Dagens nyheder 10-05-1901.

Den nye kammersanger Vilhelm Herold.

Sådan en karriere gjør kun en lykkens yndling.

Bagerlærling – Vogterdreng – Seminarist – Hjælpelærer – Sangforeningsmedlem – Kommunelærer – Operasanger – Operaens fornemste kraft og trækplaster – kongelig kammersanger.

Det ender ganske som eventyret om den grimme ælling. Et eventyr er Herolds historie allerede, og hvem ved, hvad den vil blive – hvorledes den en gang vil slutte.

Hans historie er vidt fortalt før, men den er så god, at den ikke kan høres for ofte.

Atten år ung kom han første gang til Kjøbenhavn på gennemrejse og aflagde besøg hos Det kgl. Theaters chef, Kammerherre Fallesen. Han ville til Theatret; hvad han ville der, vidste han vist ikke rigtig selv. Synge, danse, spiller komedie, hvad som helst.

Kammerherren ville ikke have ham. ”Han så rædsom ud; ham kunne vi dog virkelig ikke stille op i koret”, sagde den sirlige gamle herre.

At Herold ville noget andet og mere end synge i koret, havde Kammerherren slet ikke forstået.

Smuk var Herold nu virkelig ikke. Han var – og det er han jo endnu – så lys som en måneskinsnat. Alt er på ham, lige til øjenvipperne. Og den statur, han nu har, den mandige skikkelse, det frejdige blik, var der ingen antydning til. Han var smal og hulkindet, han levede ofte måneder uden at smage andet end sild og kartofler, fortæller han nu – den gang talte han ikke om det. Af de to med måde anvendte fortræffelige næringsmidler skal man jo ikke blive nogen Adonis, når man slet ikke får andet.

Da Herold anden gang aflagde prøve, var hans triste magerhed bleven til klædelig slankhed, og han var en sanger med store betingelser.

Men lys var han endnu, så lys, at han skinnede, når han stod på den mørke scene.

”Dejligt at høre på – men som han ser ud”, sagde Theatrets kunstnere, der havde hørt ham på prøverne, ”han er jo ligefrem selvlysende”.

”Det er der råd for”, mente Olaf Poulsen. ”Hvorledes det”, spurgte Herold. ”Unge mand”, svarede den hjælpsomme komiker; ”kjender De ikke bedre Deres Shakespeare? Ved De ikke, hvad Hamlet siger: Gud har givet jer et ansigt, og I laver jer med sminke et andet! Mal Dem det ansigt, De mangler – det, De har, er jo det dejligste blad hvidt papir”.

Det er Olaf Poulsen, som har opfundet Herolds ansigt; det har i årenes løb næsten gjort lige så stor gavn som hans stemme.

De skønneste billeder har været malet på det: den ulykkelige Faust, den drømmende Oluf, den ædle Lohengrin, den troløse Turridu, den forpinte Don José. Hvert billede var et lille mesterværk af maskeringskunst.

Og så har slankheden ovenikøbet holdt sig under alle insiognomiets omskiftelser, – så nogenlunde da. Herold har kun akkurat fået så meget embonpoint, som er nødvendig for at gøre lykke i den Stockholmske dameverden, hvor han nu betegner sin bej med knuste hjerter.

Han er en lykkelig operasanger og en ung kammersanger. Går hans sejrsgang vedblivende så stormende let – og hvorfor skulle den ikke gjøre det?  – vil han snart kunne sige, som hin yngling, der var mat af Julie: ”Jeg ville ønske, at jeg havde et ønske!”

Haagen.

 

Aarhus Stifts-Tidende d 11-02-1893

Den nye tenorsanger.

I går aftes skulle en mand, der er kommunelærer i København, og hvis man er Vilhelm Herold, debutere som tenorsanger på Det kgl. Theater, og da der fandtes en del forventninger til hr. Herold, har ”Dannebrog” indhentet følgende oplysninger om den unge mand:

Hr. Herold er bornholmer og født den 19. marts 1865 i Hasle, hvor faderen var bagermester og havde tolv lyshårede børn at forsørge. Alle børnene var musikalske, og alle skulle de uddannes til så hurtig som mulig at skaffe sig føden på egen hånd. Der var ikke råd til studeringer af nogen som helst art.

