Bornholms Tidende d. 01.05.1945.

                             Forfatteren og mennesket Otto J. Lund.

I anledning af hans 60-års fødselsdag på fredag.

Fredag den 4. maj fylder forfatteren Otto J. Lund, Rutsker, 60 år, en begivenhed, der under normale forhold utvivlsomt ville have givet anledning til megen festivitas. Med den nuværende situation får den notable fødselsdag vel nok et stilfærdigere forløb, end den ellers ville have fået, men uanset tiderne vil lykønskningerne strømme ind til Lund med TAK for, hvad han har betydet for bornholmsk dialektdigtning og for bevarelsen af kendskabet til Bornholmsk.

Lund er barnefødt i Rutsker, og i mange år har han haft sit hjem ved Gamledam på grænsen mellem Olsker og Rutsker, altså i en af Bornholms naturskønneste egne. Man forstår, at han på denne baggrund med sit opladte sind og sin higen efter at give udtryk for det, der bor i ham, måtte blive digter.

Lund siger selv, at han i grunden aldrig har haft nogen ungdom. Han var i sin barndom og første ungdom meget plaget af sygdom, og måske skal man heri finde forklaringen på, at han først begyndte at skrive, da han var 42 år gammel. Hans første bod ”Lyngblomster”, udkom i 1930. Senere er fuldt ”Enj Urtakåst” i 1933. ”Vår Larkan ryggar” i 1935. ”Slidara” i 1939. ”Brâfolk og Stommene” i 1941 og ”Forr i tider” 1944. Store penge har han ikke tjent på sine bøger, men han har som dialektdigter vundet et navn, der ikke blot kendes af alle bornholmere, men også værdsættes udenfor Klippeøen. Da der for få år siden udsendtes en antologi over nutidig dansk digtning, ”Digternes Danmark”, opnåede Lund ene af samtlige bornholmske dialektforfattere – den ære at blive repræsenteret. I afdøde overlæge M. K. Zahrtmann havde man en stor beundrer, og Zahrtmann gav særdeles håndgribelige udtryk for sin begejstring.

På den anden side har lund selvfølgelig også været ude for kritik. Man har hængt sig i hans digtnings rent formelle mangler: Retskrivningen, metriske forsyndelser i digtene o. lign., og man har påstået, at der i et og samme digt kan forekomme vers af højst forskellig værdi, at hans litterære produktion i det hele taget er noget ujævn. Alle disse indvendinger falder dog til jorden overfor den kendsgerning, at Lund med sine bøger – i poesi såvel som på prosa – har givet vægtige bidrag til skabelsen af en bornholmsk litteratur på målet. Heri ser han sin egentlige opgave, og den har han løst.

Hans digtning hævder sig ikke ved strålende klædebon, men ved sin jævne naturlighed, sit lune og sin varme menneskelighed. Lunds sidste bog blev af anmelderne sammenlignet med Morten Korchs arbejder. Det kan der være noget om, men der er dog den væsentlige forskel, at alt, hvad Lund skriver, skal ses som indlæg i en højere sags tjeneste, Bornholmernes sag.

Lund har skrevet både vers og prosa. Den bundne form falder ham lettest og morer ham sikkert også mest, men der er jo også andre hensyn at tage. Når han kom ind på at skrive prosabøger, var det dels, fordi han derved kunne få en større læsekreds i tale, dels fordi de emner, han havde benyttet i sin lyrik, begyndte at blive for slidte. Som han selv siger: ”Man kan jo ikke blive ved at digte om lyngen og bierne”. – I sit emnevalg har han klogeligen holdt sig til ting, han er fuldt fortrolig med. Lad mig atter citere ham: ”Jeg vil ikke gerne ind på felter, hvor jeg ikke er hjemme. Hvis jeg gav mig til at digte om sømands liv, ville jeg sikkert dumme mig slemt”. Derfor holder Lund sig i alt væsentligt til landbolivet, – Hans ”Ârier” er ofte bygget på virkelige begivenheder fra vore bedsteforældre eller oldeforældres tid, men de benyttede navne er altid opdigtede. – I sin lyrik benytter han den teknisk altid at lægge for med udarbejdelsen af første og sidste vers. Så først kommer turen til de andre vers.

