Da sorgens budskab gik gennem Hasle.

Det var en lørdag eftermiddag for 80 år siden, nærmere dateret den 9. august 1902, at et sorgens budskab satte den lille, venlige by Hasle i stor bevægelse, da byfoged Schiødte’s to døtre, Elisabeth og Gudrun og deres gæst, student Stubnitz-Petersen, forulykkede under badning syd for Hasle.

Det var strålende solskinsvejr, og havet tillokkende trods stormvejr. Stedet var byfoged Schiødte’s badehus. Der var temmelig brænding på den flade strand, hvor badehuset var beliggende. Stedet var anset for ganske ufarligt og almindeligt søgt af byens beboere. Havbunden var jævn og klar langt ud. De forulykkede havde mange gange tidligere, også i vejr med pålandsvind, badet ud for forældrenes badehus. Men denne dag blev ikke som de andre. For havet havde offerdag. Tre unge piger blev ofrene.

De forulykkede.

 Det var byfoged Schiødte’s to døtre, Elisabeth, 19 år, den 13-årige Gudrun, og deres kammerat, student Gemma Studnitz-Petersen, der denne dag skulle bringe sorgens budskab over Hasle by. Ved et under krævede badningen heldigvis ikke flere dødsofre. Tre andre, der badede sammen med de omkomne, frøken Svarre, Karen Bache og Sigrid Schiødte, søster til de to omkomne, undgik skæbnen, samt en frivillig redningsmand, der nemt kunne have blevet offer i den skæbnesvangre situation.

Ulykken skete ved kl. 13.30 tiden i Levkabugten ved det sydlige hjørne af Hasle eksercerplads. Der var temmelig stærk søgang, vinden blæste frisk af nord-vest, og der var nordlig strømgang. Antagelig var de forulykkede gået for langt ud, og de andre havde så villet komme dem til undsætning. Stedet var kendt for, under pålandsvind, at søen altid står stærkt på her – endvidere var havbunden revlet, således at man havde et langt stykke, hvor man kun havde vandet til knæerne, så kom et hul, og man stod pludselig i vand til halsen. På denne måde vekslede det et stykke ud med sandrevler og huller.

Netop sådant terræn er dødsensfarligt, hvilket har været medvirkende til senere drukneulykker, for blot at erindre vognmand Mogensens 12 årige datter, der umiddelbart i nærheden af dette sted også druknede under de samme forhold. Pludselig falder man i et dybt hul, bliver forskrækket, føres ud af bølgeslaget og drukner.

Kamp med bølgerne.

Om omstændighederne det pågældende tidspunkt har vi beretningen fra et øjenvidne, frk. Svarre, hvis far var redaktør af et folkeblad i Køge. Hun har bl.a. fortalt, at alle seks gik i vandet – men frk. Bache og Sigrid gik næsten straks op igen. Frk. Bache følte sig ikke godt tilpas, og den lille Sigrid var bange for at bade. De andre fire gik ud og blev straks tumlet rundt af bølgerne. Man var allerede ved at gå ind mod strandbredden igen, da Gudrun Schiødte, som var lidt nærmere land end de andre, pludselig af en eller anden grund blev bange og skreg. Vandet gik os da mellem bølgerne kun lidt over knæet. Det hørtes, som om Gudrun råbte noget om et hul, og man skyndte sig hen til hende for at berolige hende. Jeg bad hende nu om at holde fast i mig, og da jeg pludselig syntes, jeg tabte fodfæstet, gav jeg mig til at svømme, medens hun klamrede sig til mig. Vi blev straks overskyllet af store søer, der nu bestandig syntes at vokse i styrke, og hun trak mig noget ned i vandet. Mellem to bølger så jeg mig tilbage efter de andre. Da var Gemma Studnitz og Elisabeth Schiødte nogle få skridt bag mig.

Redningsforsøg.