Da Herold var en 8 -9 år gammel, fik familien besøg af en adelig tante, der var   dame. Den fine slægtning hørte Vilhelm synge og blev så indtagen i hans sang, at hun lovede at ville sørge for hans musikalske uddannelse, hvis han måtte følge med hende til Kjøbenhavn.

Herolds fader havde selv en skøn sangstemme, som lød over Hasles gader, når dejen blev æltet. For ham stod den tante, at Vilhelm skulle blive sanger, som noget stort og skønt, og han var derfor meget tilbøjelig til at gå ind på tantens forslag, men planen strandede på modstand fra moderens side. Hendes strenge retfærdighedsfølelse ømmede sig ved, at et barn skulle fortrækkes på de andres bekostning. 0g resultatet blev, at Vilhelm pænt måtte slå sig Kjøbenhavnerrejsen ud af hovedet og i stedet derfor gøre gavn i forretningen.

Lige overfor barndomshjemmet boede den Hasle Byfoged. Allerede flere gange havde byfogedens frue hørt den unge Herold synge og glædet sig over hans sang.

Og en skønne dag kom selve byfogeden over i bageriet og talte med Herolds fader om sagerne: ”Det er synd for den raske dreng” sagde han, ”Han skal ikke være bager. Han er åbenbart født til noget andet”.

Hr. Herold trak på skuldrene og vidste ikke, hvad det skulle være.

”Lad mig få ham over på kontoret, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre ved ham”, endte byfogeden sine velmente råd.

I to år arbejdede den unge Herold så på byfogedens kontor, uden at der var udsigt til, at hans forhold skulle forandre sig og hans hemmelige ønske at betræde kunstnerbanen blive til virkelighed.

Men så døde faderen, forretningen gik over til en ældre broder, og hjemmet blev opløst. Vilhelm Herold blev sendt ud på landet til en ældre halv broder, der var lærer i en lille flække, og forberedte ham til optagelse på et Seminarium.

Han blev efter en heldig prøve optaget på Jelling Seminarium, hvor hans smukke stemmemidler straks vakte opmærksomhed og skaffede ham en fremskudt stilling i den lokale sangforening.

Grieg var den gang i Vejle for at give koncert på Theatret. Han hørte ved denne lejlighed Herold synge og komplimenterede ham for hans sang. Det var den første attest, som Herold fik fra kompetent side.

Tre år blev Herold på Seminariet. Efter endt eksamen fik han straks en vikarplads som lærer ved kommuneskolerne i Kjøbenhavn og tog samtidig sangundervisning hos hr. Georg Allen, til hvem han var anbefalet af den afdøde Domorganist Robert Allen i Aarhus. Imidlertid rejste Allen til Amerika, og Herold tog da resolut den beslutning at gå op til selve Professor Gade for at spørge ham, om han havde chancer som sanger. Den meget skeptiske Gade hørte ham synge, rømmede sig nogle gange purrede op i håret og mente nok, at Herold ved fortsat flid kunne drive det til noget som sanger.

Hr. Jerndorff tilbød at fortsætte hans uddannelse, og i tre år nød den unge sanger godt af den theaterkyndige lærers vejledning, indtil den meget stærkt optagne skuespiller rådede sin elev til at fuldende sin uddannelse hos professor Rosenfeldt. Hos denne har Herold i de to sidste år forberedt sig til scenen.

Hr. Herold er dog stadig fast ansat ved kommuneskolerne og beholder denne sikre stilling i reserve for det tilfælde, at den lunefulde skæbne ikke skulle være ham huld.

 

Telegram.

Aahus Stifts – Tidende d 11-02-1893

Vi have i formiddags modtaget følgende telegram:

Det Kongelige Theaters nye tenorsanger, hr. Vilhelm Herold debuterede i aftes i ”Faust” for udsolgt hus til forhøjet pris og i overværelse af Kongehusets medlemmer. Han høstede vedholdende stærkt bifald.

Samtlige hovedstadsblade udtalte sig i dag rosende om Herolds debut, og ”Berlinske Tidende” kalder den en fuldstændig succes.

