Denne artikel skrev Arne Ipsen i Kristelig Dagblad d. 1.august 1970.

 

Blandt fiskere, jordbrugere og livskunstnere i Rutsker.

Vor medarbejder Arne Ipsen har været på cykeltur gennem bornholmsk sogn, som rummer bondeland, tre fiskerlejer, granitbrud og klippeområdet Jons Kapel.

Julehøjsbakken fra Bornholms ældste købstad, Hasle, til Rutskirke går stejlt opad. Vi har valgt den ene af Rutsker kirkesogns to landeveje, som ender i Allinge.

I sognets vestlige del går Rutskers andel af vejen mod Allinge langs en seks og en halv km kystlinje fra Hasle til ca. 500 meter nord for havnen i fiskerlejet Vang.

Men vi maser op ad den østlige Allingevej, kaster et blik mod gravhøjen ”Julehøjen” til højre og er snart efter på mere jævn vej. Vi er nået til en samling huse og en kampestensindhegnet have kaldet ”Trekanten”. Det omliggende bebyggede sted har fået navn efter havnen, der også markerer et møde mellem tre veje, hvoraf den ene, ”Tassevejen”, fører til Rønne, altså uden om Hasle. Vi skal klare et par mindre bakker, forbi gården ”Kumlehøj”, på hvis grund der er gjort nogle oldtidsfund, og endelig når vi frem til Rutsker Kirkeby, som også lyder det smigrende navn ”Sladrebyen”.

Det er forståeligt, at rutskerboerne i tidligere u-motoriserede tider, efter deres vej gennem det kuperede landsogn, trængte til nogle timers passiar i sognebyen med brugsforening, købmand, mølle m.m.

Op ad kirkebakken. Præsten og organisten kommer i deres biler og tager spadserende ældre kirkegængere med i køretøjet. Pastor Albert Madsen kom for seks år siden, efter mange års virke i Kappel på Lolland, hjem til fødeøen, hvor han nu er sognepræst for Hasle og Rutsker. Murer Henry Ipsen, Hasle, varetager orgelspillet i de to kirker.

Vi forcerer kirkebakken. Den er stejl, for sømærket Ruts Kirke er Bornholms tredjehøjeste punkt – 130 meter over havet.

Turistbuschaufførerne plejer at fortælle gæsterne, at i Ruts kirke taler præsten højest i landet. En anden stående vittighedsgåde er, at præsten i Ruts bærer rosenfarvet krans? – Jo, plejer chaufføren at svare, der findes også hvide roser!

To Rutsker – kunstnere.

Kirkebiler fra fiskerlejerne Helligpeder, Teglkås og Vang er ankommet, og kirkegæsterne, landbofolk, stenhuggere og fiskere, går rundt og kigger på gravsteder.

Vi får øje på to gravsteder ved siden af hinanden. Stenene er rejst over maleren Claus Johansen og forfatteren Otto J. Lund, to betydelige Rutsker – kunstnere.

Claus Johansen blev født ved Holbæk i 1877 og lærte malerhåndværket på sin hjemegn. Han tilbragte det meste af sin tid i Rutsker sogn, først i Vang og senere på gården ”Rosenlund”, hvor han havde sin kunstnerhybel på et kornloft. Mange fik sympati for den meget stilfærdige, duknakkede mand med mørk hat og stort overskæg, manden der gik rundt og solgte træslever, men som konstant kredsede om glæden ved at gengive den bornholmske natur i billeder.

Pastor Arne Madsen, Buerup, skriver i sin mindebog om Claus Johansen, at det stille, melankolske gråvejr blev foretrukket af maleren. Man så sjældent sol i hans billeder.

Claus Johansen døde i 1943 og hans mindeudstilling i Kunstforeningen i København 1949 fik meget fine dagbladsanmelderser.

Da maleren en gang udstillede i ”Vævestuen”, Store Torvegade i Rønne, skrev hans gode ven, maleren Oluf Høst: – Denne jævne mand oppe fra Nordlandet er foruden maler en kunstner og – hvad der muligvis også kan have sin interesse – et menneske, der tilsyneladende ikke har taget skade på sin sjæl. Alene det var måske en vandring ud i Store Torvegade værd.

Otto Lund blev født i Rutsker i 1884, og han tilbragte det meste af sin tid i lyngområdet ved Gamle Dam, indtil han døde kort efter anden verdenskrig. Han udgav en halv snes bøger med bornholmske noveller og digte, næsten udelukkende i bornholmsk mundart.

Han følte sig hjemme ved lyngen og skrev betagende digte, der fortæller om lyngens bøn om at gå fri for udslettelse. Otto Lund har skrevet et digt om kirken i Rutsker, og vi citerer her et vers om hans fødeø: – Vi hav i storm og stelle ser – som kranjsar pent vår ø, – En parla tit du nævnt ju bler, – vårt jem i Østersjø. – Fra Hammarknudans kløppeknajl – te Dâueudinjs sân – ses bådana me vida sajl, – der går i vrâg som vân.

Lægmænd byggede orgel.

