Knud Anker
Byvandring 3.
Nu går jeg helt ned for enden af Sandløkkegade, idet jeg undervejs passerer en have, som rummede et meget flot fuglehus, men da menneskeboligen var placeret ud mod Storegade, gemmer jeg yderligere omtale til en anden gang.
Her kommer jeg, på venstre side af gaden og med facade mod Fælledvej, til en avlsbrugerejendom, som tilhørte Peter Olsen. Efter hvad jeg har ladet mig fortælle, var han lidt i familie med vores morfar, lods og arrestforvarer Hans Mathias Tofte Holm. Fru Olsen måtte leve med øgenavnet, Hendes Nåde, og det passede såmænd også meget godt til hende, for hun ville gerne virke lidt fornem både i påklædning og væremåde, men det forekom lidt påtaget. Sådan var Peter Olsen slet ikke, tværtimod. Jeg oplevede ham flere gange sammen med vores morfar, hvor de begge udfoldede sig og slog en skraldende latter op. Men Peter Olsen vandt både i stemmestyrke og udholdenhed.
På den tid, jeg har været 5-6 år, var det meget almindeligt, at familier i såvel Rønne som Hasle sommersøndage tog på udflugt til traktørstedet, Skovly. Gårdejerne og avlsbrugerne, som havde heste og standsmæssige køretøjer, brugte disse til transporten. Andreas Thomsen, som havde en personbil, kørte i den, mens næsten alle andre cyklede. Det gjorde vi også. Det foregik på den måde, at far først cyklede et stykke af vejen med min bror, Erik, og mig som passagerer. Så blev vi sat af med besked om, at vi bare skulle vente, til vi blev taget op igen. Derefter kørte far tilbage efter mor og min søster, Ellen. Mors kræfter tillod hende ikke at cykle med passager, men hun kunne lige klare at transportere sig selv. Far tog Ellen på cyklen og cyklede sammen med mor et godt stykke forbi det sted, hvor Erik og jeg stod og ventede. Mor stod sammen med Ellen og ventede, indtil far havde kørt Erik og mig den næste etape, og så fremdeles indtil vi nåede Skovly. Hjemturen foregik på tilsvarende måde. Men da Erik og jeg på hjemturen stod og ventede på, at det skulle blive vores tur, til at far hentede os, kom Peter Olsen og Hendes Nåde kørende forbi i en Landauer. De standsede og spurgte, om vi ville køre med. Det ville vi selvfølgelig gerne, men vi måtte sige, nej tak, for vi havde jo fået besked på at blive stående og vente. Så der røg den køretur. En anden gang var jeg mere heldig, og jeg husker ikke, om Ellen og Erik også var med. Men sammen med mormor og morfar blev jeg eller vi en vinterdag inviteret på kanetur af Peter Olsen og Hendes Nåde. Det var meget mere spændende end at køre i Landauer, for hestene havde bjælder på, og det lød pragtfuldt under kaneturen. På et tidspunkt døde Peter Olsen, og Hendes Nåde solgte ejendommen til Ejner Hansen. Hun købte og flyttede derefter ind i Domus, der lå og stadig ligger i Storegade i den østre ende af byen
Om Ejner Hansen kan jeg ikke fortælle meget andet, end at han blev gift med Agnes Jensen, datter af Otto Jensen, som jeg kommer til senere.
Jeg går nu tilbage og interesserer mig for Sandløkkegades sydside. Allerede på hjørnet af Fælledvej lå fragtmand Nielsens forretning. Nielsen var en meget kolerisk herre, som hersede med og optrådte uforskammet over for alle. Sådan så det i alle tilfælde ud for mig, så jeg var nærmest bange for ham. Bedre blev det jo ikke af, at jeg næsten daglig blev sendt til fragtmanden enten med en pakke eller for at hente en. Men jeg kunne også være så heldig, at han ikke var hjemme, for så var det fru Nielsen, der passede butikken, og hun var lige så stille og rolig og flink, som han var det modsatte. De havde en søn, Robert, som hjalp sin far med forretningen, og som var mere omgængelig end sin far. Med tiden overtog Robert fragtmandsjobbet, trofast hjulpet af en af byens originaler, Valde Ky, hvis rigtige navn jeg aldrig har kendt. Desværre kan jeg ikke fortælle andet om ham, end at han var meget knyttet til Robert, og efter sigende flyttede de begge senere til Allinge, hvor jeg har set Valde Ky.
Vel nærmest som nabo til fragtmanden lå en meget lille landbrugsejendom, ja, den ligger der måske endnu. Der boede i min barndom Hermandina med sin kone, som jeg ikke ved, hvad hed, men hun kunne jo meget passende have heddet Frumandina, hvis hun altså ikke måtte nøjes med at hedde fru Hermandina.Jeg kan stadig se Hermandina for mig. For det første var han radmager, for det andet havde han kun et par tænder tilbage i munden, og for det tredje havde han en ko, men kun én, som han om sommeren trak gennem byen, for at den kunne komme ud og græsse. Nu ved jeg ikke, om Hermandina selv havde græsningsareal. Men man så ofte koen ved en grøftekant, mens Hermandina sad eller lå ved siden af for at være klar til at flytte koen, når den havde fortæret det græs, den kunne nå.
