Bornholms Tidende d. 23. juni 1956

Bornholm har digteren taget til sit hjerte.

Og bag alle hans produktioner ligger der indtryk og oplevelser fra klippeøen – Henning Ipsen, Hasle, debuterer til oktober med digtsamlingen ”De tavse huse”.

Køer på marken – og en hvidkalket gård. Møllen er – og står stille – uden vind. Luften er rosa – med en duft – af grønt, grønt. Over marken går pigen – blussende rund, som solskiven derude – rød og gul. Gården står – tæt ved havet. Lange lige stammer – med glødende mørkning – og trolddamp og nat. Et par sten – i en groft dannet væg, og det gulnede hø – står i toppe – mellem træer – der ikke forstår – evighedssangen i jorden.

Således skildrer den unge digter og forfatter, Henning Ipsen, sit ”Gensyn med Bornholm”, et digt, der oprindelig er tilegnet maleren Oluf Høst, Gudhjem, og som i sin tid stod at læse i tidsskriftet ”Hvedekorn”. Den unge poet, en søn af murer og organist Henry Ipsen, Hasle, hvor han boede til sin studentereksamen i 1948. til oktober debuterer han med sin digtsamling ”De tavse huse”.

Forleden slog Henning Ipsen sig ned i Jomfru Maries Hus i Gudhjem, sammen med sin kone og datteren Ane, 2 år.

Vi har startet sommerferien og skal gå her de næste 3 ugers tid – så længe pengene strækker til, fortæller Henning Ipsen, da ”Bornholms Tidendes” medarbejder forstyrrer ham midt i arbejdet i det lille hyggelige hus.

Havde det ikke været nærliggende at tage hjem til familien?

Jo, men så var det ikke blevet til andet end snak og kaffedrikning.

Ensomhedsfølelsen – et problem for menneskeheden.

Ikke blevet til andet? Det er åbenbart ikke bare sommerferie, der fører Dem til Bornholm?

Næh – tværtimod. Jeg har afsat 5 – 6 timer til at arbejde i hver dag og forsøger, så godt det nu lader sig gøre at overholde det, hjemme i Herlev er der jo kun tid til at arbejde om aftenen, og så kan man holde til det en 4 timers tid. Men arbejder man på den måde hver aften, kører man træt. Jeg arbejder meget med mine ting, de bliver gået igennem flere gange. Det er jo ikke det bare levebrødsskriveri – man vil gerne lidt mere end bare underholde. Jeg kender indtil trivialitet det, at ” det må da være dejligt at være lærer”. At arbejde med noget levende. Og naturligvis er det det – men også der gælder det, at man skal give sig helt hver gang – for at give ungerne – navnlig de større ”lidt mere” end blot lærdom. Og det resulterer jo i, at man er som en klud, når man vender hjem, og så tager det jo nogle timer, inden man er parat til at tage fat igen.

Hvor længe har skriverierne stået på?

Det skrivende er ikke så gammelt. Fire – fem år vel. Det brydende har jo nok været der tidligere, ensomhedsfølelsen, det at ville meddele sig, som faktisk er blevet et problem i dag. Et problem for menneskeheden, som faktisk, tror jeg – er større end problemet at eksistere. Jeg har spillet og malet, og for så vidt tilfredsstillende det også, men det gav ikke rigtig noget alligevel. Så en dag fik jeg, nærmest tilfældigt fat i en blyant og et stykke papir og begyndte at skrive. Og det holdt jeg fast ved.

Øl og inspiration.

Vil det sige, at De kunne tænke Dem at lægge lærergerningen til side for helt at hellige Dem skriveriet?

Foreløbig må jeg holde fast ved det arbejde, jeg har. Man ser efterhånden så mange kunstnere, der går til bunds i kunstnerproletariatet. For så vidt har jeg lyst at opgive det andet – det tager jo en stor del af ens tid – men det ville medføre, at man kastede sig ud i noget, som jo for så vidt ville blive levebrødsskriveri.

Hele atmosfæren omkring ”Minefeltet” (et kendt kunstnerkvarter i København, red.). ”Tokanten” (en kunstnercafé) og alt det der, har aldrig interesseret mig! Den hule boheme – tilværelse derinde er slet ikke noget for mig. Mange af de mennesker, der kommer der, opholder sig der hele dagen. Og ofte snakker de mere om de billeder, de skal have malet og det, de skulle have skrevet, uden nogensinde at få bestilt noget ordentligt. Mange af dem omgiver sig med en myte, der ofte er meget kunstig end kunstnerisk!!!

Normalt vil jeg ikke tro, at øl giver nogen særlig stor inspiration. Øl sku’ – som en af mine venner siger – helst frigøre til noget nyt – og ikke fra noget! Det frigøres fra hæmningerne – men bliver så ikke til mere!