Vi træder ind i kirken under de sidste bedeslag fra klokketårnet. Straks efter begynder organisten at spille præludium. Så hurtigt gik det ikke for tre år siden, hvor kirken stadig havde Janus Linds orgel fra 1885. Da skulle graveren løbe fra klokketårnet til pulpituret for at træde orgelbælgen. Det var hårdt for rutskerboerne at sige farvel til det gamle orgel, som nu har fået en god plads på museum. Orgelet, som havde fem stemmer, var efterhånden umuligt at give rene toner, og det fortjener nu den allerbedste bevaring.

Det blev bygget af naturtalentet, postbud Janus Lind. Han skulle forsørge kone og stor børneflok, og mens han travede sine lange postture eller arbejdede i stenbrud, udtænkte han planer til orgelbyggerier.

Han gravede ben op fra markerne, og disse ben blev brugt til orgeltangenter. Han kunne også selv støbe zinkpiber, mens snedker Abrahamsen, Hasle, byggede orgelkassen til instrumentet i Ruts kirke. Janus Lind byggede også tre andre orgler, som blev brugt i missionshuse, og den flittige mand lavede små musikkompositioner, som kunne bruges af strengekorene i missionsforeningerne.

Det nuværende Rutsker-orgel, som blev taget i brug for knapt tre år siden, er seks stemmer, og det er produceret af firmaet Crohn i Hillerød.

Ruts kirke er en to-fløjet bygning med trekantsmønstre på loftsbjælkerne. Den oprindelig helt igennem romanske kampestensbygning af frådsten, silurkalk og granit har tabt meget ved ombygning og udvidelser.

Apsis og kor er oprindelige, men af skibet, som i 1887 blev forlænget tre meter mod vest, er kun sydmuren romansk. Størstedelen af nordmuren blev fjernet i 1877 ved opførelsen af en stor, formløs tilbygning af mursten. Vest tårnet, af ensfarvet stenbrudsgranit i jævne skifter, er en fri kopi af det gamle, er opført 1887 ved professor, arkitekt Mathias Bidstrup, Rønne. Bidstrup har også stået for fremstillingen af et alterbord med krucifiks. En renæssancetavle fra begyndelsen af 1600-tallet af sædvanlig bornholmsk type opbevares nu i Bornholms Museum.

Efter kirketid går folk rundt og hilser på hinanden. Turisterne får også kraftige fiskerhåndtryk, og man bemærker ansigter, der liver op. Man forstår, at rutskerboerne konfronteres med en fremmed, som har en vis tilknytning til sognet.

Bornholmere snakker meget, men de plejer ikke at overlæsse hinanden med smiger. Når to bornholmere under en samtale finder frem til fælles bekendte, hvilket sætter gang i en langvarig snak om mennesker og slægtskab, så har man den varme kontakt mellem dem.

Vi nævnte lige Janus Lind. Han var af den store slægt ”Rutsker-Lindene”. Sammen med nogle brødre, der alle havde tilknytning til en missionsforening, dyrkede han spillemandsmusikken. Det gik livligt til ved høstgilderne, og i Rutsker bliver der stadig snakket om den gamle ”Linde – musik”.

I fiskerlejet Helligpeder har slægtsnavnet Vang været dominerende, og i Teglkås hedder de Holm og Finne.

Rutsker Kirkeby ligger omtrent midt i sognet, og sognepræsten kontakter en stor del af sognets beboere efter sine gudstjenester. – Men det er vanskeligt at nå rundt til dem alle, siger pastor Albert Madsen. Rutsker har mange uvejsomme områder, f.eks. ved ”Krakken” og i Ringebakkerne. Nu er Rutsker kun annekssogn til Hasle, men jeg ville gerne nå rundt til mange flere mennesker.

• Hvordan virker fællesskabsfølelsen efter Deres iagttagelser, og hvor meget kan Rutsker sogn tilbyde af foreningsaktivitet?
• Sognefællesskab kunne der godt være noget mere af. Det er ikke som i mit tidligere sogn, Kappel på Lolland. Men man forstår jo godt, at der kan opstå gruppebestemte fællesskaber, når så mange af sognets 12 – 1400 indbyggere bor i afsondrede områder. I øjeblikket foregår der ikke ret meget foreningsarbejde inden for kirken. Vi har nogle sykredse og en lille søndagsskole, men jeg synes, der sker mere i Hasle.
• Bornholm er et område, der på grund af sin beliggenhed mærker ungdommens fraflytning. Hvordan konstaterer De udlængslen hos de unge i Rutsker?
• Denne fraflytning er vist generel for de fleste bornholmske områder, og Rutsker sogn har ikke de største erhvervsmuligheder. Man har stenbruddet i Vang, som beskæftiger ca. 100 mennesker, og så er der fiskeriet. Men stadig flere fiskere forlader fiskeriet og slår sig ned i større havnebyer.

 

Planer om feriecenter.

Vi går ud til kirkebakken, kigger på ringene i kampestensgærdet, hvor landmændene tidligere bandt deres heste, og kigger derefter på den nærliggende bindingsværksgård, ”Præstegården”.