På min videre vandring mod øst stopper jeg lige op ved Storegade, hvor barber Kjær havde sin barbersalon. Stillingsbetegnelsen, barber, var ret sigende på den tid, for da var det mest barbering, der stod på programmet. Men det var jo ikke aktuelt for mig, så jeg blev bare klippet hos ham, dog aldrig som jeg gerne ville have det. Det skyldtes, at han var farbror til min stedmor, der havde en aftale med ham, som han fulgte til punkt og prikke. En gang var jeg årsag til, at han blev forskrækket. Mens han klippede mig, besvimede jeg. Om det var, fordi en eller anden fortalte en bloddryppende historie, eller fordi jeg bare selv kom til at tænke på, at han kunne komme til at klippe i mit øre eller lignende, kan jeg ikke huske. Men jeg kom jo til mig selv igen, og derefter var han meget forsigtig. Da jeg kom hjem, eller hen på kontoret (Brødrene Anker), blev der holdt lidt øje med mig, for han havde ringet til kontoret og fortalt om besvimelsen. Her må jeg nok lige tilføje, at vi ikke havde telefon hjemme hos os selv på det tidspunkt, og senere fik vi det kun ved omstilling fra kontoret.Jeg kan huske, at barberen havde en søn, og da jeg var på besøg i Lokalhistorisk Forening i Hasle i 2005, så jeg en artikel, hvori sønnen fortalte om, hvordan børnene havde måttet hjælpe til i forretningen. Deraf fremgik også, at barberen havde to sønner og en datter. I øvrigt omfattede forretningen også en afdeling med tobaksvarer, som jeg ofte har besøgt, når min farfar, Julius Anker, sendte mig ned efter tobak og/eller engelsk lakrids.
Jeg fortsætter over Storegade og kommer dermed til en urmager- og guldsmedeforretning. Der boede urmager Westh med fru Westh og alle deres sønner. Det vil sige, de ældste var nok flyttet hjemmefra, allerede da jeg var barn. Blandt sønnerne kan jeg huske Louis, Peder eller Peter, Knud, Aksel, Carlo, Osvald, Helmer og Georg. Louis blev urmager som sin far og overtog forretningen efter ham. Louis er for længst død, men hans enke, Louise, førte forretningen videre i mange år. Peder blev ligeledes urmager og fik forretning på Lille Torv i Rønne. Knud blev vist smed, og det gjorde Aksel muligvis også, men dem har jeg aldrig rigtig kendt. Derimod ved jeg, at Carlo blev urmager, men ikke, hvordan det i øvrigt gik ham. Så var der Osvald, som kom i murerlære hos murermester Andreas Lind. Osvald kunne være fuld af narrestreger, og han nød at have et sjak med som tilskuere, når der skulle ske noget.
Helmer var nok ca. tre år ældre end mig. Mens jeg var i lære, gik jeg i vinterhalvåret til gymnastik efter aftenskolen. Vores lærer var en forhenværende soldat, der kom til øen som soldat, da russerne rejste. Han var landbrugsuddannet og fik job på Ingermansgård ved hjemsendelsen. Som soldat var han blevet spurgt, om han kunne svømme, hvortil han svarede: ”Nej, men jeg kan soppe hurtigt”. Derfor hed han aldrig andet end Hurtigsopperen, og jeg har aldrig hørt andet navn på ham. Men jeg tror, at han havde gået på Ollerup, for han var en god gymnastiklærer, og vi lærte utrolig meget hos ham, blandt andet blev vi meget dygtige til spring. At det også gjaldt sidespring, har jeg vel lige bevist, men jeg kom jo fra Helmer, og han gik også til gymnastik. Der var det særlige ved ham, at han var slangemenneske, og det var fantastisk, som han kunne slå krøller på sig selv. Han kunne have optrådt i ethvert cirkus, men alligevel valgte han at gå i lære som skomager.
Georg var som den yngste et år ældre end mig. Han kom i lære hos Brødrene Anker og læste derefter til maskinmester. Han kom senere til Arbejdstilsynet, hvorfra han blandt andet førte tilsyn med sin tidligere læreplads. Som de fleste lærlinge, fik også han et øgenavn. På grund af sit udseende blev han kaldt Smukke, og der var nok lidt om det, i alle tilfælde sad hans hår altid perfekt. Og så kunne han synge. Det opdagede jeg, mens jeg var i hjemmeværnet, hvor Georg var sammen med sine brødre, Louis, Peter og Helmer. Når vi under øvelse marcherede, skete det, at vi sang f. eks. ”General Napoleon og hans ti tusind mand”. Her sang Georg så 2. stemme, og det gjorde han godt.
En vinteraften inviterede han mig og nogle få andre med hjem, og der sang vi også, men det, jeg gerne vil fortælle om den aften, var det eksperiment, vi gennemførte med succes. Vi var fem med i forsøget. En sad på en stol, mens vi andre fire samlede håndfladerne og stak dem under henholdsvis knæhaserne og armhulerne, på ham der sad på stolen. Derefter sagde vi: ”Nu er du let som en fjer, let som en fjer, let som en fjer” adskillige gange, og til sidst sagde en: ”Nu løfter vi dig over på en anden stol”, som stod parat. Det gjorde vi så, og det mærkelige var, at han var let som en fjer. Det er den eneste gang, jeg har været hypnotiseret, og selv om jeg har forsøgt mig med samme nummer senere, er det ikke lykkedes for mig.
Knud Anker