Kirkeinspektionen

Som byrådsmedlem blev jeg valgt ind i denne, som foruden mig bestod af præsten og byfogeden som fødte medlemmer. Her gik alt sin jævne gang, som det havde gået i umindelige tider. Kirkeværgen aflagde sine regnskaber og inspektionen påtegnede disse som de plejede og dermed var det godt.

Da kirken imidlertid ikke kunne bære sine udgifter, men måtte have et årligt tilskud af byen, mente jeg, man måtte se at skaffe den større indtægter, så byen kunne fritages for dette tilskud. Kirken ejer 8-10 små jordlodder, som den har haft fra den katolske tid. Disse bortfæstes på fæsterens livstid, men mod en ubetydelig årlig afgift – 28 rdl. årligt. Da afgiften ikke var forhøjet i umindelige tider, så var indfæstningssummen ofte flere 100 rdl. for 1? jord. Jeg foreslog da inspektionen, at vi, når jord blev ledig, skulle bestemme en høj årlig bygafgift, der skulle betales efter kapitelstaksten, og mente det var i alles interesse; thi derved blev indfæstningssummen mindre så selv uformuende folk kunne fæste jorden, og fandt de ikke regning derved, så kunne de frasige sig den uden væsentlige tab og døde fæsteren snart, var den anvendte kapital, som familien havde betalt, ikke stor.

Jeg havde møje med at få de andre til indgå på min ide, men det lykkedes, og kirkens indtægter steg, navnlig da vi havde de høje kornpriser, så den ikke behøvede tilskud og desuden har afholdt flere ekstra udgifter, dels til et nyt orgel, dels til kirkens maling og kirkegårdens planering etc. Omtrent halvdelen af jorderne er nu bortfæstede på denne måde. Eksempelvis anføres, at et stykke jord, der tidligere svarede 4 rdl. årligt, nu svarer 5 tdr. byg, som jo dengang taksten var 12 kr. var 60 kr. – Men det mærkeligste er, at indfæstningssummen ikke er gået så betydeligt ned , som man ventede. Dette stykke jord har tilfældigt været fæsteledigt 2-3 gange siden bygafgiften bestemtes, men ved bortfæstningen har man hver gang fået temmelig høj indfæstning, 100-200 kr.

Kirkegården blev udvidet og da dette arbejde skulle gøres, foreslog jeg at planere kirkegården og omsætte og regulere de gamle gærder, hvilket kirkeinspektionen gik ind på og da den gamle grimme indgangsport skulle fornyes, foreslog jeg at gøre porte og låger af smedejern med hugne stenstøtter. Man frygtede for at dette ville blive en meget stor bekostning; men da jeg i København havde set porte og låger af smedejern, mente jeg, de kunne gøres billigt, langt billigere end støbejern, som de andre mente skulle bruges. Jeg gav da tegning på port og låger og i forening med en smed, gjorde jeg overslag, som viste at dette kunne fås langt billigere end, man havde ventet. Forslaget blev da vedtaget og udført. Det var det første af den slags arbejde, som blev udført her. Straks syntes folk, at denne port så alt for spinkel ud, men da de blev vante til at se den, tabte dette sig og det varede ikke længe før, flere borgere i byen lod gøre lignende låger ved deres boliger.

Porten stod noget til siden for gaden, da skolens have gik så langt ud, at den optog pladsen, hvor Rådstuegade skulle gå, hvis den skulle føre i lige linie op til kirken. Byrådet ønskede derfor, at jeg, som skolelærer, ville give afkald på stor en del af skolehaven, som behøvedes for, at gaden kunne få en ret linie. De mente, at jeg, som snart ville søge afsked, lettere ville gå ind derpå end en ung lærer. Jeg gik da også ind derpå, men betingede mig lidt erstatning derfor i min embedstid, dog ikke over 5 år. Arbejdet begyndtes straks for at det kunne være fuldstændigt i orden, inden jeg fratrådte embedet.

Nu mente man, at kirkegårdsporten burde flyttes, så den kom til at stå lige midt for gaden, hvilket, jeg mente, var unyttigt, hvis indgangen til kirken ikke blev lige for porten. Jeg mente, det kunne gøres derved, at et vindue, som sad i kirkens gavl huggedes ned og deri anbragtes en indgangsdør. Dette blev antaget af byrådet, men derved var sagen ikke afgjort, der begyndtes nu med skriverier mellem byråd, kirkeinspektion, kirkekommission, ministeriet, etatsråd Herholdt osv. og efter nogen skriven og sendelser af tegninger mange gange frem og tilbage, kunne endelig – efter et par års forløb – arbejdet begynde. Men nu viste det sig, at der blev alt for mørkt i den nederste del af kirken, da vinduet i gavlen jo blev borttaget for at give plads for indgangsdøren. Kirkeinspektionen besluttede nu på egen hånd at sætte et vindue i nordre kirkemur, hvilket foruden lysning, tillige ville bringe symmetri i forhold til de andre vinduer på den anden side. Vi ville ikke først spørge autoriteterne, da vi af erfaring vidste, at det ville give en uendelighed af skriverier og vrøvl om bygningsstilen etc. og trække sagen ud i måske årevis. Vi mente, når det hele var udført ville vi måske få en irettesættelse, med pålæg om ikke at gøre sådant oftere og i allerværste fald få pålæg om at tage vinduet bort og afholde de gjorte bekostninger af vor egen lomme. Men ved kirkesynet var synsmændene enige om, at det var en nødvendig foranstaltning og at kirken havde vundet betydeligt derved. Dermed var sagen afgjort og der blev ikke talt mere derom og der blev hverken gjort indberetning eller forespørgsler til ministeriet eller etatsråd Herholdt.

