Bornholms Tidende d.10. januar 1961.
Da børnene pyntede sig med silkesløjfer fra det kongelige slot.
Der hvor nu Strandgaden går fra Hasle havn og syd på ud forbi silderøgerierne, lå sidst i halvfjerdserne og i midten af firserne i forrige århundrede et par små og gamle huse, der beboedes af to familier.
Dengang var passagen forbi husene kun ad en smal sti på selve stranden, der gik omtrent helt op til dem, så ved storm og højvande skete det mere end en gang, at beboerne måtte flygte ud og søge ly og læ længere oppe på bakken hos naboerne der, da faren for at bølgerne kunne gå så højt op, at husene kunne blive suget med ud, ja var til stede. Heldigvis blev husene stående og står der den dag i dag, om end i ombygget og ændret tilstand.
Midt i firserne blev der så, vist nok med henblik på en udvidelse af havnen i sydlig retning, bygget en lang og solid mur fra havnens daværende vestkaj og syd efter et par hundrede alen fra land, så der inden for denne mur blev et areal til opfyldning af den fra gravningen af det nye havnebassin optagne sten og jord. Samtidig dannede denne mur nu et godt og solidt bolværk mos søerne og dermed en dækning for de små huse.
Det var dog ikke fra det nye havnebassin, at den første fyld kom til det inddæmmede areal, men helt ovre fra hovedstaden.
Dengang i sejlskibenes tid, var det nødvendigt, når et skib sejlede tomt, altså uden last, måtte det, som en sikring for kuldsejling have nogle tons ballast på kølen. Denne ballast bestod som regel af sand og sten, selv om den i enkelte tilfælde kunne bestå af jern, det såkaldte pigjern til støberierne. Der var allerede på det tidspunkt en god udførsel fra teglværket, det nuværende Hasle Klinkerfabrik til København, så det skete ofte, at skuderne løb tomme hjem til Hasle i ballast.
I 1885 var det almindeligt, at ballasten bestod af gamle murrester, kalk og murstensbrokker, og det blev ved ankomsten losset op og kørt hen på stranden, inden for den nye mur. Folkene på skibene fortalte at ballasten var fra oprydningen af det om efteråret forud nedbrændte kongeslot Kristiansborg i København, hvilket jo var meningen at opbygge igen kort efter, men desværre gik der mange år, før det skete – det blev nemlig en slags politisk kastebold, hvilket gav sig tydeligt udtryk i venstrehøvdingen Chresten Bergs ord i folketinget, da man forhandlede om midler til slottets genrejsning. Så længe grundloven ligger i grus, bygger vi ikke kongehus. I mange år til langt ind i vort århundrede, stod slottets kongefløj med sine sorte mure og gabende tomme vinduer, som en hæslig ruin til den atter rejste sig i ny pragt og vælde.
En gammel dame, som var barn i det ene af de små huse ved stranden, har fortalt mig, at da de fik at høre snakken om ballasten fra det brændte Kristiansborg, løb hun og hendes søskende hen for at se, om der skulle være noget kongeligt mellem brokkerne – og det var der virkelig! Der var forskellige stumper af svære forgyldte rammer, ud af hvilke de store og kostbare malerier blev skåret under branden, da rammerne var for store til at kunne få ud gennem dørene eller vinduerne, og en dag fandt de en rest af en stor rød silkesløjfe. Børnene tog den med i skolen for at vise læreren den, og han mente, at den havde siddet som pynt over et af de store malerier på slottet.
Så stort var sløjfestykket at børnenes moder kunne sy en lille halsklud til hver af dem, som de blev pyntet med, når de om søndagen gik i søndagsskolen hos baptisterne, stolte og fine. Den gamle dame, som fortalte mig historien om sløjfen, sagde, at hun endnu gemte sin efter 70 års forløb – hun var da 80 år gammel.
Elsah.