Hasleværkets Saga VII:

Skovløberen har ansvar for stort område ved Hasle.

Nu i 1980 arbejder skovløber Hans Jørgen Hansen med den folkekære Hasle Lystskov, som blev til efter udskillelse fra Hasle Klinkers landdistrikt – og han passer meget mere end det.

Nu hvor Hasleværkets Saga er nået frem til vore dage, er det væsentligt at nævne den mand, som har ansvaret for vedligeholdelsen af den skov, der ligger syd for Hasle – og som passer mere end det. Hans Jørgen Hansen hedder han. Efterhånden har han også fået til opgave at pleje omgivelserne til skovens badehotel og et par børnehaver, der ligger i skovens omrids.

I vor tid er der god landevej syd for byen. Den fører til Hasle Klinker og videre ad hyggeligt snoet vej mod Rønne. Den befares af mange mennesker, ikke kun dem der kører til deres arbejde i klinkerfabrikken. Og i sommertiden skal mange turister ad denne vej for at komme til campingpladsen på Hasle fælled eller til badehotellet og pension Ørnekullen. På begge sider af vejen ser vi den smukke blandingsskov, som dog mest præges af nåletræer. Parallelt med landevejen, tættere mod kysten, har vi Bornholms ældste jernbane, som blev anlagt mellem klinkefabrikken og Hasle havn og var i funktion indtil 1963. i vore dage bruges jernbanen kun på en lille strækning, når byen holder årets sildefest ved havnen, da er en tur med sildetogets gamle tipvogne en attraktion. I øvrigt måtte en del af skinnerne vige til fordel for etableringen af noget typisk for tiden efter 1970. En kondisti med diverse klatreredskaber. Kondistien bliver også passet af Hans Jørgen. Dominansen i Hasles sydlige område er lystskoven, som blev til efter at Klinkerfabrikken havde solgt den nordlige del af landdistriktet til Hasle kommune i 1891. og før vi fortæller mere om vor ven Hans Jørgen, skal vi lige gennemgå stedets historie. Landdistriktets sydlige del dækkes af Hasle plantage, som i nord er Hasle Lystskov, der dækker 55 hektar, og i syd et areal på ca. 150 hektar, der ejes af Hasle Klinker. Her har klinkerfabrikken blomstret, den vil forhåbentlig opleve fortsat blomstring, og her har vi Levka med nogle få huse, Sorthat med det omgivende Muleby, som er ekspanderet voldsomt med husbyggerier i de senere år, og ikke at forglemme Lergraven Smaragdsøen med dens rige naturmiljø. Men vi vil vende tilbage til Hasles nære sydlige opland, som altså blev formet af dygtige folk efter 1891. i første omgang følger vi Hasles værkarbejderes sydlige rute, kører langsomt ud af Fælledvej og gør holdt ved Fælleden, hvorfra vi har udsigt til havet i vest.

Fælled og strandverden.

Tidligere havde Fælledvej navnet Gulerodsgade, dette navn er siden blevet overtaget af en sidegade, og Hasle har jo været berømt for dyrkningen af højt kvalificerede gulerødder.

Fælleden, eller Friheden, den store græsmark, der nu giver plads for campingplads og vandrerhjem og årets store Sankt Hansbål, var i gamle dage nærmest en vild sandflugtsørken. Men pladsen har fra gammel tid været et populært samlingssted og desuden eksercerplads. Byens ældste ammunitionshus for militsen lå øst for Hasle, eller lidt syd for kirken, men i 1817 blev der opført et nyt magasinhus på Fælleden. Dette hus blev grundigt istandsat i 1842, hvilket afstedkom en lille mindeplade med det nævnte årstal, som vi stadig kan se i det smukke, bindingsværksprægede campinghus. I gamle dage var Fælleden endnu større end i dag, den nåede længere mod øst, i området var der engang en stubmølle, og da den var blevet nedrevet omkring 1860, blev dele af dens materialer brugt til opførelsen af en hollandsk mølle, Søndre Mølle, som også er forsvundet. Under biavler Anker Ipsens have er der et rørlagt vandløb, og Fælledvej har en bro på gaden. Men nord for denne var der engang en træbro, og ved denne var der en stubmølle. Det fortælles, at møllerhuset er den nuværende ejendom på hjørnet af Fælledvej og Heroldsgade. Flere spændende ting kan ses i sammenhæng med fællesområdet. Dette område har altid tilhørt byen, men kommunen købte altså i 1891 et areal med skov og strand og desuden et område tæt ved Fælleden. Et område, der tidligere havde hørt til Hasle og nu vendte tilbage. Det siges, at kommunen købte de 105 tønder land af klinkerfabrikken for 10.000 kr., foruden tre huse heraf Klitfogedhuset, for 2000 kr. Klitfogedhuset er den hvide, stråtækte bygning ved opkørslen fra landevejen til kolonihaverne, her boede fogeder, der var upopulære på grund af deres job – der var jo hårde stridigheder mellem menigmand og myndigheder om græsningsret i sandflugtens tid. Ruder blev slået ind og somme tider vankede der også bank. Det fortælles om en af dem, at han var så gennembanket, at ”han så ud i ansigtet som en stegt flæskekage”.

