Vilhelm Herolds barndomsscene – Foredrag i Hasle 22. august 2015:

 

I dag, den 22. august 2015, er det 100 år siden, Hasles store søn, kgl. kammersanger Vilhelm Herold, holdt afskedskoncert i fødebyens kirke. Han var fyldt 50 år i marts måned, og nu ville han holde op som sanger og hellige sig opgaven som sanglærer. Og han blev operadirektør og leder af Det kongelige Teaters operaskole.

Vilhelm Herold valgte at holde den sidste afskedskoncert i sin kære fødeby. I den kirke, hvor han var blevet døbt og konfirmeret. Det vil derfor være naturligt at spole historien yderligere 50 år tilbage i tiden, til Herolds fødselsår 1865, og derefter kigge ind på hans barndomsscene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1865 var Hasle en lille by med knap 1.000 indbyggere. Et bykort fra 1858 viser, at byen havde en snes gader, foruden nogle stræder og gyder, med godt en snes bylandbrug, eller avlsbrugergårde, og mindre beboelseshuse. Herolds bagergård lå ved Storegaden, der altid har været byens hovedåre. Mod nord løb Storegaden ud i Sandbakkerne. Den sydligste del hed Grønnegade, der løb ud i landvejen mod Rønne. Der var grønne områder mellem ejendommene, og byen var omgivet af marker. Ingen forstæder dengang.

Havnen var et enkelt bassin med en næsten vinkelformet mole mod syd og en ligelinjet mod nord. Men netop omkring 1865 blev et nyt bassin, den senere mellemhavn anlagt. Så er de ydre kulisser sat på plads!

Sangerens fødsel.

Historien om Vilhelm Herold begynder søndag den 19. marts 1865. Hasle havde fået en ny lille verdensborger. Mange år senere, da Vilhelm Herold var blevet en kendt sanger, lavede han en tegning med en fantasi over, hvordan fødslen var foregået: En stork svæver over vandet med kurs mod Hasle på Bornholm, og storken er forspændt en lille kane, der kan flyde på vandet. I kanen sidder der et lille barn med Lohengrin-hjælm på hovedet. ”Lohengrin” blev jo en af Herolds glansroller på operascenen.

Den første offentlige meddelelse om fødslen var knap så poetisk. Historien er blevet fortalt adskillige gange, for den er gået ind i lokalhistorien: Den lille dreng kom til verden hos bagerfamilien Herold, som dengang boede i et hus i det senere Slagterstræde. Søndag morgen løb en otte-årig storebror til den nyfødte, en halvbror, for moderen havde været gift før, op til den nærmeste avlsbrugergård. Den lå på det sted, hvor vi i dag har den sydligste del af Svartingedal Skole. Drengen havde en blikspand i hånden. Den skulle fyldes op med mælk, og drengen løb ind på gårdspladsen.

Folkene i gården bemærkede, at drengen så så oplivet ud. Hvad var der sket? ”Vi hâr fåd grisa i nat,” sagde drengen. ”Nâ, vår monga?” ”Tâl.” ”Ho, ded va enj ordelij bunka. Fikj soen tâl grisa?” ”Naj,” sagde drengen, ”soen fikj æjleva, å moer fikj enj!”

Familien i bagergården.

Et par år efter Vilhelms fødsel flyttede familien Herold efter et mageskifte ind i naboejendommen, bagergården, som var mere omfangsrig end i dag. Den trelængede ejendom dækkede hele holmen fra Præstegade ned til Storegaden. I 1907 blev den sydligste del af ejendommen revet ned, og Teknisk Skole, det nuværende ”Bia Lid” blev opført på stedet.

Bager Julius Herold var gift med Margrethe Jensen, der tidligere havde været gift med en husmand i Klemensker. Han døde i 1857, hvorefter Margrethe fandt sammen med Julius. Skumlere spurgte hinanden, hvad enken Margrethe ville med den fattige bager. Det eneste han ejede, var en guitar, en gyngestol og en redekam. Men han ejede også et glad og charmerende væsen og et godt sind.

