Bornholmeren den 9.oktober. Af Bodil Harild

Den sidste fiskeskipper i Helligpeder.  Havnen, der er slemt medtaget, holder kun til nogle få vintre. Et fantastisk skønt sted med et helt specielt havnemiljø, som kulturministeriet eller turistforeningen burde være med til at bevare, siger Børge Vang.

 Helligpeder: Børge Vang eller Obel, som man altid kalder ham, er den sidste fiskeskipper, der fisker fra Helligpeder. Tilmed er han ved at være et internationalt og yndet fotomotiv, og derved medvirker han i høj grad til at reklamere for øen Bornholm i det store udland. Sådan set er han noget af et unikum på alle måder.

Alene hans vejrbidte ansigt, skægstubbene og hans kvikke replikker, hans barske bornholmerhumor, der lyser lunt igennem i de undertiden noget definitive udtalelser, og så stædigheden, den helt vidunderlige bornholmske stædighed, som får ham til at fortsætte med sin lille kutter ”Hanna” som den eneste fra Helligpeder, der virkelig tager havnen helt alvorligt.

Resten af Helligpeders fiskere har taget Hasle eller Teglkås som udgangspunkt, fordi som sagt Helligpeder trænger hårdt til en gennemgribende istandsættelse.

Kun mågernes beroligende skrig, når de rider op over fiskerlejet båret på Nordenvindens ryg, forstyrrer stilheden. Ellers ånder alt fred, en fred, som får en til at standse og lytte – træde uden for stresset for en stund og blæse på tid og sted.

En ensom skikkelse står bøjet over ålekrogene nede på den lille vejrbidte havn, en fisker i sit arbejdstøj. Solen, der er ved at stige op over trætoppene på skrænten over land, lyser i fangstgrej og hav, og den livgivende solskive nøjes ikke med det. Den giver også dybe, varme kontrastfarver til alt, gør det til et drømmeland, hvor man kan høre freden stige frem af havet, hvor ingen motorlarm forvilder sig ned hvert andet øjeblik, og hvor den arbejdende fiskers hud antager en vejrbidt, bronzefarvet lød. Ude på det solglitrende formiddagshav skimtes et par enkelte hvide kuttere og en polsk sejler, som en ikke ekspert ikke skal påtage sig at definere. Ellers er alt fred, ro og naturens store spil

 Mikkelsdags-sild.                                                                                          

Børge Vang har allerede kl. 4 om morgenen været ude for at sætte sildegarn. Resultatet blev denne gang for spinkelt – en snes pund forslår ikke meget, hvis men skal sælge en gros.

Men i dag er det Mikkels dag, betror Obel mig, og i gamle dage plejede fiskerkonerne at få netop den dags sildeindkomst, fordi de havde haft ulejlighed med at ordne kroge og bøde garn. Havde det været i dag, var der ikke blevet meget til overs til madammerne, tilføjer han lunt.Selv er han ungkarl og pebersvend og bor sammen med sin bror i et hus oppe over Helligpeder, hvor den gamle vej i sin tid gik.

Vores mor forestår husholdningen, betror han videre, og selv om hun ikke er så rask mere, tillader hun ikke, at vi laver mad, for i hendes øjne er vi stadigvæk drengene, selv om man efterhånden har rundet de 50.

Hvor ofte får I fisk til middag.

Ja, se den ene gang om ugen skal alle bornholmere jo have fisk, men når man står og arbejder med sild eller andet fiskeri nede på havnen om dagen, er det ikke så særlig spændende at skulle hjem og have fisk til aften, så det bliver ved den ene gang om ugen.

Børge Vang er en af de bornholmere, man ikke kan være andet end dus med efter 5 minutters passiar. Det er simpelt hen en fysisk umulighed at være De’s med ham, og det ville være en fornærmelse både imod en selv og imod Obel, som han altid kaldes, efter at han en dag frabad sig at blive kaldt Vang ligesom alle de andre fiskere på stedet. Familien Vang er stor, og der er mange fiskere imellem, alle i Hasle – Vang- området.

 Den tyske turist.

Jo, her er fredeligt, også om sommeren, siger man, mens han flittigt udreder sine ålekroge og sætter dem i korken, mens ormene endnu spræller til trods for de hårde strabadser i Østersøen. Her kommer selvfølgelig turister, men det er ikke de store mængder, der finder herned. Til gengæld er der en del iblandt dem, som ikke sådan er til at drive af sted igen.

