Bornholmeren d. 28. juli 1979.

 Hasle – et sted midt i verden.

Forfatteren Henning Ipsen har i Jyllands-Posten som led i en ny serie om kendte danskeres barndomsbyer fortalt om Hasle. Vi bringer her artiklen med forfatterens tilladelse.

Langt ude i det baltiske hav, sydøst for Skånes østligste udpost, ligger en klippeø – af upoetiske geografer kaldet en horst (hvad det så er) – for nogle af os så magisk fuld af udfordring og længsel som Mount Everest for bjergbestigere. Verdens midtpunkt og navle i et hav trods sin beskedne størrelse er et verdenshav, der af krigeriske strateger vurderes højst, men som især kan vise tænder eller stilfærdigt koge buldrende mod strandstenene, en evigt tilbagevendende lyd for den, som er vokset op med hver morgen at høre havets kartoffelgryde.

Øen hedder Bornholm, tidligere burgundarholm, og dette navn har givet anledning til lærde folks ørkesløse spekulationer om, hvorvidt det var den vikinger, der gav navn til Bourgogne, eller om tværtimod burgunderne skulle have slået sig ned i Østersøen fjernt fra vinstokkene.

Ozon – luft.

Lad det ligge. Min hjemø er et bemærkelsesværdigt sted med nationens øvrige fladhed, med sandstrande, frodige marker, skove, en skråtliggende lagdeling så samtlige geologiske perioder kan studeres uden at interesserede behøver at grave bare en meter ned. Men måske især med et hav af endnu mere vekslende farve end den Kerteminde – bugt jeg daglig ser, den som Johannes Larsen malede så overbevisende. Østersøens farve er hastigt vekslende, men gennemgående så blå, at Middelhavets højtbesungne azurblå i sin tid blev lidt af en skuffelse for mig. Rivieraen er jo ikke andet end den bornholmske østkyst i større format. Helledusseda, er det noget at rejse så langt for at opleve noget man kan se på Bornholm.

Mit gensyn med Bornholm er ikke noget skrålende: California, here I come! Jeg kommer der stille og lige forventningsfuldt hvert år for at leve en tid i min fødeby. Leve, arbejde, genopleve. Mindes og genopfriske, tale mit modersmål, som hånligt – uden at det gør indtryk på mig der i modsætning til Glistrups Rønnefint taler bornholmsk – kaldes halvsvensk, langt morsommere sudetersvensk. Vandre de gamle steder, indsnuse den ozonluft, som stammer fra de svenske og finske skove, græmmes over de overdrevne turistfremstød som indbefatter at en smule vandpyt uden for byen er blevet udnævnt til ”hellig kilde” skønt enhver af os uden for propagandisternes rækker udmærket ved, at det er fisker Korings dam med lidt salamandere og frø æg uden helligdom. Sådanne turistfiduser kan skræmme mig, men også lade mig aldeles kold, fordi vandhullet trods alt ser ud, som det altid har gjort, uden gudestatuer eller iskiosker, ja, endog uden de såkaldte kunstgallerier med metervarer, der dukke op ved enhver seværdighed.

En del er, som det var. Og dog: I min barndom var der kalkuner i legioner på løkken neden for husene, en oppustet hær af skræmmende dyr, der ikke kunne bestemme sig for, om de var høns eller næsehorn, når de gungrede frem mod en lille splejs som mig, hvad de gjorde hver gang.

Løkken havde sandjord med en beskeden, smuk vegetation af røllike, rejnfan, vild peberrod, bynke og lasede lyngtotter. I dag ligger der parcelhuse magen til dem, man kan se i enhver dansk købstad.

Hvis man var et nostalgisk gemyt, kunne man sætte sig ned og beklage sig over forandringen, akkurat som jeg ser at andre bornholmere i eksil gør det ved den mindste ændring på vores baltiske klippeø. Ofte kan man få den fornemmelse, at de til hverdag naturligvis ikke ville undvære tidens komfortable forbedringer – men når de for en kort bemærkning vender hjem til Bornholm, skal vippebrønden helst være der, gaderne skal være dækket af toppede brosten, de dybe rendestene flyde med snavset vand. Alt skal være, som det er i deres længselsdrømme efter et fortidsparadis, som næppe var særlig fuldkomment.

Det er nu engang, som den kloge Johannes Smith skrev: Min barndom var ikke lykkelig, det er noget, den er blevet med årene.

