Lørdag den 22. september 1979 i Bornholmeren skrev Arne Ipsen & Eyvind L. Lind.
Dagliglivet omkring Jons Kapels klipper (2).
Bornholmerne dannede ring omkring øen til værn imod sørøverne.
En asfalteret vej svinger fra alfarvej mellem Hasle og Allinge til venstre mod en kystvej. På denne kystvejs strækning fra plateauet kort før Kæmpedalsåens udløb i havet frem til de barske klipper omkring Jons Kapel blev det muligt for et fiskermiljø at skyde frem.
Husene ligger på en lang række neden for de 40 -50 meter høje, græsklædte skrænter. Dette samfund kaldes Helligpeder og Teglkås. Nogle af husene har en høj fodmur, andre en mindre og ret så almindelige bornholmske med 4 – 5 fags vinduer. Stort set ligger alle huse på vor højre hånd, når vi begiver os nordpå, og haverne skyder op i bakkerne. Nogle i pyntelige terrasser og andre indkransede af nette, saltplettede strandsten. Det synes, som om fiskerne altid har haft et lunt hus og en god have i naturskønne omgivelser at komme hjem til. Et sted ligger et hus på tværs mod venstre, et andet sted ses resterne af et silderøgeri på samme side.
De høje fodmure fortæller os om, at herinde i denne høje kælderetage havde fiskerne meget af deres grej. Med en vis forudseenhed har den høje kælderetage virket som en beskyttende hindring, når højvandet eller stormfloder har sat det lavtliggende område så tæt ved kysten under vand.
Men ellers fanger øjet den stenfyldte strand til venstre, og ved stranden over for et af de første huse findes et stykke folkekunst: en samling havfugle dannet af store og mindre sten, som en fiskerkone for mange år siden samlede på stedet. Fantasien begynder hermed at tegne billeder om udviklingen gennem tiderne.
Borganlæg.
Vi forestiller os, hvordan vikingerne er vadet i land fra skibene ind mod stranden. Vi ved dog ikke, om der har ligget beskyttende borganlæg i dette område, selv om navnet Bornholm – Borringholm siges at være dannet af noget med borge, der lå i ring øen rundt som værn mod indtrængende sørøvere.
Men fiskerivirksomheden har der været fra tidlige tider. Det lade lader sig vanskeligt spore, og kortlægningen af stedets byggeudvikling går ikke ret langt tilbage i tiden, men der fortælles blandt andet historier om munken Jon og hans hjælpsomme naboer: befolkningen i fiskerlejerne Kås, – vel at mærke en oprindelig lilleby, som efter spinkle teorier skulle have ligget på græsmarken lige efter ”Gines Minde” og ved den stejle sti, der fører op mod Hotel Jons Kapel og videre ud mod klipperne.
Ubeboet.
Navnet Kås betød oprindelig et ubeboet landingssted i nærheden af et fiskerleje eller af gårde inde i landet.
J. C. S. Espersen / Holm har ordet Kås registreret. Han betegner udtrykket som forældet, og giver det betydningen af et bådeleje, og henviser i samme forbindelse kun til et sted, f. eks. Nørrekås: et bådeleje og bådehavn i den nordre del af Rønne. Espersen / Holm oplyser endvidere, at Kås var et fiskerleje i Nørreherred.
De tre Kåsbygårde nær skrænterne i Rutsker sogn havde således deres bådefart fra Teglkås, som først senere i tiden har udviklet sig til et veludbygget fiskerleje.
Kås har været en almindelig betegnelse for en slags bådehavn, landssted eller lignende, for Haslefiskeren, bjerglaugets formand, Hans Peter Mørk, der levede i midten af det attende århundrede har i sine dagbogsoptegnelser ofte benyttet stedet i forbindelse med hyppige strandinger. I samme forbindelse skal til bekræftelse hentes et par udpluk af hans dagbogsoptegnelser fra 1846: Den 2. juni 1872 grundstødte skonnert – barken ”Ida” af Riga ved Kås. Skibet var lastet med planker og var på vej til England.
Den18. september 1873 havarerede i stærk storm ved Kås, Teglkås på Rutsker forstrand, den engelske brig ”Manderer”. Den var lastet med kul, og briggens 9 mands besætning gik i land i Vang i egen båd.
