Bornholms Tidende den 08.02.1947.

Stærke protester mod indkvarteringen på borgermødet i Hasle i aftes.

Levkalejren kræves indrettet til vinterbrug for soldaterne, men skal der indkvarteres, vil man have ekstra brændsel og sengetøj medbragt.

Protestmødet mod indkvarteringen i Hasle samlede overvældende tilslutning på Herolds Hotel i aftes, og der var en meget stærk stemning mod indkvarteringen. Fra en lang række talere blev det understreget, at indkvarteringen for Hasles vedkommende vil betyde en ganske urimelig byrde for den lille by, og man er især bitter over, at en større by som Rønne kun skal have 55 soldater, medens Hasles ”Tildeling” nærmer sig det dobbelte. Et tiltalende træk var det, at alle talere på mødet kraftigt fremhævede, at utilfredsheden over indkvarteringen ikke skal komme til at gå ud over den enkelte soldat, men borgerne vil, som borgmesteren sagde, ”tage imod dem, som var det vore egne”.

Allerede noget før mødet skulle begynde ankom folk, og da borgmester Regnersen på indbydernes vegne bød velkommen, var den store sal proppende fuld.

Til at overtage dirigentposten valgtes Bankdirektør Jensen. Borgmesteren indledte efter anmodning fra indbyderne med at give en redegørelse for reglerne for indkvartering og i øvrigt for de forhandlinger, der var blevet ført vedrørende indkvarteringen her i Hasle.

Borgmesteren udtalte, at det jo var faldet en noget for brystet, at en så lille by som Hasle skulle have så mange soldater indkvarteret. Der var mange, der muligvis nok havde den fornødne plads, men stod helt uden sengetøj til andre end familiens egne medlemmer.

Bitterhed mod Rønne.

Humøret var derfor mange steder langt nede, og bedre blev det ikke, når man i bladene fra i går læste, at den store by, Rønne, kunne tænke på at protestere mod at skulle have 55 soldater. Det var ikke til at forstå, at det var den samme by, der for ganske kort tid siden brugte både næb og klør for at få militærlejren derud. Ja, de havde endogså måttet betale en halv million for at få det til at gå. Efter det skulle Rønneboerne jo nu stå med åbne arme og tage imod dem.

Men det ser altså ud til, at vi ikke kan slippe for indkvarteringen, og det påhviler så mig at skaffe de fornødne kvarterer. Jeg blev fra militærets side anmodet om at fremskaffe en liste medfortegnelse over kvartererne. Den kom i første omgang til at lyde på 80, nemlig alle de større skatteydere, der havde så stor lejlighed, at jeg mente, at det var dem, der kunne komme ind under lovens bestemmelser. Den liste kom imidlertid tilbage med bemærkning om, at der skulle skaffes kvarter til 157 soldater. Jeg svarede, at det var umuligt, men skulle undersøge det nærmere. Ved at gå skatte lister mere ”grundigt” efter, nåede den op på 120, og så i dag har jeg fået meddelelse om, at der skal skaffes plads til 138, altså har den heller ikke været tilstrækkelig. De resterende soldater op til 157 skal have kvarter i Klemensker.

”Skal vi have en soldat?”.

Borgmesteren udtalte derefter, at det i disse dage ikke var let at komme på gaden, man blev ustandselig standset med spørgsmålet. ”Skal vi have en soldat?”. og var det så tilfældet, var svaret i de fleste tilfælde, at vedkommende ikke havde noget at lægge soldaten i.

Borgmesteren oplæste derefter listen over de 120 kvarterværter og bemærkede, at der altså var endnu 18, der kunne begynde at glæde sig.

