Obel fra Helligpeder.
Mogens Dam skrev i Jul på Bornholm, 2006.
Når man har til opgave at tage billeder, der skal vise den særlige atmosfære Bornholm har, kommer man jo mange steder. Jeg mener, at jeg kender Bornholm temmelig godt. Jeg går meget i naturen og jeg taler med mange interessante mennesker. En af dem var Obel.
Jeg kom engang i 70’erne kørende ved Helligpeder, og der sad han på molen: prototypen på en bornholmsk fisker, i blå fiskertrøje med snøre, træsko og en sort kasket med blank skygge. Det var overvældende. Jeg gik hen til han og spurgte, om jeg måtte tage nogle billeder af ham. Svaret kom susende: Hvis du er en helvedes svensker koster det 1 kasse bajere. Nej, jeg var ikke svensker. Hvis du er en fandens Københavner koster det 20 bajere. Nej, jeg var ikke københavner, jeg var bornholmer. Nå, er du bornholmer, så gi’r jeg en bajer. Jeg fortalte, at jeg havde en boghandel i Rønne, og det syntes han godt nok var synd for mig. Jeg har fødselsdag i næste uge, så kom ned på havnen her, og hjælp mig med at fejre den. Det tager en uge. Vi krakker sild og får nogle bajere og nogle snapse, så kan du jo slappe lidt af. Jeg tog derned, og opdagede, at det var et større arrangement. En Puch knallert med påmonteret kasse på bagagebæreren kørte i pendulfart fra havnen i Helligpeder til Brugsen i Hasle. Beretningerne om fangsternes størrelse blev mere og mere storslåede efterhånden, som dagen skred frem. Det var dejligt at se så megen livsglæde og interessant at høre om et andet syn på tilværelsen, end det jeg var vant til. Festen varede en uge, og jeg var der indtil flere gange.