Bornholms Tidende d. 3. marts 1906.
Ny mejeribestyrer.
Mejerist H. Spanner, der nylig i en alder af 24 år har taget en særdeles fin eksamen på Dalum Mejeriskole, er bleven antaget som mejeribestyrer på mejeriet ”Broholm” i Østerlars. Spanner er søn af avlsbruger Spanner i Hasle.
Bornholms Tidende den 19.juli 1922.
Jordefærd, Hasle
Torsdag den 13. ds. Jordedes på Hasle Kirkegård, mejeribestyrer Spanner, ”Broholm”, under meget stor deltagelse.
I følget var bestyrelsen og en del af andelshaverne i ”Broholm mejeri”, ligesom næsten alle øens mejeribestyrere var mødt for at vise den afdøde den sidste ære.
Kapellet var smukt pyntet, og den hvide kiste stod omgivet af et væld af blomster og kranse, hvoraf mange signerede, bl.a. fra bestyrelsen for ”Broholm”, fra ”Broholm Mejeri”, personalet på ”Broholm”, ”Bornholms Mejeristforening” og flere.
Pastor Nielsen talte smukt over den afdøde, som var gået bort i sin bedste alder og midt i sin virksomhed, af en efter menneskelige beregninger lille årsag, det var jo blodforgiftning efter en rift på finger, som forårsagede døden, men Vorherre havde andre beregninger med os, som vi ikke altid kunne forstå. Han havde ganske sikkert også sin hensigt med dette dødsfald, således at vi andre kunne drage lære deraf og indrette vort liv således, at vi kunne gå bort, om det skulle være med kort varsel. Præsten trøstede enken og de 3 små drenge med, at Spanner var gået bort i troen på sin frelser, og han, som sørgede for de mindste skabninger på jorden, nok i fremtiden skulle sørge for dem også.
Derefter bæres kisten til graven af afdødes kolleger, og efter jordfæstelsen takkede Købmand Lund, Østermarie, for den store deltagelse, der var udvist ved Spanners sygdom og begravelse.
Formanden for ”Broholm Mejeri”, E. Hansen, Risegaard, takkede med hjertelige ord Spanner for den dygtige og trofaste ledelse af mejeriet i de 16 år, han havde været dets bestyrer, og for den smukke måde, han havde færdedes iblandt dem dernede i Østermarie.
Købmand Lund omtalte det gode hjem, der havde været på ”Broholm”, og hvorledes Spanner under sin sygdom havde talt om sit forhold til Gud, således at han kunne sige, da sygebilen afhentede ham, og han skulle på Amtssygehuset, og han tog afsked med hustru og børn, at hvis han ikke så dem mere hernede, og dette var jo et godt minde at have midt i den store sorg.
Direktør Bergsted takkede på Mejeribestyrelsens vegne Spanner for det gode og solide arbejde, han havde udført i mejeribrugets tjeneste, omtalte hans dygtighed og trofasthed, ved hvilken han stod som et godt eksempel til efterfølgelse, og takkede ham som den gode kollega, han altid havde været, og sluttede med at udtale et ”Ære være Spanners minde”. T. H..
Bornholms Tidende d. 22.apr. 1963.
Dødsfald.
68 år gammel er fhv. hotelejer Henrik Bidstrup Thiesen, Storegade 18, Hasle, afgået ved døden på Centralsygehuset, Rønne.
Afdøde, der var født i Rutsker, lærte i sin ungdom til mejerist på ”Hammersdal”, Rutsker og arbejdede senere på ”Svalhøj”, Klemensker. Arbejdet som mejerist medførte imidlertid, at han fik eksem på arme og hænder, hvorfor han måtte hæve med dette arbejde.
I 1919 købte han Hotel Hasle, som han drev et par år, hvorefter han flyttede på landet. Han boede bl.a. en del år på St. Vedbygård, Olsker. Restaurationslivet havde dog hans interesse, og i 1929 blev han ansat som restauratør på den daværende skibsrute imellem Allinge og Simrishamn. I 1932 købte han Vandmøllekroen, Nyker, og drev denne indtil han i 1941 igen flyttede på landet. Hans landophold i denne omgang blev dog kun af kort varighed, idet han i 1944 for anden gang købte Hotel Hasle. Dette hotel drev han nu bistået af sin kone, indtil 1958, da han ”lagde op” og afhændede hotellet.
Afdøde har gennem mange år været medlem af bestyrelsen for A/S Hasle biograf og forsamlingshus, hvor han har gjort et stort og uigennyttigt arbejde. De sidste 5 år har han været virksomhedens direktør.
Afdøde efterlader sig foruden sin hustru, tre voksne børn: Bernt, der er bankbestyrer i Tejn, Willy, der er sygekassekasserer ved Hasle sygekasse og Else, der er gift med snedker Svend Aage Jensen, Dambakken, Hasle.
Begravelsen er foregået i stilhed.