Den 18. september 1881 grundstødte skonnert ”Lübeck” af Lübeck ved Kås. Den var lastet med stenolie, krudt, m. v.
Den 15. april 1888 kom dampskibet ”Balder” af Gøteborg i ballast på grund ved Kås.
I de tre lejer omkring Jons Kapel er byggeudviklingen foregået meget langsomt gennem århundreder, og godt 40 huse, hvoraf de ca. 25 findes i Helligpeder og Teglkås, fortæller jo ikke ligefrem historie om byekspansion. Men dette antal afhuse var nogenlunde det samme omkring århundredskiftet, og denne tid vil vi nu søge at genoplive på grundlag af gamle fiskeres beretninger.
Vestermarken.
Først skal vi dog lige se, hvordan lokalmiljøet Helligpeder og Teglkås tager form.
”Carte over Ringe Mark i Ruts Kirke sogn” fra 1784 viser to matrikler på Finne Løkken, to på Vang bakkerne og otte i Vang fiskerleje. Kort over Vestermarken omkring Hellig Peers Odde fra 1784 viser, at tre matrikler kaldet 102a ejes af kongen, mens to af 102b-matrikler ejes af sognet. Så får vi lidt mere at vide omkring et kort fra 1830èrne med en registrering, der sluttede 1844. Ifølge denne registrering er Vestermarken på 404 tønder land, mens Ringemarken er på 504 tønder, og Enesgård det senere Jons Kapel, råder over 53 tønder agerjord.
Vestermarken er efter Bornholms stednavne register strækningen langs stranden fra sogneskellet ved Hasle til Kåsby. Det kaldes også for Nørremark, Puggemark og Strandmark.
Ringemarken var tidligere en udmark, som omfattede Ringebakkerne, Vangbakkerne og Borrelyngen.
Ved Hellig Peders Odde bor Niels Pedersen, og seks – syv familier er tilknyttet matrikler oppe på skrænterne ved Helligpeder og Kås.
”Realregister for Rutsker sogn” (indrettet fra 1859) er noget mere omfattende for områderne omkring Jons Kapel. Her læser man om mange matrikler, herunder godt 30 parceller af Vestermarken med personnavne, og 17 – 18 af dem befinder sig ved stranden. Dertil kommer to ”ejendommen Helligpeder” med disse navne fra 1855: Jørgen P. Andersen og Jens Mogensen. Sidstnævnte solgte til Sextus Peter Jensen 1861, i 1864 hed ejeren af samme hus matr. Nr. 97b Mads Peter Vang, en stamfader til den store Vang – slægt, der siden har præget fiskerivirksomheden i Helligpeder, i 1893 hedder husets ejer atter Sextus Peter Jensen.
Flere navne går igen i matrikeloversigterne, da nogle husejere rådede over flere matrikler, og der skete nogle mageskifter og lignende.
Kun få både.
Hvad med antallet af fiskerfartøjer i nyere tid?
I en fortegnelse over eger i 1805 og 1806 havde Helligpeder 2 sådanne fartøjer, Kås 1 og Vang 2. i begge disse registreringsår, og det skal nævnes, at de bornholmske havne havde i alt 27 eger i 1805 og i alt 34 i 1806.
Fiskerflåden udvikledes støt og roligt omkring Jons Kapel, ind imellem fiskertogterne måtte fiskerne kæmpe for havnens vedligeholdelse. Det var navnlig hårdt på baggrund af naturkræfternes angreb på den seje, bornholmske kyst.
Stormfloden 13. november 1872 angreb hårdest nordlandet, hvor havner, ved Allinge – Sandvig, der havde kostet 50.000 rigsdaler, blev helt ødelagt, og hvor vandet trængte op i mange huse.
I Hasle og de nordlige fiskerlejer bortrev højvandet nogle af de små ”søboder”. Vandet steg så højt i Hasle Havn, at det gik 7 fod over bolværket, og dybden i havnebassinet ændredes fra 10 til 7 fod. Bådene flød op over molen og blev derefter slået ind på land. Flere af byens gamle kystskanser blev skyllet bort. Skaden på Hasle Havn blev vurderet til 50 rigsdaler, som senere blev bevilget af Centralkomiteen, skaden på forskellige ejendomme i byen blev anslået til 11 rigsdaler.
