John Chr. Nørring.

Den 67- årige John Chr. Nørring, der de sidste 24 år har boet i en af udlængerne til Tornbygård i Klemensker fortæller om sit liv.

Forår og efterår, sommer og vinter sidder en enlig ældre mand i sin lille stue og får tiden til at gå med at læse, vel at mærke når der ikke er arbejde til ham. – Dette enkelte vindue er bundet fast med et stykke sejlgarn, men smækker alligevel højlydt, når stormen sætter ind.

Stuen, vi taler om, finder vi i en ende af et udhus. Ganske lille er den. Ingen rigtig belysning. Kun et enkelt afstumpet stearinlys er sat fast på høvlebænken, der benyttes som bord. En trebenet stol samt en vakkelvorn seng med gamle dyner er det øvrige inventar. – Og gulvet? Ujævne stene med gammel jord og fjer flydende, hvor man så end træder.

Dette er ikke en eller anden indledning til et eventyr. Beskrivelsen af stuen er sand. En tilkendegivelse af, under hvilke forhold et enligt menneske har levet år efter år – 24 i alt. Horribel ? Måske, måske ikke. Ensomhedsfølelsen har aldrig knuget den snart 67-årige John Christian Nørring. Hele sin levetid, på nær fjorten dage, for mange, mange år siden, da han var forlovet med en ung pige af god familie, har han levet sit eget liv uden hensyntagen til andre mennesker.

Født på Christianshavn.

Der var engang ….Vi går tilbage i tiden og starter 26/11 1889. Denne dato blev der født en lille gut ude på Christianshavn i København. Han voksede op og blev en smuk krølhåret og sprælsk dreng med mod på livet. Skæbnen ville, at han i 15 års alderen kom i tjenerlære. Et klogt hoved havde John Christian, og på et tidligt tidspunkt startede han sin løbebane. Fremtiden lå lys og åben for ham. Moderens død, da han endnu var en yngling, slog ham ikke ud. Båndet til faderen blev endnu stærkere knyttet, og han fik i ham en uundværlig ven og støtte.

Arbejdet som tjener var noget for den unge dreng, og hvis det havde gået som i enhver ugebladsroman ville John Christian Nørring i dag have kunnet sidde som en anset og velhavende hotelejer. Men sådan skulle det ikke være. – tidendes medarbejder aflagde forleden den tidligere tjener et besøg i hans lille stue, og han fortæller her sin livshistorie på en langt fra bitter, men let og naturlig facon:

I tjenerlære som 15- årig.

Min barndom var vel som de fleste drenges dengang. Sorgløs og efter de daværende forhold så god, som den kunne være, indleder Nørring med sit endnu bevarede københavnske sprog. I vore dage ville man nok græmme sig over, hvorledes livet levedes dengang, men efter vor mening var det godt nok. Da jeg var fyldt 15 år, kom jeg ud af skolen med almindelig folkeskoleeksamen. Nogen særlig interesse i at studere havde jeg ikke, og dengang var det jo heller ikke almindeligt, at jævne folks børn beskæftigede sig med slige ting… John Nørring ser fjernt ud i luften, snoer det lange grå skæg mellem de slanke fingre og fortsætter: – Hotel Hafnia i København blev så min første læreplads. – Ku’ li’ det? Tja, det faldt så let for mig, og jeg følte, at jeg var kommet på den rette hylde. På Hafnia var jeg et år, altså hele min læretid. Her lærte jeg, hvordan man skulle føre sig blandt fine folk, svinge en bakke og ellers hvordan det sømmede sig for en ung tjener at arbejde dengang. – Men jeg blev der ikke. Efter det ene år kom jeg på det daværende Hotel Phønix, og sådan gik det år efter år. Jeg arbejdede mange steder i hovedstaden, og dengang var København så sandelig ikke den by, den er i dag. Den var rigtig hyggelig, med gasblus, De ved nok, og jeg husker så tydeligt, da den første elektriske sporvogn blev sat ind i trafikken på Nørrebro i 1904. Ih, hvor vi måbede over en sådan tingest.

Hvorfor al den travlhed i vore dage – ?

Med arbejdet som tjener fulgte mange oplevelser. Jeg fik lejlighed til at bruge øjnene og skelne mellem det gode og onde, både i København og andre byer, hvor jeg de efterfølgende år kom til at virke.