Grunden til mødet i aftes var, at værterne gerne ville have at vide, hvilke retningslinjers, der var gået fremefter ved udtagningen af kvartererne, og borgmesteren oplyste herom, at i første række var det skatten og derefter huspladsen. Loven sagde, at man skulle tage lejligheder på 100m eller derover. Da kaptajnen kom og sagde, at de skulle have så mange kvarterer her i byen, sagde jeg, at der ikke var så mange huse og lejligheder af den størrelse, hvortil kaptajnen svarede, at det havde de ikke taget hensyn til de andre steder, hvilket jeg mente, var deres fejl. Loven siger ganske vist ”fortrinsvis”, men dermed mener jeg ikke, at man behøver at gå ned på lejligheder på 50 m2. I øvrigt er der mange andre familieforhold at tage hensyn til. – Borgmesteren oplyste her, at det var ham, der skulle uddele klagerne, de skulle sendes til Amtmanden. Hvis der derfor var nogen, der ville klage, henviste han dem dertil, da det ikke kunne nytte noget at komme til ham.

                             Soldaterne skal blive behandlet godt.

Borgmesteren sluttede sit indlæg med at udtale, at det måtte ikke være sådan at forstå, at det var den enkelte soldat man ville til livs. Han havde selv været soldat, og vidste, at man gerne ville have mad og varme, når man kom hjem, og han troede også, at de nok skulle blive godt behandlet, når de kom.

Rønne ikke længere ”bombet by”.

Dirigenten gav derefter ordet frit og udtalte selv, at det var store problemer, der var opstået i forbindelse hermed. Men kunne det ikke undgås at få indkvartering, måtte man forsøge at indrette sig derefter. Det ville være synd for den menige soldat, hvis han skulle møde en kold skulder. At Rønne tidligere var sluppet for indkvartering skyldtes, at det blev betragtet for en udbombet by, men det var ikke tilfældet længere. Nu var det kun den fattige mand, der alligevel ikke ville få indkvartering, der ikke havde fået skaderne udbedret.

Levkabarakken.

Arbejdsmand Kaj Pedersen kunne ikke forstå, at det skulle være nødvendigt at gå til privat indkvartering, når man lige uden for byen havde en barak, der kunne tage 100-150 mand. Den var tidligere blevet benyttet til helårsbeboelse, og kunne, selv om der muligvis for øjeblikket ikke var opstillet kakkelovne, for en ringe bekostning atter gøres anvendelig.

Bagermester Kragh forespurgte, om en samlet protest med henvisning til Barakken på Levka ikke kunne have virkning.

Fagforeningsformand V. Sommer henviste også til Barakken og fremhævede atter at man skulle tage godt imod den menige soldat, hvis der i det hele taget var mulighed til stede for at modtage en sådan. Han vidste mange steder af de, der havde fået tildelt kvarter, der ikke havde noget sted at lægge ham. Han mente derfor, at der kunne sendes mange flere til Rønne, man kunne jo for eks. Blot nævne hele det nordre kvarter i byen.

Hasle får en soldat for hver 10. borger.

Købmand Thomsen gav en lille statistik oplysning, der gik ud på, at Hasle skulle have en soldat for hver 10. indbygger, medens Rønne slap med 1 for hver 200. for at give et billede af, hvor vanskeligt folk var stillet med hensyn til sengetøj, oplyste borgmesteren at dengang der var uddeling af lagentøj, havde Hasle fået tildelt 150 indkøbstilladelser, men der var over 700, der havde søgt om at komme i betragtning.

Dirigenten spurgte derefter, om der var stemning for at afgive den af bagermester Kragh foreslåede protest, hvilket der i høj grad var. Borgmesteren bad derefter de tilstedeværende kvarterværter om at rejse sig, og da han derefter spurgte, hvem af dem, der ikke manglede plads eller sengetøj, var der kun ganske få, der satte sig, hvorfor han mente, at der var god grund til at udarbejde en sådan.

Soldaterne skal også have varme.