 

 

 

Ægteparret fik otte børn. Vilhelm Herold nævner et sted, at hans forældre havde 12 børn, hvoraf de ni levede i hans barndom, så der var altså nogle halvsøskende. En af Vilhelms brødre, Karl Mathias, blev lærling nummer 2 på Brødrene Ankers maskinfabrik. Han blev senere maskinist og havnede i Amerika.

Scenen er nu bagergårdens store gårdsplads med et kig ind i bageriet. Her står bagermester Herold og hans folk tidligt om morgenen og ælter dej til det daglige brød. Vinduerne står på vid gab, og bager Herold synger, så det kan høres langt ned ad Storegaden. Han har sikkert haft det som ”Bageren Jan Marhoul” i Vancuras bog af samme navn: Når han æltede dej, glemte han pengebekymringerne, og arbejdet blev ofte til en leg, en lykke for den, der på denne måde erobrede det daglige brød.

Der skal lige indskydes en mellemakt. I sommertiden, da Herold var blevet lidt større, stod han ofte meget tidligt op om morgenen, næsten samtidig med sin far. For han skulle ned til havnen allerede ved halv-femtiden og hente sild. Hasle Havn havde en flåde på ca. 10 fiskerbåde, eller eger. Så fik han sild i spanden, en fjerding, dvs. et kvartpund, til hvert familiemedlem. Sildene blev lagt i krukker derhjemme. Madam Herold havde for øvrigt folkene på kost, så der var ofte 16-17 personer til bords.

Vilhelm er nu kommet hjem fra havnen og får lov til at lege bager. Han kan godt lide at stå i bageriet og forme de små tvebakker. På gårdspladsen har bagersvendene travlt med at læsse de nybagte brødstykker, heriblandt de store lispundsbrød, på den lukkede vogn forspændt en velnæret hest. Herolds børn leger omkring vognen. Og den lille madam Herold vimser rundt og passer alle op. Hun ser hen på en tjenestepige, der står og bruger armene ved vaskebaljen, mens hun synger.

Madam Herold nikker anerkendende og siger: ”Denj pajan, dær sjynger te sit arbaj, e altid dænj bæsta. Hon e nemlij glâ for å sjødda nâd, å ded e glæn, dær driver varked!” Madam Herold blev for øvrigt kendt for sin morsomme evne til at kunne gengive folks talemåder og bevægelser. Så der var noget skuespiller i hende, men det var ikke noget, hun ville vedkende sig.

Folketyper i bagergården.

Nu begynder der at komme folk. Og en bagergård var dengang et af kernepunkterne i en lille by. Folk skulle ind gennem en stor port mellem bygningen, der nu er kendt som ”Herolds fødested”, og bagergården for at komme til det enkelt indrettede brødudsalg. Vi kan forestille os de forskellige folketyper: Husmødre i lange kjoler, nogle med tørklæder og forklæder foran sig, andre i kjoler med stramt snøreliv og mange flæser. Enkelte herrer i korte jakker, lange bukser og halsklud, en stil, der holdt sig gennem stort set hele 1800-tallet. Og så kom der vel også arbejdsfolk i blåt arbejdstøj, fiskere i rokkende gangart og med kasket og busseronne, piger i korte kjoler og mamelukker og drenge i busseronner, knæbukser, med kasket på hovedet og med klaprende træsko.

Indtryk af folketyperne begynder at fæstne sig i den lille drengs sind. Og Vilhelm Herold har fortalt om en rundrygget, stilfærdig mand fra Rønne, der ofte kom ind i bagergården for at hilse på familien Herold. Det var snedker Bech, ”Sjiklija Bech”. Han var gårdmissionær, og han stred sig gennem alskens vejr for at bringe evangeliets hilsener rundt til folk. Bech var så vidt vides tidligere gift ind i Vilhelm Herolds familie. Han plejede at se på børnene med sine milde, venlige øjne, og han strøg dem over håret eller om kinden med sin gigtprægede hånd.