Her har hver dag i lange tider kommet en tysk turist, som levede helt med i livet omkring havnen i en grad, så vi fik lært ham til at bruge snus til sidst. Han bad så mindeligt om at måtte sejle med ud engang. Til gengæld ville han betale 50 kr. for turen. Da vi kom i land, sagde jeg, at det ikke kostede noget, men det var der ikke snak om. I 8 dage så han os gå her og tage en pris snus, og da vi skulle til søs, halede han selv en dåse bornholmsk snus frem. Jamen, det er jo også umuligt at opbevare cigaretter i tør tilstand i min kutter. Det må enten være snus eller skrå, og det fik vi da lært ham turisten. Nu er det desværre en mangel, at man ikke kan noget tysk. Det burde man nok lære sig, for jeg havde ikke mulighed for at snakke med fyren, men somme tider har jeg en eller anden rask fyr med ud at fiske, og keramikeren Peter Kofoed var med, så han kunne oversætte.

Var det ikke en idé at lære tysk i aftenskolen?Jo, det har jeg faktisk tænkt på, så det ender nok med, at jeg gør alvor af det en dag.

 Nær omkommet.

Er du normalt ene om at fiske fra ”Hanna”?

Jeg er den eneste erhvervsfisker i Helligpeder. Resten er flyttet til Teglkås eller Hasle og fisker derfra. Havnen er i en sørgelig forfatning, som du ser. Det hele er ved at skride i havet, og kajen er brudt totalt sammen.

Er det ikke psykisk belastende at fiske alene?

Jeg ser sådan på det, at hvis der endelig skulle ske noget alvorligt, kan det være lige meget, om man er ene eller flere, for så er der alligevel ikke noget at stille op. Engang mens vi var 3 mand om bord i kutteren ”Dan”, lå vi i læ for storm i Hasle. Vi troede, vinden var løjet af, og begav os til Helligpeder, men det var umuligt at komme ind. Vi lå ved yderhavnen og fik ødelagt både ror og skrue. Kajen var totalt overiset, og det var umuligt at komme ind.

Til sidst blev vi suget ud, men det lykkedes dem at få os i land. Først havde man tilrådet os at springe i havet. Det ville ikke have været nogen redning for mig, for jeg kunne ikke svømme. Nå, men det gik jo alligevel.

I dag er sidehavnen helt raslet ned, og resten er i en så slem forfatning, at det vil være umuligt at bevare havnen igennem mere end nogle få vintre og storme. Den eneste mulighed, vi har i dag, er, om kulturministeriet og turistforeningen skulle få øjnene op for, at der i Helligpeder er et så særpræget miljø, at det ville være værd at ofre noget på at bevare det.

Bonde snød mig.

Er det stædighed, der gør, at du fortsætter som eneste erhvervsfisker fra Helligpeder i stedet for at flytte din båd til Teglkås?

Man burde måske finde et andet arbejde. Det er der så mange, der gør, men jeg bryder mig ikke om at tage arbejde på landet. Alt er så forjaget alle andre steder. Her er man sin egen herre, og man kan blive hjemme, hvis det passer en. Når turisterne finder herned, udbryder de alle: ”Hør, hvor stille og fredeligt her er!”

Jeg har skam også været ude at tjene bønder. Jeg startede en uge fra flyttedag og skulle samtidig gå til præst én gang om ugen. Da jeg skulle ha’ min afregning, som efter fæstemålet lød på 12 kr. om måneden, snød bonden mig for en krone, og siden hen har jeg ikke brudt mig om bønder.

Nå, han fik noget andet at føle under pengeombytningen, som kostede ham 60-70.000 kr. når jeg senere har mødt ham på dyrskue, har jeg plejet at sige, at han skylder mig en bajer, men det mente han ikke, eftersom det var så længe siden, at det burde være glemt.

Fantastisk skønt.

Men havnen her tåler ikke mange isvintre eller storme, så er den kaput. Nu er havnen nærmest kun tilholdssted for lystkuttere og små både, og dermed forsvinder der noget af havnemiljøet, som nok har været noget helt specielt i de senere år. Turisterne kan godt lide at finde noget af det oprindelige bornholmske.

