Bornholms Tidende d. 13.05.1932.
Bornholms cyklistforening.
De afholdt forleden årlig generalforsamling på Afholdshotellet i Hasle.
Formanden, fragtmand J. Nielsen, Hasle, bød velkommen og aflagde beretning om det udførte arbejde siden sidste generalforsamling. Det fremgik af beretningen, at der er omtrent 300 medlemmer i foreningen, men der var alt for få medlemmer i Rønne, og dette forhold vil søges ændret, idet cykelstien gennem Nordskoven jo har lige så stor interesse for mange Rønneborgere som for beboere andre steder.
Formanden oplæste regnskabet, der godkendtes.
Til bestyrelsen for Hasle genvalgtes fragtmand Nielsen og nyvalgtes snedker Carl Jensen og chauffør Villy Petersen ved skoven.
Det vedtoges, at der skulle afholdes et møde i Rønne, og at der ved denne lejlighed skulle vælges 2 medlemmer til at tiltræde bestyrelsen. Ligeledes vedtoges det, at opkrævningen af kontingentet skulle foretages under en noget anden form end hidtil, og at der skulle gøres et ihærdigt arbejde for tilgang af nye medlemmer.