Private ejendomme

 

Flere gange er det sket, at jeg, tvunget af omstændighederne, har overtaget faste ejendomme, dels for egen regning, dels i fællesskab med andre. Dette har flere gange voldet mig bryderier, ja endog processer. Nedenfor anføres de vigtigste tilfælde.

 

Knudegårdene i Klemensker:

Da jeg en dag talte med fuldmægtig Møller i Hasle, sagde han: ”Kan De skaffe 2500 rdl. for en kort tid, kan der tjenes penge.” Jeg sagde, at pengene kunne jeg vel skaffe, hvis det var nødvendigt, da jeg som værkbestyrer stod i forbindelse med pengemænd og havde kredit, men jeg ville vide, hvordan det så skulle gå.

Han fortalte nu, at en mand – Hansen – havde sluttet akkord med Kjøller på Kundegårdene om at købe disse med besætning, avl og afgrøde for 10.000 rdl., men de 6000 rdl. skulle betales kontant inden 1. Juli og de 4000 rdl. om 1 år. Hansen havde pengene på Lolland, men kunne ikke skaffe dem så hurtigt. Bohn i Allinge kunne skaffe 4000 rdl. Han mente, at hvis Hansen ikke holdt sit løfte, så kunne ejendommen realiseres og der kunne aldrig blive tab. Jeg indvendte, at jeg ikke hverken havde tid eller lyst til at have med den sag at gøre. Hvortil han svarede, at han skulle påtage sig ulejligheden. Han skulle for dette have andel i gevinsten. Jeg lovede da at skaffe pengene.

Den 1. Juli kørte jeg og Møller derop og fandt Bohn samt prokurator Erichsen, der mødte for os og prokurator Marckmann, der mødte på ejeren Anders Kjøllers vegne. Forhandlingerne førtes mellem prokuratorerne og gik fra sælgers side ud på at få det hele kuldkastet, da han fortrød handelen. Da kl. var 8-9 var man endnu ikke enige og hvis det ikke var afgjort inden kl. 12, var det hele hævet. Kjøller hængte sig ved, at der ikke var sikkerhed for de 4000 rdl. Nu sagde Erichsen, at det måtte da gå til med Satans kunster, at en fast ejendom til 10.000 rdl. om 1 år ikke var 4000 rdl. værd, for dyrene kan da ikke løbe bort. Endelig sagde Erichsen, at sagen egentlig var den, at Kjøller ikke ville have med Hansen at gøre. Vil han da have med Siersted og Bohn at gøre og sælge til dem?, sagde Erichsen. Hertil svarede han ja. Nu spurgte han os om vi ikke ville stå som købere og tilføjede, at der så var større sikkerhed for vor risiko. Vi svarede ja og nu sluttedes handelen og pengene betaltes ligesom forlig indgikkes, da Møller havde forligsprotokollen med sig.

Førend Erichsen rettede det nævnte spørgsmål til os, havde jeg ikke drømt om at blive medejer af Knudegårdene inden 1 time.

Hansen tog nu gårdene (det var egentlig 2 gårde, men dreves under et) i besiddelse og vi måtte forsyne ham med penge etc. til at drive husholdningen, men betydede ham tillige, at han måtte skaffe de penge, han sagde, han havde inden 1. August, da vi i manglende fald ville realisere og sælge afgrøden på marken inden høsten.

Det viste sig snart at være usandt, hvad han havde sagt, og at han slet intet ejede. Vi blev da nødte til at realisere høsten og sælge gårdene på auktion. Hvad høsten beløb sig til, husker jeg ikke, men gårdene solgtes til 12.000 rdl.

Det varede ikke længe, inden Møller sagde, at Bohn måtte have sine penge og jeg måtte skyde til, dog fik jeg nogle ind. Noget regnskab så jeg ikke, men Møller sagde, han havde ladet Bohn få 300 rdl. i gevinst og hans udlæg tilbage. Jeg skulle have 150 rdl i gevinst, når pengene kom ind, han sagde, han havde givet Hansen 500 rdl. Det vil heraf ses, at Møller, som intet havde skudt ind, beholdt den største gevinst. Men det værste var, at jeg ikke kunne få mine udlagte penge. Efter flere års forløb, havde jeg endnu 3-400 rdl. tilgode. Såvidt jeg mindes, skete handelen i 1855 og jeg fik først endelig opgørelse efter 16 års forløb i 1871. Og det var et tilfælde; thi der kom et vrag, hvor Møller tjente mange penge. Var dette ikke indtruffet, havde jeg tabt, hvad jeg havde at fordre hos ham. Jeg måtte holde nøjagtigt regnskab over, hvad jeg modtog og købte, ofte på auktioner, hvor han var inkassator og afdrog beløbet på vort regnskab. Han lod altid som om, han ikke erindrede, hvad der var betalt eller hvad jeg havde at fordre, derfor måtte jeg stadig styrke hans hukommelse ved at fremlægge nøjagtigt regnskab med dag og datum.

