Lørdag den 18. februar 1978 skrev Eyvind L. Lind i Bornholmeren.

 

Kattasnorran – Bællaminje frå Hazle.

 

Vintertiden med kulde, blæst og sne og frost kunne tit være en økonomisk belastning for en håndværkerfamilie med 5 – 6 børn. Arbejdsløsheden var trykkende, og det var ikke altid lige nemt at mætte sultne barnemunde. For at bøde på dette nødvendige dagligdagsbesvær og for at aflaste det daglige kostbehov, blev et par af os sendt til farfars gård nord for byen. Her manglede man ikke det daglige brød, og bedstefar og bedstemor glædede sig til, at vi kom ”på vinterferie”, som det så smukt hed. De var lykkelige for at have os børn hos sig, for vi kunne hjælpe dem med mange ting i deres lille avlsbrug med at give hønsene mad og lunkent vand, hjælpe bedstefar med roemaskinen eller hente kløver og halm ned fra ”stængjed”. Så kunne vi jo også vandre til byen og hente det, som man stod og manglede. Vi blev også sendt ned i fiskerlejerne for at købe fisk. For bedstemor var vi til megen nytte, for hun sad gerne lænket til en stol tæt ved kakkelovnen. Hun led af en eller anden mavesygdom, som til tider gjorde det meget besværligt for hende, men hun var for det meste glad, og vi børn havde det vidunderligt hos hende.

Forinden der blev taget beslutning om, at jeg og en søster skulle ”te bæstefarsa” og holde vinterferie, havde der alligevel været temmelige drøftelser i det lille hjem i Sandløkken. For mor var nu alligevel ikke glad ved at sende os bort fra hjemmet. Hun savnede os, men omstændighederne, som vi ikke rigtig forstod den gang, krævede det, for der var simpelthen ved at være smalhans i spisekammeret.

Inden vi drog af sted, blev vi godt ”gjynklad på” med varmt tøj, for mit eget vedkommende var det knælange bukser, lange hjemmestrikkede uldne strømper, der var fastgjort til et ”unjeliv”, halsbinje, jemmastrikkada vanta og en jemmastrikket hue eller skindhue, der kunne bindes under hagen, eller også en plydshue, der rigtig kunne trækkes ned om ørerne. På benene havde vi fået hver et par nye træskostøvler, der gik halvt op. De var vidunderlige at gå med, for man holdt kulde, fugtighed og sne ude og man var dejlig varm om fødderne. Selvom alle vore klædningsgenstande var hjemmelavede, så var vi godt påklædte.

Så en søndag eftermiddag kort efter nytår, da det var ved at knibe allerværst derhjemme, blev vi gjort i stand til at drage af sted. Sammen med far og mor og de andre søskende startede vi midt på formiddagen. Vi skulle gerne være hos bedstefarsa ved middagstid. Så hyggede man sig hele eftermiddagen, og hen under aften, når aftensmaden var spist, blev der sagt farvel, og vi var så indlogerede foreløbigt. Min sengeplads var i ”slabænjkjinj”, der stod i dagligstuen, og min søster lå i en seng i soveværelset inde ved siden af bedstefar og bedstemor.

Selvom det var barfrost med bidende kulde, så havde det store snefald endnu ikke indfundet sig. Vi børn hørte far og mor tale om, at det så ud som om vinteren blev hård, for det havde man kunne se på andeskroget, for hvis det var helt klart, betød det en streng vinter, var det derimod mørkt, blev der ingen vinter. Vi havde jo heller ikke megen forstand på meteorologi, men vi kunne forstå på bedstefar, når han kom hjem fra landevejen, hvor han havde været oppe med mælken, at man kunne forvente mere kulde med sne, for som han sagde ”ded bobbada te norran te”. Hver dag, når vi stod op, var vi henne og kigge i vinduerne for at se, om der var kommet sne i løbet af natten, for det glædede vi os til, for så skulle vi ud at kælke, og hvis det blev streng frost, så ”Tårredamminj frøz te”, så skulle vi derhen og more os med ”Kattasnorran”.

