Bornholmeren d. 16.04.1980.

En hyldest til min bror, historiefortælleren.

I dag fylder forfatteren Henning Ipsen 50 år, så må der gøres minder. Mine tidligste minder om min elleve år ældre bror går langt tilbage i tiden. Jeg var så lille, at han havde mig foran på sit hjul på vej til fodboldtræning på Hasle Fælled. At jeg havde gjort mine bukser våde, før vi skulle hjem, siger også noget om min ikke fremskredne alder. Det skete næppe på grund af spænding over fodboldkampens forløb, for sport har aldrig haft så stærkt et tag i mig som i Henning Ipsen.

Han var faktisk en af de stabile spillere inden for Hasle Idrætsforening fra omkring 1940 og nogle år frem efter. I dag snakker han godt med folk om både fodbold og biler og mere end det, for der snakkes meget i den familie.

Jeg husker endnu, hvor venlig og omsorgsfuld han tog det med den lille irriterende unge, der ikke havde kunnet holde sig tør, og jeg vover ved denne lejlighed at pointere hans menneskevenlige menneskelighed som præger både hans arbejde og daglige adfærd. Man går jo bare ikke og siger meget af den slags til hverdag.

Min bror tog studentereksamen samme år, som jeg begyndte i første klasse. Den gang var det ikke almindeligt, at et barn fra et arbejderhjem blev student. Min mor sørgede da også for, at jeg fik fri fra skole den dag for vi skulle til St. Torv i Rønne for at få et glimt af storebror i det festlige hestekøretøj.

Han var kun 18 år dengang og hans vej gik straks væk fra Bornholm med Skårups Seminarium som næste station. Han fandt sin kone på seminariet og Fyn skulle engang – efter afstikkere til Herlev og Hundested, hvor han var lærer – blive bostedet. Jeg husker endnu en radioudsendelse med korsang fra det fynske seminarium – bror og svigerinde var med i koret – hvor den skønne sang: ”For alle de små blomster” var på programmet.

Det kunne synes som om der går en linje fra denne musikalske kærlighedserklæring til den nuværende position på Fyn. Men Bornholm blev aldrig glemt. Man bør aldrig pådutte en forfatter noget med afbillede steder eller personer i hans fortællinger. Vi får jo alle de mange indtryk og påvirkninger – hvis vi ellers holder alle sanser åbne. Og den skarpe iagttagelse må naturligvis præge en historiefortæller – som Henning Ipsen kalder sig.

Bornholm har sin betydning. Hele sommeren tilbringer min bror og hans familie i Hasle. Han trives bedst i det jævne hverdagsliv, både i Kerteminde og i Sønderby.

Men ikke noget med at kalde ham hjemstavnsforfatter. ”Man må nu en gang skrive ud fra det man er dybt fortrolig med”, sagde han engang i et interview. I samme artikel sagde han også noget om, at mulighederne for informationer, adgangen til tidsskrifter og TV er nøjagtigt de samme, om man sidder i Kerteminde eller Gladsaxe.

Det har dog været spændende at følge hans og den svenske fotograf Sune Jonssons forarbejde til bogen ”Bornholm og bornholmere” som gennem tekst og billeder skildrer klippeøens steder og hverdagsliv uden for turistsæsonen og ofte har man kunne genkende intentioner i efterårets Ipsen – roman, som vi snakkede om i sommerferien. Men nok om det. Den slags er privat mellem brødre. Hans nære forhold til ægteparret Hedvig og Oluf Høst skal dog nævnes. Høst, dette fine menneske, fik stor betydning for hans forfatterskab. Han tænker dog ikke visuelt, men i historier, og kritikerne har øje for hans varme humor og venlige ironi. Relationerne mellem menneskene har altid optaget ham og som en kritiker engang har skrevet: ”Tolerancen har Henning Ipsen kæmpet hårdest for”. I øvrigt har han også travlt som debatskriver og oversætter.

Få dage før fødselsdagen udkom Henning Ipsens bog nr. 30 – kroniksamlingen ”Kalkunerne”. Hans yngste datter Pernille har fotograferet portrætter af sin far på bagsiden. En anden datter Malene, som er billedkunstner, har lavet omslag med et fint applikeret billede. Han har en datter mere, Ane som bor i Californien. Familielivet har altid betydet meget for Henning Ipsen, som ikke blev det man kalder receptionsløve.