Gården har i mange år haft et værelse, der tjente præstens omklædning til præstekjole. Der siges også, at en af pastor Madsens forgængere, Poul Anker – kendt som en af hovedmændene i opstanden mod svenskerne i 1658 – boede i Rutsker.

Et blik ud over det kuperede sogn. Vi kan se moser, Nydammen. Andre seværdigheder kan vi ikke se, men vi ved nogenlunde, at her ligger Svartingedalen med vandreblokken ”Jættabojl”, som en jætte i Skåne i sin tid kastede mod den nyopførte Ruts kirke, her ligger Gamle Dam, som inspirerede maleren Olaf Rude til mange akvareller, der ligger Rutsker Højlyng.

Denne enklave med Rutsker plantage som sognets andel i den oprindelige fælles Højlyng, ligger isoleret mod øst, omgivet af Olsker, Rø og Klemensker sogne.

Rutsker Højlyng er et højtbeliggende granitområde med tyndt morænedække. Denne naturpark omfatter sprækkedal, lyng, nåleskov og rokkesten.

På cyklerne igen og hurtigt mod nordvest, forbi en nyere centralskole med sportsplads. Efter et par vejsving når vi kystvejen mellem Hasle og Allinge. Vi finder vejen mod det lille fiskerleje Vang og standser ved den ubeboede ”Hullegård”, som ejes af gårdejer Kofoed på den nærliggende ”Kjøllergård”. Gårdejeren dyrker jorden, men har ikke brug for bygningerne.

Et københavnsk arkitektfirma er interesseret i bygningerne, som de vil omdanne til feriecenter med motel danserestaurant, Disko Club, bar og cafeteria. ”Hullegård” har den ideelle beliggenhed ved vejen mellem Hasle – Allinge alfarvejen og den snoede bakkevej til Vang.

Fiskerlejerne.

Vi triller ned til Vang, men ikke for hurtigt. Vejen er meget stejl og snoet, og cykling frarådes. Vang har ældre og nyere huse, en gammel vandmølle og et stenbrud, der ligger lige ud til havet. For nylig dannedes selskabet Vang Granit A/S, og den første køber i firmaet var de efterhånden kendte billedhugger Ole Christensen, som bor i Olsker. Han bestilte 18 tons granit i det nye selskab, og da han trak tegnebogen frem, nægtede man at modtage penge. Det skulle fejres, at han var første køber. Ole Christensen har for øvrigt beriget store dele af landet med skulpturer, der som regel er inspireret af frugt og grøntsorter.

Fællesskabet i Vang er almindelig kendt. Så godt som alle beboere deltager i de enkelte familiers begivenheder, hvad enten de er glædelige eller sørgelige.

Tilbage til alfarvej og videre til klippeområdet Jons Kapel. Vi tager turen ned ad den over 100 trins trappe og kommer til klippestykket ”Prædikestolen”, hvor man finder resterne af den prædikestol og hule, som munken Jon ifølge sagnet benyttede, da han bragte kristendommen til Bornholm på vikingehøvdingen Blod-Egils tid. Vi betragter bølgeslaget mod den lodrette klippevæg ”Hvide Kløven” (41 meter høj).

Heldigvis er vi på cykel, for vi skal ned ad en stejl, hullet og stenet skovvej fra Jons Kapel til fiskerlejerne Teglkås og Helligpeder. Det moderne traktørsted ”Gines Minde”, som oprindelig var et lille stråtækt hus, ejet af fru Gine Kure, og samlingssted for unge i Rutsker, er et tiltrængt hvilested. Efter frokosten besøger vi billedhuggeren Knud Basse, som har fundet ro til arbejdet med sine dyreskulpturer. Han fortæller, at fiskerne i hans nærhed viste ualmindelig stor hjælpsomhed, da han skulle flytte ind i huset, og han er fortsat en velkommen gæst i de mange hjem.

Fiskerhusene ligger på række neden for de blødt rundede, grønne klintebakker, og der er kun ganske få småbåde i havnen.

Navnet Helligpeder kommer af ”Hellepeder”, da stedets første beboer var Peder, som boede ved en helle (fladsten), Teglkås kommer af Kås – et lille fiskerleje, der lå i bugten kort før Jons Kapel – og Teglgrundet, et punkt ude i havet.

En gammel fisker i Helligpeder fortalte mig engang, at fiskerne i de to lejer ikke som i Hasle og andre steder samles ved havnen. Når de er kommet hjem fra drøje ture på søen, går turen hjem til en kop kaffe eller til arbejdet i den lille have, som går op i bakkerne. Men man kan godt samles i hjemmene.

Vi kan sagtens få resten af dagen til at gå i de to fiskerlejer. Det er blevet mørkt, da vi cykler hjem til Hasle, men den mangfoldige vildkørvel lyser i bakkerne. Vi ved, at fiskerne er gået til ro, for at være udhvilet til nattens vragfangst (på Bornholm går man i ”vrag”, når man skal ud og hente garnene).

Snart er der stille i lejerne, mens strandvagten går sine ensomme ture og indimellem søger ind til et tilfældigt hus og får en kaffetår.

Arne Ipsen.