Og der gik ikke ret mange dage, før vinteren meldte sin ankomst med strygende kold blæst fra nord – vest, ulmende og truende sneskyer – og så begyndte det at småsne, og så var det rigtigt vinter, for overalt var markerne dækket med den hvide masse, der var så køn og hvid. Bedstefar havde lavet sig ”enj tra”, hvor han akkuratkunne køre med trillebøren, når han om morgenen skulle ”te lannavæjn me mælkaspanjana”, men ellers var der ingen muligheder. Man gik simpelthen i sne til knæerne, og derfor var det godt at have lange træskostøvler, opklampede med gummiklodser, jern på snuderne, og således at man kunne snøre dem tæt ind til benene. Fra forstuen og hen til kostalden havde bedstefar ryddet en sti, men ellers blev der ikke gjort store foranstaltninger for at komme bort fra ejendommen. Bare man kunne komme ned i kælderen og hente flæsk og sild, kartofler og kål, så var man godt tilfreds, for man havde sikret sig. Alt, hvad man skulle bruge af den slags kulinariske rariteter, lå ude i loen, hvor der var lunt. Fra loen gik en dør ind til hønsehuset. Den eneste måde, man kunne komme til kostalden, var over gårdspladsen, og derfor måtte bedstefar i gang med træskovlen for at rydde til side, så han kunne komme derhen. Men ellers affandt man sig med den isolerede tilværelse. Man levede med sig selv og i sig selv. Nu og da kunne nogen lægge vejen forbi og komme inden for, men ellers havde sneen afsondret bedstefarsa ejendom fra omverdenen.

 

Markerne lå vidunderskønne, klædt i den mest snehvide kappe, man kunne tænke sig. Det store elmetræ uden for ved ajlebeholderen stod der så rank og dominerende. Det var så ensomt og forladt, og lod sig gennemblæse af den kolde, bidende vintervind og lod sig affinde med at blive gennemfrosset af vinternattens trykkende kulde. Men det stod her i ensom majestæt. Havde stået længe før bedstefar og bedstemors tid. Da jeg her i sommer lagde min vej forbi dette herlige sted, stod det der, som i ”minj bællatijd”. Det tålte kuldeblæsten frosten og vinteren, det længtes efter framtiden, hvor det begyndte at krible og krable i hver bladåre. Jeg husker det nu i sommerens storslåede dragt med sprudlende, levende lodne blade. Med grenene favnede det langt ud og dannede skygger, hvor bedstefar og bedstemor tilbragte mange timer i dets skygge. Og når sommeren gik på hæld, og fiskje begyndte at nærme sig med arrigt spjæt fra lunefulde sommervinde, der gik over i kold, daglang regn og en ubarmhjertig nedbrydning af det bestående, så stod det bare her – som en kæmpe, der ikke var til at brydes med. Hverken natur eller moder jords luner påvirkede det. For det stod bare her! Mægtig og omfavnende!

 

Det hvide snetæppe havde forvandlet de forblæste marker til en enorm sukkerbrødskage. Alle de toppede græstuer og uvorne knolde var helt skjulte af glassuren. Hist og her var der en åben plads, hvor flokke af krager og råger havde deres opholdssted, når de fortærede ”nonna sjænda knatofler” eller di i arrigskab forsøgte at løsrive stumper af en tabt, halvrådden sukkerroe eller kålrabi. Nu og da kunne der komme en hare springende gennem snedyngerne. Den gik dybt i og det var vanskeligt at forcere igennem, men var man først ude i vildmarken, så måtte man ligesom isbryderen i Antarktis bare mase på. Den satte kursen tværs over de snedækkede marker og satte retningen mod ”Bedstefarsa lyjkkja”, hvor der var læ og stille, og hvor der ikke lå så megen sne, for det var, ligesom stengærdet havde dannet læ.

