Bornholms Tidende. 24.12. 1930.

Minje.

Dær e i mijn Hawa saa nætter eijn kraag, me Rozer, baade hvida aar ø. Om Sommarkvæjlana ota ded sjer, jâ sidder dæe aa drømmer, mæns Solen gaar ner lânt bag Sjya aa Sjø.

Ja, Jâ dær aa drømmer, mæns Solen gaar ner; jâ drømmer om Dana, som svânt. Jâ minjes saa ota eijn hæjluer stuijn; to dajlia Øjen aa saa bløder eijn muijn. Jâ i Kraagijn bâg Rozarna fânt. Jâ minjes, vi sodd dær i Solsjinneds Tid: ded va daa, vaara Bælla va smaa. Sin kom dær væl Skogga eijn ynka gaang, Lived e ju sjæjlan kun Solsjin aa saang; ded hâr væl âu Dâ, som e graa.

Saa sodd vi dær âu, naar ena vi ble, daa di smaa ifraa Røddaijn fløj væk. Vi saad dær aa saa lânt ud, ja, saa lânt, aa vi lydez, om ijkkje en Tona vi fânt, som vi kjænde i Fâulanas Træjk.

Vi sodd dær âu, daa Uværed ded kom; vi sodd dær i Blâg aa i Blæst.

Daa sodd vi me hveranra i hænnarna fat – ded va i vaart Livs allersvortesta nat, daa Sorrig vaar Lokka hadde kvæst.

Baaskana i Kraagijn e gamla nu bled aa kraagua udaa Vijn aa udaa Vær, aa nagga e Taarnana, som de fijk, ja, monna e dær, som hâr faad dom et Stik, naar di Rozarna e komna for nær.

Di døller saa majed bâg Blomster aa Blâ, saa majed, ijnijn kommer nâd ved. Ja, di døller om Taara, di døller om Kjyss, rena aa bløda som Rozarnes Bryss, dær føjler saa lætta som Sne. Ja, hvær eijn hâr væl eijn hæjluer kraag; aa om Kvæjlana væl ota ded sjer, a di sidder dær aa mijnes eijn lidijn stuijn, me to dajlia Øjen aa saa bløder eijn muijn- mæns Solen lânt uda gaar ner.

 Carl J. E. Aakerlund.