Forinden fik politibetjent Aakerlund ordet for et indlæg og udtalte, at når man talte om behandling af en soldat, var der foruden god mad også varme. Det sidste var fortiden ganske ugørligt. De fleste husstande i byen havde kun brændsel til 8 højst 14 dage endnu og man kom snart ind i den tid, hvor soldaterne kom hjem med vådt tøj, og da der ikke var brændsel til opvarmning af mere end en stue, ville det altså sige, at tøjet skulle tørres på kakkelovnen i den stue, hvor hele familien og soldaten sad sammenklumpet. Enhver kunne nok forstå, hvad det ville betyde sundhedsmæssigt, ikke mindst for børnene, Aakerlund udtalte herefter, at havde dette møde ikke kommet i stand, ville han som formand for Håndværkerforeningen have fået denne til at indsende en skrivelse til Handelsministeriet, for i første række at få en ekstratildeling af brændsel til dem, der skulle have indkvartering, og oplæste i tilknytning hertil en kladde, han havde affattet.

Fisker Hans J. Holm, postbud P. A. Stoltz og fabrikant Karl Anker havde derefter ordet for bekymringer, hvori der bl.a. blev forespurgt og spisetider, brændselsspørgsmål m.v. Karl Anker ville i og for sig ikke kritisere listen, men vidste, at der var et mindre hus, hvori der boede 2 familier på tilsammen 8 medlemmer, der havde fået tildelt kvarter. Borgmesteren svarede hertil, at Anker skulle blot opgive, hvem det var, så skulle der omgående blive givet meddelelse om at slette vedkommende på listen.

Med hensyn til bespisningsspørgsmålet havde borgmesteren forklaret, hvor vanskeligt det var her i byen at fremskaffe fødevarer, herunder at man skulle være på vagt for at få kød hos slagteren en gang om ugen.

Borgmesteren sluttede med at udtale at det var med en besk smag i munden man læste om indkvarteringen i ”Bornholms Avis” i går. Han havde klippet stykket ud, og det var så heldigt, at stykket om Rønne, der var opsat med store fede typer, stod på den ene side, og det om Hasle, stod på den anden side, med små typer. Han ville gemme stykket til en vis lejlighed. Men endnu engang, kommer soldaterne, tager vi imod dem som vores egne.

Mødet blev derefter suspenderet, og et udvalg, der kom til at bestå af fagforeningsformand V. Sommer, bagermester Kragh, bankdirektør Aage Jensen, og politibetjent Aakerlund, trak sig tilbage for at udarbejde en protestskrivelse.

Den fik sålydende ordlyd:

Hasle, den 7. februar 1947.

Til Krigsministeriget!

Et af kvarterværter i Hasle afholdt møde den 7. februar 1947 har enstemmigt vedtaget at udtale følgende:

1. Man protesterer imod den påtænkte indkvartering fra den 16. ds af 138 mand her i byen, der giver ca. hver 10.indbygger indkvartering, hvorimod Rønne by kun tildeles 1 mand pr. 200 indbyggere.
2. Man henstiller, at indkvarteringen af soldaterne sker i Levkalejren, der er indrettet til helårsbeboelse og for en meget ringe bekostning nemt kan sættes i stand til kvarter igen.
3. Såfremt militæret stadig fastholder kravet om indkvartering i Hasle by, må vi kræve, at soldaterne medbringer sengetøj, og at der tildeles kvarterværterne en ekstra tildeling af brændsel, da ingen af kvarterværterne råder over brændsel til mere end 1 stue og til et tidsrum af højst 14 dage.
4. Man henstiller indtrængende til de militære myndigheder at gennemføre den i nærværende protestskrivelse punkt 2 foreslåede indkvartering.

Ligelydende skrivelse er samtidig hermed indsendt til Bornholms kommandant.

Mødets dirigent

Aage Jensen

Bankdirektør.

 

 

På forslag af dyrlæge Hans Kofod vedtoges det foruden at sende den til kommandanten for Bornholm.

Ivrigt diskuterende forlod den store forsamling derefter salen.