 

Samfundet. d 15-05-1900.

”Verdens Gang” bringer følgende interview af Vilhelm Herold, som for tiden optræder i Christiania.

Vi sad i hans værelse på Victoria, hvor Kristina Nilsson i sin tid har boet. De har også der lige som på Grand et værelse for kunstneriske notabiliteter.

Jeg bad om at få låne en blyant af ham, da jeg havde glemt min egen.

Værsko, men der er for resten intet at skrive.

Jeg skulle jo også have tegnet dem.

Men jeg vil heller, folk skal tro, jeg ser ud, som jeg ser ud på teateret.

Ja, jeg tror såmænd ikke, jeg ville kendt dem igen fra teatret.

Maleren Gotfred Christensen i København. de kender vel ham, sagde for resten til mig: Du skal såmænd ikke være ked over dit udseende, Herold, for det er et dejligt stort lærred at male på, og det har han ret i. man kan gøre alt muligt ud af det i hvilken som helst retning. Havde jeg f.eks. haft en krum næse, så kunne det vel passet til en helteting, men ikke til andre.

Skal de tilbage til København, når De er færdig her? – Nej, jeg skal til Fjælds. – Til hvilket Fjæld. – Foshelmssæteren. – Hvad vil De der? – Fiske, men dette er jo et formeligt forhør.

Har De nogensinde været i forhør tidligere? – Nej, De kan sætte: såvidt vides ikke tidligere straffet. – Heller ikke konflikter med politiet?

-Jo, en. Jeg var marinesoldat og gik en dag ned ad Bredgade sammen med en del kammerater. Det var netop ved endt promenadetid, da alle fine folk kom tilbage fra Langelinie. Med en gang begyndte jeg at anstille mig fuld. – Her rejste Herold sig op og begyndte at sjangle lidt på gulvet, medens hans øjne tilsløredes og blev matte. – Så tumlede jeg fra den ene lygtepæl til den anden og holdt mig krampagtig fast. Han gjorde her det samme med dørkarmen ind til sideværelset og med forskellige lænestole.

Beaumonden stirrede forfærdet på denne marinesoldat, der var så fuld i uniform. Således gik det hele Bredgade nedover, indtil jeg var nået ud på Esplanaden. Her greb jeg så om et træ. (Han tog fat i en stor Viftepalme), og stirrede frem for mig med sløve øjne. Men en gang stod der tre betjente for mig. ”Hallo, lille ven, Du er nok fuld”. En hel del af publikum samlede sig om os. Jeg overvejede situationen. Det kunne nok været morsomt at trækkes på stationen, men jeg skulle være om bord om 5 minutter. Ellers blev det kachot. Jeg rettede mig derfor i et sekund, stod stram og ret med hånden til huen. (Han udførte det og hilste militært på mig, som om jeg havde været konstabel, og så mig i ansigtet med et fast blik fra de tindrende blanke øjne).

Fuld? Det blev en pludselig overraskelse for betjentene og publikum, og jeg fik lov at gå under almindelig munterhed. Dog skulle jeg ikke gøre mere af den slags sjov, sagde de.

Havde De allerede som barn lyst til at blive sanger? – Det faldt mig ikke ind. Men jeg havde altid lyst til noget andet, som jeg ikke vidste, hvad var.

Er deres familie musikalsk?

Ja, især på fædrene side. Min oldefar, som kom fra Tyskland og bosatte sig som bager på Bornholm, hvor der ikke fandtes nogen bager før, spillede på 22 instrumenter. Men bedstefar og far, som også var bagere, var også meget musikalske og havde udmærkede stemmer. Først var jeg også i bagerlære og kørte rundt med brød og sang og fløjtede ustandselig. Kongens Byfoged lagde mærke til mit gode humør, talte med mig og foreslog min far, at de skulle se til at få mig til mere end bager. – Ja, det er nu ikke sådan, sagde min far. Jeg har jo mange børn og kan ikke koste så meget på en enkelt. Drengen må blive bager.