Nu brød pludselig den ene forfærdelige sø ind over os efter den anden. Gudrun og jeg hvirvledes rundt, og hun slap sit tag, men jeg fik to gange fat i hendes badedragt. Hun var da allerede bevistløs. Og i en frygtelig bølge, hvori vi hvirvledes rundt som i et møllehjul, skurede vi mod bunden, og derefter blev vi løftet højt, og så blev hun helt borte fra mig. Jeg var nu så blændet af det salte vand og af mit hår, som blev pisket ind i ansigtet på mig, da jeg havde slået hætten af, at jeg intet kunne orientere mig om.

Slynges op på strandbredden.

Frk. Svarre blev endnu væltet omkring i bølgerne, men hun kunne tydeligt erindre, at hun blev hævet op af en stor bølge, men derefter husker hun intet. Hun havde kun den fornemmelse, at hun blev fyldt med vand. Pludselig blev hun slynget ind på strandbredden og var nu på ganske lavt vand. Hun kravlede selv i land, og så da Karen Bache og Sigrid Schiødte løbe forfærdede af sted og se ud over vandet – der var da intet at se af de andre.

Henter hjælp.

Karen Bache løb straks op til det nærmest liggende hus efter hjælp – den sidste, Sigrid, løb til Hasle, der lå en halv fjerdingvej fra ulykkesstedet. De havde forinden set Elisabeth ligge på ryggen og bevæge armene og umiddelbart derefter endnu skimte hende meget længere ude i søen. De begyndte at gå ud i havet, men kunne ikke komme frem. – Jeg ville også gå ud, siger pågældende øjenvidne, men formåede det ikke. Hun faldt om og kastede en masse vand op. Så kom hun hen til badehuset, hvor en kone hjalp hende i tøjet. Den mand, Karen Bache havde hentet, var nu kommet til stede – men han kunne lige så lidt som de andre, der strømmede til, udrette noget. En mand svømmede rundt derude i tre kvarter for at søge efter de omkomne, men måtte opgive. Han blev holdt fast ved et tov af folk på strandbredden, men han var til sidst lige ved at drukne.

Den første underretning.

Det var en ældre kone, som havde samlet brænde i skoven, der først fik melding om den frygtelige ulykke. Hun opdagede byfogedens yngste datter, Sigrid, der løb grædende nede på strandkanten. Da konen spurgte, hvad der var i vejen, fortalte hun, at hendes to søstre og deres veninde var druknet. Den gamle kone skyndte sig straks ned til stranden, hvor hun fandt en af de druknedes veninder, frk. Svarre, der lå bevidstløs i strandkanten – hun trak hende op i det tørre sand. Det blev pastor Bruun, der så lempeligt som muligt bragte byfogeden den sørgelige melding. Indtrykket virkede så stærkt på byfogeden, at han, der stod i haven, faldt om. Pastor Bruun meddelte ham kun, at den ene datter var omkommet – men senere kom præstens lille søn, og da anede byfogeden uro og han sagde til barnet: – Sig mig, min dreng, hvad er der sket. Byfogeden fik nu kendsgerningerne at vide: I ægteskabet var der de tre døtre, Elisabeth, Gudrun og Sigrid, som overlevede.

Ulykkesstedet.

Stedet, hvor ulykken skete, er et farligt sted under pålandsvind. Den stærke søgang med temmelig svær brænding, samt at havbunden ikke så lidt skråner udefter, forårsager, at sugningen bliver større og gør det meget farligt at bade her. Ulykken skete ved, at en svær bølge havde kastet de badende piger om kuld, og en umiddelbart efterfølgende styrtsø havde overvældet dem helt, og strømmen og sugningen havde derefter ført dem længere ud, hvor de ikke kunne få fodfæste. De havde således ikke anet faren, og derfor havde de heller ikke kunnet foretage sig noget som helst for at afværge den.

Farligt badested.