 

Bjørnegården i Klemensker

Christen Jensen fra Gedesby på Falster kom hertil i 1855 og købte Bjørnegården i Klemensker. Da decbr.-terminen nærmede sig kom han og min bror, der havde været kommissionær ved handelen, ud til mig og sagde, at han nu var i største forlegenhed for 2400 rdl., som han skulle betale sælgeren i terminen og hvis han ikke betalte, ville handelen gå tilbage, som ville være stort tab for ham. Han havde pengene hos sin onkel Brem på Falster, de var summen for den grund, han havde solgt der, men han kunne ikke få dem til terminen. Lånet var da kun sålænge, til han fik pengene derfra. Jeg havde aldrig set manden før. Han beklagede, at han som fremmed ikke kendte nogen her, som kunne hjælpe ham. Min bror kunne skaffe ham de 1400 rdl. for en kort tid og spørgsmålet var, om jeg ville skaffe de resterende 1000 rdl. Jeg ynkedes over manden og lod ham få 1000 rdl., hvorhos jeg hjalp ham til at få sendt fuldmagt til Falster for at få pengene sendt.

Det trak længe ud, og jeg spurgte, hvor pengene blev af? Det viste sig nu, at han kun havde 875 rdl. tilgode på Falster og da min bror selv havde lånt ham, hvad han lod ham få, fik han disse 875 rdl. og jeg måtte desuden overtage resten af gælden 575 rdl for min bror, som ellers ville komme i stor forlegenhed, da han bestemt havde lovet at betale der, hvor han havde lånt.

At vi bebrejdede Jensen hans opførsel og at han havde handlet uredeligt imod os, skaffede mig ikke min penge. Han indgik forlig med mig om 1575 rdl. med pant i gården med tilbehør, men der stod en stor 1ste prioritet foran mig. En af hans venner – Arnoldus i Ibsker – lovede at løse mig ud, men han betalte kun 500 rdl. i Juli 1857 og mod at få del med mig i pantet for sine 500 rdl. Endelig blev, med Jensens samtykke, gjort udlæg i gårdens parceller og auktion afholdt; men da ingen købere indfandt sig, måtte jeg selv købe parcellerne og deriblandt en lynglod på omtrent 15 tdrl., hvilket senere skaffede mig en proces, som jeg i øvrigt vandt. Jeg førte sagen selv og var vel noget nær den eneste, der vandt sin sag blandt de mange, der havde processer om lynglodder, da lyngloven var udkommet.

Hvorledes det blev ordnet med gårdens hovedlod, erindrer jeg ikke, men om jeg mindes ret, fik Arnoldus sin fordring overført til denne, således at vi ikke længere havde noget fællesskab, hvilket afgjordes 8. Maj 1861.

Jeg solgte nu parcellerne underhånde, tid efter anden, men ,måtte lade en stor del af købesummen blive stående og fik først restsummen indbetalt 16. Juni 1875, altså efter 19-20 års forløb og efter at ejendommen flere gange havde skiftet ejere. Men jeg slap uden tab, ja jeg havde vel endog nogen gevinst.

 

Julegården i Ruthsker

Min svoger, Jens Hansen, købte Tornegård i Ruthsker og her lånte jeg i forening med mine andre svogre og hans bror, Sigfred Hansen, ham penge. Ved gårdens realisering fik vi omtrent vort udlæg igen. Dog da han blottet for alt rejste til København, fik han af mig 400 rdl., ved hvis hjælp han troede at kunne sætte sig i vej. Imidlertid brugte han pengene uden, at han kom i nogen vej. Disse tabte jeg, men det var jeg forberedt på førend, han fik dem.

Men førend han købte Tornegården ejede han Julegården i Ruthsker, som han solgte til Markus Markussen, som kun kunne købe, når han fik kredit; men Hansen behøvede pengene til den nye handel og jeg måtte derfor låne Markussen 2400 rdl. til Hansen, for at hjælpe ham ud af forlegenheden. Det var i 1867.

