes, da det slog sig ned i en krog af haven, og det må man huske ved bedømmelsen, idet en del af klangen nødvendigvis må fordufte op i de grønne træer.

Det store orkester imponerede navnlig ved sin udmærkede ledelse. Dirigenten Kaj Nielsen, der er musiker i Gardens orkester, er kendt som en overordentlig dygtig mand – han har bl.a. komponeret Kronprinsesse Ingrids vals – og her på Bornholm viser han tilfælde, at han også har store evner som orkesterleder. Hans pointeringer er gode, og hans tempi aldrig forjagede. Måske virkede hans fortolkning af nogle af Carl Nielsens sange rigelig hymneagtig og salvelsesfuld, men man må indrømme, at også denne spillemåde gjorde sin virkning og f.eks. gav ”Som en rejselysten flåde” en særlig fylde og vægt.

Efter koncerten udtalte musikdirektør P. Andersen, hvis ”Bornholms Tappenstreg” orkestret havde spillet, sin anerkendelse af dirigent og orkester og udbragte et leve for dem. Til slut hyldede folk det udmærkede orkester, hvis 40 medlemmer derefter trængte til at røre benene lidt på Villa Novas dansegulv.

Men hvorfor giver orkesteret ikke en koncert i et af byens store lokaler, hvor det mere vil komme til sin ret?

Dorian.

 

Bornholms Tidende d. 22.08.1938.

Sidste koncert i morgen.

Politiorkestret giver en afskedskoncert på Hasle Fælled i morgen tirsdag eftermiddag fra kl. 15 – 17. Der er gratis adgang. I tilfælde af regn holdes koncerten i Forsamlingshuset.

 

 

Bornholms Tidende d. 23.08.1938.

Bornholms Politiforenings afskedsfest for politimusikerne.

En udflugt til Almindingen, middag på Hotel Jomfrubjerget, mange taler og atter en friluftskoncert.

Hvad vejret ikke skænkede de københavnske politimusikere under deres besøg på Bornholm, måske fraset dagen i går med en pæn eftermiddag og en smuk aften, det gav Bornholm dem så meget des mere. Den fest, som Bornholms Politiforening i aftes afholdt for orkestret og dets bornholmske kvarterværter, blev virkelig ualmindelig festlig og var for deltagerne et levende vidnesbyrd om, at en politimand også kan være andet end en institution, han er også – som det gang på gang i aftenens løb blev påpeget – et rigtigt menneske.

Ved 15 -tiden om eftermiddagen samledes ca. 80 mennesker på Hotel Jomfrubjerget og efter kaffen spadserede man en tur i skoven. Kl. 18 var der middag på hotellet. Her bød Bornholms Politiforenings formand, politibetjent Arnoldus, Hasle, velkommen til Politimesteren, Politiorkesteret, Borgmester Johannes Hansen, Hasle, og de øvrige deltagere.

Politimænd er også mennesker.

Formanden holdt selv den første tale. Han talte om den rivende udvikling, der er sket indenfor politivæsenet, og udtalte bl.a.: Når politiet giver sig af med musik, er det for at bygge bro mellem befolkningen og politiet, for at vise folk, at politifolk er mennesker som andre mennesker.

Musikkorpset, hvis indtægter går til veldædigt øjemed, er startet 1923 og ejer instrumenter til en værdi af ca. 10.000 kr. Tak til orkestret, fordi det ville komme herover – jeg adresserer takken specielt til orkestrets sympatiske og dygtige formand, Politikommissær Reindel og det overordentlig dygtige dirigent Kaj Nielsen. Et leve for Københavns Politiorkester.

Politikommissær Reindel: Bornholms Politiforening er kun en lille forening, men den er særdeles handlekraftig. Den har turdet binde an med den meget store opgave at få Københavns Politiorkester herover. Vi håber, at vi har udfyldt en mission ved at fremme samarbejdet mellem København og Bornholms politi, og vi rejser hjem med bevidstheden om, at den bornholmske befolkning er politivenner, er musikinteresserede, og at de er brave værter (hørt). Et leve for Bornholms Politiforening.