Vilhelm Herold brugte senere denne person i titelrollen som den fromme skolelærer Mathias i operaen ”Evangeliemanden”. Rollen, der blev Herolds sidste store opgave på scenen, blev ikke regnet for særlig stor. Men Herold holdt meget af den, fordi han kendte manden, og han sagde i et interview:

”Som jeg har sagt til mine elever: ”I skal æde den figur, I vil fremstille – således bar jeg mig ad. Og hvis det lykkedes mig at ”give” den rigtige Evangeliemand, så var det, fordi jeg var Bech, ikke tænkte på Bech, men var ham.”

Efter morgensyslerne blev det tid for Vilhelm at gå op til skolen, der lå en lille gåtur fra bagergården. I denne toetages, rødkalkede bygning mødtes Vilhelm med sine kammerater. De kaldte ham ”Hvidhâud”, altså ”Hvidhoved”, på grund af hans lyse hår. Vilhelm havde en god lærer i H.C. Siersted, ham der tog initiativ til anlæggelsen af Hasle Lystskov omkring 1890. Siersted boede i den gamle borgmestergård i Vestergade. En datter af Siersted blev gift med den københavnske grosserer Julius Kopp, og huset er slægten Kopps ejendom den dag i dag.

Sangglæde i hjemmet.

Når Julius Herold var færdig i bageriet om aftenen, gik han ind og satte sig i lænestolen ved kakkelovnen i dagligstuen. Ofte sagde han: ”Kom nu hær, bælla, la vos sjynga!” Vilhelms ældste søster, Egedie, satte sig ved klaveret, og så blev der sunget to- eller trestemmigt, ”Når solen ganger til hvile”, ”Fred hviler over land og by” og flere andre sange. Bager Herold kunne også spille lidt guitar og klaver.

Ældre, enlige mennesker, der boede i nærheden af bagergården, listede ind i stuen for at høre på sangen. Og det er for øvrigt blevet fortalt, at søster Egedie sang så rørende, at folk græd, når de hørte hende. Det er også blevet fortalt, at Herolds børn ofte blev sendt ud i byen med slagtemad til folk, der ikke havde mange penge til rådighed.

Den lille Vilhelm fik også flere andre inspirationer i barndomshjemmet. I en af stuerne så han ofte forundret på en gipsfigur forestillende en gudinde, der hældte vand fra en amfora (græsk vase med to hanke) op i en skål. Figuren var lidt tarvelig, men Vilhelm kunne lide formerne. Og han havde den formentlig ofte i tankerne, da han mange år senere stod i sit atelier i København og arbejdede som modellør og billedhugger.

Vilhelm som bagerdreng.

Arbejdsdagen i bagergården var lang. Men også rig på oplevelser og menneskelige indtryk. Og man kan sige, at familien Herold forstod at veje fællesskab omkring musikalske glæder op mod hverdagens slid og ofte hårde realiteter. Den slags kan der også være brug for i vor tid.

Da Vilhelm i 1879 blev konfirmeret og færdig med skolegangen, måtte han trække i hvidt arbejdstøj. Han blev bagerdreng hos faderen, der var ingen anden vej at gå. Der var ganske vist blevet talt om andre muligheder. Vilhelm havde gjort et stærkt indtryk på en fornem Vallødame, der engang besøgte familien Herold. Hun blev så betaget af Vilhelms klare sangstemme og kvikke væsen, at hun ville have ham med til Sjælland og bekoste hans uddannelse. Bager Herold blev glad, men madam Herold sagde nej. Ikke koldt afvisende, hun fandt det bare forkert, hvis et af hendes børn skulle trækkes frem foran de andre.

Vilhelm måtte blive hjemme i bageriet. Men faderen og sønnen både arbejdede og sang godt sammen. Da drengens stemme kom i overgang, var faderen klar over, at her var noget, der skulle værnes om. ”La varra me å sjynga,” sagde han, ”fløjt!”

Bagerens lod havde også sine lyse sider for den glade dreng. Særlig brødturen var en dejlig pligt. Vilhelm og et par af hans brødre skiftedes til at køre ud med den store, lukkede kassevogn, fra morgen til aften og i alskens vejr. Turen gik nordpå ad kystvejen, ned til fiskerlejet Vang, eller østpå op i landet, til Bedegade i Klemensker, gennem de uvejsomme, men smukke  Simblegårdsbakker, sommetider over til Bornholms østlige side. Vilhelm bemærkede hver en bøjning af vejen, han lyttede til fuglesangen, og han sang af fuld hals. Når Vilhelm senere som ældre havde svært ved at falde i søvn, så gjorde han en ”brødtur” i tankerne. Så blev han behageligt træt, og snart efter sov han.

