Overligningskommissær

Også denne stilling anføres. Jeg har været i funktion i Rønne og Allinge, men dette er af mindre betydning for dér er jo stedets overligningskommissær formand. derimod har jeg her i Hasle haft en forretning af større betydning, fordi jeg der er formand.

Sagen drejede sig her om, at arvingerne efter købmand Thomsens enke var af ligningskommissionen pålignet skat af selve arvekapitalen og ikke alene af den indtægt, arvekapitalen gav. Overligningskommissionen kom da til det resultat, at den skat Th. Enke svarede af sin ejendom blev delt mellem arvingerne i forhold til den andel, de havde fået i ejendommen.

____________________________________________

Jeg har nu foran anført min virksomhed i de bestillinger jeg har haft i det offentliges tjeneste og vil derefter gå over til nogle private sager.

Min broder blev i Januar 1885 konstitueret som lærer på Christiansø med forpligtelse at udføre præstegerningen der, for så vidt det der kunne udføres af en uordineret mand. Han boede i Rønne og kommuneskatten for 1885 var pålignet i efteråret 1884. Da han flyttede lod han sine voksne døtre blive boende i Rønne, men meldte til kommunen, at han nu flyttede og at han derfor mente, at skatten bortfaldt. Da første kvartal blev opkrævet, kom man også til hans døtre og forlangte hans skat, hvilken de betalte. Da andet kvartal opkrævedes kom skattekræveren igen og forlangte skat, denne betaltes under protest og broder indgav til byrådet en begæring om at blive fri for at betale skat samt få det betalte beløb tilbage, da han mente loven hjemlede ham til dette. Men byrådet ville ikke bevilge hans begæring og mente han fremdeles skulle betale skat.

Jeg påstod han ikke burde betale og viste ham de lovsteder, ifølge hvilke han burde være fri. Han erklærede, at han ikke kunne have med den sag at gøre, men gav mig fuldmagt til at handle på hans vegne. Imidlertid blev skatten lignet for 1886 og i stedet for han i 1885 var pålignet 56 kr., blev han i 1886 pålignet 71 kr. Jeg aftalte nu med sagfører Petersen, at han skulle møde for min bror, når der skulle udpantes og da forlange en fogedkendelse, og hvis denne gik ud på, at udpantningen skulle nyde fremme, skulle han appellere den til overretten. Den 17. Januar 1887 afsagde overretten: ”at den indankede fogedkendelse bør ved magt at stande.” Rønne byråd hoverede og bekendtgjorde dommen i avisen og broder tabte modet. Man havde igen for 1887 pålignet ham endnu højere skat end forrige år.

Jeg rejste til København og betalte vor sagfører Møller, der erklærede, at han ikke kunne forstå, hvordan den sag kunne tabes. Han havde selv i 7 år været formand i ligningskommissionen på Frederiksberg og mente derfor, han kendte skattelovene. Han mente, der var rimelighed for, at den kunne vindes ved Højesteret. Sagfører Skibsted, som førte sagen for Rønne, havde selv sagt, at han blev meget overrasket, da han vandt, da han var beredt på at tabe den.

Jeg opmuntrede nu broder til at gå til Højesteret og erklærede, at jeg af min egen lomme ville afholde udgifterne, hvis sagen tabtes. Jeg henvendte mig derpå til højesteretssagfører Asmussen og bad ham påtage sig sagen. Han frarådede sagen, da det ikke kunne betale sig. Jeg spurgte om, hvad den vel kunne koste. Han svarede omtrent 200 kr. Jeg forestillede ham, at det ikke alene var de 28 kr. som kendelsen gjaldt, men de årlige skatter af over 70 kr. osv.

Derefter begyndte sagen og jeg gav ham mange oplysninger, som ikke var påberåbt tidligere. Navnlig at Christiansø ejes af staten og er bortforpagtet, at der ikke er nogen kommunalforfatning og derfor heller ikke kommunale skatter, idet staten overtager fattigvæsen, skolevæsen, lægevæsen osv., at embedsmændene dér er konstituerede, ligesom min bror, for at staten kan spare pensionen osv. Den 4. Juni 1888 afsagde Højesteret følgende dom: ” Den påankede fogedkendelse ophæves. Processens omkostninger for Overretten og Højesteret betale de indstævnte til Citanten skadesløst. Så betale de og til justitskassen 10 kr.”

Byrådet måtte betale 485,21 kr. i procesomkostninger og betale 14 kr. tilbage af skatten for 1885 samt stryge den pålignede skat for resten af 1885 samt for 86,87 og 88 og dertil betale 10 kr til justitsfonden.