Byfogeden foreslog at tage mig på kontoret, så ville han se til at få en jurist af mig. Han ville til en begyndelse give mig 10 kr. månedlig. Min mor havde meget imod det. Hun syntes det var en irreligiøs vej at blive sådan en prokurator, som snød folk for deres penge. Men jeg selv havde jo lyst, for jeg gik jo med denne længsel efter ”No’et andet” inde i mig. Jeg var eneste kontorist i byen, så De kan forstå, jeg var vigtig. Det faldt jo lidt vanskeligt at skrive i begyndelsen, for hænderne var jo blevet stive og tykke af at køre. Men det blev snart bedre, og min løn blev forhøjet til 15 kr. men så var der det uheldige, at jeg også på kontoret lærte at bande. Og da ville min mor ikke lade mig være der længere. En broder af mig, som var lærer ovre i Jylland, kom og besøgte os og foreslog mig at tage med over og blive lærer. Min mor ville det gerne. ”Tænk, hvor din dejlige stemme vil klinge i kirken”, sagde hun.

I hvert fald var det jo ”No’et andet”. Men i begyndelsen var jeg meget fortvivlet derover. Jeg boede hos min broder og blev sat til at røgte 4 melankolske køer og luge roer. Endelig kom jeg ind på Seminariet. Jeg skrev digte og komedier og dannede en sangforening. Vi sang blandt andet en sang af Grieg, hvor jeg havde en solo. Så kom Grieg til Vejle med sin frue og gav koncert. Sangforeningen mødte naturligvis op. Jeg glemmer aldrig den aften. Han var som en troldmand, således som han sad og hamrede løs med håret nede på tangenterne. (Her kastede Herold sig ned på stolen ved flygelet og kopierede Grieg). – og fruen hun var så liden og med store runde øjne i et rundt ansigt. Og sangen og endog ordene var runde. Bagefter råbte publikum, at vi skulle synge Griegs egen sang for ham. Det gjorde vi. Han trykkede min hånd, jeg glemmer ikke denne bittelille hånd, som blev aldeles borte i min. ”De har en vakker stemme”, sagde han, og så mig bestemt ind i øjnene. ”Og så var det mærkeligt, hvor godt De udtalte norsk”. Men det er fordi jeg var fra Bornholm. Det ligner norsk det bornholmske, og vi har det samme hårde ”r”. senere kom Domorganisten i Aarhus, Robert Allin og sanginspektør Sanne, ned til Seminariet for at overvære en prøve. De kaldte mig ind til sig og sagde: – De behøver ikke at gå her! De kan drive det vidt. DE må til København.

Da havde jeg været på Seminariet i 3 år. Jeg kom til København, men da kneb det for mig. Jeg meldte mig som vikar ved skolerne, men det gik jo efter tur, og jeg var ofte længe ledig ad gangen, så jeg fik ikke nok at spise, kun spegesild, ustandselig spegesild, som min søster sendte mig.

Da hader De vel spegesild?

Nej! Det kan jeg alligevel aldrig. Det er en ægte bornholmsk ret. Den værste post var at få skoene forsålet. De tre kroner som trængtes til det, var det næsten ikke muligt at få holdt tilbage, sådan at de forelå samlede på en gang. Jeg måtte da undertiden hjælpe mig på anden måde. I folkeskolen har børnene gratis bøger. Når de bliver udslidt, bliver de kastede sammen i et stort skab. Der tog jeg bindet af Luthers Katekismus, som jeg hadede, og som jeg samtidig måtte tærpe børnene i. jeg blev dårlig af dette liv og mangel på næring, og stemmen led derunder. En dag gik jeg op til Kammerherre Fallesen: Hvad vil De? Sagde han. Hvad vil De?

Jeg ville gerne blive sanger. – Hvad slags sanger? – Tenor. – Lyrisk eller Heltetenor? – Jeg tror nærmest lyrisk. – Har De lært noget musik? – Jeg spiller lidt violin. – Har De lært noget sang, mener jeg? – Jeg har lært lidt på Seminariet. – Ah, på Seminariet!  Ja, det er nu ikke den slags musik vi bruger her. Nej, det kan nok ikke blive til noget.

