Årgang 1943-44 med skolestart 1950.

Nu har alle læsere af Hasle-Nyt igennem det sidste års tid kunnet læse om hvordan nogle af os erindrer det at vokse op i Hasle. Inden vi får resten af vores skolekammerater til at sætte ord på deres erindringer, vil vi gerne give jer et lille indblik i, hvordan vores ”skolekomsammener” er blevet til, og hvordan de løber af stablen.

Ophavsmænd til at samle vores klasse var (og er stadigvæk Lillian Attle og Mona Regnersen. Nu får de også lidt hjælp af Aage Funch. Lilian boede dengang i København, men det var heldigvis ingen hindring, hun og Mona kunne sagtens finde ud af at dele arbejdsopgaverne.

I maj / juni 1990.

Dumpede der et brev ind gennem brevsprækken fra de to ”damer”, der fortæller, at det i år er 40 år siden at vi startede i 1. klasse, og derfor mente de, at det kunne være sjovt at mødes. I brevet skriver de, at de ikke har kunnet finde 2 af klassekammeraterne, den ene er Rudy Jensen, og de spørger derfor om der mon er nogle der ved hvor han er.

Programmet er, at vi mødes den 18. august 1990 kl. 13.30, hvor vi kan se hinanden an, for kan vi nu kende hinanden? Vi vil få serveret kaffe, og derefter bliver vi vist rundt på skolen.

Kl.17.30, hvor vores bedre halvdele er stødt til, er vi på et til den tid bestemt sted, hvor vi spiser middag og hygger os indtil kl.23. prisen på arrangementet vil de forsøge at holde så lavt som muligt.

Lillian og Mona slutter invitationen af med at fortælle, at Hasle Borgerskole har 200års jubilæum den 27. maj, og at der i den anledning er udgivet en bog om skolen gennem tiderne. Bogen kan købes og den koster 100 kroner.

Invitationen blev også sendt ud til to lærere, Inge Pedersen og David Sloth. Sidstnævnte meldte dog fra, da han ikke længere var så mobil som han kunne ønske sig. Men fru Pedersen kom og var med os.

Kunne vi så kende hinanden? I det store og hele: Ja med lidt hjælp fik vi da sat navn på hinanden alle sammen. For mit eget vedkommende var jeg i tvivl da jeg i skolegården så en yngre meget solbrændt mand komme gående. Det var Svend Olsen, og jeg var sikker på at han boede langt væk, hvor der altid var sol. For ham havde jeg godt nok ikke set et eneste glimt af gennem årene. Men nej, Svend boede såmænd i Østermarie, og der havde han boet igennem alle årene. Den flotte farve kom sig nok af at han var tømrer og arbejdede ude i det fri. Tænk sig, så havde vi begge boet på øen i alle årene, men aldrig rendt på hinanden. Og så tror folk på den anden side af vandet, at vi bestemt må kende den og den person når de taler om en bornholmer de kender.

En af de ting vi fandt på ved den første komsammen, var at lave en ”vandrebog”, hvor vi skulle fortælle, hvordan vores liv var gået efter skolen. Bogen skulle sendes videre efter 3 dage til den næste på listen. Starten blev den 10. oktober 1990.

En anden ting vi blev enige om var at vi skulle mødes igen i 1995. alle var enige om, at det var forlænge med 10 år imellem, vi var jo ingen vårharer længere.

Og jeg kan fortælle, at Rudy blev fundet (og har siden kastet den ene ide efter den anden i luften, som vi så har taget til os og arbejdet videre på. Bl.a. vores kontakt til lokalhistorisk forening).

Spisningen foregik ude på Hasle Badehotel. Som det ses af billederne, så var det en festlig dag, hvor snakken gik fra start til slut, og hvor vi bare hyggede os sammen.

12. august 1995.

Bedst som det skrev vi 1995, hvor vi igen skulle mødes.

Denne gang var mødestedet nede ved røgerierne kl. 14, hvor vi så kunne nyde en ny røget sild og sikkert også en Syp.