Det gik kun dårligt for Markussen, som omsider byttede ejendom med en komplet slyngel. Følgen blev, at jeg måtte gøre udlæg i ejendommen. Min svoger, Peter Holm, havde 1ste prioritet i hovedloddet og jeg 1ste pant i parcellerne og 2ndet pant i hovedloddet. Holm og jeg bestemte derfor i fællesskab at realisere og hvis der ikke kom antageligt bud, ville vi lade ejendommen udlægge som ufyldestgjorte panthavere. Han i hovedlodden og jeg i parcellerne.

Det gik som, vi havde forudset. Intet ordentligt bud blev gjort og vi lod os pantene udlægge. hvad Holms fordring var og hvad hans bud var, erindrer jeg ikke nu. Min fordring var, med påløbne omkostninger, vokset til omtrent 2620 rdl. Jeg bød 1200 rdl. og ingen bød over. Nu ville jeg sælge parcellerne, over 8 tdrl., men kun en køber, Niels Peter Espersen i Hasle, meldte sig, men han havde ingen penge. Jeg ville meget nødig have med ham at gøre, men da ingen anden kom, solgte jeg til ham, men på meget strenge betingelser. Han skulle betale årlig 16 tdr. byg i afgift efter kapitelstakst, hvilken afgift kunne afløses med 100 rdl. for hver td. byg, samt desuden en købesum af 800 rdl., der skulle forrentes med 4% og betales i årlige afdrag. Han skulle ikke have skøde, førend han havde jorden drænet.

Jorden drænede han og de første år betalte han afgift, renter og afdrag, men så ophørte han med afdragene, på hans høflige begæring og med mit samtykke. Senere gik det også meget langsomt med en årlige afgift, men den blev dog betalt. Jeg mindede ham om at tage skøde, men han undskyldte sig med, at han ikke havde penge. Således gik det til Juni-termin 1887 – han købte i Febr. 1869 – altså 18 ¼ års forløb, at han fik skøde. Årsagen var, at han søgte lån, men han kunne ikke stille nogen 1ste prioritet uden i parcellerne, men førend dette kunne ske, skulle han have skøde. Han afløste bygafgiften og skulle således betale mig fuldt ud. Parcellerne var fuld sikkerhed for min fordring, men han kunne ikke være tjent med lånet, undtagen jeg ville lade 500 Kr. blive stående hos ham, men blev de stående i parcellerne, fik han intet lån osv. For imidlertid at få sagen nogenlunde afgjort, lod jeg ham få disse 500 Kr. uden pant, men med løfte om at få dem betalt til nytår 1888. Dette skete ikke, som jeg i forvejen omtrent vidste; men jeg ville hellere i værste fald tabe dem end vedblive, som i de forløbne 18 år, at have sagen uafgjort.

Espersen betalte renten til 11. Decbr. 1892, men senere lod han alt stå hen. I April 1894 blev hans ejendom solgt ved tvangsauktion og de første ejendomme udlagt til et par ufyldestgjorte kreditorer, hans svogre, så der intet blev til mig, der ikke havde panteret. Men ved nøjagtigt at gennemgå affæren fra første begyndelse, kommer jeg fra den uden noget væsentligt tab. Som ses af beretningen om fordringen hos Markus Markussen på Julegården var denne 2620 rdl., men med omkostninger blev den 2660 rdl. Parcellerne blev mig udlagt for 1200 rdl., men som ufyldestgjort panthaver, havde jeg fordring på resten 1460 rdl.

Da Christian Schou senere købte gården og det var ham meget om at gøre at få denne hæftelse bort, kvitterede jeg for den mod en betaling på 290 rdl. Parcellerne stod mig således i 2370 rdl. = 4740 kr. Herpå har Espersen, foruden renter, betalt 4600 kr.

Da han tidligere skulle betale afgiften af byg efter kapitelstakst, dog ikke over 5 %, så regner jeg at være kommet fra affæren uden væsentligt tab, men gevinsten ved handelen gik tabt. Således endte denne affære efter 27 års forløb.

