Bornholmeren Lørdag den 6.oktober 1951.underskrevet rald.

 

EN DAG MED:

 Manden, der har arbejdsløshedens spøgelse som følgesvend.

Tusindvis af danske arbejdsmænd har aldrig kendt til fast arbejde

Timeløn lægges til timeløn og skaber årsfortjenesten.

 I Danmark lever i tusindvis af mænd, der aldrig har kendt trygheden ved at eje fast beskæftigelse. Dag ud og dag ind går de arm i arm med arbejdsløshedens truende spøgelse, og deres årsfortjeneste bliver delt op i timelønninger. Det er ikke, fordi de er mindre dygtige end andre arbejdere, men fordi samfundet er således indrettet, at der ikke er faste pladser til alle. Det er ikke alle, som har været så heldige at opvokse i et hjem, hvor far og mor har haft råd og lejlighed til at lade sønnerne uddanne enten fagligt eller akademisk, og tilbage er da kun medlemskab i den store skare, som udgør hovedstammen i dansk arbejderbevægelse – arbejdsmandsforbundet. Forholdene har imidlertid udviklet sig gunstigt for arbejdsmændene. Før talte man hånligt om en mand, som ”kun” var arbejdsmand, men dette lader sig ikke gøre i dag. Hans indsigt i utallige arbejdsfelter skal være stor, thi den ene dag må han sælge sin arbejdskraft til et pakhus. Næste dag er det måske entreprenøren fra dræningsarbejdet, der har bud efter ham. Enkelte gange kan man finde ham om bord på et skib, og han går ikke af vejen for landbrugsarbejde i den travle tid. Hans arbejde er altfavnende, men han er kun i stand til at udføre de mange funktioner, fordi også han er fulgt med udviklingen og lært, at et par næver, der sidder godt på skaft, intet er værd, hvis ikke hjernen er med i arbejdet. Det har imidlertid den danske arbejdsmand, og derfor respekteres han.

 Med en arbejdsmand.

 Bornholmeren” har fulgt en enkelt af disse mange tusinde en dag i oktober. Landbrugsarbejdet er forbi, men et andet job ventede på arbejdsmand Jens Oluf Hansen fra Hasle. Han blev en kort periode ferieafløser på gasværket i Hasle. Han er 45 år gammel, har været gift i 24 år og har selv ejet hus i 20 år. I hjemmet er opdraget 3 drenge, hvoraf den ene er arbejdsmand, men i øjeblikket indkaldt som soldat, den anden er smedelærling og bor hjemme, mens den yngste bidrager til hjemmets opretholdelse ved at være bud, hvilket støtter budgettet med 210 kr. pr. måned.

 De første 3 kroner.

Huset i Hasle pranger ikke med storhed. Det ligger lille og klemt inde mellem andre med sin gule facade, og gennem de to blomsterfyldte vinduer kan man fra gaden se lige ind i en hyggelig stue.

Oluf Hansen kan i alder bogstaveligste forstand tale med om, at han har foden under eget bord og bordet under eget tag. Som så mange andre danske arbejdere havde han sidst i tyverne fået så meget sparet sammen, at han var i stand til at købe huset, og i dag sidder han for en billig husleje, i alt omkring 150 kr. pr. år, hvortil kommer skatter og reparationer. Mange af hans kammerater er ikke så heldigt stillet. Enten bor de i usle loftsværelser, i usunde kældre – hvis de hører til de heldige – i nye og moderne, men dyre lejligheder. Huset her byder ikke på mange bekvemmeligheder. – Fra stuen kommer man lige ind i soveværelset, hvor der netop er plads til 2 senge, et skab og en kommode. Børnene er henvist til et loftsværelse, og husets sidste rum er husmoderens arbejdsplads i hjemmet – køkkenet.

Allerede kl. 5.30 er arbejdsmand Hansen på benene. Dagens første 3 kroner skal tjenes på havnen, hvor rutedamperen ”Nordbornholm” lægger til kaj og skal udlosse gods. Arbejdet varer en times tid, og Hansen går derefter hjem til frokost. I den tidlige morgenstund er der kun blevet tid til en kop kaffe og en pris snus, men ved frokosten tager han revanche. Så serverer fru Hansen sild og æg samt kaffe med ostemad til, hvorefter Hansen er klar til at arbejde til middag.

 Det tvinger sveden frem.

På gasværket er der et utal af rør og ventiler at se på. Arbejdsmand Hansen er ene mand på vagten, og i løbet af de 8 timer, arbejdet varer, skal han både rense retortovne, fylde dem op, rense myremalm, pumpe tjære, lægge til rette til næste vagt og samtidig udlevere koks til forbrugerne.