Da Overretsdommen faldt, sagde den store mængde, som naturligvis ikke kendte til skattelovene, ja det kunne vi vel vide, at han ville blive dømt, han kan jo ikke blive fri for skat. Men da højesteretsdommen blev bekendt da udtaltes netop den modsatte mening, ofte af de samme som tidligere fandt overretsdommen rigtig. Man sagde nu, at det kunne dog ethvert menneske forstå, at en mand, som stadigt havde haft ophold på Christiansø i 4 år ikke i disse kunne være pligtigt til at svare personlig skat i Rønne. De kunne ikke begribe, at borgmesteren i Rønne kunne få en så forunderlig mening og derved påføre byen en kostbar proces.

1888

Dette år gik som de foregående og der indtraf kun et par tilfælde, der var mere betydningsfulde for mig.

Min datter, Frida, blev gift med missionær Christian Georg Andreas Schlesch fra Ostindien d. 26. Oktober 1888. De havde vel vekslet breve 6-7 år uden at være forlovede, men jeg syntes egentlig ikke om en forbindelse mellem dem, fordi jeg frygtede for, at et ophold i Indien ville være skadeligt for min datter. Da han imidlertid kom hertil fra Indien og jeg lærte ham at kende og var overbevist om at min datter ville få en elskværdig og hæderlig mand, gav jeg mit samtykke.

Den anden begivenhed var min deltagelse i købstadsdeputationen, som delegeret for Hasle, ved Kongens 25 års jubilæum 15. November 1888. Dette gik således til: Danmarks Købstadsforening foreslog samtlige købstæder, at der fra hver købstad skulle sendes 2 eller 3 deputerede til København, for at samtlige deputerede i forening kunne overbringe Kongen en adresse, samt et eller to fotografier af deres by. Da skrivelsen fremlagdes i byrådet, som består af venstremænd – på nær borgmesteren og mig -, begyndte man at gøre indvendinger og navnlig fremhæve bekostningen. En del af dem havde nogle dage forinden været til et selskab i Allinge, og der havde nogle fanatiske venstremænd gjort gældende, at Venstre på ingen måde måtte vise Kongen sympati ved denne lejlighed. Da der blev gjort opmærksom på, at bekostningen var såre ringe og at en undladelse af at efterkomme opfordringen var at vise Kongen ringeagt, vidste de ikke videre at svare, men sagen udsattes. Ved et senere møde talte borgmesteren meget ivrigt for sagen og jeg fremhævede: At jeg for mit vedkommende fra min barndom var opdraget i kærlighed og ærefrygt for Kongen, så jeg følte mig tilskyndet af kærlighed til Kongen, men de andre, som ikke nærede sådanne følelser, burde dog af klogskab tilskynde foretagendet; thi de måtte betænke; at om 6 år skulle byen, af det nu rentefri havnelån, årligt betale 2200 kr. i renter og afdrag, stod vi godt hos autoriteterne, var der mulighed for, at vi kunne få renten sat ned til 3½ % og afdraget til 2 %, når vi søgte derom.

Ville vi nu gøre denne demonstration ved ikke at deltage i deputationen, kunne vi på forhånd vide, at ingen autoritet ville anbefale vor ansøgning om begunstigelse. Jeg sagde fremdeles, at det var en selvfølge, at borgmesteren burde rejse, men at der ikke burde være tale om diæter, men kun de kontante udgifter ved rejsen. Borgmesteren erklærede da, at han intet vederlag ville have, hvis han blev valgt. Da der så blev sagt, at jeg jo havde min datter i København, svarede jeg, at hvis jeg blev valgt, ville jeg også renoncere fra alt vederlag. Nu kunne der ikke længere gøres indvendinger for bekostningens skyld og borgmesteren og jeg valgtes.

Vi mødte i København i Larsens lokale den 15. Novbr. kl. 10 om formiddagen for at aftale det fornødne og vælge ordfører. Købstadsforeningens formand, etatsråd Kock, valgtes til ordfører og det bestemtes at møde igen kl. 2 eftermiddag for at gå til audiensen på Amalienborg. Der var kun en eneste købstad i Danmark, der ikke var repræsenteret, og det var Åkirkeby. Foruden var 2 eller 3, hvor byrådet ikke ville sende deputerede, nemlig Allinge, Kolding og om jeg mindes ret Ribe, men fra disse havde Højrepartiet sendt særlige deputationer og adresser.