 

Peder Hansen Jensens enkes hus og jord norden Hasle

Jeg havde lånt Jensens enke 200 rdl., som var på 2ndet pant i hendes hus og da jeg var værge for hende, mødte jeg på skiftet, da hun var død og blev beskikket til værge for hendes vanføre søn. Boets status var ringe og det bestemtes, at huset skulle sælges ved offentlig auktion. Børnenes værge og jeg blev enige om, at vi ville byde på huset til dets værd og ikke lade det gå for en spotpris. Jeg holdt det da til 700 rdl., men ingen ville byde over. Jeg mente, det var for lav pris og henstillede til familien, om den ikke gjorde bedre i at beholde det og forsøge en ny auktion. Men der svaredes, at de ønskede helst at blive af med det, da det var meget uvist, om de fik højere bud. Jeg blev således pludselig avlsmand. Efter omtrent 1 års forløb solgte jeg det med nogen avance mod at lade pengene blive indestående. Først i Juni-termin 1885 fik jeg restbeløbet. – efter 16 års forløb.

 

Peder Clausen Høegs ejendom nord for Hasle

Peder Clausen Høeg, der havde en ejendom på 16 tdrl., var i flere år svagelig. Kort før han døde, bad han mig være værge for hans enke, når han var død, hvilket jeg lovede. Efter mandens død viste det sig, at hans pengesager ikke var i den bedste orden, endskønt den almindelige mening var, at han var velhavende. Sagen var, at han altid søgte at skjule sin gæld og betalte hellere meget høje renter end sætte pant i ejendommen. Enken trængte snart til penge og bad om lån, men ville aldrig sige, hvor stor gæld han havde. På ejendommen hvilede kun en prioritet på 4400 kr. og jeg mente hun måtte sætte højere prioritet og blive af med den løse gæld. Hun mente, at når hun fik 3000 kr., kunne hun hjælpe sig og dem lånte jeg hende mod 2nden prioritet.

Det viste sig snart, at hun havde meget mere gæld. En mand, hun i 16 år havde skyldt 4000 kr. og betalt 6%, ville have sine penge, vi fik ham til at tage pant. Men det varede ikke længe, før der kom flere påtrængende kreditorer og hun plagede mig stadig om lån. Jeg ville da vide, hvor stor hendes gæld var. Der blev da opgivet 14-15000 kr., hvilket boet under almindelige forhold nok kunne udrede, da udbo og løsøre var ret godt. Da jeg foruden de foranførte 3000 kr. havde lånt og tilgode for pådragne renter 1000 kr., ville jeg have sikkerhed for disse. De andre kreditorer blev også utålmodige og efter overenskomst med enken realiserede kreditorerne boet, hvis gæld viste sig at være over 20.000 kr.

På ejendommen gjorde jeg bud, så min prioritet var dækket, men da intet overbud skete, beholdt jeg den og måtte lægge avl om foråret og fik dertil auktionsomkostningerne, ligesom jeg måtte betale 1ste prioriteten ud med 4000 kr. For de løse fordringer fik jeg 17 %, den der havde fordelen var prokuratoren, da omkostninger og honorarer gik forlods ud.

Da jeg ikke kunne få solgt, ville jeg forpagte ejendommen bort, men fik med en person at gøre, som intet ejede. Han høstede hele avlet, men betalte intet. Da jeg senere kunne få solgt, skyndte jeg mig at få handelen sluttet og eftergav forpagteren afgiften, da jeg så fik tak. Ellers skulle jeg sagsøge og havde alligevel intet fået, men ødet en del penge til ingen nytte.

Jeg solgte ejendommen til Hans Thorsen på Ellelyst for 8000 kr. Jeg fik altså 600 kr. mere end jeg gav, men alene auktionsomkostningerne var 400 kr. og avlet hen ved 200, så jeg slet intet vandt, men kom derfra med ringe tab; men regner jeg med, hvad jeg tabte på den løse fordring, bliver mit tab henimod 1000 kr. Jeg har endnu 2200 kr. indestående i ejendommen.

Foruden disse 5 med jorder forbundne ejendomme, har jeg ejet huse i byen. Men dette fortsættes i en anden bog.

(Her slutter litra A. -red.)

Litra B

Foruden de anførte 5 ejendomme med jordtilliggende har jeg ejet en del huse i byen, hvilke her opføres som fortsættelse. desuden nedenstående jordejendom No.6, som, skønt jeg ikke var egentlig ejer, må regnes som om, jeg virkelig var det.

 

Arvefæstestedet, Baggårds forlag, Klemensker

(her er der en lang hisorie om en retssag humlen er: Siersted låner manden 1600 rdl. i 1855 og får de sidste penge 13. Aug 1883. -red.)

