Bornholmeren d. 30.08.1980.

Hasleværkets saga 3

Industrien udviklede sig fra 1843 – men fremskridtet havde sin menneskelige pris.

Værkarbejderen får arbejdsopgaver med både kul og ler.

Fra foråret 1843 blev der brug for god arbejdskraft i det nystartede Hasle Kulværk. Interessentskabets kontrakt blev først underskrevet i september nævnte år, men i marts blev der indkaldt til en generalforsamling hos medinteressent, avlsbruger Jacob Peter Olsen, som boede ejendommen på hjørnet af nuværende Gasværksvej og Fælledvej.

En halv snes dage senere blev mødet afviklet, interessenterne havde gennemgået kontrakten og godkendt de betingelser, der var blevet stillet i den kgl. Resolution, og kulbrydningen kom i gang på en slags forventet efterbevilling. Indtil dampmaskinen kunne anskaffes, benyttede arbejdsmandskabet en pumpemølle.

Der blev i det hele taget arbejdet konkret i mellemtiden, både teoretisk og praktisk; en ekstraordinær generalforsamling blev holdt hos medinteressent, førstelærer Hans Christian Siersted i Vestergade, og det blev blandt andet vedtaget at sende et par dygtige arbejdere til Höganæsværket lidt nord for Hälsingborg i Sverige, så de kunne få indtryk af hverdagsarbejdet og metoderne i de derværende skakter.

Selskabet bestod af 20 Hasle – borgere, en Rønne borger, som havde erfaringer med kulbrydning i området: Jens Christian Nestved, tre Klemensker bønder, og tre Nyker bønder. Ved kongeligt brev af 21. februar 1844 fik interessentskabet overdraget kongens ejendom: Klemensker Strandmark, til brug mod at tage hensyn til behæftelser såsom Levkahusenes fæsteforhold og eller afgive området, hvis udnyttelse blev standset eller drevet på uhensigtsmæssig måde.

Et digt om dampmaskinen.

I mellemtiden havde de ivrige interessenter diskuteret og regnet godt på tingene. De havde lært af forrige fejltagelser, navnlig hvad angik manglen på moderne hjælpemidler. Det blev en stor dag for Hasle by, da dampmaskinen ankom, og sognepræsten, magister A. P. Adler, havde skrevet to sange til maskinens ære.

Denne Adolph P. Adler sad i embedet fra 1841 – 1845. han var højt begavet, førte et lærd filosofisk forfatterskab, men han kom ind i en åndelig krise: fortalte om sære åbenbaringer, ønskede heksebrændinger genindført og fik mange andre ejendommelige ideer. Han blev suspenderet af de kirkelige myndigheder og tvunget til at blive mentalundersøgt. Han blev afsat fra præstegerningen, men et brev til myndighederne blev underskrevet af ikke mindre end 116 sognebørn i Hasle, som ønskede at beholde Adler.

Han blev dog afsat, i nåde og med en økonomisk ordning, og han blev boende i Hasle indtil 1853, hvorefter han flyttede til fødebyen København. skrive kunne han. Foruden filosofiske skrifter skrev han digte og historiske noveller med bornholmske motiver.

Da dampmaskinen kom til Hasle, skrev han blandt andet i en af sangene:

En obelisk i sandet står, et fyr sig dristigt rejser,

en mast man midt i skibet slår, en æresstøtte knejser.

Vor skorsten titter op til sky, og siger: Når I lande,

herefter tæt ved Hasle by, en søjle ser I stande.

Hasleværket lå imidlertid på Klemensker Strandmark, men i december 1847 blev der til Kong Christian VIII sendt en ansøgning fra Hasle Kulværk og fra et Glasværksselskab, hvis virksomhed i ganske få år udfoldede sig på kulværkets grund – der findes kun sparsomme, håndgribelige minder om dette Glasværk.

I ansøgningen stod der: ”Når kulværket og Glasværket kommer i rigtig drift, vil dertil behøves flere hundrede arbejdere, hvilke ikke uden ulempe kan haves, når de ikke bor på stedet, men når de bor her, har de så langt til Klemensker kirke og skole, at det må befrygtes, at deres og især deres børns åndelige oplysning og moralske dannelse vil blive meget forsømt, så at deraf vil følge ulykker for samfundet.

De første svære år.