Da besluttede jeg i min fortvivlelse at stikke den sidste trumf ud. Jeg vidste, at Fallesen var fra Bornholm, og så sagde jeg, da jeg allerede var halvt ude af døren, aldeles meningsløst. ”Jeg er for resten bornholmer”. – Ja, det kan jeg høre på deres dialekt, svarede han tørt. Og det var jo heller ingen anbefaling. Dialekterne kan jo ikke bruges ved teatret.

Så gik jeg op til gamle Gade. Han modtog mig i skjorteærmer og var meget gnaven. – Hvad vil De? Musikforeningens kor vil DE være med i. Næ, det kan’te nytte no’ed. – Jeg ville bare få lov til at prøve. – Jeg har ikke tid til at tale med Dem nu. Kom igen en anden dag. – Jeg kom igen. – Nå, der er De igen. Næ, det kan’te nytte no’ed. Det er jo bas, De har? – Nej, tenor. – Nå, kom igen næste år. Jeg har ikke tid. Desuden har De jo ingen noder med. – Jo, jeg har. – Hvad er det for no’en? – Joseph. – Det er vel den visen: Havde jeg været i Josephs art, så ved jeg nok, hvad jeg havde gjort. – Nej, det er den store opera. – Den store opera? Sagde han og mønstrede mig. De er jo for lille, sagde han, den lille mand og stod og så op på mig. Og så må De jo sværtes i ansigtet. – det kunne man jo altid gøre. – Næ, det kan’te nytte no’ed. Jeg har ikke tid.

Men da tog jeg mig sammen. Jeg sagde, at jeg ikke gik ud af pletten, før jeg havde prøvet. – Nå, så syng. – Jeg sang Adagioen og Allegroen og standsede. – Bliv ved, bliv ved, sagde han.

Da jeg så var færdig, bad han mig sætte mig ned, og vi begyndte at tale sammen. Jeg fik Jerndorff til lærer og samtidig blev jeg fast ansat som indtærper af Katekismussen, mens jeg hidtil blot var vikar. Endelig fik jeg lov til at debutere på det Kongelige. Og jeg gjorde en hel del lykke. Jeg fik stipendium og rejste glad til Paris med en masse penge på lommen.

Hvordan syntes De om Nationalteatret her?

Der er vidunderligt inden i. jeg er imponeret. Meget elegantere end det Kongelige. Sikke man sidder i de Fauteuils Dorchester, og akustikken! Næster for godt!  Hvis man har en liden klat i halsen, høres den øjeblikkelig over hele teatret.

Har DE få’t mange anonyme damebreve her? – ”ikke endnu”.

Christian Krogh.

 

 

Dannebrog København 12.08.1893.

Tenoristen Herold i Amerika.

(af et privatbrev til ”Dannebrog”)

Chikago, den 26.de juli 1893.

Vor unge landsmand, Tenorsanger Vilhelm Herold, der for tiden gjæster Amerika, har overalt fundet en meget venlig modtagelse. Amerikanerne hans høje, lyse tenor meget smuk og velklingende, og skandinaverne er – som det var at vente – meget henrykte over at høre en landsmand på amerikansk grund.

Hr Herold har optrådt flere gange i New York sammen med den unge norske sangerinde, frk. Sigrid Wolf. Begge har under deres ophold i den amerikanske hovedstad været gjæster hos en meget rig familie, der ejer en stor landejendom Morristown i byens umiddelbare nærhed. En behagelig overraskelse for de unge kunstnere var det, da værten efter en martiné, han havde arrangeret for dem i sit hus, overrakte dem 500 dollars til deling. Ved denne lejlighed gjorde den danske tenorist smægtende toner, ikke lidet indtryk på en veritabel prinsesse fra Sandwichsøerne, som fortalte, at hun yndede dansk musik og kjendte Gades og Hartmanns navn.

I Chikago har flere blade bragt biografiske notitser om vor landsmand. Enkelte har endogså drevet det til at have hans portræt.

I morgen, den 27de juli, skal hr. Herold synge Grals fortælling af ”Lohengrin” ved en større koncert, og om et par dage rejser han tilbage til København for at være hjemme, til prøverne på Det kgl. Theater tager deres begyndelse. Alle herovre har været af den mening, at den unge mand ved fortsat flid og energisk studium må kunne drive det til noget mere end almindeligt.

-n.