 

Huset matr. No. 155 i Hasle

Jeg lånte en skomager Hansen nogle penge, som han imidlertid ikke tilbagebetalte efter sit løfte. Efter længere tids forløb kom han en dag op til mig og sagde, han nu agtede at flytte til København og at han kun havde huset, som jeg og agent Munch, hans hovedkreditorer, fik gøre os betalt i. Munch og jeg blev da enige om at tage huset og se om, vi kunne komme derfra uden tab. Det viste sig nu, at han ikke havde noget skøde, men blot en købekontrakt på ustemplet papir og uden underskrift. Han havde købt af en Fru Kjøller, hun nægtede ikke, hun havde solgt til ham på de anførte konditioner, men vi måtte bruge mange overtalelser, førend vi fik denne vanskelige person til, med værge, at underskrive skødet.

Huset solgte vi til fisker Jens Olsen i Hasle, og jeg erindrer ikke rettere end at vi kom derfra uden tab.

 

Huset matr. No. 215 i Hasle

Dette var et gammelt hus, som havde tilhørt fisker Hans Thorsen, som faldt ned i en kulskakt og slog sig ihjel. I huset stod en prioritet fra Svaneke Overformynderi på 120 rdl. der blev gjort udlæg og auktion. Ved denne kom jeg tilfældigt tilstede og da sagen ville byde gav jeg et bud på 40 rdl. Overformynderen bød over, men der var ikke flere bud. Han ville have mig til at byde mere, men jeg sagde det slet ikke var min hensigt at købe huset og at jeg bød dette ringe bud for blot at få begyndt. Overformynderen, exam. jur. Larsen fra Svaneke, sagde da: ”Gør mig den tjeneste at tage huset til 60 rdl., det kan de ikke tabe noget på. De kan gøre det, da De er på stedet, jeg, som er langt fraværende, derimod ikke; jeg taber da halvdelen af prioriteten.”

Jeg indrømmede, at der næppe kunne tabes på den handel og når jeg kunne gøre ham en tjeneste, så ville jeg tage den, skønt jeg ellers ikke havde villet købe det. Jeg ville nu sælge, men køberen – bager Herold – erklærede, at han kun ville købe, når jeg skaffede tilladelse til at bryde huset ned uden forpligtelse til at bygge det op igen. Denne tilladelse erhvervede jeg og solgte da igen til omtrent det dobbelte af, hvad jeg havde givet.

 

Huset matr. No. 203 i Hasle

Jeg var værge for en enke, hvis børn havde en lille sum stående hos overformynderiet, men da moderen trængte til penge, fik hun mig til at overtage børnenes fordring til overformynderiet mod at få pengene og give børnene prioritet i sit hus. Pengene stod i nævnte hus, men overformynderiet havde givet større lån end husets værdi. Imidlertid lod ejeren – Christen Lind – huset forfalde og betalte ikke renter, der blev da auktion, men intet bud. Det traf nu således, at den sum, der indestod i huset, tilhørte, foruden mig, overformynderen Christian Holms børn. Vi enedes derfor i fællesskab om at købe huset. Vi solgte det vel igen, men led en del tab ved handelen.

 

Huset matr. No. 123 i Hasle

Jeg havde lånt ejeren, løjtnant Davidsen, nogle penge. Da han døde og hans ejendele skulle realiseres, kom hans hus på bud, uden at der var nogen køber. For at frelse min fordring gjorde jeg et bud og fik tilslag. Huset havde stråtag, men aldrig såsnart var jeg blevet ejer, førend jeg fik pålæg om at lægge tegltag. Jeg havde det i flere år og lejede det bort, men fik ingen leje. Endelig fik jeg det solgt og efter nogle fortrædeligheder kom jeg godt skadesløs derfra.

 

Gården matr. No. 109: Julegården

Denne var en stor købmandsgård med 4 længer, blev solgt i flere parceller og med den indrømmelse i konditionerne, at køberne kunne beholde en forholdsvis andel af pantet, 8-900 rdl. til etatsrådinde Koefoeds legat, indestående i deres parcel, hvis sådant ønskedes. Hovedparcellen købte en usolid mand – Hans Peter Hermansen – han betalte noget, men lod pantet stå og plyndrede ejendommen. De andre parcelejere betalte og tildels nedbrød en del af bygningerne. Fuldmægtig Møller lejede stedet ud til koleralazaret – i påkommende tilfælde – men hvordant Hermansen og han havde deres regnskaber ved jeg ikke. Møller hørte til de mennesker, der aldrig gjorde regnskab, når han skulle betale noget, uden han var hvilig nødt dertil.