Med andre ord: Jeg savner ikke de forbandede kalkuner, som jeg i virkeligheden var hundeangst for. Deres brand røde hoveder, deres brusende massive angreb som lignede de kampvognsfremstød de Gaulle siges at have forudset længe før Hitler tog dem i anvendelse. Jeg gætter på, at den franske general også voksede op i nærheden af en kalkunløkke.

5 røgerier.

I min barndom var der i vores lille by hele fem røgerier i drift. Om sommeren lød meget tidligt om morgenen træskogungren på fortovet, det bankede på vinduet, tegn til at min mor skulle ”i sildene” for at rense dem og stikke dem sammen gennem hovederne, så de kunne hænge over de lange spid, hvorpå de røges. For vores lille familie et uhyre lille, men nødvendigt økonomisk tilskud.

I dag er der ét silderøgeri i gang – så længe fiskekvoterne ikke er opbrugt. Nedskæringen kom dog længe før der blev diskussion om mængden af fisk i havet, den skyldtes sundhedsmyndighederne, som i deres uransagelige visdom krævede vaskerum med fliser op til loftet i hvert røgeri, for at konerne – silderøgning er traditionelt kvindearbejde – skulle kunne tage bad på arbejdspladsen. Det kunne de færreste røgerier økonomisk klare.

Nu er der kun røg fra det ene røgeri, en fed vellugtende røg, som jeg elsker så meget, at jeg uden at mukke stikker piben ind – silderøg og tobak går ikke godt sammen.

Selv om jeg absolut ikke ønsker tiden skruet tilbage for de folk, der fast lever på Bornholm, og selv om jeg ikke kan se, at en kornsilo skulle skræmme et havneparti, er der naturligvis ting, jeg savner, når jeg genser min fødeby Hasle, som ikke ligger i nærheden af Århus og heller ikke hedder Haslev, men er en af størrelse næsten uforanderlig by på den bornholmske vestkyst, mellem Rønne og Nordeuropas største ruin Hammershus (i størrelse blev den dog en overgang overgået af Hamburg og andre stæder). I øvrigt er Hasle den by Herman Bang på sin bornholmske kunstrejse ”kørte igennem” – jeg har aldrig brudt mig om Bang.

Mit største savn er slet ikke barneårenes lyde i gaderne, træskoklampren, dækløse cykelfælge drevet frem over brostenen af en pind, konernes bløde gang på ”lappesko” med cykeldæksbunde, murernes skramlende trækvogne med baljer, selv om de uendelige strømme af biler, motorcykler, knallerter, indimellem kan få en til at længes efter dengang.

Nej mit største savn er damperen. Uanset om denne hr. Diesel længe før jeg blev født havde forsynet de daglige skibsforbindelser mellem København og Bornholm med andre maskiner, er det den dag i dag damperen, der anløber Bornholm. Nu har Rønne, derpå sin vis trækker øen lige så skæv som København gør det med resten af landet, monopol på denne trafik.

I min barndom kom Damperen til Hasle. Bevares, de største af bådene anløb Rønne, men dengang eksisterede Østbornholmske Dampskibsselskab. Eftersom det ejedes af Hasle, Allinge, Gudhjem, Svaneke og Nexø, måtte selskabets dampere anløbe samtlige havne på hver eneste tur, hvilket fordyrede sejladsen så betragteligt, at rederiet til sidst måtte give op. Men bornholmere er individualister (som Høst sagde): Når den ene maler sit hus rødt, gør naboen sit blåt. Hvorfor skulle en af de fem byer have eneret på Damperens besøg, når man langt senere ikke kunne blive enige om det fornuftige at gøre en ø med 47.000 indbyggere til én kommune?

Damperen var om aftenen nervepirrende drama, når store springende tyre skulle trækkes om bord, om morgenen summede forventning når man skulle hente familien eller bare sommergæster, som skulle leje et par værelser i huset.

Lidt fiskeri.

Men der er ingen damper mere i Hasle havn. En gang var der indregistreret en mængde skonnerter og galeaser, det var i de år, da man endnu kunne opleve at se en stor finsk brig eller bark ude på havet for fulde sejl. I dag er der fiskerbåde, også dé i færre antal, på trods af en del fiskere måtte søge ”ind til byen” fra lejet med det smukke navn Helligpær, hvis havn trods beboernes protest fik lov at smuldre. Formentlig i den hellige centraliserings navn. Der er dog lidt fiskeri tilbage i Hasle, der kommer regelmæssigt skuder for at hente granit eller korn, men de mange der kom for at aftage hos os – berømte Hasle – klinker er blevet få. Den lille jernbane fra værket til havnen er blevet et rudiment, som kun er i brug ved den årlige sommerfest, hvis betydning og larm jeg foretrækker at glemme. De blålerklinter ved stranden er blot et minde om kul gravningen under krigen.