Kl. 16 tog vi på byvandring, og her var jo sket store forandringer. Vi var bl.a. inde i Hasle Kirke, og den så heldigvis ud som den altid havde gjort. Her fortalte Lars Mogens, at man skulle i gang med at male bænkene, fordi den maling der var på ”klistrede” når folk sad på dem.

Det var et dejligt gensyn med det gamle og et goddag til det nye i Hasle. Kl. 18. troppede vi op på Havnekroen til dejlig mad og drikke, og også denne gang var der mænd og koner med. En lige så hyggelig dag og aften som for 5 år siden, og snakketøjet fejlede ikke det mindste. Vejret var det skønneste man kunne tænke sig, så kulisserne kunne slet ikke være bedre.

3. juni 2000.

Så er vi nået til år 2000. Lillian og Mona er stadigvæk lige så ihærdige som de hele tiden har været med at samle os.

Vi blev sat stævne kl. 13.30 på skolen. Denne gang skulle vi se Hasle Bys Historiesamling. Cai Kruse var formand, og fortalte levende om det hele, og fik kapret nogle nye medlemmer til foreningen, bl.a. mig selv, hvilket jeg aldrig har fortrudt.

Der var spisning kl.18, og denne gang på Hotel Herold. I invitationen der sendes ud, er der et SUK. Vandrebogen er gået i stå, og den er ikke til at finde. Hvor er den henne?

Vi havde det jo hyggeligt som altid, og fandt ud af, at nu måtte vi mødes tiere end hver 5. år, så nu blev det til at vi skulle ses hvert 3.die år.

6. september 2003.

Det år skulle vi mødes i Lokalhistorisk forenings nye lokaler, (den gamle pedelbolig, lige ved siden af vores gamle gymnastiksal). Foreningen havde fået alle fotograf Svendsens gamle negativer som nu var blevet fremkaldt og sat i mapper.

Jeg kan bare sige, at det var en herlig eftermiddag oppe i lokalhistorisk. Nej, se – Ih – åh og en masse grin lød der hele tiden fra en eller andens mund når vi kiggede billeder. Det var simpelthen en oplevelse af de store.

Uden for fik vi taget et ”klassebillede”, og hvis I sammenligner med det første klassebillede fra 1990, ja så er der jo sket ændringer.

Kl.18 gik turen endnu en gang til Hotel Herold, hvor der ventede en dejlig buffet. Vejret var vidunderligt, en rigtig dejlig sensommereftermiddag og aften. Til denne komsammen havde jeg lavet en sang, og det var ved den lejlighed, at mine barndomsminder væltede frem, og som senere med lidt flere ord på blev min erindring i om min barndom i Hasle, og som jeg delte med læseren af Hasle Nyt.

Vi havde nogle hyggelige timer sammen, og vi er alle forundret over at vi kan mødes med års mellemrum, og bare tage tråden op fra sidst vi mødtes. Der er en utrolig god kemi mellem os og det gælder også vores ”bedre halvdele”.

År 2005.

I marts 2005 dukker vandrebogen op. Den havde forputtet sig ”et eller andet sted” og lå hos Hans-Ole Arnoldus, og da den så dagens lys blev den fluks sendt til Mona. Og nu vandrer den ikke mere, den har fået fast opholdssted hos Lillian, og kommer med til vores komsammener så den kan trækkes frem, hvis der er noget vi skal opsummere.

27. august 2005 kl.14 mødtes vi igen. Denne gang på ”Havnens Venner”. Her havde Lillian og Mona fået Ivar Holm til at komme og fortælle om sig selv som barn i Hasle, om fiskerne ved stenbordet, ja han havde mange sjove oplevelser at fortælle om, og vi lå flade af grin.

Det var også denne gang et skønt sommervejr, og inden maden gik vi en tur, hvor vi med tårer i øjnene mindedes vores strand. Vi var så heldige at blive inviteret inden for hos et par der gerne ville vise os strandlejlighederne. Spændende byggeri, men de ligger godt nok tæt. Det var lidt vemodigt at tænke på Hestestrân, et sted vi som børn elskede og som nu ikke er mere.