Allerede dengang var man klar over, at stedet var et meget farligt sted at bade, når der var pålandsvind. Man råbte gevalt om, at man i tide skulle tage forholdsregler. Blandt andet påpegede man, at der boede ingen folk i nærheden, som kunne varsko de badende eller komme dem til hjælp, hvis det gik galt. Man burde derfor ved opslag på selve stedet gøre de badende bekendt med det farlige ved at vove sig for langt ud, og der kunne anbringes et tov, som de badende kunne tage i i påkommende tilfælde. Men det allerbedste ville være, om der blev anbragt et gitterværk eller afvisere et passende stykke ude. Hvor meget det ville nytte, skal ikke kunne siges, men jeg tror såmænd, at det er lige meget, hvor mange advarsler, der opsættes, for der er badende, der alligevel negliserer dem.

Jeg husker således en drukneulykke ved Sandkås, hvor der netop er anbragt et meterstort advarselsskilt om ikke at bade i pålandsvind. Alligevel tilsidesatte en turist dette påbud, hvilket bevirkede, at manden druknede. Men, som hans kone sagde, er min mand druknet? Det kan jeg ikke forstå, for han var en meget dygtig svømmer. Han gik i Østerbros Svømmehal flere gange om ugen. Vi og mange andre er i hvert tilfælde belært om, at badning fra åben strand og under beskyttede forhold i svømmehallen er to vidt forskellige ting.

De forulykkede findes.

Der skulle gå ca. otte dage, før man fandt de tre forulykkede unge piger. Den 18.august klokken 5 fandt fisker Laurits Thorsen liget af Studnitz-Petersen. Liget lå i vandet syd for badehusene i yderhavnen. Liget havde ikke lidt nogen overlast udover, at ansigtet var noget skamferet.

Kl.ca. 10 samme dag fandt fiskerne Lauritz Thorsen jun. Og Christian Pedersen ligene af de to søstre Schiødte, der lå sammen. De lå mellem nogle sten, der ragede op over vandet ved vestre havnemoles yderside. Frøken Studnitz-Petersen blev overført til København, medens de to søstre førtes til Hasle kirke.

Begravelsen.

Under stor deltagelse blev de to forulykkede søstre begravet fra Hasle kirke den 20.august. i følget så man en mængde civile og militære embedsmænd, såsom amtmanden, herreds- og byfogder o.s.v., byrådet, sognefogder og mange andre bestillingsmænd samt en mængde kendte folk fra hele øen. Det var pastor Bruun i Hasle, der foretog bisættelsen. Elisabeth Schiødte’s kiste førtes af studenter fra København og Rønne, og søsteren, Gudruns kiste blev af Hasle byråds medlemmer båret og nedsænket i en fællesgrav tæt op til kirkens vestlige indgang.

Eftermælet.

Om den ældste datter sagde pastor Bruun, at selv om hun, hvad kundskaber angik, havde nået et større mål end de fleste kvinder, havde hun dog bevaret sin barnlige kærlighed til sine forældre. Den yngste, Gudrun, vil erindres som den fordringsløse, stille og kærlige legesøster.

Det er på Hasle gamle kirkegård, at de to søstre ligger begravet. Graver Sv. Aage Olsen, Hasle, har oplyst, at der ikke findes nogen gravsten over de forulykkede, men han ved fra den tidligere graver Hansen, at de ligger begravet på den gamle kirkegård, på den grønne plæne vest for kirkens våbenhus.

Byfoged Schiødte havde ikke været ret længe på Bornholm, da den tragiske drukneulykke skete. Han var kommet til Hasle i marts måned samme år. Han forlod kort efter Bornholm.

Dette skrev Eyvind L. Lind i Bornholmeren, lørdag den 11. december 1982.

Dette brev-kort har vi været heldige at kunne købe. Det er frk. Svarre, der sender det til Brandes Allè 4, København. Kun få dage før den frygtelige ulykke.