Bornholms Tidende d. 18. januar 1961

                     Små billeder af Hasle gamle krønike.

Da skrædderens Mons Peter lavede falske penge.

Hvor Sildetorvet i Hasle støder ud til Vestergade, der, hvor nu grosserer Kopps store sommerhus ligger, lå i 1600 tallet en af de gamle borgergårde med gavlen på stuelængen ud mod gaden. På den anden side af gaden stod i hin tid den såkaldte ”Svenskesten”, i hvis jernring den svenske landshøvding bandt sin hest, når han på sin ridetur til Rønne var inde og tale med den kendte borgmester Peter Olsen Hassel om forfaldne skatter og afgifter til svenskekongen.

Hin skæbnesvangre dag den 8. december 1658, da han red til Rønne på den tur, der blev hans sidste, da han jo som bekendt faldt for et skud med sølvknap på Storegade i Rønne i nærheden af den gamle rådstue, var han også i Hasle og talte med borgmesteren, men ved det besøg stod han ikke af hesten, men kaldte ham ud og erindrede ham om de skatter, der skulle betales, hvis noget værre skulle undgås. Det var dette besøgs korthed, som gjorde at landshøvdingen ikke blev pågrebet af oprørerne, som lå på lur efter ham i Skule skov ved Blykobbe, men fortsatte til Rønne, og var Printzenskjöld stået af hesten i Hasle, som han plejede, er det ikke godt at vide, hvorledes opstanden var forløbet, for det var jo drabet på ham, som affødte opstanden for bornholmerne så gode resultat.

Om det var den gamle borgmestergård, der stadig stod der, da en ildebrand lagde bygningerne i aske midt i forrige århundrede, er ikke godt at vide, men efter al sandsynlighed var den i det mindste bygget om, selv om meget af det gamle endnu stod ved branden, i alt fald findes der noget af det gamle tømmer i en lille bygning på naboejendommen den dag i dag.

I en af den gamle gårds længer boede et ældre og agtværdigt skrædderpar for godt og vel hundrede år siden og ernærede sig ved deres håndværk og samlede dem lidt skillinger. De havde en søn, der ikke havde arvet alle forældrenes gode egenskaber, i alt fald var arbejde ikke noget, han havde megen lyst til, men da han var eneste søn, fik han lov at gøre mest, som han selv ville.

Penge kneb det vel nok for ham at skaffe de fornødne af til det med sin lediggang forbudne drikkeri, og derfor gik han og funderede på forskelligt, og en af disse funderinger fik han realiseret sammen med en kammerat, som var kommet til byen oppe fra landet. Denne kammerat havde lært smedehåndværket og var dertil også fingernem.

Disse to gutter fandt en dag på at lave falske penge. De fik lavet nogle forme af gips af rigsdalere, og ved at vandre op i landet til et par kirker, hvor der var blytage, stjal de der så meget bly, at de kunne begynde fabrikationen af de nye penge. Og resultatet af støbningen må have været ret godt, for det lykkedes skræddersønnen, Mons Peter, at få en del omsat i Rønne i et par af butikkerne i de store købmandsgårde. Mons Peters handel i butikken foregik altid hen imod aften, og da belysningen der som regel kun var talg lys eller tranlamper, så var det ikke så let for personalet at se, hvad det var for penge, de fik, de nøjedes blot med at konstatere, om det var store eller små mønter, der blev lagt på disken, og så var det jo noget ganske utænkeligt, at der skulle være andre ugyldige penge i omløb, end som dem, at sømændene prøvede på at narre købmændene med, tyske eller engelske.

Det gik godt med fabrikationen af de falske penge, og Mons Peter og hans kammerater nød tilværelsen. Men en dag så gik det galt. Der var omsider kommet så mange af de nye penge i købmændenes kasser, at det opdagedes, at de var falske, og en dag, da Mons Peter var i Rønne, blev der holdt øje med ham, og da han lagde en rigsdaler, som ganske vist havde ligget nogle dage i sildelage for at give patina, på bordet, blev han taget i nakken af butikssvenden og holdt fast, til købmanden kom til og trak ham ind på kontoret. Her blev han bundet på hænder og fødder og kørt ned til rådstuen.

Nægte kunne intet nytte for de to hånd og åndsnille gutter. De måtte gå til bekendelse, og ved første skibslejlighed blev de ført til afsoning i bolt og jern i slaveriet.

Da Mons Peter kom hjem igen efter sin straf, var han en mand op i fyrrerne, og da hans forældre, medens han sad i slaveriet, var døde, havde han ingen anden udvej end at få sig en kone for ved hendes hjælp at blive forsørget.

Han fik sig også en kone, og de kom til at bo i det lille hus nede ved stranden, som ligger der endnu med gavlen til gaden.

Hun var temmelig skrap med ham, og for at få fred købte han sig en båd og tog ud og trak fisk, når vejret var nogenlunde til det. Ellers holdt han mest til ude ved kulgravningen og hentede kul til husbehov derfra.

En dag, da han var ude på havet, blæste det pludselig op, så Mons Peter ikke kunne søge havn på denne side af landet – han kom i alt fald ikke hjem til konen de første dage, og da stormen holdt sig, løb hun ned til havnen flere gange om dagen.

Den tredje dag, hen mod aften, da hun kom ned på havnen for fjerde eller femte gang og så halvt bedrøvet ud, spurgte fiskerne hende, om hun virkelig tog sig det så nær, at Mons Peter ikke kom i land, så svarede hun med de ord, som siden blev genfortalt mange gange af de gamle fiskere: — ”Sjida varre me Mons Peter, men haijn hâr tâd klokkan me saj på hawed!”

                                                                                                                   Elsah.