Lørdag den 15. september 1979 i Bornholmeren skrev Arne Ipsen og Eyvind L. Lind.

Småbyerne Helligpeder, Teglkås og Vang har aldrig fået den store omtale i turistbøgerne og kulturhistorien. Vi er et par mennesker, begge vokset op i nærheden af de tre nævnte fiskerlejer omkring Jons Kapels vældige klipper, der har indtryk fra stedet liggende dybt i vore hjerter. Gennem flere år har vi, hver for sig, samlet topografiske og folkloristiske minder fra fiskerlejerne omkring Jons Kapel, og nu vil vi gerne tage vore læsere med på en historisk opdagelsesrejse.

Historien om Teglkås Helligpeder og Vang

er aldrig skrevet før.

Dagliglivet omkring Jons Kapel (1):

Lige før turen kan vi konkludere, at de tre småbyer ikke mere præges af den store erhvervsaktivitet, bl. a. fordi stenbruddet i Vang er nedlagt, og fiskeriet præges af afvandring. Men byerne rummer interessante minder fra de seneste 50 – 100 år, hvor de havde en velmagtsperiode og hvilede i sig selv.

Gennem spredte skriftlige oplysninger og ikke mindst mundtlige beretninger fra ældre mennesker med tilknytning til de tre fiskerlejer blev det muligt at samle stof til historien om lejerne i gamle dage og deres hverdag for 50 – 100 år siden.

Allerførst kan vi danne os en lille dokumentarisk ”historiebog” om fiskerlejerne ved Jons Kapel.

Landsprovst Jens Pedersen skrev i 1625: ”Rydsker sogn har en lille smuk kirke, kaldet St. Michels kirke, og et klokketårn. Der er 54 enlige gårde i sognet og to forfaldne vejrmøller. Under dette sogn ligger fiskerlejerne Vaang, Hellig Peder og Kaas, som er forarmede”.

Frie folk.

I Laurids de Thurahs ”Bornholms Beskrivelse” hedder det i et afsnit om de fornemste fangststeder for laksen: ” …i købstaden Hasle, samt ved fiske- lejet Vang, Kaas og Hellig-Peder”. Altså betydningsfulde laksesteder, selv om de Thurah kun skriver en enkelt linje om vore tre lejer i sit store bogværk.

Rasmus Pedersen Ravn fortæller i sin ”Bornholmsk Krønike” af 1671, at navnet Ruths kirkes sogn kommer af ”Ruth den Moabitiske”, som Skriften omtaler, hvilket må betyde, at dette sognefolk i gammel tid har æret og tilbedt den moabitiske kvinde. Sognet har 48 selvejergårde, fortæller Ravn, heriblandt Frigården, som menes at have været beboet af frie folk. Nu besiddes den af en bonde, som ”skatter” til Hammershus. Han fortæller også, at der i samme egn er en god eng med korn, sæd og deslige. For det meste er sognets jord dog leragtig.

Den Aakerdegn Rasmus Ravn skriver også: ”Er der og under dette sogn et fiskerleje, kaldes Vaang, er derudi 10 fiskere, fanger om sommeren hine skønne butter, er et slags store helleflyndere, og anden fisk, som snoren og krogen giver, bemeldte fiskere med deres kvinder og børn går her til kirke”.

Helle-Peder.

L. Both giver i sin Danmarksbeskrivelse af 1871 følgende oplysninger om sognet Rutsker: ”Anneks til Hasle, med en kampestens kirke, beliggende på en bakke 436 fod over havet. Ved stranden nordligst i sognet ligger en 200 alen lang og 1000 alen bred klippe, der altså har et fladeindhold af ca. 143 tdr. land. De øverste tinder knejser 292 fod over havet. Dens navn er ”Store Ringenbjerg”, og den adskilles fra det øvrige terræn ved en dyb dal, kaldet ”Blåsingedal”, d. v. s. dalen, det blæser i. Nogle hundrede alen syd for Store Ringebjerg, skilt derfra ved en dal, højner sig over havet en 70 fod høj klippe, der let kan bestiges fra landsiden, mens opgangen fra havstokken er vanskeligere. Ude fra havet ser den ud som en af landets rundkirker og kaldes Jonskirke, idet et sagn lader en vis Jon her prædike for de hedenske bornholmere.”

For øvrigt har en gammel fisker i Teglkås engang fortalt denne artikelseries forfattere, at navnene Helligpeder og Teglkås kommer af, at Helligpeders første beboere var Peder, som boede ved en helle (fladsten), heraf Helle-Peder, mens Kås fik et tilnavn af ”Teglgrundet”, som er et punkt ude i havet.

Skolevæsenet.

Om skolevæsenet i Rutsker sogn oplyser bogværket ”Bornholmernes Land”, at det begyndte med ”Den gamle skole”, som ligger neden for kirkebakken og oprindelig var degnegård. Den  sidste degn på stedet, Nicolai Hartz, var fra 1816 kirkesanger i Hasle.

I 1831 fik sognet en toklasset skole. Langt senere blev der oprettet to pogeskoler, Helligpeder havde en sådan fra 1856 – 1894, og der var pogeskole i det nuværende Hammersly fra 1878 – 1894.

Vang havde selvstændig vinterskole, også for større børn, fra 1836 – 1860, og i 1860 oprettedes et nyt skoledistrikt, hvor sognet fik sin Nordre skole.

I de seneste snes år har Rutsker haft moderne centralskole beliggende lidt nordøst for kirken.

Jons Kapel og Enesgård.