Men ejendommen forfaldt i en række år og mistede derved sin værdi og så blev renterne heller ikke betalt. Nu kom byfoged Bjørnsen i Rønne og gjorde udlæg i alle parcellerne, også en for hvilken der var tinglæst auktionsskøde, købesummen betalt og huset sat i stand til beboelseslejlighed. Det tilhørte skipper Sommer. Han beråbte sig på sit tinglæste skøde og at han havde betalt hele købesummen. Bjørnsen svarede, at han holdt sig til pantet og dertil hørte også hans hus. Han beklagede sig og alle beklagede ham, men dermed blev det. Jeg rådede ham til at vende sig til sine venner og navnlig sine redere, købmændene Bærildsen og Koefoed, men han kom noget efter tilbage og sagde, at ingen uden Bærildsen ville gøre noget. Da jeg var forslagsstilleren sagde jeg, at jeg også ville være med og vi 3 blev da enige om i fællesskab at købe hele ejendommen og dele skæbne, dog således at Sommers ejendom blev udenfor. Byfoged Jørgensen gav i erkendelse af, at hans efterladenhed var skyld i, at det gik, som det gik, 100 rdl. til interessentskabet.

Ved auktionen skete som sædvanligt intet bud. Jeg bød da, men auktionarius erklærede, at det var for lavt til at han kunne give tilslag. På mit spørgsmål om den laveste pris, nævnede han den sum, som skulle bydes for at pantet kunne dækkes. Denne sum bød jeg og fik tilslag.

Vi måtte nu for at gøre lejlighederne beboelige foretage hovedreparationer med nye vinduer, loft, gulv etc. for at få lejere eller om muligt købere. Vi købte gården i 1865 og solgte den 1. April 1874 til kulværksbestyrelsen, som lod den indrette til en kaserneagtig bolig for tyske kularbejdere. Gården stod os da i 938 rdl. Vi solgte den for 1400 rdl., hver af os fortjente således 154 rdl.

Men enden var ikke endnu. der bestemtes vel betalingsterminer, men vi fik ingen penge. Direktør Rubech var en ærlig mand og beklagede, at han ikke kunne holde ord og at han den ene gang efter den anden, når han havde fået udsættelse, ikke kunne indfri sit ord og at det var herrernes skyld i København, hvor den merkantile direktør – Edelstein – var den vigtigste. Da det trak ud i årevis, indkaldte vi Rubech for forligskommissionen, hvor han indgik forlig under eksekutionstvang. det hjalp ikke, der kom ingen betaling. Nu overgaves sagen til prokurator Erichsen, som foretog det fornødne for at gøre udlæg – da betaltes pengene.

 

Et hus på borgergade i Rønne

Dette arvede jeg i forening med mine søskende efter min mors tante – Fru Lund – men da jeg var den ældste arving, fik jeg selvfølgelig hele ulejligheden med at slutte handel og få det solgt, hvilket dog gik meget godt.

 

 

Som det vil ses af det foranførte, har jeg dels alene dels i fællesskab ejet 12 steder, men har dog aldrig boet i et mig tilhørende hus. det ses tillige, at de fleste af disse ejendomme har jeg købt for ej at tabe penge, jeg har lånt ejerne.

Dette har jeg anført til advarsel for mine efterkommere, som læser dette. Ved at låne penge ud udsætter man sig ofte for slige ubehagligheder, som jeg har haft og ofte må vente over 20 år, førend lånet er afgjort. Ved min tarvelige husholdning og min gode kredit har det været mig muligt at vente sålænge, som ses af hvad foran er anført; havde dette ikke været tilfældet, havde jeg lidt betydelige tab.

Jeg har kun anført de lån, som står i forbindelse med ejendomsovertagelse, men jeg har haft enkelte foruden, som har voldt mig megen ærgrelse, navnlig hos købmand Hartz i Hasle.

Jeg føler mig såmeget mere opfordret til denne advarsel, som der er mulighed for at mine efterkommere kan lide af samme familiesvaghed som jeg, nemlig: Ikke at kunne sige NEJ til den, der er i forlegenhed, når de føle, at de kan hjælpe, hvis de vil. Moralsk er det jo fuldkommen rigtigt, men mange gange politisk højst urigtigt; thi de mest trængende personer er mindst i stand til at betale tilbage.