Når Vilhelm kom forfrossen hjem fra en brødtur, så pegede hans mor på kakkelovnen. Her havde hun stillet en gul fajancekrukke med dejlig, varm hvidkålssuppe. Og hvidkålssuppe blev hans livret.

Vilhelm som skriverdreng.

Hasles byfoged og borgmester, Christian Gregersen, fik øje på Vilhelm, og på hans opfordring blev Vilhelm skriverdreng på byfogedkontoret til en løn af 10 kr. om måneden. Byfogedkontoret lå i Vestergade, lige over for udløbet af Rådhusgade. Ejendommen, der blev betegnet som Løjtnant Hjorts Gaard, nedbrændte omkring 1940.

Hver dag mødte kontorets personale på arbejde i denne rækkefølge: Vilhelm kl. 8, politibetjenten kl. 9, anden fuldmægtig kl. 10, første fuldmægtig kl. 10.30 og byfogeden kl. 11. Ved siden af arbejdet underviste den ene fuldmægtig Vilhelm i forskellige fag, og det var tanken, at Vilhelm skulle forberede sig til jurastudiet. Vilhelm var stolt af sin position som egnens eneste kontorist. Det var noget, der skaffede ham en vis yndest hos det kvindelige køn, fortæller han et sted.

Fra sin skrivepult kunne Vilhelm Herold holde øje med de forskellige folketyper, der kom ind på byfogedkontoret. Og kontoret havde hånd i hanke med det lille bysamfund, der i 1880 havde 286 skatteydere. Nummer 1 på listen var ”borgermester” Gregersen med en anslået indtægt for 1881 på 4400 kr. Bager Herold var nr. 10 med en anslået indtægt på 2400 kr. Sidste mand på listen var en arbejdsmand med en anslået indtægt på 300 kr. Listen havde i øvrigt noteret 24 avlsbrugere, 9 købmænd, 4 bagere, 17 fiskere og 50 arbejdsmænd og tjenestekarle.

Da bager Herold døde i 1881, kunne Vilhelm ikke blive boende hjemme. Han besluttede så at tage en læreruddannelse. Hvortil moderen udbrød: ” ja, så kanj du sjynga i kjærkan om søndanj!” Det var nok ikke lige det, Vilhelm havde tænkt på.

Læreren bliver sanger.

Nu kommer der en mellemakt med skiftende scener om Vilhelms videre færd. Først kom han på seminarium i Jelling. Der var han med til at starte en lille sanggruppe, der tog rundt og glædede folk. Og han fik brug for sit atletiske talent. For han vandt et væddemål ved at gå på stylter over den ret brede Jellingdam. Gevinsten var 22 wienerbrøds-snegle, der hurtigt blev fortæret. Og så er der nogle, der siger, at man ikke skal give brød til bagerbørn!

Vilhelm Herold tog lærereksamen og kom til København. Han søgte ind ved Det kgl. Teater, og fik undervisning på forskellige områder. Der skulle bl.a. arbejdes med sproget, og en lærer bemærkede, at Herold gik ”bestandig ud af dørren.” Han lærte at begå sig på rigsdansk – men gemte på sin bornholmske dialekt til Bornholmsturene.

Den 10. februar 1893 fik den unge Herold en strålende debut som ”Faust”, og hans mor tog for første gang rejsen til København for at se sin søn på Det kongelige Teaters scene. Så fulgte der nogle begivenhedsrige år for den talentfulde Herold med den ikke store, men smukke og poetisk betagende sangstemme. Han kom ud i verden som gæstesanger, men hjemme i Danmark var han også meget efterspurgt, både som operasanger og som folkekær sanger rundt om i landet. Når han sang ”Fred hviler over land og by”, tænkte han naturligt på ”Hasleglansen”, solnedgangen over havet vest for byen.