Her er også dejligt. Somme tider, når jeg sejler nord på forbi Johns Kapel, plejer jeg at standse motoren og nyde naturen. Det er så fantastisk skønt at se ind over klippepartierne, når vejret er fint. Fremmede tror ikke, at sådan en indfødt som mig kan se, at der er skønt. De skulle bare vide, at jeg standser båden for at nyde synet hver gang. Nej, det tror man ikke, at jeg lægger mærke til – sådan en fisker. Men det gør jeg nu ligegodt alligevel.

Slet tilberedt fisk er dårlig reklame.

I det hele taget har vi som bornholmere en hel del fine ting at byde turisterne på. Men der mener jeg, at vi bør være omhyggelige med, hvad vi byder på. Som nu de krakkede sild, som man serverer for turisterne ved Sildefesten i Hasle. Det er efter min mening en meget dårlig reklame. Sådan noget skal tilberedes af eksperter og med største omhu. Det gælder også de saltstegte. Det kan ikke nytte noget at bruge den magre, tidlige spegesild. Ved slige lejligheder burde man passe på at have den gode høstsild.

En ung mand, som i mellemtiden er kommet til, og som er styrmand og p.t. inde som værnepligtig, supplerer: Det er rigtigt nok. Det gælder for øvrigt også Almegård kasernes tilberedning af fiskeri. Hvis soldaterne under deres ophold på Bornholm får direkte væmmelse over for fiskeri af enhver form, er det da den dårligst tænkelige reklame. Hvis pølsemanden i Rønne altid skal have ekstra beholdning af pølser hjemme på de dage, hvor man får fisk hos soldaterne, er der da noget galt. Det må være tilberedningen, der er noget i vejen med så.

Man plejer ellers at sige, at man ikke skal have sild, når der er R i måneden. I dag har vi den 30.september, Mikkels dag?

Der er sild en måned endnu, siger Børge Obel. Det har der altid ellers været. Men den begynder godt nok at blive mere tør.

Bevar miljøet.

Det er næsten for lidt med kun én erhvervskutter i Helligpeder?

Ja, for 15 år siden var her otte både med 24 mand. Det siger noget om, hvad vej udviklingen er gået. Vi havde 2000 kroners gæld på havnen her. Dem har vi nu fået eftergivet. Men det er klart, at med hensyn til erhvervsstøtte skal Helligpeder nok ikke regne med noget.

Så er det, at der dukker røster frem om at bevare miljøet hernede. Gælder det det rekreative miljø og noget historisk og kulturelt enestående, er det vel kulturministeriet, man skal henvende sig til. Nu ved jeg ikke, hvem det er, der bliver vores nye kulturminister. Jeg ville ønske, at det var Bodil Koch, for hun var god nok, men hvem det så end bliver, burde man have vedkommende over og kigge på stedet her. Jeg er helt overbevist om, at et blik ville være nok. Når man kunne gøre så meget for Hammershus, ville det nok også være værd at kigge på Helligpeder.

 Ålene forsvinder af forureningen.

De siger, at Risgaard Knudsen måske skal til at være fiskeriminister. Jeg tror, det ville være en dårlig idé, for han er ikke lige fiskernes favorit. Ja, man ved vel heller ikke noget om det hele. Måske bliver det en helt ny mand, og så er det et spørgsmål om, hvem man får til det. Helt uden erfaring går det nu ikke.

Nu skal vi også have en forureningsminister, og det kan såmænd være tiltrængt nok. Man kan ikke se Vang for støv og røg fra havet. De folk, som bor på stedet, er ved at fortvivle over den luftforurening. Vi fisker heller ikke nok ål inde ved kysten. Det er forureningen. Der er hverken edje eller alger mere. Tangen er der kommet pest på. Det er helt sikkert, at der er tale om en forurening.

Har du aldrig været længere væk fra Helligpeder end udenfor efter sild og torsk?

Jo, jeg har fisket laks ved Polen. Vi var tre mand i en lille båd og det tog 30 timer at nå derned. Der var intet lukaf og kun en primus at fyre med. Vi måtte have 2-3 tønder olie med på turen. Dengang var der nok af laks, men ingen priser.

Bliver man aldrig søsyg?

Det lider vi bornholmere jo sjældent af, men hvis man får halet turisterne ned i maskinrummet, er de hurtigt færdige, og så skal der ikke ret meget sø til.