Efter min fremstilling kan man let få den mening, at jeg straks var kapitalist og havde store summer til min rådighed; men dette var aldeles ikke tilfældet. Som formand i kulværket kom jeg nemlig i berøring med flere pengemænd, Konsul Johnsen i Rønne og købmand Bohn i Svaneke og havde god kredit hos disse. Nu traf det ofte, at folk henvendte sig til dem om lån men kunne ikke få, fordi vedkommende ikke kendte dem. Disse kom da ofte til mig og sagde: ”De kan få lånet, men vi ikke, gør os den tjeneste at gøre lånet og låne os det. Vi skal nok betale det tilbage til forfaldstiden.” Det gik jeg meget ofte ind på, uden at beregne mig den mindste fordel for min ulejlighed og risiko.

Engang var jeg hos Johnsen og betalte et lån, men havde kommission for kulværksejer Jens Møller, at spørge om han kunne få et lån? Johnsen svarede: ”Han får intet lån, men De kan få lån.” Forundret sagde jeg: ”Han har flere faste ejendomme og er en velhavende mand, hvorimod jeg jo ingensomhelst fast ejendom har.” Johnsen svarede, det gør intet.

Jeg skal anføre et tilfælde:

Købmand Hartz overtalte mig således til at være mellemmand for et lån hos Bohn, men han betalte ikke i rette tid. Han måtte da udstede mig en vekselobligation for beløbet, men denne gjaldt kun i 3 mdr. Han stod på grænsen af en fallit. Da vekslen gav panteret i hans ejendomme, sendte jeg den over til stempelkontoret i København og bad om at få den stemplet til 1ste klasses papir, da den efter den gældende stempellov var skrevet på 2nden klasses papir. Så kunne den gælde som panteobligation, når den blev tinglæst. Men jeg kunne ikke realisere, da der foran mig var så stor prioritet, at jeg i så tilfælde måtte befrygte selv at komme til at overtage ejendommen og betale prioriteten ud. Han kom imidlertid til akkord med sine kreditorer og lejede ejendommen ud til toldvæsenet på meget gode betingelser, og lovede at betale mig afdrag, når han fik lejen. Et løfte han ikke holdt, han betalte mig dog renten. Han ejede byggeplads nede i byen og troede nu at kunne komme sine sager efter, når han nu byggede der. Men han behøvede nogle penge og når jeg ville låne ham nogle, kunne jeg få sikkerhed for disse i bygningen, når den blev færdig. Jeg opfyldte hans ønske, men førend jeg fik min panteobligation færdig, havde han sat en 1ste prioritet i ejendommen og jeg således igen blev narret.

Der gik adskillige år og hans forretning gik dårligt, så han igen gik fallit. Han kom da til akkord med kreditorerne at betale 20 %. Men en af dem, grosserer Seidelin i Kbh., erklærede, at det stred mod hans princip at eftergive noget, men da han tidligere kendte Hartz og denne en gang havde givet ham et godt råd, så ville han låne ham så stor sum, som behøvedes til at dække de 20 % til de andre, mod at få prioritet for det hele i hans ejendomme og mod at en mand gik i kaution for at pengene også virkelig blev anvendt til dækning af de øvrige kreditorer efter den fremlagte opgørelse. Nu kom Hartz igen til mig og ville at jeg skulle kautionere, men jeg svarede bestemt nej og foreholdt ham, hvorledes han havde handlet imod mig. Imidlertid bad fuldmægtig Møller mig at komme ned på byfogedkontoret, hvor Hartz var, og begge søgte at overtale mig. Hartz græd som et barn og talte om sin talrige familie, som blev aldeles ulykkelig, hvis han ikke kunne få akkorden til at gå igennem.

Det er hårdt at se en ældre mand græde og stå imod, når man føler man kan hjælpe, når man vil. Jeg gav da efter, men fordrede som ufravigelig betingelse, at jeg ville have hånd med i kreditorernes betaling og at han nu i fremtiden betalte mig halvdelen af den leje, han fik af toldvæsenet i afdrag på sin skyld til mig. Såvidt jeg mindes, betalte han også en eneste gang, men siden ikke og det gik som sædvanligt.