På det tidspunkt, hvor jeg endnu var en ung og forholdsvis uerfaren knøs, drejede al samtale sig jo om Holmensgade i København. Ja, langt ud over landets grænser var denne ”offentlige” gade berygtet. Fruentimmerne, som de dengang kaldtes, var nogle forfærdelige og usoignerede kvinder, men deres levevej var lovlig – og de tjente ganske udmærket. I Holmensgade var altid liv og glade dage. Englændere, svenskere, russere og danske mellem hinanden, for så snart udlændingene kom til København, skulle der aflægges en lille visit dèr.

Den offentlige prostitution blev imidlertid forbudt endnu mens jeg var i mine bedste år, og jeg husker så tydeligt, hvad det resulterede i. Så blev det jo meget mere interessant. Politiet havde, og har i øvrigt endnu, et værre mas med disse halvgamle kvindemenesker, der efter forbudet ikke vidste deres levende råd. Mange tog livet af sig, mange døde ganske langsomt, men selvfølgelig var der også dem, som blev rettet op.

Nu er Holmensgade jo ikke mere, og i det hele taget er København efterhånden blevet så motoriseret og umenneskelig. For mig, der er født og har levet hele min barndom i det gamle København, står dette som noget unaturligt og fjernt. I min ungdom havde folk da tid til at slå en sludder af, hvorimod man i dag har så travlt, så travlt. Man skal absolut med netop den sporvogn, der kørte for næsen af én, – hvorfor al den travlhed ?

Var forlovet i 14 dage.

Blev der? – Næh, det gjorde jeg ikke. Lige siden jeg kunne gå, har strejfelysten ligget mig i blodet. Trangen til at se nyt og opleve har jeg altid haft, så jeg tog bylten på nakken og drog ud i det skønne Danmark, hvor jeg blandt andet har arbejdet på hoteller i Nykøbing Falster, Helsingør, Sandvig og i en del byer i Jylland. Men medens der var nok at arbejde med for en tjener om sommeren, var der så at sige intet om vinteren. Da lå hotellerne så godt som stille – husk på, lille De, det er for mange år siden – og så var der ingen anden udvej end at finde noget at sysle med. – Jeg tog på landet. Altid har jeg følt en særlig glæde ved at arbejde med jorden eller i skoven, og i Jylland, som jeg i sin tid krydsede på langs og på tværs, var jeg både skovarbejder og landbrugsmedhjælper.

Og de glemte helt, at sommeren satte ind på ny? Det kan man godt sige. Byen havde ikke mere den store tiltrækning, så jeg blev, hvor jeg var. Det er såmænd heller ikke sikkert, at jeg kunne have passet mit arbejde som tjener tilfredsstillende, for spiritus’en var nu blevet en last. Kvinder?  Nej, ikke hos mig. Jeg har kun været forlovet en gang, og det holdt bare fjorten dage. Hun var datter af en malermester. Standsforskellen var for stor, og faderen nægtede at vedkende mig som svigersøn. Siden da har jeg levet for mig selv og ønskede hverken dengang eller nu nogen kvindes indblanding i, hvad jeg foretog og foretager mig. Jer er ikke bitter på tilværelsen. Jeg har fået det, som jeg nu engang vil, og det skal ikke være anderledes.

Sank ned i dybet.

Da jeg i årene omkring 1918 arbejdede i Klosterhede plantage, var trangen og lysten til flasken faktisk blevet så stor, at jeg ikke havde tid til at spekulere på andet. Lønnen gik til spiritus, og når jeg om aftenen var færdig i skoven, gik turen på cykle ind til Holstebro, hvor jeg var stamgæst i en af de daværende cafèer. Hvor mange gange har jeg ikke i de mørke og kolde nætter kørt fra mine sold i byen og ikke kunnet finde hjem. Vejen gik nemlig gennem skoven, og det endte såmænd altid med, at jeg måtte rave gennem krat og træer et par timer og alligevel benytte skovbunden som soveplads.

Jeg sank efterhånden længere og længere ned i dybet, og det skulle altså være sådan, at jeg ikke blev rettet op igen. Familie og venner gled bort. Mine søskende har jeg for eksempel ikke set i mange år, og de ved sandsynligvis ikke engang, hvor jeg befinder mig i dag. – Det er også godt det samme. Jeg var allerede færdig i Jylland, og de år, jeg har tilbage at leve i, skal ikke være afvigende fra de andre.

Men priserne i gamle dage gjorde jo også, at der kunne blive råd til den daglige flaske. Dengang kostede en halv flaske brændevin kun 15 øre, og … ja, det var vel nok tider.

Har boet på Tornbygård i 24 år.