Også et par dilettantkomedier har Lund skrevet. Han karakteriserer dem selv som ”ubetydelige, men harmløse”. Derimod er det endnu ikke blevet alvor med den historiske roman, han i årevis har haft planer om, 1658 og have borgmester Peder Olsen (Hassel) til hovedperson. Tør man håbe, at planen snart kan realiseres?

Det lader sig vanskeliggøre at skelne skarpt mellem forfatteren og mennesket Otto J. Lund, for hele hans forfatterskab er gennemsyret af hans rent menneskelige egenskaber, hans idealisme, hans lyse syn på tilværelsen og hans varme medfølelse med samfundets stedbørn. Udpræget partigænger er han ikke, hverken politisk eller på anden måde.

Om sin religiøse og etiske indstilling siger han: ”Mine forældre var påvirkede fra Trandbergs tid og var flittige kirkegængere. Salmebogen var næsten daglig i brug. Derfor lærte jeg alt som barn, at sand kristendom er det eneste, der kan skabe en god og lykkelig verden, og det mener jeg vedblivende, Grundtvigs salmer sætter jeg særlig højt. Den bog, der inspirerer mig til at skrive, og som jeg sætter højest, er Henrik Ibsens ”Per Gynt”. Jeg lærte den alt udenad, da jeg var 11-12 år gammel, og jeg kan den udenad endnu.

Jeg hader alt, hvad der hedder krig, ikke blot den, der føres med bomber og kanoner, men også krig i ord og på tryk mellem de forskellige samfundsklasser. I en sang, jeg skrev for 2-3 år siden, hed det: Om krigerdåd ej kan jeg kvæde, her fattes jeg vingede ord. Jeg synger om øjne, der græder og beder om fred på jord”.

Lund har fra sin tidligste ungdom været afholdsmand og bestred i ca. 20 år hvervet som kasserer for Rutsker afholdsforening. I 6 år var han kasserer for Husmandsforeningen. I de sidste 16 år har han varetaget posten som kasserer for sognets æggekreds.

Det siger sig selv, at en mand, der – som Lund – er idealist om en hals, må føle sig stærkt påvirket af krigen og alt dens væsen og i nogen grad hæmmet i sin arbejdslyst. En overgang tabte han næsten helt lysten til at skrive. Karakteristisk for hans indstilling på dette tidspunkt – og for hans beskedenhed – er en udtalelse, han fremsatte til dette blad i juli 1943: ”Jeg har ikke fået skrevet ret meget i vinter. Jeg synes, at det, jeg kan præstere, er så småt og ubetydeligt i sammenligning med det, der sker ude i den store verden”.

I vinter har Lund atter været hjemsøgt af sygdom, en smertefuld nyrelidelse, og nu hen på foråret har han det ganske vist bedre, men er dog ikke helt rask. Ikke des mindre er han for tiden ved at lægge sidste hånd på en ny bog, der udkommer til efteråret. Også denne bog vil – oplyser Lund – være præget af optimisme og idealisme – ”Forr i tider”, der udsendtes ved juletid i fjor, blev enestående godt modtaget af publikum. I løbet af kun en uge var den udsolgt fra forlaget. Man forstår, at denne succes har glædet Lund overmåde og har bidraget til i nogen grad at gengive ham hans gamle arbejdsmod, men han fatter ikke helt, at han, der har set så meget synke i grus i de sidste år, har kunnet bevare sin optimisme og sin tro på idealer.

Det har han imidlertid, om end han indrømmer, at det i tider som disse er svært at holde fast ved den tro, man i ungdommens dage fik om sine medmennesker. Og den så højt lovpriste kultur er i mange tilfælde kun politur.

Otto Lund glæder sig nu til sommeren, til at gå og pusle i sin have og til at røgte sine kære bier, et arbejde der optager ham meget. Hans mange venner, både de, der kender ham personligt, og de, der kun kender ham gennem hans digtning, vil på tærsklen til hans 60 års dag mødes i det oprigtige ønske, at han rigtig snart fuldstændig må genvinde sit helbred, og at han i de forhåbentlig mange år, der endnu er ham beskåret, må kunne fortsætte sit uegennyttelige arbejde til gavn for Bornholmsken. Vi har så dårligt råd til at undvære en mand af hans støbning, ja, det er i øjeblikket slet ikke til at se, hvem der skal kunne tage arbejdet op efter ham.                                                                                                                                                                 H. Sonne Kofoed.