Hvis man tror, han viste sig taknemmelig mod mig, tager man fejl. Da senere en af hans venner sagde, han burde være taknemmelig for, hvad jeg havde gjort mod ham, svarede han: At det var stor skade for ham, at jeg havde lånt ham penge; thi havde jeg nægtet ham dem, havde han ikke fået den store gæld, han nu havde.

Se således lønnes man ofte af debitorer!

Ejendommene steg imidlertid i pris, Hartz døde og ejendommene solgtes og jeg fik resten af mit tilgodehavende betalt 9. Febr. 1879 efter 24 års forløb.

 

Jeg sidder og skriver dette Juledag 1887 og kommer derved til at tænke på, hvordan julen fejredes i min barndom og at man endnu dengang havde skikke, som utvivlsomt stammede fra oldtiden, ja vel endog fra hedenskabet.

I min barndom kendte man ikke til den senere indførte skik med juletræer. Hvorfra den stammer, ved jeg ikke, men den er ikke bornholmsk, næppe dansk. Det er ikke 50 år siden, jeg første gang hørte benævnelsen ”juletræ”. Tvivlen om den er dansk, grunder jeg på, at min bedstefar, der var født i Jylland, og min bedstemor, en indfødt københavner, aldrig nævnte om juletræer i juletiden, skønt deres børn og børnebørn plejede at tilbringe juleaften hos dem. Da mine bedsteforældre havde boet flere år i Fyn, slutter jeg, at hvis ”juletræer” dengang havde været skik, hvor de havde boet – i Jylland, Fyn eller København – så havde de kendt den eller omtalt den.

Derimod så jeg en skik – ikke hos mine bedsteforældre, men hos en meget gammel bonde – som ikke i min barndom, men senere har vakt min opmærksomhed. Den eksisterer formodentlig ikke længere nu i vore dage. Den bestod i, at man ved dækningen af julebordet dannede den såkaldte ”julegalt”. Denne bestod i, at man på dagen ved den øverste ende af bordet lagde en ”juleleve” dvs. et stort brød hvori, der 2-3 tommer fra hver ende var gjort en lille fordybning tværsover, førend det blev sat i ovnen, derpå en stor ost og endvidere forskellige fødevarer. Denne julegalt skulle blive på sin plads, urørt, hele julen. Når bordet ikke brugtes til spisning, blev dugen samlet fra den nederste ende af bordet og lagt over julegalten.

Jeg tænker nu, at dette var en skik fra hedenskabet og skulle minde om guden for årets grøde, regn, solskin og folkets velfærd, nemlig Frej og galten have hensyn til hans galt, Gyldenbørste.

En anden skik måske ligeså gammel, men som ikke havde denne symbolske betydning, var julehalmen. Juleaften dækkedes nemlig dagligstuens gulv med et tykt lag halm, som oprindelig skulle blive liggende til hellig trekongers dag. Her lå tjenestefolk og børn og legede forskellige julelege, men dette gik af mode, når husene blev bedre udstyrede. I min barndom havde mangfoldige bønder og næsten alle husmænd lergulv i dagligstuen og den luksus med bræddegulv havde man kun i stadsstuen.

En anden bestilling, jeg har haft, er et utal af værgemål, af hvilke flere har voldt mig en del bryderier og ulejlighed. Det er tvivlsomt, om jeg husker dem alle, men jeg kan dog opregne 30. Flere af disse var højst ubetydelige, da jeg kun ved skifterne underskrev som værge. Andre har derimod været temmelig besværlige. Jeg vil her anføre dem, ikke i kronologisk orden, men således som de falder mig ind.

1. Peder Hansen Jensens enke
2. Mons Hartvigs enke
3. Hans Peter Jensens enke
4. Hans Jensens enke
5. Jens Michael Olsens enke
6. Markus Lunds enke
7. Niels Sonnes enke
8. Magnus Pedersens enke
9. David Bechs enke
10. Mikkel Jensen enke
11. Morten Hersted enke
12. Niels Kofods enke
13. Peter Nielsen Grønbechs enke
14. Fru Boesen
15. Fru Møller
16. Fru Pihl
17. Fru Dam
18. Frøken Andrea Bohn
19. Anine Petersen
20. Caroline Pedersen
21. Peder Clausen Høegs enke
22. Margrethe Lund
23. Anders Peter Lund
24. Julius Jensen
25. August Pedersen
26. Peter Hansen Juul
27. Hans Peter Jensen
28. Martin Petersen
29. Hans Jensen Olsen
30. Anders Peter Lund