Hele denne udvikling – som nogle ironisk nok kalder fremskridt – er ikke udelukkende et fænomen der gælder min fødeby. Den rammer Bornholm som helhed. Det er for dyrt at transportere større produkter derfra, og staten har ikke lavet nogen ordentlig politik for at støtte erhvervslivet eller gøre lastraterne mindre, derfor er det ikke sært at nogle taler om løsrivelse (som vel kunne lade sig gøre, hvis man omdannede turistøen til spillekasinoer og bordeller) eller snarere tilknytning til det Sverige, som i dag er rigt, skønt Bornholm omkring århundredeskiftet var de fattige svenskeres Amerika.

Der er ting, der er forsvundet, men noget er jo blevet tilbage. For eksempel de to små badebroer, der blev bygget ved ydermolen i havnen med 50 meters afstand. Der så jeg Greta Andersen træne, før hun blev olympisk mester i London, der så jeg Karen Margrethe Harup vise sin dygtighed, efter at hun havde vundet guld samme sted.

Og selv om denne lille by på godt 1500 mennesker også har fået sin soveby (skønt man skulle have forsvoret det) ude ved den gamle Fælled, hvor vi i sin tid både trænede og spillede fodboldkampe på den sandede jord (et par af ungerne kom siden på landsholdet, en blev professionel i Italien), så ligger de gamle gader der dog. Lange husrækker, formeret ved knopskydning efter behov. En gang kom jeg i en kronik til at skrive, at Hasle ikke var nogen smuk by, og det var der enkelte lokalpatrioter, der hidsede sig op over, fordi de overså min eftersætning: Men den har karakter.

Hvert eneste gensyn bekræfter for mig, hvad jeg dengang skrev. Ok jo, der er huse så dejlige, at de kunne indgå i en eventyrbog af Elsa Beskow, men en del bindingsværksperler er med hård hånd blevet pudset over, eller blevet nedrevet, fordi et altædende supermarked skulle have større parkeringsplads! Andre huses sprossede vinduer er blevet udskiftet med store kvadratiske termoruder, som aldeles ikke passer til husenes format. Naturligvis skal også deres beboere have lov at isolere og spare energi, men kønt er det ikke. Utroligt at den slags uden videre tillades af kommunen.

Kirken har en gylden altertavle, som jeg vil gense hver eneste gang, turen ud over bakkerne langs havet til den sortprikkede sandstrand (der er stenkul i undergrunden) indgår lige så naturligt i det jeg gerne vil opleve som det vandhul de halvsmarte har udnævnt til at være helligt.

Men en bygning gør sig bemærket, hvad enten man ønsker det eller ej (jeg ønsker det ikke), det er den tidligere tekniske skole, opført af en titulær professor. Dette bygningsværk står strategisk hævet over mange andre huse, trukket majestætisk tilbage fra hovedgaden. Ingen kan undgå at se denne ophobning af mursten. I dag anvendes huset til andet formål end fagskole for kommende håndværkere, samt det bibliotek på første sal, hvor jeg havde min gang begge de to aftener om ugen, hvor der var åbent. Bogbestanden var ikke stor, men der var opslagsbøger, knaldromaner, klassikere, så det var en fryd for en videbegærlig unge at gå langs hylderne.

Miskmask.

Der er ikke længere teknisk skole eller bibliotek, huset bruges nu til indkvartering af turister – men opført i samme arkitektoniske repetitionsperiode er det i sit miskmask af stilarter den lille bys pompøse svar på Københavns Rådhus. Opfordret til at skænke et maleri til en af disse veldædige indsamlinger afleverede jeg et billede af denne bygning, fordi det er den grimmeste, jeg kender. Billedet siges at hænge på et forlagskontor.

Lykkeligvis behøver man jo ikke hver sommer lege masochist og glo på den tidligere tekniske skole, dagen igennem. Man kan vende hovedet. Og uden for byen med dens mange stejle bakker ligger det dæmoniske hav med den tårnhøje horisont, som man er ved at få i panden, når man går.

I klart vejr kan man se Sverige, og om aftenen blinker lyset fra Sandhammarens fyr. Man er midt i verden. I hvert fald den baltiske del af den.