”Kommer derimod strækningen under Hasle kommune, får beboerne nær til kirke og skole, hvorved det befrygtede onde lettere forebygges”.

Selvom denne henvendelse til Danmarks Konge havde en måske lidt for moralsk bekymret form, må brevets åndelige tone have en vis appel til os i dag, hvor der ikke tales alt for meget om den åndelige, kulturelle side af sagen i en planlægningsproces.

I det nævnte brev blev der dog også satset på det materielle, da der blev udtrykt håb om, at formuende familier ville bosætte sig i området.

Klemensker havde intet at indvende, sognet forbeholdt sig dog strandingsret og landboernes ret til at hente, tang, sand, grus og lignende ved stranden. Hasles kommunalbestyrelse havde intet som helst at indvende, og den 11. marts fik Bornholms Amt således ministeriel approbation om indlemmelsen af Klemensker Strandmark i Hasle kommune.

I det første driftsår havde Hasle Kulværk store vanskeligheder med det indtrængende vand i skakterne. Det var noget, der hæmmede mængden af kul, men senere kom der en årrække, hvor det gik ganske godt for virksomheden.

Men fremskridt kan også have sin menneskelige pris, og dengang indebar visse erhvervsvirksom- heder større risici end nu. Værkets første maskinmester hed Hans Jacob Marcher, og historikeren Karl Thorsen fortæller, at Marcher kom ulykkeligt af dage den 10. juni 1850. han var gået ned på et stillads i maskinskakten, hvorfra han faldt ned og blev dræbt. Medfølelse samlede sig om hans kone og fire børn, og ydermere viste det sig, at Marcher havde sat hele sin formue over styr i Kulværket, så der ikke var midler til de efterladte.

Arbejdsdagen var lang i 1850’erne og 60’erne, men det danske samfund udviklede sig på erhvervsområdet, og næringsfriheden, der blev gennemført af de nationalliberale i regeringen, kom naturligvis mange virksomheder til hjælp.

I Hasle Kulværk blev der maset hårdt på, og jævnsides med kulværksdriften ville man også udnytte det gode ler, der fandtes sammen med kullene. Interessentskabet købte derfor leræltemøller med strygeborde, og der blev igangsat en fabrikation af klinker og ildfaste sten.

Etatsråd Trap oplyser i sin første statistik topografiske beskrivelser af det danske kongerige i 1858, at seks bornholmske cementfabrikker, som drives af vandmøller, beskæftiger i alt ca. 25 mand. Desuden nævner han seks fajancefabrikker i Rønne foruden en række andre solide virksomheder, en sejdugsfabrik i Nexø og i alt 13 brændevinsbrænderier på øen. Vi kan også nævne, at der i Rønne i 1855 blev fabrikeret 1490 bornholmske stueure, udført af 50 arbejdere. S. P. Bechs skibsværft i Rønne, som i 1855 havde bygget ni skibe, måtte betragtes som et af de betydeligste i Danmark.

Øen havde to kulværker. Af disse blev værket ved Hasle, der er af meget væsentlig betydning med ildebrændsel, drevet af en dampmaskine med 20 hestekræfter og tre vindmøller og værket beskæftigede 70 arbejdere. I året 1855 blev der produceret 25. 565 tønder kul, heraf afhændet 16.313 til en værdi af 13.347 rigsdaler, resten anvendt til dampmaskinen.

Kulværket ved Sorthat blev drevet af to dampmaskiner og to vindmøller, og kulværket var forbundet med et betydeligt teglværk hvortil haves særdeles fortrinlige ler arter.

Jagten efter leret begynder.

I 1866 fortæller geologen M. Jespersen i en afhandling om Sorthat kulværk, at man her slog ind på en ny retning, nemlig fabrikation af mursten, tegl og drænrør. Særlig lerlagene ved Blykobbeåen, syd for Knobberænderne blev brugt, og to sporveje førte fra teglværket, den ene til søen ved Blykobbeåens munding, den anden næsten til Bagåens munding og til skakterne.

Ifølge Jespersen blev betydelige teglværksbygninger opført ved Blykobbbeåen, og der blev indrettet to ovne, hver på 60 – 70.000 mursten, den ene hvælvet, den anden åben. Desuden var der nogle såkaldte franske ovne og tørreovne. En dampmaskine drev ler møllerne og drænrørs maskinerne, og omtrent et halvt hundrede arbejdere, mest tyskere, arbejdede i teglværket.