Send dem til søs.

Hvordan holder man sig frisk og rask?

Jeg har kun været til doktor én gang, og det var, fordi jeg skulle have trukket en tand ud. Jeg tror, man hærder sig. Her er ikke noget stress. Man er sin egen herre. Somme tider tænker jeg, at det ville være nemmere at lægge arbejdet fra sig og gå på socialkontoret. Men det er nu ikke noget for mig. Jeg har tilbragt så meget af mit liv på denne havn, at et driverliv ikke ville være sagen for mig.

Nu tør man jo næsten ikke engang have redningsdepoterne liggende om bord af frygt for, at narkomaner skal bryde ind og stjæle morfinen. Nå, de har det vel svært, men tænk hvad de koster samfundet. Hvorfor ikke sende de unge narkomaner ud på tre måneders togter til søs. Så skulle de nok blive raske igen, for så er det de barske realiteter, der møder én, kampen med elementerne.

Palaver i havneskuret om aftenen.

Du får vel også en del tid til at gå med at sludre med turister her på havnen?

Jo, Randslet kom med en fra det amerikanske fjernsyn, som ville fotografere mig. Jeg sagde fanemig nej. Så skulle jeg i hvert fald have en bunke penge for det. Nej, så er det ligegodt noget andet med Bornholmeren, den læser man jo hver aften, når man går til køjs. Som regel skal man op igen allerede ved 4-tiden om morgenen, så natten er ikke lang.

Om aftenen plejer vi at samles, alle vi helligpederfiskere og – folk her i det gamle havneskur, og så kan du tro, vi bilder hinanden løgne ind. Det med fjernsynet har vi ikke så meget tid til. Især lørdag og søndag aften holder vi palaver på havnen. Det ville jeg nødigt undvære. Så kommer der folk både oppe fra landet og nogle af de andre fiskere herfra. Op imod valget gik bølgerne højt.

Der var én venstremand. Han ville ikke hen og stemme denne gang, for han var sur. Så ville han også hà, at vi andre skulle blive hjemme på valgdagen, men vi kørte skam godt nok ned og stemte på de mere folkelige partier. Det var han noget sur over. Jeg har nu mest tiltro til socialisterne; men selv om jeg er bange for fællesmarkedet, tror jeg ikke, vi har en chance for at blive udenfor.

Lige meget med det, skulle du få lyst til at komme ned og diskutere med os en aften i havneskuret, er du velkommen. Hvis du tager fotografen med engang, må I såmænd også godt komme med ud i ”Hanna”, så skal jeg sejle jer en tur op forbi Johns Kapel imod Vang. Dér kan I få nogle gode billeder, og det er i hvert fald langt fra alfarvej! Jo, jeg plejer at læse, hvad du skriver, tilføjer Obel med et blink i øjet, og den tur skulle du nu ligegodt hà med.

Plejer du at hà en kande kaffe med til havs?

Nej, det har jeg aldrig. Hvis jeg skulle blive sulten eller rettere tørstig, må jeg ty til spritten på kompasset. Vi er jo ikke ude så mange timer ad gangen. Om sommeren trawler vi med sildegarnene, og nu sætter vi dem bare ud, så ordner resten sig selv.

Tiden står stille.

Hvor meget er for resten klokken?

Det aner jeg ikke, men efter solen at dømme er det hen på eftermiddagen. Et par af de andre tilstedeværende aner heller ikke, hvad klokken er, og med ét bliver det ligegyldigt. Alle de, som hænger i klokkestrengen og jager af sted for at nå det hele, burde tage en tur til Helligpeder og snakke lidt med folk på havnen der. Ikke mindst med den eneste fisker, der skal leve af netop denne havn, Børge Vang – eller Obel, som man kalder ham.

Der kan ikke være nok, der råber op om, at Helligpeder havn bør bevares. Det er simpelt hen et uerstatteligt miljø, og selv om det er forbundet med store udgifter at istandsætte dette gamle, bornholmske fiskermiljø, ville der rekreativt og historisk stå langt større værdier på spil. Om 10 år vil man indse det, og til den tid vil det sandsynligvis være lovlig sent at råde bod på de skader, der er sket.

Kære kulturminister, hvem De så end bliver! De burde faktisk hurtigst muligt tage en tur til Helligpeder. Om ikke andet så for at glemme tid og sted for et øjeblik.