Men nu har De da snart boet på Bornholm en del år?

Ja , Bornholm er blevet min anden fødeegn. Foruden de 24 år, jeg nu har boet på Tornbygård her i Klemensker, var jeg tidligere ansat som daglejer på et par andre gårde rundt om på øen. Der ville man imidlertid ikke bære over med mig, og snart vendte jeg næsen her mod Klemensker, hvor jeg så har boet siden. Kammeret, som De ser her, har været mit opholdssted gennem årene, og jeg ved godt, at folk her på egnen ryster på hovedet, når de kikker ind. Men jeg ønsker det ikke anderledes. Efterhånden sætter jeg ikke så store fordringer til livet – blot jeg har min ven ”flasken”. Ta’r mig til ?  – Tja, jeg er egentlig ansat som daglejer her på gården og arbejder på akkord, vel at mærke, når der er noget arbejde. Så bestemmer jeg selv, hvor mange penge jeg vil tjene, og derudover har jeg for resten også min aldersrente. I de perioder, jeg arbejder i marken, for eksempel i roerne, som jo skal skæres nu, får jeg mad sammen med de øvrige tjenestefolk, og det var rigtig noget for mig, da jeg ellers til daglig må lave maden selv. – Lave selv ? – Jeg kan da godt, forsikrer Nørring med et skævt smil. Her ude i gangen har jeg et spritapparat og en kasserolle, hvor jeg kan koge nogle kartofler. Men det er nu ikke altid lige let. Især ikke om vinteren, når jeg skal til at slå hul på isen i brønden, før jeg kan få noget vand. Herinde i kammeret er sandelig heller ikke elektrisk varme, så nogen ovn har jeg ikke. Da er det bare om at putte sig ned under dynen og blive der. En enkelt dram er det eneste, jeg så har at styrke mig på, og det har sandelig hjulpet mig gennem mangen en drøj stund.

Det er så let at se andres fejl.

Men De er jo en kendt mand i sognet og omegnen ? – Et menneske kan jo være kendt for mange ting, og jeg kan forstå, at også De har hørt om mig. Jeg er ganske klar over, at folk kalder mig for en særling og mener, at jeg er tosset. Måske har de ret, men er det ikke sådan, at man altid har en vis tilbøjelighed til at bedømme sine medmennesker fra en lidt forkert synsvinkel ? Jeg tror det. Det er så uendelig svært at ransage sig selv, men så let at give andre mennesker gode råd, dem kan man næsten altid forstå. Altid er man i stand til at se igennem deres egoistiske betragtninger i deres argumenter for og imod. – Mine fejl, siger Nørring videre med en sørgmodig grimasse, kan alle finde – sikkert også fejl, jeg slet ikke har. Vel, det er en kendsgerning, at jeg drikker – drikker meget endda. Men når blot jeg vil stå ved min last, kommer det ikke andre ved. Det er min eneste opmuntring i tilværelsen, og jeg lever på de hyggelige timer, jeg har sammen med mine bekendte i en lille café nede på havnen i Hasle. – De har ganske ret i, at jeg er en kendt mand, men kun kendt fra min færden i byen, når jeg har fået et par glas for meget. – Myndighederne, borgerne samt de mindre børn kender mig særdeles godt, og når jeg kommer valsende gennem byen, løber en lang række unger efter mig, for det kunne trods alt tænkes, at jeg har en skilling tilovers…

Nu tror jeg ikke, at min historie er længere, men De må såmænd godt tilføje, at jeg stadig er glad for at være her. Jeg savner ingen og intet. Mit liv har formet sig, som jeg ville det, og så kan det ikke nytte, at jeg nu og i de efterfølgende år sidder og forbitres over den kummerlige tilværelse, jeg har levet i. Min stue er ikke ren, mit tøj er ikke fint, men hvad gør det, når blot jeg kan finde mig i det. For resten skal jeg for første gang i mange, mange år købe et nyt sæt tøj. Der skal jo lidt til, når man fylder 67, kommer det genert fra Nørring. Tøjet er ikke nyt og koster kun 40 kroner…

Denne artikel stod i Bornholms Tidende i 1956 og er skrevet af Bente Aakerlund. 

John Chr. Nørring er født den 25. nov. 1889 i København, Sct. Johannes sogn. Søn af Kelner Carl August Nørring & Emma Hortense Andersen. Han døde den 20. dec. 1971 på Svaneke plejehjem. Blev begravet på Hasle kirkegård den 23. dec. 1971 ved sognepræst C.W. Dam, Klemensker.