 

Fra vinduet kunne vi følge det stakkels kræ i sin søgen efter lidt føde. Det kunne jo være, at der var en nøgen græstop eller lidt grøntaffald fra roe – eller kartoffeldyngen. Men skete det, så var jo vinterfuglene der, og de var pågående i vinterkulden, de gik såmænd ikke af vejen for at forfølge en stakkels hare, hvis den havde ranet noget af deres tiltuskede foder. Vores øjne kunne også falde på bedstemorsa avijl, der stod midt på en mark sønneruda. Den så så forpjusket ud, og grenene var dækket af sne. I vintermotivets endeløse horisont stod det forkrøblet og lignede en forhutlet troldunge, der med sine vinterblege, lange arme greb efter den hensvundne sommer. Bedstemor elskede dette træ, for hvert år bar det en mængde men de var så sure, at man blev helt ”aj” af at spise af dem. Det vidste bedstemor og derfor fik hun lov at beholde dem i fred. Æblerne var nemlig velegnede til at lave gele af, og bedstemor elskede æblegele, som vi også fik serveret i den vitaminfattige vintertid.

 

Skyerne var grumme og mørke. De barslede uvejr, og de truede gang på gang med at sende kaskader af det hvide pudder ned over den afblegede jordmons. For alt var dødt og hvilede i armen på moder jord, der var koldt og utilnærmelig som bjørnen i sit vinterhi. Det var vintersøvnen, der skulle overstås, og derfor ingen forstyrrelser.

 

Men inden for i bedstefars varme stue voksede en vis uro i os børn, når vinteren hviskende kaldte på os. Det var ligesom det immaterielle voksede i os. For nok var der dejligt at være bag bedstemors lange uldne skørt og nærved den gloende, varmeudstrålende bilægger, men alligevel var der noget spirende, uroligt i os. Det var udlængslen til at komme ud og boltre sig i den kolde sne. Vi havde det ligesom plagene og ungtyrene i forårstiden. Når de efter en lang vinter blev sluppet ud, var de umulige at styre i deres overgivne frihed. De vidste faktisk ikke, hvordan de skulle opføre sig, så glade var de. Og nu lå sneen her, ene og forladt. Den manglede barnelatteren, snekampen og jubelen ved at gribe den dejlige formelige substans af sne, kaste med den, spise af den, kæle for den, ja alting indbød den til. Og nu lå den her! Stille og tyst, for sneen gjorde i virkeligheden det hele, alt omkring os, så stille: For der er ingenting i verden så stille som sne! Det syntes vi også. Tænk, hvor vi kunne høre alt, råbe til hinanden og høre hinanden. Det gav sneens stilhed os muligheder for.

 

Men barnesindets uro fornægter sig aldrig. Det forlanger aktivitet og udfoldelse, selv om bedstemor sagde, at det ikke var noget at komme ud i sneen og blive våd og kold. Der var meget bedre inde i stuen – og for at lokke os og bortlede vor udlængselsiver, hentede hun en hel favn fuld rødkindede æbler ude ”frå salinj”. Dem lagde hun på kakkelovnsringene, så de kunne blive stegte. Sikke de lugtede og pirrede i vore næser! De fristede – men ikke nok! Hun narrede os, men til sidst kunne hun ikke holde os tilbage.

Vi måtte simpelthen ud for at afreagere. 

–         Nå, ja, sagde bedstemor. Men ni kommer snart inj ijæn. Ni bler så kåla omm hænnerna, å så får ni najlsprænj – å så græder ni!

Men vi plagede om at komme ud i sneen, og vi fik lov. Så blev træskostøvlerne sat ind til kakkelovnen for at blive varme, der blev hentet strømper, tykt varmt unjeliv, gænsera, lange jemmastrikkada halsbinj, stortrøjen, bedstemors jemmastrikkada vanta, som hurtigt kunne blive gennemblødt af snevandet, og så kom vi til at fryse om fingrene. Sikke trøbbel med at få os påklædt! Jeg forstår nu godt bedstemors lidt vrantne uvilje med at sende os ud, for om en halv time var vi atter tilbage med vådt tøj, forfrosne og kolde – og så var det hele spildt. Men prøves skulle det, som sagt!