I Helligpeder skete der også skade på havnen for 500 rigsdaler, og fire ejendomme og seks små fiskerbåde vurderedes til 460 rigsdaler, mens skaden var betydningsløs i Vang. Teglkås nævnes ikke i den forbindelse.
Stormflod.
Om stormfloden 30. – 31. december 1904 fortæller den bornholmske dagspresse, at Gedser- Warnemünde – forbindelse var afbrudt en del af dagen. De lollandske diger klarede angrebet fra den syv fod høje flodbølge, og stormfloden rasede langs alle Østersøens kyster. Hasle havns nordre molearm blev beskadiget, og de voldsomme søer rev sten op midt i molen, ligesom dampskibskajen og fiskerbådenes kajanlæg blev en del ødelagt. Helligpeder, Teglkås og Vang nævnes ikke. Men noget kom naturens anslag alligevel til at berøre fiskerihavnen ved Jons Kapel. Det blev flere gange nødvendigt at søge staten om penge til forbedringer og udbygninger.
I dette afsnit holder vi os til Helligpeder og Teglkås, og det kan oplyses, at Helligpeder bådehavn i rigsdagssamlingen 1885 – 86 fik bevilget 11.000 kroner.
Da tillægsbevillingsforslaget for 1904 – 05 blev forelagt, foreslog trafikministeren statsstøtte til de havne, der havde lidt skade ved en orkan. Der blev tildelt i alt 55.900 kroner, heraf 1.700 kroner til Teglkås. Endvidere blev der bevilget et beløb på i alt kr. 11.500 til bådehavnene i Helligpeder, Tejn og Årsdale.
Omkring år 1900 lå de to solide havne under skrænterne med hver fem fiskerbåde, de var på syv – otte tons og havde 30 hestekræfter.
Den almindelige hverdagsrytme, som vi kender i dag, begynder at tegne sig for os. I sommertiden tager bådene ud og sætter garn om eftermiddagen, og tidligt om morgenen skal de ud i ”vrag” for at bjærge sildefangsten. Om natten skiftes et par mænd til at gå strandvagt og overvåge lejerne.
De to småbyer giver indtryk af ustresset virksomhed i døgndrift. Men vi får mere indtryk af den rytmiske ”musik” og farverigdom, som vi må have lov at kalde det daglige slid, der også præges af arbejdsglæde, når vi tænker os tilbage til omkring år 1900, hvor røgerivirksomheden og avlsbrugernes sildekørsel på hestekøretøjer også var med i foretagendet.
Familien Vang.
I de to fiskerlejer har enkelte slægtsnavne haft deres store udbredelse.
I Helligpeder har slægten Vang sit tilhørsforhold, i Teglkås hed mange i sin tid Holm og Finne. En Christian Holm, der boede midtvejs mellem Helligpeder og Teglkås fiskede for øvrigt sammen med Hans Lind omkring århundredskiftet.
En af fiskerlejernes markante er Gine Kure, der boede i det sidste hus før stien op til Jons Kapel. Sammen med manden, Hans Kure, havde de her et lille stråtækt hus. Det blev købt af Ferdinand Nykjær og senere af Henry Clemmensen, som bl. a. havde ernæret sig som kanonfotograf på Rådhuspladsen i København. den 1. maj 1936 åbnede ægteparret en afholdsrestaurant, som de kaldte ”Gines Minde”.
Det kan oplyses, at da ægteparret Clemmensen havde bosat sig i Gine Kures hus, blev jeg (Lind) engageret til at hjælpe til at anlægge en have. Fru Clemmensen, der havde forbindelse med en familie i Rønne, kom i kontakt med mit hjem, og da jeg gik delvis uden arbejde, fik jeg tilbudt at hjælpe til.
Clemmensen havde den gang gravet en del ind i skrænten for at give plads til parkering af køretøjer. Endvidere havde han møjsommeligt planeret stedet med udfyldning af sten og grus, så der blev mulighed for at vende med en bil. For at afgrænse haven mod vejen, der kun var en gruset vejstrækning, havde han opmuret en 30 – 40 centimeter højt stengærde for at beskytte den planerede have mod regnskyl, så jorden ikke blev skyllet ud i stranden.