Fattigudvalget

Et af de udvalg, hvor jeg har haft mest arbejde, og hvor jeg måske også har haft lejlighed til at gøre byen størst tjeneste, er fattigudvalget. Her i dette blev jeg formand; og jeg blev valgt ind i udvalget i begyndelsen af 1872.

Tidligere foregik fattigforsørgelsen på den måde, at de fattige skulle have kost på omgang hos skatteyderne, således at ligningskommissionen pålignede, hvor mange kostdage hver mand havde at præstere foruden det pålignede beløb i penge. Børn og de rørige fattiglemmer fik da en liste over, hvilke og hvor mange dage de skulle kosteres hos vedkommende, de mødte da og fik kosten i huset. De ældre og svage, som ikke kunne komme omkring, skulle kosten bringes til. Det gav anledning til uorden, idet mange betalte vedkommende penge i stedet for kost, men desværre brugtes pengene ofte til brændevin i stedet for til kost. Endnu førend, jeg kom i fattigudvalget, talte jeg imod dette system og 1871 var det sidste år, der lignedes kost på byen.

Jeg foreslog, at man skulle sørge for at få de fattige tingede i kost for en vis årlig betaling, og dette system gennemførtes og det viste sig snart, at det både var i de fattiges og byens interesse, idet de fattige fik ordentlig føde og byen fik mindre udgift. De, der var forfaldne til drikfældighed, sørgede man at få udsatte på landet, hvor lejligheden til at få en rus var mindre end i byen. Desuden var der flere, der var arbejdsdygtige men hellere ville dovne og drikke og lade sig forsørge af fattigvæsenet end arbejde, som, da denne ordning blev truffet, foretrak at ernære sig selv hellere end at blive udsat hos en bonde og der bestille, hvad de kunne bestille.

At yde kostdage var slet ikke så let, som det syntes; thi man skulle have et menneske til at bringe kosten dagligt, helst flere gange om dagen, men det kunne også gå an 1-2 gange. Men skulle der bringes mad, måtte man helst bringe noget mere end strengt behøvedes for at vedkommende ikke skulle klage over ikke at få tilstrækkelig næring. I øvrigt var det ikke så ganske liden byrde. Jeg har ligningslisten for 1860 liggende for mig og skal her nævne hvor mange kostdage, der var pålignet de største skatteydere. Købmand Munch – 140. Christian Holm – 84. Chr. Mørks enke – 86. Der var heller ingen, der klagede over, at kostdagene faldt bort.

I fattigudvalget må formanden især kende fattiglovgivningen og benytte ethvert lovligt middel for at befri kommunen for sådanne personer, som andre kommuner vil skyde fra sig, tilfælde der er meget almindelige. Personalkundskab er nødvendigt for, at man kan være orienteret, når talen er om personer, der har forladt kommunen for 16-20 år siden. Det er især indvandrede svenskere, man har ulejlighed med. Et sådant tilfælde havde jeg for kort tid siden. En svensker, som for over 20 år siden havde boet her i flere år, havde senere ført et omflakkende liv, så han i ingen kommune havde opholdt sig 5 år og vundet forsørgelsesret. Han blev trængende og man forlangte, at Hasle skulle forsørge ham. Hans forklaringer var mangelfulde og desuden er det ikke let at få rigtig besked om hvor længe, opholdet har været, når det ligger så langt tilbage i tiden. Man kunne ikke med bestemthed sige, at han havde været i nogen kommune 5 år eller derover uden i Hasle. Ved at spørge nogle gamle svenskere, der kendte ham fra tidligere dage, fik jeg kundskab om, at han for nogle år siden havde opholdt sig i Sverige en tid. Dette gjorde jeg gældende og da loven siger, når en udlænding forlader landet, uden at bevare sit domicil, ikke kan have fordring på forsørgelsesret for den tid, han har været her, da den afbrydes ved hans rejse. Kommer han igen, må han begynde på ny at erhverve denne ret. På grund af denne lovbestemmelse blev vi fri for ham.

Et andet tilfælde erindrer jeg, hvor en person, der efter sit 18. år, ikke havde erhvervet forsørgelsesret noget sted og var blevet trængende i en kommune ovre i Sjælland. Det godtgjordes, at han var født her og man spurgte da, om vi ville erkende ham forsørgelsesberettiget her. Nu erindrede jeg, at barnet vel var født her, men at moderen timånedersdagen for fødslen havde tjent i Roskilde, og da fødslen overensstemmende med lovgivningen var anmeldt der, fik jeg i denne anledning en udskrift af kirkebogen der om anmeldelsen, hvormed vi blev fri for denne byrde.