Det hele begynder med en omgang motion, der sikkert er mere værd end den morgengymnastik, der udføres på bløde gulvtæpper i rummelige stuer. Værket har ligget stille i nattetimerne, men nu skal retortovnene ”trækkes”. De gamle slagger skal ud, og ovnene skal på ny fyldes op. Selve varmen i lokalet slår svedperler frem i ansigtet på den passive tilskuer, medens Hansen hurtigt kommer til at ligne en fyrbøder på en gammel damper. Sveden driver af ham. Der er imidlertid ikke plads for noget driveri. Kul fra de store bunker skal køres ind til dagens forbrug, og derefter tager han med øvet hånd fat på at rense kasser. D.v.s. at den myremalm, hvorigennem gassen passerer, skiftes ud og erstattes med myremalm, som gennem ca. 3 uger er blevet ”luftet” i det frie.

Ind imellem er der blevet tid til at ekspedere et par kunder, som ønskede koks, men når alt dette arbejde er udført, er det tid til at gå til middag. Hansen har fri en time fra kl. 12 til 13, og hjemme venter fru Hansen med stegt torsk i sød og sur sovs, kartofler og som dessert æblegrød. Hver dag er der rigelig og god nærende mad på bordet. Det er nødvendigt, hvis Hansens kræfter skal slå til, og det skal de, for de er en betingelse for hjemmets økonomi.

 Konen tager et nap med.

I varmen og travlheden på gasværket var der ikke tid til at veksle mange ord. Det går bedre ved middagsbordet, selv om Hansens ansigtstræk i nogen grad er udvisket af kulstøv, der sætter sig overalt.

Arbejdet på gasværket kan vare nogle dage endnu, men så er det forbi. Hvad der derefter kommer, ved jeg ikke, men noget vil sikkert vise sig. Ellers er der kun arbejdsløshed tilbage. Den kommer med mellemrum, og det er svært at gardere sig mod den.

Jeg har arbejdet mange steder, men jeg har også prøvet, hvad det vil sige at gå og vente.

Fru Hansen kan tale med om, hvad arbejdsløshed betyder. Til tider var manden arbejdsløs hele vinteren, og når foråret endelig kom, var der mange ting, man manglede. De første uger gik med at rette op, og siden skulle man ruste sig til den næste arbejdsløshedsperiode, men man klarede skærene og hjalp hinanden. Fru Hansen måtte tage sit job i røgerierne og gør det stadig. Det giver en ekstra skilling til tøj og lignende, mens mandens løn anvendes til at klare husholdningen og de stigende skatter. Der bliver ikke plads til luksus, siger de begge i munden på hinanden. – Vi ved godt, at mange andre har større og bedre lejligheder end vi, men vi har altid sat en ære i at bygge et godt hjem for vore børn, ligesom alle andre almindelige mennesker har gjort det, og vi synes selv, at det er lykkedes for os. I hvert fald er børnene glade for at komme hjem, og da den ældste søn var soldat i Almegårdslejren, fik såvel han som flere kammerater en stor del af deres kost herhjemme.

 Havnen giver mad på bordet.

Fru Hansens mad har haft en gavnlig indflydelse på vore maver. Hansen er parat til med fornyede kræfter at tage fat på eftermiddagens arbejde.

En retortovn er blevet tæt og skal renses ud. Det betyder, at Hansen forsvinder i en sky af støv og snavs og et par timer efter dukker op som en fuldblodsneger. Så er ovnen brændt ud, og i alt har han nået at trække 7 kasser på sin vagt. Samtidig har han udleveret i alt 150 hektoliter koks til byens husstande. Disse koks måtte først knuses, og til sidst er Hansen parat til dagens sidste arbejde på værket. Fyrene graves ud for slagger. Omsider er timerne gået, Hansen tager et bad og kører hjem til eftermiddagskaffen og senere ud i kolonihaven, der ikke må forsømmes trods dagens hårde slid.

Ved aftensbordet, hvor måltidet består af brunede kartofler og sild, fedtemad, the samt brød med spegepølse, fortæller Hansen mere om sit liv. De to yngste deltager i måltidet. – Smedelærlingen kan netop nå at komme hjem, vaske sig og spise, før han må storme til Teknisk skole, mens den yngste søn tager mere roligt på kniv og gaffel.

Ja, de er faktisk blevet dyrere, efterhånden som de vokser, siger Hansen med et smil. Mens de var små, gik det bedre, men da var alt også billigere. Før sidste krig havde danske arbejdere en god tid. Vi kunne købe en gris billigt hos bønderne, og vi havde altid sulemad i saltkarret. Lønnen slog bedre til. I dag må vi selv opføde vor julegris, men da den får mest affald og kartofler, mærker vi ikke så meget til udgifterne ved opfodring.