Byens rettersted har også haft plads på Fælleden. Men de mere lyse minder fra området hedder militsmanøvrer med tilhørende hygge og søndagsture med madkurven. I billedværket ”Bedstefars Bornholm … som fotografen så det”, bind II, kan vi se et billede af Bornholms Væbnings udøvende, der holder et velfortjent hvil, og sidder på græsset og lænet op ad de store træer. Billedet er fra 1899, og både piger, mødre, fædre og børn er kommet til stedet med kurve og snapseflasker. Da mad og dram var nydt spillede væbningens musikkorps op til dans på grønsværen. I begyndelsen af vort århundrede blev byens kirkegård anlagt syd for den nuværende campingplads, og efter anden verdenskrig kunne vandrerhjemmet opføres af materialerne fra tyske barakkerne dybere inde i skoven mellem Hasle og Rønne. Fra Fælleden kan vi følge en lille sti ned til strandområdet. Kystskanser, der blev anlagt af Schwedder Ketting i Lybækkertiden i 16. århundrede præger den første del af stranden. Vi passerer ”Peter Ols havn”, et lille sted for småbåde. Store sten, der blev lagt i 1930’erne af fisker Peter Olsen og arbejdsmand Sofus Nielsen, stadig et eftertragtet sted for engagerede lystfiskere. Og vi kommer så til badestranden ”Klømpinj”. Det er en meget yndet strand, sandet er groft, og det er farligt at bade her i pålandsstrøm, men behageligt er der neden for nåletræsplantagen. Det er en egen oplevelse at kigge mod syd, hvor øjet først møder det bjergagtige landskab ”Kultippen”, her hvor mange mennesker gik og samlede kul til kakkelovnen i flere år efter krigen, derefter glider videre ad bugterne og hjørnerne, der giver synsindtryk af Levkakrogen med det enlige hus og træerne mod havet og Rønne by i det fjerne. Navnet Klømpinj kommer af, at der engang lå et stort klippestykke i vandet nær Kultippen. Det fortælles, at stenen var omtrent 3-4 meter i snit og havde jernets blåbrune farve. Sagnet fortæller, at klippestykket blev kastet af en jætte i Sverige, som ville ødelægge Knudsker kirke, da denne var under opførelse. Da Klømpinj var blevet sprængt, blev stenene brugt til brolægning af en del af Vestergade i Hasle.

Siersted og Lystskoven.

Badestranden havde nok ikke været hvad den er uden den kultiverede og dog naturligt prægede skov. Og vi kan takke Hans Christian Siersted for skovpræget. Han var talsmand for, at kommunen skulle købe det store areal af sandflugten. Da det var sket, gik han straks i gang med at fremme den begyndende skovbevoksning ved omfattende plantninger. Om H.C. Siersted en kort biografi: Han blev født i Åkirkeby den 30. juli 1815, men hans slægt stammede fra landsbyen Sigersted (Siersted) ved Ringsted. Efter nogle år som ”omgangslærer” i Olsker og konstitueret lærer i Allinge kom han til Jonstrup seminarium, hvorfra han blev dimitteret i 1839. Han var førstelærer i Hasle fra 1840 indtil pensioneringen i 1866, og han boede i den store Vestergade ejendom, som nu er i slægten Kopps eje. H.C. Siersteds datter, Emilie, blev gift med den københavnske grosserer, Julius Kopp. Siersted var et fantastisk foregangsmenneske i den kommune, hvor han fik sin travle livsgerning. Blandt de utallige tillidsposter, han varetog, skal vi nævne medlemskabet af Borgerrepræsentationen, senere Hasle byråd, fra 1861 – 97 amtsrådsmedlem, medstifter og senere formand og bestyrelsesmedlem af Hasle Kulværk og hovedmand bag udvidelsen af Hasle havn 1850’erne. Beplantningsarbejdet i sandflugtsområdet var dog hans hjertebarn. Han kæmpede en hård kamp mod lyng og græs, og det lykkedes ham at skabe en dejlig blandingsskov som halvramme omkring byen. Da Siersted var død i 1907, skrev Bornholms Avis, at der var en tid, ”da intet af betydning blev foretaget i byen, uden at afdødes mening blev æsket og taget til følge”. 1929 blev der rejst et monument for Siersted i nærheden af badehotellet.