 

Bedstefarsa sammentømrede kælk havde sin plads i huggehuset, og den måtte ikke røres. Den var beregnet til at slæbe mælkejungerne på, så den måtte vi ikke bruge til at kælke nede på bakkerne med. Hvis den gik i stykker – indrømmes må det, at den var lidt skrøbelig ”å vinjasjæv” – så kunne han ikke komme til lannavæjn me mårnmælken, å så kjøra bara mælkakuskinj, så så ble mælken blåsur, å så, å så … masser af undskyldninger!

 

Men gode råd var dyre. Når vi endelig var kommet på ”vinterferie”, manglede det bare, at man ikke skulle ud at nyde vinterglæderne.

Og det var så sagt at kælke på de skrånede bakker vesten på. Når vi ikke måtte låne kælken, så fik vi lov til at kælke i en sijlakassa. Med en snor i den drog vi så af sted med alle formaninger og påmindelser om, at vi skulle passe på, at vi ikke kørte helt ud i havet og druknede eller slog os halv fordærvede. Vi vandrede stolte gennem den høje sne, der lå ganske urørt, og på vejen ned til bakkerne boltrede vi os rigtigt i den herlige sne. Sikke verden, sikke herligt, jo sneen var rigtignok dejlig ”ræjti å bala saj i”. under latter og høje råb og sang vandrede vi til bestemmelsesstedet, medens bedstemor stod i døren og tog afsked med os.

 

–         La domm nu barastans mora domm en stunj, sagde bedstefar – di bler såmænj hårti kjiv å’ed. Så nikkede han til bedstemor, og de smilede glædestrålende til hinanden. Barnelykke – alderdommens glæde!

 

Vi stod på bakkekammen og kiggede ned i dybet. Hvem turde først prøve turen, og hvordan ville det mon gå?

Som den største og ældste, skulle jeg først forsøge. Jeg satte mig tilrette i sijlakassan, og så et skub, ud over bakkekanten, også af sted gennem den løse sne og ned mod stranden.

Mænn, koss ilijde maj væl, sikke kjælketur! Jeg var knap kørt nogle få meter, før sijlakassan stødte mod en stenknold, der lå gemt under snelaget.

Bardus røg jeg ud af kassen, hvorefter jeg rullede gennem det tykke snelag, helt ned til strandstien, hvorefter kassen ærbødigt kom glidende mig i møde. Oppe på bakkekammen stod min søster og kluklo. Sikke tur! Man var overdænget med sne. Det sad i håret og gled ned ad halslinningen og ind på den bare krop, der kom sne i træskostøvlerne, og vanterne begyndte at blive dyngende våde. Jeg stod slukøret for enden af bakken. Hvordan i alverden kom jeg op igen? Med megen møje og besvær kæmpede jeg mig op. Min søster syntes, at det havde været meget spændende at følge mig – da jeg spurgte om hun ikke selv havde lyst til at prøve ”en ravkanetur”, afslog hun det meget frygtsomt og bestemt. Hun skulle i hvert fald ikke nyde sneens glæder på den uhumske måde. Man kunne jo ligefrem risikere at blive kvalt i sneen. Det havde man jo hørt om! Jeg fik min sijlakassa med op, og slukøret begyndte vi at vandre hjemefter. Jeg kiggede mig gentagne gange tilbage til bakkekammen, hvor nogle krumbøjede enebuske ligefrem kluklo ad os. Hver gang vinden rystede op i dens grønklædte krop, var det, som om den gjorde nar af os. Vi skulle i hvert fald ikke på flere slædeture i en sijlakassa! Det var vi enige om, da vi sludrende gik hjemad.