Jeg er overbevist om, at alle dagplejemødre i Hasle ville have elsket den strand, hvor de kunne tage ”deres” børn med ned og nyde de varme sommerdage. Nå, det var et sidespring, og den kommer jo ikke tilbage lige meget hvor højt jeg begræder tabet.

7.juni 2008.

Af forskellige årsager gik der denne gang næsten 3 år, men endelig kom brevet fra Lillian, Mona og Aage.

Mødestedet er denne gang Hasle Badehotel, nej nu hedder det vist Hasle Feriepark, men alt andet lige, så er det samme sted som den gang vi mødtes den allerførste gang i 1990. Vores festudvalg havde kontaktet Steffen og hans kone for at høre om mulighederne for at komme igen, og det kunne lade sig gøre. Steffen ville lave kaffe og kringle til os kl.14, og så kl. 18 stille en buffet på bordet bestående af 3 slags kød, 2 slags kartofler, 2 forskellige saucer samt salat. Og til dessert var der is og efter maden kaffe med en lille en til. Jeg siger jer det var en buffet der gik rent hjem hos os alle.

Efter kaffe og kringle havde Lillian lavet en tur, hvor hun så ville fortælle lidt. Vi startede ude ved kirkegården, så gik turen til skovmand Hansens hus og videre til Port Arthur. Sidstnævnte sted var vi så heldige at der var folk i huset. Port Arthur ser ud i dag som det altid har gjort, og huset er stadig i familien Seidenfadens eje. Der er strikse klausuler, idet intet må ændres i huset, så der er stadigvæk ikke indlagt vand, varme eller el. maden bliver lavet på det gamle komfur der altid har stået der. Vi fik en rigtig god snak med husets beboere, og Rudy fik lov til at tage et par billeder inde i huset. Jeg vil ikke genfortælle hvad vi fik fortalt, for ved, at Lokalhistorisk er inviteret til en snak med familien med henblik på en artikel i Hasle Nyt. Vores tur endte ved Lillians bolig, som jo efterhånden er meget mere end et sommerhus.

Så var klokken ved at være spisetid, og vi fortsatte op til Steffen, der igen i år havde lavet en skøn buffet til os.

Ved festlige lejligheder er det jo ofte, at der er lidt underholdning. Lillian og jeg mødtes en dag for at prøve at lave et vers om hver enkel, og på bornholmsk. Det var Lillians idé, og det var en udfordring af de store skal jeg hilse og sige, men vi grinede så tårerne trillede medens vi prøvede at få stykket noget sammen, for igen, så kom der jo nogle minder frem om hver enkel. Og sandelig så lykkedes det, at få det gjort på bornholmsk, men vi sad med diverse bøger for at finde de rette ord på bornholmsk.

Så efter maden slog Lillian på glasset og fik afleveret et vers på bornholmsk om hver en fremmødt. Og når hun var færdig, så blev det min tur, for jeg var jo gået i gang med et vers om Lillian, hun skulle ikke dø i synden, eller skal jeg sige snydes.

Efter denne seance, kastede Lillian bolden videre til forsamlingen med hensyn til underholdning. Vi ved jo, at Bente er en fortræffelig fortæller, og Barny formidabel som Elvis Presley. Og mange flere har formentlig noget de kan underholde med. Igen, igen, igen en herlig klassefest.

 

År 2009.

Ja, sidste år var vi enige om at vi måtte ses hvert år, og datoen i 2009 er den 30. maj. Atter er det Steffen og Linda der lægger lokaler til. Konceptet er der ikke lavet om på. Vi starter med kaffe og kringle, snakker, griner, ser billeder der er taget året før.

I år havde vi lånt en video af filmen ”Regnvejr og ingen penge”, lavet efter forfatteren Henning Ipsens roman. Henning Ipsen var Hâsle-horra, og filmen var optaget på bl.a. Sildetorvet.

Desværre måtte vi opgive at se den færdig, for den var ikke ordentlig overspillet. Det var godt nok ærgerligt, men vi fik da set det første, hvor der var nogle optagelser nede fra Sildetorvet.