Skovkultiveringen og badestrandens nærhed satte også andre ting i gang. I 1912 opførtes Hasle Badehotel, som havde det godt i en årrække. Det var for resten her, hvor vi i dag finder den nuværende pensionsform med sommerhusene, at Hasledrengen, kgl. Kammersanger Vilhelm Herold, blev fejret med afskedsfest efter afskedskoncert i Hasle kirke i 1915. badehotellet brændte i 1935, men kort efter, lige før udbruddet af anden verdenskrig, kom tømrer Ove Madsen fra Brønshøj ved København sammen med sine svogre og rejste en blokhusbebyggelse, der fik navnet ”Brønshøj”. Senere fik stedet navnet Ørnekullen, i dag har det et mere internationalt klingende navn: Campanella. Hasle har siden fået nyt badehotel, men det ligger på den østlige side af landevejen, ikke langt fra Siersteds minde. Her blev hotelbyggeriet opført som fem og en halv hvidmalet blok, der rummer små lejligheder for feriegæsterne. Byggeriet er efter manges mening faldet godt til i naturomgivelserne.

Historien om Hans Jørgen.

Siersted kunne ikke ene mand udføre sit skovværk i praksis. Rentier og fhv. gårdejer Mikkelsen nævnes som den, der i mange år forestod skovplantningen, og avlsbruger Chr. Jensen er også taget med i arbejdssammenhængen. Efter Siersteds gerning blev lystskoven passet af skovhuggere, og fra 1927 til 1955, altså i 28 år, blev det store område varetaget af skovløber Oluf Hansen. Han blev efterfulgt af sin søn, Hans Jørgen Hansen. Denne Hans Jørgen Hansen er et beskedent menneske, der ikke gør væsen af sig selv. Fra anden side ved vi, at kommunens skovudvalg i ham fandt den ideelle afløser for sin far, den vellidte og respekterede Oluf, for Hans Jørgen var vokset op i skovmiljøet, havde lært meget af sin far og viste sig at være et lige så pligtopfyldende menneske. Vi har dog fået Hans Jørgen til at fortælle om sit levnedsløb og sin arbejdsopgave. Og nu denne historie:

Hans Jørgen Hansen er omkring 50 år, og han blev født som en af de yngste af en stor børneflok. Hans fødehjem var et nu forsvundet hus, der lå ved siden af smedemester Knud Kjærs ejendom i Kirkegade, Hasle. Som syvårig kom han med sin familie til Skovhuset, som ligger lige syd for kirkegården, på en åben plads, og han blev tidligt interesseret i oplevelserne og arbejdsmulighederne i den frie skov. I begyndelsen havde Hans Jørgen arbejde i Hasle klinker, men han var egnet som medhjælper for faderen, og da alvorlig sygdom tvang Oluf Hansen væk fra arbejdet som skovløber i 1955, var det naturligt, at Hans Jørgen gik ind til opgaven. Oluf Hansen havde et ukueligt humør, han gik ud i skoven, støttet til sin krykkestok, for at følge lidt med i Hans Jørgens aktiviteter, og han var overbevist om, at han snart kom i arbejde igen. Men helbredet fik det ikke godt mere, og efter Oluf Hansens død blev Hans Jørgen ansat som skovløber i 1957.

Han er omgivet af anseelse, fordi han passer sagerne så fint og altid er god at få en hyggesludder med, når man kommer for at bede om lov til at samle grangrene eller lignende. Han klarer selv skovningen af træerne, og til andre aktiviteter får han somme tider mandskabshjælp fra kommunen. For det er ikke få opgaver han skal ud til, når han triller børen med redskaber ud fra den indhegnede planteskole med skuret. For det første skal skovløberen passe skovene på begge sider af landevejen, dertil kommer skoven ved stranden, kondistien, som går fra lidt nord for røgerierne ud til oliedepotet. I nærheden af depotet er der anlagt en parkeringsplads, som skal passes, så er der et lille anlæg lige syd for byen, beplantningen omkring børnehaverne i Hasle og Muleby skal der pusles om, områderne omkring Hasle Badehotel ikke at forglemme, og nu har Hans Jørgen også fået til opgave at klare strandrensningen fra Hasle op til Hammeren. Men til denne opgave har han dog tre medhjælpere om sommeren.

Hans Jørgen er ikke en mand af store ord. Man mærker, at han trives med arbejdet, og passer det stille og roligt. Det betyder heller ikke så lidt med vedligeholdelsen af denne skov, som værkarbejderne kører igennem til og fra deres arbejde – forhåbentlig bliver der fortsat brug for mange arbejdere i Hasle Klinker. Og skoven har også givet mange af os andre minder, både om opsamling af fyrrekogler i krisetider lige efter krigen – og om de dejlige spadsereture, som vi alle har brug for i en ofte hårdt kørende verden!

Denne artikel stod i Bornholmeren den 27. september 1980, skrevet af Arne Ipsen.