I januar 1909 sang Herold Jeppe Aakjær og Carl Nielsens ”Jens Vejmand” ved et arrangement i Svendborg. Senere på året indsang han den folkekære sang på grammofonplade. Det var den første indspilning overhovedet med sange, der havde musik af Carl Nielsen.

Herold havde en menneskeskildrende skaberevne. Og hans styrke var den enkle og kraftige helhed. Man kan få den tanke, at det måske var hans iagttagelsesevne, udviklet i barndommens miljøer, der gjorde sig gældende.

Vilhelm Herold sang ved velgørenhedskoncerter, og må have glædet sin mor med sin optræden ved flere kirkekoncerter. Han sagde for øvrigt engang om en bror, der var førstelærer og kordegn: ”Min bror er kirkesanger, jeg er kun kammersanger.”

Længslen efter Bornholm.

Listen over danske kongelige kammersangere er på 50 navne. Bagerdrengen fra Hasle blev altså en af dem. Men han bevarede sit jævne væsen, og ikke mindst kærligheden til sin fødeø. Han sagde til venner i København: ”Mit hjerte græder af længsel efter Bornholm. Jeg må derover igen. Blot for at være der en dag eller to. Ja, undskyld, men sådan har jeg det over for min dejlige fødeø.” Når han kom til Bornholm, boede han som regel på Herolds Hotel, hvor hans  bror Hendrich Herold var  hotellets vært.

I Hasle havde Vilhelm Herold fra barndommen et venskab med familierne Dam og Kofoed på den gård, hvor hans fødsel var blevet offentliggjort i 1865. Da fru Benditte Kofoed i en alder af kun 49 år blev begravet fra Hasle Kirke en julidag i 1898, var kirken fyldt med hasleboer. Og da forsamlingen havde sluttet salmesangen, brød en enlig stemme ud og fyldte kirkerummet med sin smukke sang. Det var operasanger Vilhelm Herold, der var kommet for at vise den sidste ære. Og det var noget, der gjorde godt på en tung dag.

Bagergården i Hasle gled ud af Heroldslægtens eje, ”Det var trist,” sagde Vilhelm Herold engang. Han mindedes de ældre koner, der kom ind i bager Herolds stue for at høre på sangen, og sagde derefter: ”Jeg kunne have indrettet en stiftelse for de ældre, enlige koner. De sad i deres trange stuer, og det eneste, de havde at se hen til, var brevet fra børnene i Amerika.”

Herolds mor levede til 1909. Hun tilbragte sine sidste år i Rønne, og når hun fik besøg af sine børn, sagde hun med et varmt smil disse velkendte ord: ”Kom nu å få kaffe, bælla. Ræjtij bønnekaffe!” Denne replik nøjedes Vilhelm Herold ikke med at gemme i erindringen. Han fik den optaget på  fonograf.

Nu springer vi frem til den 22. august 1915. Scenen er atter Hasle Kirke, som har givet plads for Herolds afskedskoncert. Her bliver Herold akkompagneret af postmester Valentinus på violin og lærer Fredlev Skovmand fra Rønne på kirkens orgel. Koncerten slutter med ”Tænk, når engang”. Nu havde Vilhelm Herold sat punktum for sin optræden.

Han syntes ikke, hans stemme mere var det lydige redskab for viljen. Og efter koncerten sagde han til Fredlev Skovmand, med et let smil: ”Ja, jeg skrabede jo på lidt for tit!” Men tilhørerne fik en stor oplevelse. Pastor Alexander Reumert takkede Herold for den oplevelse, han havde givet sine bysbørn.

Arrangementet var ikke forud bekendtgjort uden for Hasle. Koncerten skulle forbeholdes Herolds bysbørn. Men kirken var overfyldt med tilhørere. Dagbladene fortæller, at der var næsten lige så mange uden for som inde i kirken.

Vilhelm Herold døde i december 1937 og blev som bekendt begravet i sin fødeby, hvor der er sat en smuk mindesten. Vilhelm Herold bliver ikke glemt, og han glemte ikke selv hverken at mindes eller vise opmærksomhed over for andre!

Arne Ipsen