Hr. I. Both skriver i sin historiske topografiske beskrivelse af Danmark (udgivet 1871), at de bornholmske stenkul ikke er synderligt gode. Tre en halv tønde af dem behøves for at udvikle samme varme, som indvindes af to tønder engelske stenkul, og desuden har lagene kun en ”mægtighed” af 2 til 26 tommer.

Men derimod har øen rigdom af fortrinligt ler til fabrikation af lertøj, og på en strækning i nærheden af Rønne findes porcelænsjord, som forsyner de Københavnske fabrikker, og de stensorter, der findes på Bornholm, egner sig fint til bygningsmateriale.

Den fortjeneste, som Hasle Kulværks interessentskab opnåede, viste sig at være for ringe, da udgifterne til kulbrydningen var for store i forhold til den pris, der kunne opnås. Og i 1865 måtte interessentskabet erkende, at nu gik den ikke længere. Selskabet måtte erklæres fallit.

Hasle skifteret solgte boet for 19.000 rigsdaler til de Rønne – borgere, konsul Jeppe Jørgen Colberg og købmand Andreas Peter Colberg. Sidstnævnte var i forvejen medlem af et interessentskab på fem personer, som i 1859 havde købt Sorthat værket for 11.000 rigsdaler.

Efterhånden kunne Jeppe Jørgen Colberg overtage hele bedriften for egen regning. På kulværkets grund opførte han i 1867 teglværket ”Gammelværk”. Ejendommen ligger ca. et par kilometer nord for nuværende Hasle Klinker, den er godt gemt i skoven, man kan i hvert fald ikke se den fra landevejen mellem Hasle og Sorthat, og i vore dage er der flere boliger i ”Gammelværk”.

Jeppe Colberg videreførte de stædige industribestræbelser, som var blevet indledt af Hasle Kulværks interessentskab af 1843, og som førte til omdannelsen: A/S Bornholms Kul og Teglværk af 1873 og A/S Hasle Klinker og Chamottestensfabrik af 1889.

Kulbrydningen skulle senere dukke op i flere omgange som arbejdsform, men de rige ler forekomster, som skulle graves op af den vest bornholmske jord, blev et væsentligt element for beskæftigelsen, Hasle bys og Bornholms muligheder på spændende, men også særdeles kontante verdensmarked.

I næste afsnit skal vi høre om de første tider med arbejdstravlhed for mange, ulykke for nogle, og trivselsproblemer mellem arbejdere af flere nationaliteter.

Før vi forlader den egentlige kul æra i området syd for Hasle, skal vi gengive en overnaturlig historie, som blev fortalt af en mand i Sorthat i 1920.

Manden fortalte, at han i sine yngre dage ofte havde været nede i Sorthat kulværks kulskakt for at hakke kullene løs. Her var et to alen tykt lag, og før han forlod gruben om aftenen, tog han et skøn over hvor mange kul han havde hakket løs. Når han kom ned i gruben næste morgen, opdagede han ofte, at kulbunken var dobbelt så stor som den, han havde forladt om aftenen.

Han troede dog ikke, arbejdet var gjort af underjordsfolk, det måtte være foretaget af ham selv eller en anden mand, der havde arbejdet i søvne om natten.

”Når der kom lys til, hørte sligt nattearbejde op”, lyder slutreplikken af denne historie. Fortællingen, som er optegnet af historiker og folkloristen Karl M. Kofoed, findes hos Dansk Folkemindesamling i København.

I denne institution kan man også finde mange andre optegnelser, der giver indtryk af overtroen og sogn rigdommen i Sorthat og andre steder i Nyker sogn.

I en skrivelse fra 1829 hedder det dog, at Nyker nu kun har én ”pusling” tilbage, og han er halt. Alle de øvrige er rejst fra sognet.

Ud for stranden, næsten en kilometer ude i vandet, ligger Sorthatklippen, og den siges at være kastet af en jættekvinde i Sverige. Hun havde set sig enormt gal på en bornholmsk mand, som hun ville slå ihjel.

Og det er vel egentlig ikke sært, at nogle arbejdere ofte var lidt beklemte ved ensomme nattevagter på Klinkerfabrikken et stykke ind i vort århundrede. For Hasleværket har unægtelig udfoldet sig i et naturrige af både skønhed og mystik.