Bornholmeren 28-02-1963.

 

 

Da stridige Haslemænd blev dømt til slaveri.

 

Borgerne gjorde oprør i 1640, da borgmesteren efter et besøg hos lensmanden på Hammershus, fik overdraget noget af udmarken.

 

Den rige Holger Rosenkrantz, som Chr. IV den 6.maj 1625 overdrog lensmandsstillingen på slottet Hammershus, lod ti år senere i oktober måned den hasleborgmester Sander Pedersen Lesler kalde til sig på slottet angående en ansøgning til lensmanden om at få lov til at købe nogle stykker af udmarken nord og syd for Hasle.

 

Herr. Holger, der før havde vist, at han på forskellig måde havde forstået at samle sig rigdom – man sagde, at han var god for 4000 tdr. hartkorn – tænkte ved sig selv, da han lod gå bud til den hasleborgmester, at han måske ved mundtlig forhandling om de jordstykker, der var tale om, kunne opnå en større overdragelsesafgift, end at ordne sagen ved brevskriveri.

 

Den16.oktober 1635 lod borgmesteren sin karl strigle og pudse sin bedste hest i stalden til slotsturen. Vel kunne han nok age til slottet i sin stadskarosse, som han havde arvet efter en af sin slægt, den velhavende østerlarskerbonde Claus Lesler, men da lensmanden var en gammel krigsmand, kendt fra Kalmar – krigen, var det ikke umuligt, at han syntes bedre om en ridende end en agende borgmester, og det ville jo også se mere værdigt ud, ikke mindst i lensmandsfruens, den fine Mette Gyldenstiernes øjne, at han kom over slotsbroen og op over slotspladsen til den indre slotsgård og gjorde sin reverens foran vinduerne til fruestuen på en med fint ridetøj behængt ridehest, end at komme halvvejs krybende ud af en karosse, der var alt andet end pyntelig i betræk, snore og duske.

Da borgmesteren blev vist ind til lensmanden i hans brevkammer, fik han en nådig velkomst, som det sømmede sig en højadelig lensmand at en borgerlig person, selv om han var sine bysbørns gæveste mand.

 

Lensmanden, som lige var fyldt de 49 år, var allerede mærket af livet ved det storhof, han sammen med sin og sin hustrus fine slægt og adelige junkere og jomfruer førte, rømmede sig nogle gange og straks efter bragte kældersvenden to sølvstobe, fyldt til randen med spansk, krydret vin, ind til lensmanden og hans gæst.

”Singgott, min gode borgmester!” sagde lensmanden affabelt og løftede sit bæger – borgmesteren løftede også sit, men da han ville støde det til lensmandens, afværgede denne dette og drak, man skålede jo kun med sine ligemænd i stand og værdighed.

Efter som vinen sank i bægrene, blussede borgmesterens af ridtet og efterårsvinden røde kinder mere og mere, og tilbageholdenheden hos ham forsvandt lidt efter lidt, sådan at da de to gæve mænd kom til at forhandle om det, der var borgmesterens ærinde, blev de hurtigt enige, den store og stolte adelsmand blev nedladende, og borgmesteren fra den lille by blev storladende, således at resultatet blev, at borgmesteren fik de to jordstykker han ønskede, til evig arv og eje for sig selv og sine efterkommere.

 

For denne nådesbevisning måtte han erlægge 12 blanke dalere.

Dagen derpå red Sander Pedersen Lesler hjem til sin lille by med det på kongens vegne af lensmanden med navn og segl bekræftede ejerbrev på de to jordstykker i sin brevtaske og ikke så lidt ør i hovedet af nattens begivenheder på slottet, thi den ranke og smukke borgmester havde fundet nåde for fru Mette Gyldenstiernes øjne var blevet budt at være hendes gæst ved det selskab, som skulle holdes på slottet om aftenen i anledning af hendes geburtsdag. Han var dog så klar i hjernen at han blev enig med sig selv om at tie med nogle af nattens adelskransede excesser.

 

Det vakte harme hos de hasleborgere, da det rygtedes og blev bekendtgjort for dem ved kirkestævne, at borgmesteren havde fået ejerpapir på de to jordstykker, og at de havde at holde sig derfra med deres kvæg; særlig harme vakte det, at de dermed formentes adgang til den gode græsning, som var i engdraget ved bydammen syd for byen.

 

For ret at hævde sin ejerret til de to ret store løkker, lod borgmesteren dem indhegne med sten og risgærder. Dette gjorde ikke sagen bedre; borgmesteren modtog både klager og trusler, som han dog intet hensyn tog til, men lod sine løkker pløje og så til med rug.