Klokken blev jo alligevel spisetid, og vi gik igen om bord i Steffen og Lindas buffet.

Aftenens underholdning stod Bente for. Det var en formidabel fortælling om hendes barndom i Hasle, og det videre liv i Rønne. Det gjorde hun så levende og humoristisk og til ug med kryds og slange. Og hos alle os andre dukkede der igen minder op som var gemt af vejen. Bl.a. fortalte Bente, at når hun smagte et godt gammeldags bublegum, så kom hun til at tænke på en gummidukke som jeg havde fået fra Amerika, og som vi kunne vaske og gære ved. Den gummidukke duftede akkurat som bublegum. Det havde jeg da fuldstændig glemt, men så snart Bente fortalte om det, ja så kunne jeg både se og lugte den dukke.

År 2010.

I år var vores klassefest endnu en gang et jubilæum. Dels var det 60 år siden vi startede i første klasse, og dels var det 20 år siden at Lillian og Mona samlede os på Hasle Badehotel.

Hasle Badehotel, nu Feriepark, er blevet vores samlingssted til de her klassetræf. Vi bliver utrolig godt behandlet af Steffen og Linda, og alle føler sig som hjemme når vi mødes deroppe.

Da det nu var mere end et jubilæum var også vores gamle ”skolefrøken” fru Pedersen inviteret, men vi så i Bornholms Tidende, at hun var død for ca. 4 uger siden. Ære være hendes minde.

Vi mødtes igen kl.14 til kaffe og kringle. Og i år fik vi også lagkage (det var jo jubilæum).

Så gik vi op i Lokalhistorisk, hvor Richardt havde stillet sig til rådighed for at vise os billederne fra Hasle Ungdomsskolens tid, som var blevet lagt på en DVD. Vi var nogle stykker der havde set det, den dag Linda Tranberg fortalte om klubben ved et arrangement Lokalhistorisk stod for. Og vi var alle enige om, at det skulle alle vores klassekammerater også se, og at vores klassetræf ville være en god anledning. Så Lillian tog fat i Richardt, der heldigvis stillede sig til rådighed et par timer, tak for det Richardt.

Inge (Holm) og hendes mand havde taget en apotekerbitter med, og den gik rundt op til flere gange, den varmede helt ned i storetæerne, og det var rigtig godt, for det var nok første år, hvor vi ikke havde helt godt vejr. Det blæste kraftigt, og solen var ikke fremme hele tiden.

”Hjemme” hos Steffen og Linda havde Rudy og Aage dækket det fineste bord man kunne tænke sig. Hvide duge og ”sølvkandelabere” samt blomster i små vaser og servietter i glassene, jo ”drengene” ved også godt hvordan det skal være.

Da vi havde spist, drukket og sunget, skulle vi ”lege” lidt. Jeg havde taget en quiz med om bornholmske stednavne, hvor det blev Svends kone der løb af med præmien, som var nogle flasker olie fra Lehnsgård.

Lissi, som er en habil golfspiller, havde taget et ”begynder – øve sæt” med, hvor det jo gjaldt om at få den lille bold i hullet. Og der viste det sig hurtigt, at der var nogle af drengene der i deres fritid spillede golf, for de ”puttede” den ene bold efter den anden i hullet. Ja, man bliver aldrig for gammel til at lege. Timerne fløj af sted, og dagen og aftenen havde igen været alle tiders.

Konceptet for vores træf har igennem alle årene stort set været det samme. Vi mødes kl.14 til kaffe og kringle, vi spiser kl. 18 – 18.30 en buffet med dessert, og kaffe med en lille skarp til. Så lidt forskellig underholdning eller hvad vi nu kan finde på, og ellers bare snak og grin, og det er vi bare rigtig gode til. Og Hasle er omdrejningspunktet til trods for at vi er spredt for alle vinde, og har været det i en menneskealder. Jeg ved ikke om vores klasse er noget helt specielt, men vi har det bare godt sammen.

Inge Skovgaard Petersen.