Hans uformelle indstilling i verden fornægter sig ikke. Og selv om han helst tager til storbyer, når han rejser udenlands, så er byer som Kerteminde og Hasle lige ham. På sådanne steder bliver folk respekteret. Som det de er: Arbejdsmand, Købmand eller forfatter. Og i Hasle siger man naturligvis ikke: ”Kommer forfatteren hjem til sommer”. Nej der siger man: ”Kommer Calle i år”, for han hedder oprindelig Carlo Henning Ipsen. Det måtte jeg vist ikke fortælle – men der måtte jo gives en forklaring på ordet.

Hermed en lille hyldest til en bror – og en hyldest til forældre der hjalp deres børn godt på vej.

Forfatteren Henning Ipsen fylder i dag 50 år. Hans bror, journalisten Arne Ipsen har skrevet denne fødselsdagshilsen, som også er en tak til forældrene i Hasle.

 

 

Bornholmeren den 9. april 1990.

Af Arne Ipsen.

Han mestrede den lune ironi og den skarpe vurdering.

Journalist Arne Ipsen, født og opvokset i Hasle, nu bosat i Humlebæk nord for København har skrevet denne mindeartikel om sin 11 år ældre bror, Henning Ipsen, der ville være fyldt 60 år den 16. april i år.

Når hele landet fester på vores Dronning Margrethes 50års fødselsdag, 2.påskedag den 16. april, er vi også nogle stykker, der vil mindes forfatteren Henning Ipsen, som denne dag ville være fyldt 60 år.

Undertegnede, hans godt 11 år yngre bror, var den vistnok sidste, der fik en lang samtale med ham. Trods mathed efter en vinters slid kunne han på sin velkendte varme måde forfægte meninger, og vi både lo sammen og småfortvivlede over vores fejltagelser og de barske begivenheder ude i verden. To dage efter døde han pludselig i vores forældres hjem.

Det er nu seks år siden, og hans varme engagement, hans indignation over uretfærdigheder og kompromisløse skriverier for medmenneskelighed lever fremdeles videre.

Når jeg forlader Bornholm efter kortere eller længere ophold, håber jeg altid at få ”Poul Anker” som transportmiddel. For i denne færges restaurant viser Helge Nielsens store, dejlige vægmaleri fire bornholmere, der ikke er mere, men alligevel på en eller anden måde stadig lever i det bornholmske samfund: Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, sprogforskeren Johan Nicolai Madvig, forfatteren Martin Andersen Nexø og maleren Oluf Høst.

Sidstnævntes stolte skikkelse og brede ansigt med de kloge, følsomme øjne dvæler jeg altid ekstra længe ved. For Høst fik stor betydning for min bror – som ven og som rådgiver.

Vi kan ikke tage til en mindepark for Calle (han var døbt Carlo Henning Ipsen), sådan som familien om sommeren ynder at besøge Almindingens ”Segen” til minde om skovfoged Valdemar Seier. Calle ville såmænd heller ikke have ønsket så meget som en lille mindeplade. Han ønskede bare, at hans skriverier måtte leve videre til debat om humanisme og tolerance i det daglige.

Han så en stor del af verden, men syntes Danmark var det bedste land at bo i. og han delte tilværelsen mellem Kerteminde (der også var hans kone, Brittas barndomsby) og sin egen barndomsby, Hasle, hvor han hele sommeren sad og arbejdede i sommerhuset på vores forældres grund.

Det var også i Hasle, udendørsoptagelserne til ”Regnvejr og ingen penge”, Dansk Tv’s første skuespilserie (om en bornholmsk arbejderfamilie) fandt sted – med lokale statister, bl.a. vores mor, under ledelse af instruktøren Gabriel Axel!

Nu i foråret 1990 er det 25 år siden TV – spilserien blev udsendt og nærmest ribbede de danske gader for mennesker fire søndag – aftener i maj og juni 1965.

Serien handler om en tid, han ikke helt havde på nært bornholmsk hold: 1945 – 64, idet han flyttede fra Bornholm efter studentereksamen i 1948. nej, perioden er min opvæksttid, indtil jeg forlod Bornholm i begyndelsen af 60erne.

På bredt plan kendes Henning Ipsens navn nok især fra ”Regnvejr og ingen penge”. Calle var glad for de medvirkende, særlig hovedpersonernes skuespillere, Jens Østerholm og Kirsten Søberg – der senere fik rollen i TV – dramatiseringen af Hans Kirks ”Fiskerne”. Og han fik mange glade hilsener, talte især om et brev fra en Frelsens Hær – kaptajn, der takkede for den fine skildring af et arbejdermiljø.