Bødkermester Carl E. Aakerlund, Hasle, talte det præg. Politimændene havde sat på Hasle by og om bornholmsk gæstevenskab. Jeg nærer tillid til, at der vil komme en stund, hvor de vil mindes besøget herover, sagde han. Han sluttede med en lyrisk skildring af Musikkens og Høstnattens poesi. Stort bifald.

Hr. Arnoldus udbragte et leve for Borgmester Johannes Hansen og Politimester d’Auchamp.

Myndigheden og ansvaret.

Politimesteren: i fjor levede vi i forventningens og spændingens tegn – det var den tid, da der blev skrevet og talt om enhedspolitiet. Nu er ordningen gennemført og dette er slutstenen på en bygning, hvis opførelse har stået på i lang tid. Han talte om politiet i tidligere tider og sluttede:  Vi har nu et udmærket og talrigt politi, men jeg tror ikke, opgaverne er blevet lettere – og kritikken er mere vågen. Det, der knytter det moderne politi sammen med det gamle, er myndigheden og ansvaret. En skål for Danmarks Politi.

Repræsentanten for Københavns Politiforening, Politibetjent Staurup, udbragte et leve for de bornholmske damer, adresseret som han sagde, til damernes repræsentant, overbetjent i Hasle. (Fru Arnoldus).

Fru Arnoldus udbragte et leve for Politibetjent Staurup.

Hr. Arnoldus talte for pressen, og redaktionssekretær Kjødt. Bornholms Avis, takkede og talte om forholdet mellem politi og presse.

Overbetjent Reker, Rønne, talte om samarbejdet mellem København og provinsens politi og udbragte et leve for Københavns Politiforening, adresseret til Politibetjent Staurup.

En tak fra Hasle kommune.

Borgmester Johannes Hansen, Hasle, udtalte på værternes vegne sin glæde over, at det blev Hasle kommune, som kom til at huse musikerne, og han håbede, de ville rejse herfra med gode minder, et leve for Politiorkesteret.

Kriminalbetjent Christiansen udbragte et leve for logiværterne, og Politibetjent Oscar Olsen takkede medlemmerne af Bornholms Politiforening.

Overlærer Tinggaard, Hasle, udbragte et leve for dirigenten, Kaj Nielsen.

Senere på aftenen rettede Politibetjent Staurup på Organisationens vegne en tak til Bornholms indbyggere, til Politikommissær Reindel, og i sin egenskab af repræsentant for Danmarks Politiforbund udtalte han videre en tak til Politimesteren. Tak til Hasles borgmester og orkestret. Sluttelig talte han for hr. Arnoldus, der havde klaret en vanskelig opgave ved at ordne musikernes besøg herovre.

Hr. Arnoldus takkede og udbragte et leve for Københavns Politiorkester og Politiforening.

Politikommissær Reindel rettede en tak til hr. Staurup for den støtte og hjælp, han havde ydet.

Efter middagen, ved 21- tiden, gav orkesteret en koncert udenfor hotellet, og der var som sædvanlig samlet mange mennesker foran det populære musikkorps. Det selskabelige samvær fortsattes endnu i nogle timer, og til tonerne af Herman Pedersens orkester svang politimændene sig i dansen.

 

Bornholms Tidende d. 24.08.1938.

Da politiorkestret rejste.

Københavns Politiorkester rejste i aftes med ”Østbornholm” herfra, og i den anledning havde de fleste af Hasle bys borgere sammen med flere andre givet møde på havnen for at tage afsked med de fremmede musikere. Forinden orkesterets medlemmer gik ombord på damperen gav de et par musiknumre til afsked, de spillede bl.a. ”Den gang, jeg drog afsted”, og da damperen var ved at lægge ud fra havnekajen, blev de sidste afskedshilsener udvekslet, og der blev såvel fra de bortdragende gæster som fra land udbragt forskellige leveråb, der besvaredes med kraftige hurraråb.

Ikke mindst den sidste dag af deres besøg her på Bornholm havde musikerne haft en anstrengende dag, idet der kun blev kort tid til at hvile ud efter festen i Almindingen; om eftermiddagen gav orkesteret en koncert på Fælleden i Hasle og senere i ”Vandmøllen”.