Vi mødte i Christian den Syvendes palæ og blev straks af hofmarskalen indbudt til kur hos Kongen om aftenen kl. 9. Først blev de særlige deputationer fra de nævnte byer samt fra Frederiksborg amtsråd indladte. derpå blev døren til riddersalen åbnet og den store købstadsdeputation – 134 mand – indladt. (De andre deputationer var indladt i andre værelser). Et øjeblik efter kom Kongen med Dronningen ind, fulgt af Prinsessen af Wales samt 3-4 unge prinser og 4-5 prinsesser; deriblandt tronfølgeren af Grækenland og Rusland. Etatsråd Kock trådte frem og sagde nogle få ord og bad om tilladelse til at oplæse adressen. Hver gang Kongens og Dronningens navn blev nævnt, bukkede Kongen og Dronningen nejede. Derefter takkede Kongen med en kort tale, hvorpå audiensen var forbi. Da vi forlod salen, stod ved døren og trappeafsatserne folk, der mindede os om, at vi var indbudte til om aftenen kl. 9.

Inden vi mødte igen, fik vi lejlighed til at tage illuminationen af byen i øjesyn, hvilket var et syn, hvis mage jeg aldrig har set og vistnok aldrig får at se. Vi samledes igen kl. 9 i Larsens lokale og gik til Amalienborg, hvor vagten stod opstillet med skarp skuldret gevær. Vi vistes ind i riddersalen, men alle værelser, vi gik igennem, var fulde af folk. Der blev sagt, at vi kunne nyde forfriskninger i et sideværelse, hvor tjenere holdt en mængde glas fyldte med forskellige vine og limonade, og der serveredes the. Nogle tog lidt vin og the, men ikke ret mange.

Vi opstillede os i 2 rækker, efter salens længde. Efter nogen tids venten, åbnedes en dør, hvorigennem Kongen, Dronningen, Prinser og Prinsesser kom ind og gik langsomt mellem rækkerne, vekselvis vendende sig snart til den ene snart til den anden side, trykkede flere i hånden og talte enkelte ord med flere, Dronningen talte også til flere. Prinser og prinsesser, der holdt sig i nogen afstand fra majestæterne, talte indbyrdes, men ikke til andre. Derefter gik Kongen med følge på samme måde gennem de andre værelser, der ligeledes var fyldte med mennesker. Da Kongen var passeret, begyndte man igen at tale og konversationen blev meget livlig. Efter nogen tids forløb begyndte forsamlingen at bevæge sig mod en dør i en anden ende af salen end den, hvor vi kom ind. Jeg fulgte strømmen. Det gik gennem det ene værelse efter det andet, trappe op og trappe ned og syntes aldrig at få ende. Endelig kom vi ned i nogle værelser med mange dækkede borde, med de forskellige retter og vine, og med tjenere til at varte op. Vi tog handskerne af og satte hatten hen og spiste og drak af hjertens lyst. – jeg drak ikke uden 3-4 glas champagne – . Vi mente nu ikke oftere at få Kongen at se. Spisningen skete stående. Da jeg og min sidemand – en borgmester – var færdige, gik vi hen for at tage vore hatte. Jeg bøjede mig ned for at tage min. I det samme rører en lakaj ved mig og hvisker: ”Kongen!” Jeg vendte mig hurtigt og stod lige for Kongen, som trykkede borgmesteren i hånden og derefter trykkede min hånd. Han gik derefter hen til bordet, hvor flere stod med champagneglas i hånden, tog et glas og nikkede venligt til alle sider og tømte det, idet han sagde: ”Jeg beder Dem bringe min hjertelige tak til dem, der har sendt Dem, for den glæde de har beredt mig.” Han gik derpå ind i de tilstødende værelser, der ligeledes var fyldte med gæster og dækkede borde. Kort efter brød vi op og kom nu ud på den modsatte side af kollonaden, hvor vi var kommet ind. Vi var altså ført fra Christian den Syvendes palæ, over kollonaden og ned i Kongens palæ, hvor spisningen forgik. Da jeg kom hjem til min datter og svigersøn var kl. 12 midnat.

Jeg har opholdt mig så længe ved at skildre denne begivenhed i mit liv, da det muligt kan interessere mine efterkommere at læse, når jeg måske har hvilet i min grav i århundreder. Jeg slutter fra mig selv, jeg har med overordentlig stor interesse læst slige gamle optegnelser, som kaster lys på, hvorledes forholdene var, da forfatteren levede og som ofte var såre forskellige fra nutiden.