Da vi nåede gårdspladsen, kunne vi se, at bedstemor stod inden for ruden og kiggede på os. Der var smil i hendes øjne, da hun tog imod os.

 

 

–         Komm mænj inj, minja bælla. Ja kanj se, a ni fryzer omm knågana. Har I morad jær! Kærlige hænder børstede sneen af,  – å sekke kåla ni e. ja, sa ju te jær, a ni hæjllere ble jemma hoss maj, mænj ni vijlle ju partu asta!

 

Så kom vi ind i forstuen og blev omklædt. Vi var rødkindede, rødøjede, forfrosne med ”najlspænjda” fingre, da bedstemor ledte os ind i hendes varme, hyggelige stue, hvor det lugtede af nystegte æbler, – og så fik vi et stykke brunt kandis. Så satte vi os på ”slabænjkjinj” og fortalte om vor ”vinjteresa ner a Bællabakkana”. Bedstemor smilede, og kom hen og trykkede en kys på vore frostsprængte kinder. Så kælede hun for os – hun kunne lide os og vi havde det vidunderligt! Men vi var enige med bedstemor i at vi ”ijkkje skujlle ud å kjøra ravkana på bakkana” foreløbigt. Og så morede vi os alle sammen!

 

I minj bællatijd hørte det også med til vinterfornøjelser at ”kjøra på Kattasnorran”. Ikke langt fra bedstefars ejendom lå der en lille dam, som blev kaldt for ”Tårredaminj”.

Hvem der ejede dette vandhul, ved jeg ikke, men jeg mener, at jorderne, hvorpå den lå, hørte til ”Pressan”.

 

Tårredamminj, som stadig ligger der endnu, var et vandområde, der måske i diameter var højst10 meter. Midt i denne dam var der nedsat en tyk pæl, hvorpå man i vintertiden, når dammen frøs til, satte en Kattasnorra, d.v.s. en kælk fastgjort i en lang træstamme, der endte i et løkkehoved beregnet til at sætte i pælen. Her tilbragte vi børn mange lykkelige timer sammen med ungerne fra nabolaget. Hvem der satte denne Kattesnorra op, ved jeg ikke, men tænkes kunne det, at ægteparret, der boede lige ved siden af, og som selv havde et par børn, etablerede denne vinterfornøjelse, når dammen var tilstrækkelig frosset til.

 

Der var jo ikke opsat advarselsskilte om, at det var forbudt at færdes på dammen. Vi var forsigtige. Børn, der er opfødt med og i naturen, respekterer naturens lov. Vi prøvede os frem, eller når Andersen, som husets ejer hed, gav os lov til at gå ud på isen. Først når den var helt sikker, komm ”snorran igong” …Det var til stor fornøjelse for børnene. For her på den glatte isbane kunne man i timevis more sig, enten ved at føre stangen rundt eller selv opholde sig på slæden, der kunne få god fart på. Man fik sved på panden, kinderne blev røde, man jublede og lo, sang og fløjtede, og jeg skal love for, at man blev træt efter en eftermiddag på Kattesnorran.

 

Selvom vi troede os ubemærkede, så var der alligevel vagtsomme øjne, der fra det lille hus fulgte os i vore lege på ”Tårredamminj”.

Men sikke vinterglæder! Sikke morskab! Og hvor fik man afreageret. Man høstede sundhed, fik appetit, og hvor var vi trætte, når vi efter middagsmaden kom på hovedet i seng.

 

Jeg ser endnu bedstefar og bedstemor glæde sig over vores sundhed og vores sunde søvn og hvile. Selv var de for gamle til at deltage, men de morede sig over vores glæder. Den gang ”skøjtede” man jo ikke som i vore dage. Det var faktisk en luksus, som det kun var visse beskåret. Men vores morskab og underholdning tør siges at være lige så stor, for vi kendte ikke andet, – og det var vi lykkelige for!