Offentlige bestillinger
Kæmnerposten
Min første kommunale bestilling – udenfor skolen – var posten som kæmner i hvilken stilling jeg var fra begyndelsen af 1855 til slutningen af 1865.
Efter den daværende ordning var jeg – som sådan – formand i skatteligningskommissionen, et mindre behageligt hverv, da der altid findes nogle, der klager over for høj ansættelse. Disse beklagelser kom idelig frem, når vedkommende betalte deres skatter. Desuden kom også mange skriftlige klager, som skulle besvares og dette var ikke altid så ligefrem en sag. Mange gange forestillede jeg de som altid klagede og klynkede, at den pålignede skat dog i grunden ikke var for høj efter deres stilling. Hertil svaredes mange gange, at det også kunne være lige meget, hvad skattens størrelse angik, når blot den eller den fik lidt højere skat. Det var især håndværkere og avlsbrugere, der ønskede andre i samme næringsvej højere ansættelse. Det traf flere gange, at A klagede over at B var for lavt ansat i forhold til ham osv. Det var ofte de værste (skraulere?), der valgtes ind i kommissionen og da havde man det værste vrøvl med disse, som kun tænkte på sig selv og fremførte de urimeligste grunde for at stemme kommissionen gunstig for sig og venner og få deres uvenner højt ansat. Jeg mindes en gang, at man fordrede en mand højere i skat, fordi hans kone havde hængt gardiner i vinduerne.
Vi fik en gang en avlsbruger ind i kommissionen, som altid klagede over en anden avlsbrugers for lave skat. Vi foretog os da en meget nøjagtig vurdering over begges ejendomme, indbo, besætning etc., og da ansættelsen derefter skulle fastsættes, måtte vedkommende træde af, mens hans egen sag var for. Da han kom ind igen og hørte resultatet, henvendte han sig i meget hidsig tone til en af kommissionærerne og sagde: ”Lovede du mig ikke, at om du blev valgt til ligningskommissionen at nedsætte min skat, og nu stemmer du for at jeg skal beholde den!” Den anden svarede: ”Jo, jeg har lovet dig det, men jeg kan ikke stemme anderledes, efter hvad der er oplyst ved den foretagne vurdering.”
Dette vakte almindelig latter og dermed var sagen afgjort for kommissionens vedkommende. Posten gav en del arbejde, men kun liden løn; thi denne var dengang kun 33-34 rdl. årligt.
Kommunalbestyrelsen
Den 4. januar 1861 blev jeg valgt til borgerrepræsentant. Efter kommunalloven 24. Oktober 1837 kunne kun grundejere vælges til repræsentanter og de der havde borgerbrev på næringsveje og betalte til de skatter, der lignedes på grund og næring. Herved var valget indskrænket til et mindretal. Ved lov af 31. Marts 1860 udvidedes valgret og valgbarhed til at være ligesom, den er til rigsdagen. Derved fik jeg både valgret og blev valgbar. Det første valg efter denne lov var 4/1-61, hvor jeg blev valgt og har siden uafbrudt været i kommunalbestyrelsen: altså for øjeblikket(1888) 27 år, men jeg har endnu 3 år tilbage af valgperioden, så hvis jeg lever og tjener tiden ud, bliver det 30 år. Jeg var den første skolelærer på Bornholm, der blev valgt og først flere år senere valgtes Bohn i Allinge og Hjorth i Rønne. Ganske sikker på min sag er jeg ikke, men jeg mener, jeg var den første skolelærer i Danmark, der blev valgt. I det mindste omtalte datidens aviser ikke noget sådant valg, men det kan jo være foretaget, uden at aviserne omtalte det.
Jeg blev straks valgt til viceformand og fik hele arbejdet, så formanden kun skrev sit navn under, men alle udfærdigelser og protokolføring fik jeg at udføre. Købmand Bærildsen var formand og forfængelig nok til at holde på navnet, skønt han ikke var videre skikket til posten. Da der således var gået nogle år og man igen skulle have formandsvalg, erklærede jeg, at jeg ikke ville være viceformand længere, da jeg havde langt mere arbejde, end om jeg var formand, da jeg måtte udføre alle skriverier og derefter indhente formandens underskrift og om han ikke var tilstede, måtte jeg ofte søge efter ham flere gange. Derpå blev jeg valgt til borgerrepræsentanternes formand, en post jeg beholdt, så længe den eksisterede; thi ved loven 26. Maj 1868 gik den jo ind og borgerrepræsentanterne blev kaldt byrådsmedlemmer.
Borgerrepræsentanterne med deres formand dannede en selvstændig korporation og kunne forhandle med autoriteterne som sådan. Når byfogeden var med kaldtes det et kommunalmøde og da var han formand.
Loven af 26. Maj 1868 var en indskrænkning i friheden, idet byrådet uden borgmesteren slet intet kunne udrette og selvom alle byrådets medlemmer indgive et andragende, når borgmesteren ej er med, er ikke fra en fuldstændig repræsentation. Som formand havde jeg med alle udvalgene at gøre og af sådanne sager, som jeg satte igennem, vil jeg nævne: Salg af en del, byen tilhørende, jordstykker mod en betydelig årlig afgift, der kunne afløses af det 25 gange dobbelte beløb. Tidligere solgte man slige jorder mod en ubetydelig afgift en gang for alle.
Fordelen ved den af mig anbefalede fremgangsmåde vil vise sig ved følgende eksempel:
Syd i byen var en dam med megen plads udenom. Borgerrepræsentanterne besluttede at sælge den, men ved auktionen blev kun budt 100 rdl., jeg modsatte mig buddets approbation – hvilket nogle tog mig ilde op – men en tid efter forsøgte jeg igen salget på den måde, at der skulle bydes på, hvad man ville give i årlig afgift. Nu blev der budt 28 rdl., som kunne afløses med 700 rdl.; og er i forrige år virkelig indløst med 1400 kr. Hvis jeg havde rådet til approbation på første auktionsbud, havde byen tabt 1200 kr.
Dette var det største salg, men mange mindre salg skete efter samme princip. På den anden side kunne nævnes mangfoldige salg, hvor køberen for nogle få rdl. fik pladser, han senere solgte til betydeligt højere pris. det var naturligvis køberne, der var misfornøjede med princippet, da de kom til at betale mere og mine medkollegaer sagde ofte, at man ikke skulle drive ejendommene sådan op, for køberne var jo borgere. Hertil svarede jeg: ”Køberen må selv iagttage sin interesse, kan han ikke se sin fordel ved at købe, må han lade det være. Vi skal derimod påse kommunens interesse.”
Egennytte og kujoneri – hvor vedkommende ikke tør ytre sin afvigende mening, fordi den pågældende er nærværende – spiller ofte en forkastelig rolle. Således lå der en gade mellem 2, Christian Dam tilhørende, løkker, som man fandt overflødig. Dam var borgerrepræsentant og således selv med. Nu foreslog Bærildsen at overlade Dam gaden, som jo havde en særdeles stor værdi for ham, da han derved kunne få sine adskilte ejendomme forenet mod at han kørte stenen af de nu overflødige stengærder ned til havnen. Dette var et vederlag, der var for slet intet at regne, men der var ikke flere, der talte imod end byfogeden og jeg. Da alle de andre stemte for sagen, for ikke at blive uvenner med Dam, fik han gaden.
En anden sag jeg også havde betydelig del i, var reguleringen og grundforbedringen af vejen gennem Nørreløkken, den var forhen til sine tider næsten ufremkommelig.