Og kolonihaven giver vel også en del?

Den kunne vi slet ikke undvære. Her kan jeg under heldige forhold avle kartofler til hele året samt grøntsager. Jeg køber hvert år 1½ tønde læggekartofler og for 5 kr. planter og frø. Blomster bliver der ikke plads til og heller ikke frugt.

Alligevel er der frugter på bordet og blomster i vinduet. Naboer og bekendte tager det ikke så nøje med æbler, pærer og blomster, når de selv har nok, og sådan er det vel i ethvert bysamfund.

 Vort slid bliver dårligt lønnet.

Det arbejde, som lægges i kolonihaven regner vi ikke med. Det er jo en hobby, og selvfølgelig hjælper konen med. Det er jo hende, som skal tilberede avlen derhjemme, fortsætter Hansen, mens vi får ild på et par cerutter.

Har I været tilfredse med det, I har fået ud af livet?

Spørgsmålet bliver ikke besvaret lige straks. Hansens smilende ansigt bliver lagt i alvorlige folder, men så kommer det sikkert og uden vaklen:

–         Hvis jeg skal være helt ærlig, er det alt sammen gået godt hidtil, men vi skal videre frem, og vi mangler meget, før vi når det, vi egentlig skulle nå med alt det slid vi har. Det siger sig selv, at vi ikke kan leve for understøttelsen alene om vinteren, og fru Hansen mangler næsten altid penge.

Et smil fra fru Hansen bekræfter ordene, – men pengene fra røgeriet hjælper godt til. Sidste år tjente jeg 800 kr., og de er rare at have til tøj til børnene o. s. v.  Hver uge sender jeg en pakke til sønnen, som er soldat, fortsætter fru Hansen med et stort smil – og hver uge får jeg brev.

I stuens lille bogreol står en del bøger, men det er mest børnenes. ”Dansk idræt gennem 50 år” står på fløjen efterfulgt af drengeromaner.Bøger er ikke nogen hobby, spørger jeg forsigtigt.

Der er som regel ikke tid til at læse. Igennem en del år har jeg hver vinter gået i studiekreds og derigennem tilegnet mig en viden, som jeg ofte har haft brug for, siger Hansen, men i øvrigt er det biblioteket, som må holde for. Her findes et utal af bøger, og de er let tilgængelige og langt billigere end de, man eventuelt selv skulle anskaffe sig – hvis man ellers havde penge til det.

 Dagens sidste 3 kroner.

Hansen begynder at sidde uroligt i stolen. Tiden for damperens ankomst nærmer sig, og der er endnu en timeløn at tjene, før arbejdsdagen er forbi. Forinden bliver der lejlighed til at fortælle lidt om den bibeskæftigelse, enhver arbejdsløshed må have for at klare dagen og vejen. Reglerne for bibeskæftigelse er strenge, og hvis der blot tjenes nogle få øre mere end tilladt, sker der fradrag i understøttelsen.

Men vi har lov til at samle brænde og kvas sammen til kakkelovnen, siger Hansen, og når jeg er ledig, benytter jeg en del af tiden til at gå langs stranden for at samle brænde. Det sker også, at jeg forsøger at fiske kul. Der findes en smule endnu i havet, og det hjælper alt sammen. Endelig er der jo fiskeriet, som til tider kan kaste et måltid mad af.

Og din politiske stilling under de nuværende forhold?

Den gælder ikke blot under de nuværende forhold. Ganske vist er der meget, som vi almindelige mennesker ikke forstår ret meget af i tiden, men jeg er af den opfattelse, at en arbejdsmand ikke har andre partier at støtte sig til end Socialdemokratiet, og det har vi altid gjort her i huset.                                                                    Endnu før rutedamperen er nået gennem havneindløbet, er Hansen på pletten. Nye 3 kroner skal tjenes for at støtte dagens budget, og når damperen er lastet, vender han tilbage til den lille stue, hvor fru Hansen er klar med ”madam blå”. Aftenkaffen bliver drukket, og dagens avis læst.

Og ud i natten fører den sidste rutebil fra Hasle de få passagerer. Chaufføren giver et kraftigt signal i sit horn.

På fortovet ved siden af bilen står en lille purk i nattøj og vinker til far. Han kender signalet og har ventet det. I Hansens stue tænker man ikke på den slags signaler. Der må hver dag have nok i sin plage og sine glæder – men også Hansen og hans kammerater venter på et signal – signalet, som betyder fornyet fremgang for standen og dens hundredtusinde hjem.