Clemmensen byggede en lille kiosk, hvor forbipasserende kunne købe en forfriskning, is m. m. jeg erindrer åbningsdagen. Fru Clemmensen stod selv i køkkenet og bryggede kaffen og havde til lejligheden bagt lækkert bagværk til de mange gæster, som lagde en tur hertil for at besøge det nye traktørsted.
Pinsedag samme år havde man musik i haven. Clemmensens klaver var hentet fra dagligstuen og placeret på en træterrasse. Herfra blev der så underholdt et par timers tid.
Det var således ægteparret Clemmensen, der skabte ”Gines Minde”, som den dag i dag er et herligt ståsted, inden man forsøger at vandre videre op ad stien til Jons Kapel. Clemmensen udvidede senere huset og senere ejere har foretaget udvidelser.
Historien om Gine.
Hans Kure gik på landarbejde, medens Gine tog del i fiskeriet og passede sine geder, der græssede på skråningen uden for huset. Hun blev betegnet som en nøjsom, men ret bestemt kvinde. Hun var skattet af de unge i fiskerlejerne, fordi hun åbnede sit hjem for dem. Her kunne de samles til en sludder eller et slag kort.
Deres søn, Vilhelm, var meget glad for at spille kort, fortæller en af denne series fortællere, fisker Johannes Lind. De fik ofte et spil kort sammen, og somme tider sad Johannes Lind og Peter Holm, en stor, bred og stout mand, der i mange år var strandvagt, og spillede på hver sin violin i Gines stue.
Gine havde ikke mange pengemidler at rutte med. Johannes Linds broder, Hans Peter, kom ofte med en pighvar til Gine, og engang sagde hun: ”Skaf mig et ”bottehâud” næste gang”. Så nøjsom var hun. Hun var kendt for sin slagfærdighed. Således fortælles, at hun i forbindelse med, at der var drevet en tønde rom i land ud for hendes bopæl, forsøgte at gemme den, inden andre ranede den, lakonisk sagde: Tjiva stjæla frå tjiva, så tjiva skujle græda âuer`d.
Vejen til Gines Minde var blot for få år siden meget vanskeligt at passere. Clemmensen beklagede sig over dette til Rutsker sogneråd over manglende interesse for udbedring af vejen, og der gik da også en del år, før vejen dertil blev gjort farbar.
I min barnetid plejede fiskerne fra disse fiskerlejer at gå med deres trillebør ad en smal strandvagt – sti fra Ravnebækken til Hasle. Denne sti grænsede til den ene side op til ”Pressan”s jorder og mod vest til stranden, der enkelte steder var sparsomt bevokset med græs og vindblæste pile. Her var en afgrænset løkke, hvor der gerne gik en flok får. Når man kom ad sognevejen fra Hasle og gik nord på, er der et halvt hundrede meter nord for Brobækken til venstre en række torn, og langs den fører en smal sti ned langs kysten, der fortsætter til Ravnebækkens udløb, hvor Knuds havn lå.
Her blev vejen bredere. Til venstre havde man de gamle kystskanser liggende og til højre bakkeskråningen. Man passerede derpå Kæmpeåen og kort efter viste den første beboelse sig. Helligpeders interieur begyndte at forme sig.
En strækning med mange menneskeskæbner, der kunne fortælle mangt og meget om hine tider, ligger foran os.
Optegnelser herom er sparsomme, men enkelte har bevaret mindet fra midten af det 18. århundrede.
Således har fisker, bjærgerlaugets formand, Hans Peter Mørk fra Hasle ført dagbog om en række hændelser på strækningen gennem Helligpeder, Teglkås og Vang. Hans notater begynder 1846. De fortæller om utallige strandinger, vejrligets luner, menneskeskæbner og fiskerlejer i sorg og glæde. Det er kun i korte vendinger han tegner den tids dagligdag. De var rige på oplevelser. Hvad tiden, før disse år har at fortælle, ligger for bestandigt gemt i uvisheden? Kun det evige hav, der afgrænser fiskerlejernes vest side kan berette.
Men derom tier det.