Omsider skulle harmen hos borgerne have luft, og så en søndag, efter kirketid, samledes de fleste af byens mænd nede ved søndre bæk, bevæbnede med ladte flinte, stager og plejte og marcherede under ledelse af de to rådmænd i staden, Hans Mogensen og Peter Hansen, op til løkken ved bydammen.

Man sang og råbte, affyrede flinterne og svang plejlene susende i luften. Det gik her, som det altid er gået, når almuen gjorde oprør mod de store: Man ødelagde, man rev ned, slog i stykker, man byggede aldrig noget op!

Da borgerne, nu fulgt af byens fattige kællinger og deres unger, nåede ud til borgmesterens løkke, blev gærderne væltet ned eller som for risgærdernes vedkommende trukket op og ødelagt.

Sæden, der var moden til at høstes, blev trampet ned og ødelagt. Efter denne dåd ved bydamsløkken drog oprørsskaren gennem byen forbi borgmesterens hus og ad den til dels bundløse Algade ud til den nordre løkke, som fik samme omgang som den anden.

 

Efter denne sejr samledes skaren i det gamle gæstgiversted og herberg, som lå på hjørnet af Algade og den slugt, som førte ned til stranden nord for havnen, den nuværende Toldbodgade, og her fejredes den med bredfulde krus af stærkt øl. Krusene blev svunget og tømt på ægte nordisk vis med sang og jubel, lig kæmperne i Gorm den Gamles hal, og medens råbene fra gæsterne og deres klapren med lågene på krusene lød til herbergsfatter: Mere, mere øl, sad borgmester Sander Pedersen Lesler hjemme i sin skriverstue og prentede en klage til kongen om den ugerning, der var øvet mod ham af byens mænd og de to rådmænd i spidsen, og samtidig bad han kongen bekræfte det af lensmanden udstedte ejerbrev på de to jordstykker, thi en af årsagerne til borgernes fremfærd var netop, at de ikke anerkendte lensmandens ret til at handle med nedarvede rettigheder, som han havde gjort ved at give borgmesteren ejerskøde.

 

Den 27. april 1639 modtog borgmesteren kongens egenhændigt underskrevne stadfæstelse på, at han anerkendte det af lensmanden udstedte købebrev som gældende, og at enhver, som overtrådte det ved at hindre ejeren i at udføre sine rettigheder på omhandlende jordstykker, til straf var hjemfalden.

 

Nu rejste borgmesteren hovedet og lod sagen bringe for retten, for at ufærdsmændene kunne få deres straf, men nu mødte han modstand, der var stærkere, end han før havde mødt og viste de gode hasleborgeres stejle sind og sammenhold, der ikke så mange år efter skulle komme til at betyde så meget for hele øens fremtid.

Deres talsmand mødte i retten og krævede, at skulle der dømmes, så skulle hele borgerskabet dømmes, thi de stod alle for en og en for alle som ansvarlige for, hvad der var sket.

Der blev gjort forsøg på at finde en mindelig løsning og ordning på sagen; for at der skulle dømmes og straffes, kunne man ikke komme udenom, men hasleborgerne holdt stejlt på deres.

 

Under sagen blev borgmesteren syg og døde, inden dommen blev afsagt, og det var måske en medvirkende årsag til, at dommen blev som den gjorde.

Ved herredagen, som holdtes i København den 9.maj 1640 under forsæde af kongen selv, slap de hasleborgere fri for tiltale og dom, trods deres stædige påholden om at blive dømt lige alle; derimod blev de to rådmænd, som havde været lederne for optøjerne og den forvoldte skade på borgmesterens ejendom, dømte.

 

Rådmand Hans Mogensen fradømtes sin ejendom med tilhørende jordlodder, og rådmand Peter Hansen der så nok har været den gæveste, dømtes til et års slavearbejde på Bremerholm i bolt og jern og derefter forvises fra Bornholm til evige tider.

Det var hårde straffe, synes vi i dag, men målt med datidens retsalen vel nærmest milde, når henses til, hvor lidt der ellers skulle til, før bøddelsværdet blev svunget, men som før nævnt skyldes straffens mildhed måske borgmester Sander Pedersen Leslers død under sagen, eller og kan hænde, det passer bedre, de stivsindede hasleborgeres krav om fælles straf for fælles gerning.

 

Et minde om, hvor den søndre løkke og bydammen lå, har man i det nuværende gadenavn, Dambakken.

 

Carl J. E. Aakerlund.