Ved nylig genlæsning af TV – spillet i bogform har jeg fået en varm genoplevelse af de 15 – 20 år efter krigen. Generelt står denne tid for mig som de sammenbidte genopbygnings år, længe før der var råd og overskud til begreber som miljø og kreativiteter. Men Calles historie kunne give nogle træk, der fik en til at revidere noget: Jamen, der var jo alligevel noget sammenhold og en vis samhørighed med gode venner i landsognet – selv om bytonen kunne være lidt skarp, far var arbejdsløs hver vinter (fordi han var murer), og der næsten konstant skulle køres koks hjem fra Brugsen eller Gasværket. – Og evakueringen i 1945 er mit allerførste minde.

”Regnvejr —” kunne godt tåle at blive genudsendt som et tidsbillede – selv om Calle ikke tænkte i kulturhistorie og topografiske stedbeskrivelser, når han arbejdede. Relationerne mellem mennesker var hovedsagen.

Men Bornholm og Fyn lå i sjælen. Han kunne skrive på én gang nært og universelt om Bornholm, f.eks. dette fra en kronik: ”Føler mig for alvor hjemme når gamle mænd med krumme knæ af de stejle bakker vandrer mod havnen med blikket mod horisonten, eller når en af disse piger med deres brede asiatiske kindben træskoklaprer til garnbredslerne” og Genoplever pubertetens mystik og halvforløste undren i den krydret duftende skov af umiskendeligt erotiske bjergfyr. Trækker vejret dybt i den ozonmættede luft under den høje himmels stærke lys og får sammenhængen i Høsts billeder klargjort.

Om Fyn og Kerteminde: ”Her er ingen klipper, men her er det stejle Fynshoved med et vejr som kan gøre storbymennesker matte i knæene af al den ilt. Her er ikke Dueodde med klitter og milevid strand med snehvidt puddersand, men her er i al stilfærdighed Sydstranden hvor ungerne kan bade risikofrit – og det er ikke mindre værd end naturoverflod. På Nordstranden ligger alle dem fra Odense, så det er ganske velfordelt uden at nogen har udstedt dekreter om det. Idylliske gader, bevares, nette velplejede huse med udskårne døre og buede vinduer, en overgang overvejede byrådet sågar at lade de toppede brosten ligge i én smøge til glæde for lokalhistorikere og nostalgikere”.

Det idylliske tog aldrig overhånd, og den lune ironi og skarpe vurdering kom altid med. Også i hans hovedsag, romanerne, der tegner så mange fine menneskeskikkelser. Som regel kunne jeg genkende teorier og synspunkter i efterårets udgivelser fra diskussionerne i de bornholmske sommernætter.

Vi kunne diskutere, så det røg om ørerne. Og måske havde vi begge lidt af den ”Lindestædighed”, som vores far tillægger visse i familien med drilsk hentydning til vores mors slægt. Men Calle kunne skære igennem og finde kernen i en sag, og jeg fik aldrig rigtig sagt midt i min irritation: ”Hvor har du dog ret!”

Egentlig snakkede vi ikke ret meget litteratur, og vi respekterede hinanden skriveområder. Calle delte nok ikke helt min interesse for førnævnte skovfoged Valdemar Seiers skriverier: Komedien ”Almijnsfolk”, bøger om bornholmske folkeminder og fugleliv og romaner om bornholmsk bondekultur. Men vi kunne sammen nyde at tage til skønne parker, ikke mindst den livlige Brændegårdshaven, hvor generationer mødes – sammen med familien.

I øvrigt kunne man tale med Calle om alt mellem himmel og jord: Tro, livsopfattelse, politik, fodbold, biler. Det opstyltede afskyede han, havde det bedst hjemme i Kerteminde, ”hos Britta og ungerne”, eller sammen med forældrene og gamle venner på Bornholm. Og han gav engang denne definition: ”En puritanist – det er sådan en, der siger, at han ikke kender The Beatles og mener, at Sophia Loren bare er en dum gås!”

Calle voksede op i et musikalsk håndværkerhjem, med en mor begavet med skrivetalent og en far (murer og organist), der altid har haft en vis sans for de skarpe vurderinger. Calle blev et myreflittigt arbejdsfænomen som forfatter, oversætter og anmelder. Men der har altid været tid til andre mennesker, lige fra skoletiden, fodboldæraen og spejderarbejdet.

Mandag den 16. april ville Calle have sendt varme tanker til vores dronning, som han satte meget højt. Og undertegnede vil håbe – for det ville være i hans ånd – at mange løfter et glas rødvin og bare et lille øjeblik mindes (Calle) Henning Ipsen.

Arne Ipsen.