Journalistik – og en god og fornuftig familie.

De ku’ li at skrive – hvor – hvad er det så, De skriver om?

Jeg har lavet en del forskelligt. Mest det humoristiske – til ”Dag til dag” siden – Jeg har gjort grin med at vor tidsplastic for helligelse, kundetaktik, De ved ”den – vare – bruger – jeg – selv” og jeg har skrevet om forsikringsmanden, der møder op dagen efter, at man har fået et barn, for at man skal lade det livsforsikre, så barnet kan få udbetalt summen, når det fylder 50. det mildt ironisk stof, simpelthen de små daglige foreteelser – har jeg taget mig af. – Det med blomster, der skyder op og træerne, der grønnes, er ikke rigtig noget for mig.

Tør ikke tage ophold på Bornholm!

Hører De til den omflakkende kunstnertype?

Nej langtfra. Det at slå rod et sted er langt mere værd for mig end at farte omkring for at søge oplevelserne. Og lige så snart der bliver lejlighed til det, forlader jeg også København. det er meget godt det her med at København, storbyen, er centrum for kunsten. Og det er meget godt at rende til koncerter eller gå i biografen, men det siger mig ikke noget om storbyen. Dér oplever folk det hele hver for sig, hvorimod man i provinsen ville være fælles om oplevelsen alle sammen! Jeg har et vist behov for det fællesskab, der består i det mindre samfund.

Går turen så til Bornholm?

Næh. Jeg tør ikke tá ophold her på Bornholm i øjeblikket. Det ville være at få det hele for tæt på! Det hele bliver subjektivt her. En vis afstand er nødvendig – ellers vil man komme ind i det subjektive føleri.

I hvert tilfælde vil jeg gerne prøve at komme gennem de første bøger først – for at se, hvor meget det hele kan bære!

Bornholmerne er poetiske mennesker.

Så snart vi kom, kunne jeg mærke, at jeg føler det hele meget mere stærkt herovre. – Det var ligesom det hele kom væltende. Man føler sig identisk med menneskene herovre. Bornholmerne er jo faktisk meget poetiske mennesker, men de er for blufærdige, tør ikke give udtryk for det. Og det er naturligvis hæmmende for folk, der gerne vil forsøge at ”sige noget”.

Bag ved det hele ligger jo Bornholm. Selv om jeg måske aldrig ville finde på at skrive navnet, så vil næsten alle mine ting kunne føres tilbage til oplevelser og indtryk fra Bornholm. Men man burde vel nok ikke sige det. Det er jo at tage sig selv skrækkeligt højtideligt, og her til landet må man hverken le eller græde. Man lever bag en maske og må ikke vise sine følelser.

Hvad var det, vi forstyrrede Dem midt i?

Det, jeg arbejder på nu, er en radioføljeton, som jeg har talt med novellechefen Jørgen Claudi om.

Hvad skal den hedde?

Endnu har jeg kun arbejdstitlen på den. – Arbejdstitlen?

Ja, det vil simpelthen sige, at jeg må kalde den noget. Ellers vil jeg uvilkårlig tænke på navnet hele tiden, og det ville irritere mig voldsomt. – Men arbejdstitlen er ”Sol og Måne”, det siger ikke spor for udenforstående.

Det er overvejende prosa, De skriver?

Ja, jeg har et par gange prøvet at ”rode” med noget dramatisk, et hørespil f.eks., men jeg er aldrig kommet igennem det. Men jeg vil prøve igen, en dag kommer det vel. Prosaen er rar, der kan man bruge det beskrivende – det ligger bedst for mig – men det bliver da også til digte engang imellem. Jeg har haft nogle stykker i ”Hvedekorn” – på ”Søndagssiderne” fornyelig. ”Da foråret kom til gamle Sinius”, hed den. Og i den nye årgang af ”Perspektiv” bliver jeg præsenteret som lyriker sammen med en række af andre yngre kunstnere.

Ikke kun for skægs skyld!

De har endnu ikke haft Deres debut?

Nej, både min kone og jeg ”venter os” til oktober, selv om det for min kones vedkommende ikke bliver debut!

Jeg debuterer på forfatternes forlag ”Arena”, med digtsamlingen ”De tavse huse”. Maleren Oluf Høst har hjulpet os ved at tegne omslaget.

Han er 26, den unge poet med alle disse meninger. Han bærer uindfattede briller, blå skjorte uden slips, og et lille overskæg og fipskæg.

De bærer som så mange andre kunstnere skæg. – Hvorfor – det er vel ikke kun for skægs skyld?

Næh – det kan godt være, at det er en slags protest mod det én gang vedtagne – selv om man nok kunne finde mere konkrete ting og kritisere, noget mere væsentligt.

Men man synes ikke, at man har kræfter til det. Og det koster jo ingen kræfter at lade skægget stå.

John.