På denne rejse frem gennem tiderne er vi nået et stykke ind i turistudviklingens tidsalder, og det var vel navnlig Ringebakkerne og Jons Kapel, der tiltrak sig opmærksomhed i Rutsker sogn.

”Bornholms Avis og Amtstidende” skriver i august 1869, at der nu er indsendt anmodning om vedligeholdelse af en løbebro af træ mellem Ringebakkerne og Jons Kapel. Alle øens gæster besøger Store Ringebakke, en klippe af en kvart mils længde, og broen går i skrå retning fra klippens top ned langs klippens ydervæg til Jons Kapel.

”Hvad fortæller ”historiebogen” ellers om Jons Kapel? Stednavnet er mindst 2 – 300 år gammelt, og hos Thurah nævnes Johns Kirke. Den høje, isolerede klippe ligger i havet lige ind til klippekysten, og foroven har den form af en talerstol.

En smal indgang forneden i havbrinken fører ind til en lille hule, hvor eneboeren Jon, ifølge sagnet, havde opholdssted. På talerstolen talte han kristendommens ord ned til hedningerne, som var forsamlet på stranden. Det siges også, at Jon talte så højt, at han kunne høres af folk i bådene ude på havet. Sagnet nævnes også i Bornholms Kirkehistorie, men med tilføjelse: at eneboeren var munk, vistnok englænder. Mange spændende historier er skrevet om denne legendariske person, nogle historikere har dog betvivlet, at noget menneske overhovedet kunne leve i den barske klippehule.

I nærheden af havbrinken ligger Enesgård, 6. selvejergård, i Rutsker sogn, og dele af gården blev ombygget til Hotel Jons Kapel i 1906, hvor bygningerne blev forsynet med kviste og værelser. Arbejdet blev forestået af bygmester Jørgen Peter Christensen i Hasle.

Kigger vi på Kr. Kures registrering af Bornholmske gårde, ser vi, at Hans Nielsen var første ejer af Enesgård fra 1598. Mange forskellige efternavne tegner sig gennem tiderne for ejerskabet. I slutningen af forrige århundrede blev gården overtaget af Jacob Mogensen (1858 – 1932), som betød meget for Vang Stenbrud. Hans søn, Sigfred Mogensen, overtog gården i 1926.

Traveture i klipperne.

Nu må det være på tide, at vi kommer ud og bevæger os. Vi skal trave i de barske klippelandskaber, og vi kan godt have Folmer og Gunnar Dams bog ”Bornholmske vandringer” i hånden.

Oppe i klipperne har vi godt overblik over de små fiskerlejer. Partierne ved Vang har højder på op mod 100 meter. I dette område har Vang Stenbrud præget arbejdshverdagen indtil for få år siden, og virksomheden har hugget godt til sig af klipperne mod havet. Der findes også rester af et par andre stenbrud omkring Vang. Mellem Vang og Hammershus finder vi et landskab med birkeskove, granskove, lynghøjder, klipper og små søer. Nogle synes, landskabet er præget af finsk natur, heraf kommer måske navnet Finnedalen, andre mener, at trolden Finn (Find) gav navn til stedet, fordi han engang kastede de store sten mod området med de stejle klippefald.

Barskt.

Går vi mod syd, kan vi enten følge en sti fra Vang op til Ringebakkerne, som strækker sig over tre kilometer til Jons Kapel, eller vi kan bøje af ved stenbruddet og følge den 10 – 12 meter brede forstrand, som har både afrundede og skarpe, afsprængte kampesten. Den rødbrune, lodrette klippevæg er mange steder klædt med grøn vedbend, og på græsklædte afsatser stråler hvide margueritter, grøn ærenpris og hvid kohvede. Hist og her har en hyld eller et kirsebærtræ også kunnet skyde sig frem fra kløfter. Den bornholmske geologihistorie taler til os på sådanne steder. Bornholm, denne lille stump af Skandinaviens urfjeld, er ikke så unuanceret endda. Granittens smuldrings- og forvitringsmateriale, varmen fra de solophedede klippesider og fugtigheden fra de vandførende klipperevner har givet fine vækstbetingelser for mange slags buske og urter.

Denne fine natursymfoni fra Skaberens hånd har givet Bornholm de skønne kontraster mellem barsk og lyst materiale, og man kan ofte komme til at tænke på, at sammensætningen måske præger det bornholmske menneskesind: forståelsen for de hårde realiteter og sansen for tilværelsens lyse sider.

Den højeste.

På vandringen passerer vi ”Krågaturinj”, en 20 meter høj, lodret klippe, og vi går videre ad en sti til Jons Kapel. Stien fører hele vejen fra Vang gennem bakketerrænet. Lige før talerstolen ser vi ”Hvidekleven”, en 40 meter høj klippe, præget af lys og grå granit isprængt hvide kvartsårer. Vi skal lige notere, at talerstolen er 21 meter høj.

Midtvejs mellem Jons Kapel og købstaden Hasle ligger lejerne Teglkås og Helligpeder under 40 – 50 meter høje, græsklædte skrænter og ved en stenet strand uden klipper. Og ”tagrørene” vokser ud i vandet. Det sidste hus før Jons Kapel, ”Gines Minde”, traktørsted, som i tidens løb er betydeligt ombygget fra et oprindeligt lille stråtækt hus, ligger ved stranden under Mågehøj, den højeste af klinterne, som er 52 meter høj.

I dag kan vi benytte mere komfortable veje uden om fiskerlejerne. Men det kan være nyttigt for os nutidsmennesker at trave ad de drøje veje i klippelandskabet. Så fornemmer vi bedre, hvordan tidligere tiders mennesker levede i fiskerlejerne og ikke altid havde lige let for at komme uden for de små samfund.